Korsør Arbejdsanstalt: Vidneudsagn November 1890 (7). (Efterskrift til Politivennen).

Korsør Fattiganstalt.

Storartede Afsløringer.

Som vi skrev i Søndags havde vi i den forløbne Uge vore Forberedelser at træffe. Vi har nemlig ladet tage en Udskrift af de hidtil afholdte Vidneforhør og indsendt disse ledsagede af følgende

Klage til Justitsministeriet.

København, den 1. marts 1890.

Til Justitsministeriet!

København.

Den 15. Maj 1889 indsendte Redaktionen til det høje Ministerium en Klage fra 6 navngivne Lemmer paa Korser Fattiggaards Tvangs- og Arbejdsanstalt over den Behandling, de nød paa Anstalten, samt over forskellige Misligheder, som de angav gik i Svang der. Den 23. Juli modtog vi gennem Byfogden i Korsør - selve Anstaltens øverste stedlige Myndighed - det Svar, at Klagen var ugrundet og at der ikke skulde foretages videre i Sagen. Den 21. Maj besluttede Korsør Byraad at paalægge Anstaltens 4 Funktionærer: - Inspektøren og de 3 Opsynsmænd - den Pligt at anlægge et Søgsmaal mod "Social-Demokraten" for delvis at have offenliggjort Klagen.

Under disse Retssager har vi haft Lejlighed til at føre en Del Vidner, som under Lovens Ed har afgivet Vidneforklaring ved den kongelige Landsoverret, samt Hof- og Stadsrets første Vidnekammer om Rigtigheden af de Forhold, hvorover der klagedes. Uagtet vor Vidneførsel endnu ikke er endelig afsluttet finder Redaktionen dog, at det er dens Pligt at indsende hoslagte Udskrift af de til Dato afgivne Vidneforklaringer til det høje Justitsministerium. Vidnesbyrdene bekræfter nemlig ikke alene Klagens Rigtighed, men drager Ting frem for Lyset, som absolut kommer i skarp Strid med Loven, og vistnok kan rammes haardt af dens Straffebestemmelser.

Af disse Grunde antager vi med stor Bestemthed, at der er al Anledning for det Offenlige til at skride ind og foranstalte alle disse mislige Forhold nøje og strængt retfærdigt undersøgte og de skyldige straffede efter Loven. Vi kan ikke tro andet, end det maa være det Offenliges uafviselige Pligt at tage dette Hensyn til de af os trods alle Hindringer fremskaffede edelige Vidnesbyrd.

Redaktionen anmoder derfor det høje Justitsministerium om saa hurtig som mulig at lade foretage en offenlig Undersøgelse og Retsforfølgning af Forholdene paa Korsør Fattiganstalt ved en i selve Sagen aldeles uinteresseret Dommer

Ærbødigst

For Social-Demokratens Redaktion

E. Wiinblad

Redaktør.

Disse til Justitsministeriet indsendte Vidneforklaringer, som fylder ikke mindre end 54 tætskrevne Sider, skal vi ikke indlade os paa at offenliggøre i deres Helhed. Et kort Uddrag af dem vil være mere end tilstrækkelig til at vise, hvor forfærdeligt det virkelig gaar til paa mange af Landets Fattiggaarde.

Vi begynder med Mishandlingerne.

En nøgen Kvinde.

Vi oplyste i sin Tid, at en Pige, Olga Berg fra Randers var paa en listig Maade bleven lokket ind paa Anstalten, hvor hun havde været Genstand for oprørende Mishandlinger. Vidnet, Cigarmager Frederik Christian Larsen forklarer herom:

"Vidnet saa en Dag Indstævnte Andersen komme gaaende med Olga Berg, som han under Gangen holdt i Armen, og som han transporterede til Kachotten, hvilket - efter hvad Vidnet har erfaret af Olga Berg - var foranlediget ved, at denne, der, hvad Vidnet selv havde set, havde forrevne Hænder, havde nægtet at luge, fordi hun rev sig paa Tidslerne, med mindre hun fik Vanter paa, hvad Andersen havde nægtet hende. Straks efter at Olga Berg var ført ind i Kachotten, saa Vidnet, at der blev baaret Vand (mindst 30 Spande) ind i Kachotten, hvor der var Styrtebadsapparat, og Vidnet hørte derefter Olga Berg skrige meget højt. Vidnet saa tillige, at der, straks efter at Olga Berg var kommet ind i Kachotten, men før Vandet blev baaret ind, blev der bragt en Klump Is ind i Kachotten, og Vidnet véd, at det var almindeligt at lægge Is ind i Apparatet, naar der skulde gives Styrtebad.

Det herom forklarede passerede i November Maaned 1888. Senere har Vidnet atter set en Gang, at Andersen har transporteret Olga Berg til Kachotten, og at Indstævnte Henriksen derpaa straks kom til Stede, hvorefter Indstævnte Schmidt blev hentet - efter Vidnets Antagelse fordi de to Førstnævnte ikke kunde faa Olga Berg, der, efter hvad Vidnet hørte, skreg op og modsatte sig Afklædningen, ind i Styrtebadet. Vidnet hørte endnu, at Olga Berg efter Afklædningen vægrede sig mod at komme ind i Styrtebadet. Noget efter hørte Vidnet Stokkestag, og at Olga Berg skreg meget stærkt, hvorfor Vidnet antager - hvad Olga Berg selv fortalte Vidnet - at hun fik Prygl, og da Vidnet opholdt sig lige udenfor Kachotten og hørte alt, hvad der foregik, er Vidnet sikker paa, at hun fik bemeldte Prygl lige efter, at hun var kommen ud af Styrtebadet paa det nøgne Legeme.

Paa Anledning tilføjede Vidnet, at Andersen var forsynet med en meget tung Spanskrørsstok, hvori der efter Vidnets Formening var Metal indlagt. Dagen efter viste Olga Berg Vidnet sin Overkrop og sin Arm, og Vidnet saa, at hun overalt var meget forslaaet. Olga Berg viste tillige Vidnet sit Skinneben, hvorpaa Huden var afskrabet, hvilket efter Olga Bergs Udsagn hidrørte fra et Spark, som hun havde faaet af Indstævnte Henriksen."

Vidnet Smed Lars Mortensen forklarer:

"Dette har Pigen, hvis Navn var Olga Berg og som var fra Randers, fortalt Vidnet. Vidnet hørte hende skrige, og samme Dag saa han hende staa i et Vindue med Blodet rindende ned ad den ene Arm. Efter hendes Udsagn til Vidnet fik hun enten samme Dag eller ved en anden Lejlighed imod sin Villie et Styrtebad af Vand med Is i, hvilket Bad Indstævnte Andersen gav hende."

Vidnet Arbejdsmand Niels Peter Andersen forklarer blandt andet:

"--- han har set Rifter eller Mærker af Stokkeslag paa hendes Arme. Vidnet har iøvrigt hørt Olga Berg omtale, at Kammerraad Schmidt og Andersen begge en Gang sprættede hendes Klæder op og tog dem af hende og med Magt satte hende ind i et Styrtebadsapparat."

Vidnet Bødkermester Andreas Herman Bidstrup forklarer:

"Vidnet har set Indstævnte Andersen føre en ung Pige ind i Arresten, fordi hun, der havde bare Arme, ikke vilde luge Brændenælder, og Vidnet hørte hende derefter skrige, saa at Vidnet maatte antage, at hun var bleven pryglet, og Vidnet har tillige hørt andre Lemmer meddele, at den samme Pige fik et iskoldt Bad, og at hun skreg, da hun var i det."

Vidnet Kobbersmed Carl Christian Gross forklarer

"Vidnet, der kendte bemeldte Pige, hørte en Gang denne skrige i en Celle eller paa den dertil stødende Gang, og kort efter saa Vidnet bemeldte Pige staa i samme Celle med nøgen Overkrop, paa hvilken der var flere Striber, der var blodige eller i alt Fald stærkt røde. Førend Pigen streg, saa Vidnet Indstævnte Andersen gaa ind ad Gangdøren til hende - - har meddelt Vidnet, at de Indstævnte Schmidt oq Andersen mod hendes Villie tog alle Klæderne af hende og skubbede hende ind i Styrtebadet.

Da vi i sin Tid offenliggjorde den Artikel, hvori Olga Bergs Mishandling var omtalt i nøje Overensstemmelse med de nu afgivne Vidnesbyrd blev Pigen kort efter af Fattigvæsenet sendt til Brasilien. Saa var det Vidne af Vejen, og man erklærede jo ogsaa siden frejdigt, at alle Klager var ugrundede. Som man ser har vi desuagtet faaet artige Ting frem for Dagen.

En haandfuld Haar.

Gartner Frederik Vilhelm Marius Svendsen var paa den mest uforskammede Maade bleven indespærret paa Anstalten i 3½ Dag paa Gennemrejse fra Brasilien til København. Uagtet han havde 13 Kr. blev han dog fulgt til Korsør Station af en Opsynsmand, som løste Billet til ham og nægtede at lade ham faa sine Penge og selv tage Bestemmelse om, hvorhen han vilde rejse. Det maa tilføjes, at Svendsen, der nu er Gartner paa en Herregaard, ikke er under Fattigforsørgelse, og at han blev tvungen til at betale for sit ufrivillige Ophold paa Anstalten.

Dette Vidne blev spurgt saaledes:

"Er det Vidnet bekendt, at en 72 aarig Mand, der var indlagt paa Anstalten, har henvendt sig til Indstævnte Schmidt for at faa 56 Øre for fortjent Overarbejde, men blev afvist, hvorefter en Opsynsmand greb Oldingen saa voldsomt i hans lange Skæg, at en hel Tot Haar blev revet ud af Ansigtet?"

Vidnet svarer herpaa:

"Dette har den 72 aarige Mand fortalt Vidnet, idet han viste Vidnet den Tot Haar, der er rykket ud af Skæget, og flere andre af Lemmerne har for Vidnet bekræftet Rigtigheden deraf med Tilføjende, at den 72 aarige var en skikkelig Person, der havde opført sig godt paa Anstalten."

Mishandlet en bagbunden Mand saa Blodet flød paa Stenbroen.

Vidnet Smed Lars Mortensen spurgtes:

"Véd Vidnet, at Indstævnte Andersen har mishandlet en Snedkersvend fra Roskilde med Slag i Ansigtet, saa at det nedskydende Blod endnu flere Dage efter fandtes paa Brostenene, samt at den Mishandledes Hænder var bagbundne under Eksekutionen, og at han derefter blev ført i Arrest, hvor Mishandlingen fortsattes?"

Hertil svarer Vidnet:

"Ja, dette saa Vidnet, med Undtagelse af Mishandlingen i Arresten, men Vidnet hørte Snedkersvenden skrige efter at være bragt derind. Indstævnte Schmidt overværede den Afstraffelse, som Vidnet saa."

Vidnet Gross forklarer om samme Sag:

"--- paagreben af Indstævnte Andersen og af denne bunden paa Armene, og Vidnet saa, at Indstævnte Andersen uden Anledning - ialfald efter hvad Vidnet kunde iagttage - slog bemeldte Person i Ansigtet, der i Forvejen var blodigt, saa at Blodet strømmede stærkere."

Haandjærn.

Vidnet Niels Peter Andersen forklarer :

Vidnet har set den i Spørgsmaalet ommeldte Mand - Thordal fra Jylland - belagt med Haandjærn blive ført til Kachotlen, og Vidnet har derefter hørt Slag samt at nævnte Mand skreg. Vidnet mener at have hørt mindst 30 Slag. Vidnet har hørt, at nævnte Mand derefter blev idømt 69 Dages Fængsel paa sædvanlig Kost med Fradrag af Middagsmad og Øl. (Rest kun Vand og Brød).

En blodig Skjorte.

Vidnet Gross forklarer om en navngiven Snedker fra Faaborg:

"Da han var bleven indsat i Kachotten til Afsoning af en ham af Borgmesteren idømt Sultekur i 14 Dage, kom Henriksen, der samme Formiddag var bleven vred paa ham, ind til ham og slog ham uden videre Anledning med sin med en Blyklump forsynede Stok, saa at denne gik i Stykker. Vidnet har set et Mærke og en Forvridning af nævnte Persons ene Haandled, hvilket denne angav at hidrøre fra den ommældte Mishandling. Vidnet hørte selv, at der faldt 7 Slag ved bemældte Lejlighed, og anden Dagen derefter saa Vidnet, at der fra bemældte Persons Kachot blev bragt en blodig Skjorte ud, som i længere Tid stod i Blod paa Loftet."

Vidnet Lars Mortensen forklarer om samme Sag 

"Dette har vedkommende Snedkersvend fortalt Vidnet, der havde hørt Lyden af Slag og Skrig af Snedkersvenden og den følgende Dag saa Vidnet at Blyknappen paa en tilsyneladende voldsom Maade var løsnet fra Stokken."

Hul i Hovedet og 79 Dages Vand og Brød.

Vidnet, forhenværende Tømrermester i Frederikssund Knobelauch, som for os har forevist udmærkede Anbefalinger fra Autoriteter og private Mænd for hæderlig Vandel i alle Maader, forklarer følgende angaaende sig selv. Han er 66 Aar og fik en Dag i Forsommeren af Kammerraad Schmidt nogle Slag med en svær Spanskrørsstok, fordi han nægtede at gaa ud i Stranden, da han ikke kunde taale det.

Endvidere forklarer han:

"Da Vidnet en Sommerdag blev beordret til at luge i Korsør Gader, nægtede Vidnet dette, da Vidnet var over 60 Aar gammel, hvilket efter Vidnets Formening fritog ham for Pligtarbejde, samt svagelig af Helbred. Af andre Lemmer paa Anstalten havde Vidnet hørt, at det ommældte Arbejde var meget anstrængende og pinagtigt. Der blev i den Anledning af Schmidt dikteret Vidnet 14 Dages Arrest paa Sultekur, og da Vidnet nogle Uger efter atter vægrede sig ved at tage sat paa det ham paalagte Lugearbejde, fik Vidnet 65 Dages Arrest paa Sultekur."

Hvor meget denne Sultekur i 79 Dage - de 65 i uafbrudt Rækkefølge - er lig Vand og Brød, fremgaar af, hvad Vidnet forklarer om dens Sammensætning:

"1½ Pd. tørt Brød pr. Døgn, saa meget Vand, som man ønskede, om Morgenen en Pægl varm Mælk, stærkt iblandet med Vand, om Aftenen saakaldt Thevand, hvori der efter Vidnets Formening hverken var The, Sukker eller Fløde."

Efter Straffeloven kan en Forbryder kun idømmes højst 30 Dages Vand og Brød og kun 3 Dage ad Gangen. Her er det en svag gammel Mand, som ikke kan taale at ligge paa Stenbroen, der straffes haardere, end Loven tilsteder overfor den værste Forbryder!

Vidnet Knobelauch forklarer videre:

"Indstævnte Andersen har en Dag, da det var koldt, med en stor Nøgle slaaet Vidnet 4 a 5 Huller i Hovedet, af hvilke der flød meget Blod, og som medførte, at Vidnet tabte sin Bevidsthed. Vidnet tror, at dette skete paa Grund af Vidnets ovenforklarede Vægring ved at luge, men husker ikke dette med Bestemthed. Del var medens Vidnet var i Kachot - formentlig paa Grund af den ommældte Vægring - at Andersen slog ham som anført, og i den paafølgende Maanedstid var Vidnet stadig i Kachotten, hvis Vindue stod aabent Dag og Nat, idet Vidnet forgæves bad Opsynskarlen at lukke Vinduet. Vidnet var ikke under Lægebehandling for Saarene, der helede af sig selv, og Vidnet forlangte forgæves at faa Lægen eller Politimesteren i Tale."

Vidnet Cigarmager Larsen bekræfter dette saaledes:

"Vidnet har set, at det tidligere Vidne Knobelauch havde Mærker efter Slag i Hovedet. Vidnet har ogsaa set Knobelauch straks efter at han efter Sigende var kommet ud af en Sultekur paa 65 Dage, og han saa da efter Vidnets Skøn forfærdelig afkræftet ud."

Ringe i Loft og Gulv.

Vidnet Mortensen forklarer i Overensstemmelse med flere andre Vidner:

"Foruden de særlig omforklarede Personer har Vidnet hørt i al Fald 3 af Lemmerne beklage sig over at være blevne mishandlede enten af Indstævnte Andersen eller af Indstævnte Henriksen. Der var paa Anstalten et Rum, hvor der var anbragt Ringe i Gulv og Loft, ved hvilke de blev bundne, som skulde have Tamp."

* * *

Dette korte Uddrag af de lange Vidneforklaringer om Mishandlingerne maa for i Dag være tilstrækkelig til at vise Offenligheden, hvor forfærdelige de Tilstande er paa vore Fattiggaarde, som vi nu gennem 3 Aar i mangfoldige Artikler har trukken frem for Lyset. Det er Vidnesbyrd afgivne under Ed, og for Dommere som Hr. Hindenburg, der dog ikke ret vel kan tænkes at lede et Vidneforhør i vor Favør.

Paa Stolpegaarden havde vore Artikler til Følge, at Inspektøren vandrede i Tugthuset. I næste Artikel - paa Tirsdag - skal vi vise vore Læsere, at der ogsaa foregaar andet end Mishandling af Lemmer paa Korsør Fattiggaard. Der foreligger edelige Vidnesbyrd om Ting, som Absolut hører ind under den kriminelle Retspleje.

(Social-Demokraten 2. november 1890).

Visitfotografi af Edvard Wilhelm Schmidt. Fotograf: H. TønnisFoto udlånt af Lokalhistorisk Arkiv for Korsør og Omegn. Bemærk, at fotoet kun er til brug på Politivennen Live Blogging, og altså ikke må deles på fx Facebook eller Instagram. Der er ingen fotograf at kreditere. Flere fotoer kan findes på Korsør lokalarkivs samling med hashtagget Korsør Arbejdsanstalt.

Korsør Fattiganstalt.

Fra Ildebranden.

Søndags dokumenterede vi for Offenligheden, hvilke forfærdelige Mishandlinger der gaar i Svang paa Korsør Fattiganstalt. I Dag skal vi, ligeledes ved edelige Vidnesbyrd, dokumentere, hvorledes de Personers Standpunkt er, med Hensyn til almindelig borgerlig Hæderlighed, som saaledes mishandler deres fattige værgeløse Medmennesker.

Da Anstalten brændte anmeldte Opsynsmændene, at alle deres Ejendele var brændt og gjorde Krav paa Assurancegodtgørelse derfor af vedkommende Selskab. Vi har selv, da Klagen i sin Tid blev indsendt til Justitsministeriet, forhørt os paa Assuranceselskabets Kontor og der faaet konstanteret, at de havde faaet udbetalt i Erstatning for deres brændte Tøj netop de Summer, som de 6 Lemmer med den yderste Nøjagtighed nævner i Klagen. Nu skal vi se hvorledes det forholder sig med disse brændte Ejendele.

Vidnet Smed Lars Mortensen forklarer derom:

"Vidnet der har læst i en Avis, at Indstævnte Henrichsen skal have faaet en Assurancegodtgørelse af ca. 700 Kr. udbetalt, hidrørende fra Anstaltens Brand i Marts s. A. Saa vidt Vidnet kunde se blev alt hvad Henrichsen havde paa Anstalten af Bohave og Klæder ved den ommeldte Lejlighed reddet. Vidnet var tilstede under hele Branden og kender godt Henrichsens Ejendele, En paa Anstalten anbragt Skomager paa Korsør Fattiganstalt fortalte Vidnet, at han havde gjort vedkommende Assuranceagent i Korsør opmærksom paa Henrichsens Forhold i saa Henseende. Vidnet har talt med 4 af Lemmerne, som havde været behjælpelig med at redde Henrichsens Ting, og disse Mænd paastode, at Henrichsen intet havde mistet."

Vidnet N, P. Andersen forklarer:

"Vidnet, der var med til at redde, erklærer sig overbevist om, at samtlige Opsynsmænds Ejendele blev reddede. Vidnet saa navnlig, at det Værelse, som Indstævnte Henrichsen og Jørgensen beboede var helt tomt inden Ilden naaede dertil." Vidnet har efter Branden set Klæderne ligge under Forlæderet i en Char-a-banc, og Vidnet har hørt Opsynsmand Henrichsen give et Lem paa Anstalten Ordre til at gøre disse Klæder rene, hvorfor Vidnet, der forøvrigt mener ogsaa at kende bemeldte Klæder, maa antage, at disse tilhørte Henrichsen."

Vidnet Bødkermester Bistrup forklarer:

"Vidnet har set Henrichsen, der tilligemed Jørgensen havde et Værelse paa Anstalten, under Branden bære en Arm fuld af Klæder bort fra dette Værelse, og der blev sagt af de Lemmer der var med til at redde, at disse Klæder med Undtagelse af en Støvleknægt var det sidste, der var i Værelset. Vidnet saa, at Henrichsen gik med de ommeldte Klæder til Inspektørens Bolig.

Vidnet Cigarmager Larsen forklarer:

Vidnet, der saa, hvad der blev reddet, maa antage, at samtlige Opsynsmænd fik alle deres Ejendele reddede. og særlig er Vidnet fuldstændig vis derpaa for Henrichsens Vedkommende, da Vidnet vidste, hvad denne havde i Forvejen."

Vidnet Kobbersmed Gross forklarer:

Vidnet, der selv var med til at redde, antager bestemt, at Opsynsmændene fik samtlige deres Ejendele reddede, maaske med Undtagelse af et Stativ og et lille Fotografi, som Indstævnte Henrichsen til Vidnet Ytrede, at han havde mistet. I øvrigt forklarede Vidnet, at han hørte Indstævnte Henrichsen udtale til Assuranceagenten og andre, at et Par gamle Strømper var alt, hvad han havde reddet."

Korsørs Borgmester rejser i denne Tid rundt paa Lolland som Kommisionsdommer og holder Brandforhør, og der meldes næsten hver Dag om Syndere, som han har faaet til at bekende deres Brandstiftelse og Assurancesvig.  Til andre Tider har Hr. Sylow gjort lignende Valfarter til andre Steder i Landet, og ikke faa har han dømt indenfor Tugthusets Døre. Er det saa ikke mærkeligt, at den nidkære Politimester saa aldeles gaar sin egen By forbi? Den By, hvis Borgeres Ve og Vel han først og fremmest er sat til at varetage, den By, hvori han i langt højere Grad er Retfærdighedens Repræsentant end i alle mulige andre Egne af Landet. Og ikke alene Byen er han knyttet til, men han er selve Anstaltens øverste Myndighed, og desuagtet kan der upaatalt passere saadanne Ildebrands-Historier, som alle disse edelige Vidnesbyrd beviser. Er Funktionærerne paa Korsør Fattiganstalt da ikke den samme Lov undergivne som alle de Husmænd og Gaardmænd paa Lolland og i Jylland, Hr. Sylow har saa travlt med at sætte fast?

"Mit og dit"

Ogsaa på andre Omraader herskede der ganske mærkelige Begreber om "mit og dit" paa Korsør Fattiganstalt.

Vidnet, Bødkermester Bidstrup, oplyser saaledes:

"Vidnet har efter Indstævnte Andersens Ordre forarbejdet Ballier, Spande og Stripper af Anstaltens Materialier, og Vidnet har efter samme Ordre været med til at bringe disse Genstande hen paa Andersens Bopæl."

Vidnet Lars Mortensen forklarer:

"En paa Anstalten indlagt Bødker forarbejdede Ballier, Spande og et Hakkebrædt i Vidnets Paasyn af Materialier, som til Dels var dragt ned fra Anstaltens Loft, saa Vidnet antog dem for at tilhøre Anstalten. Efter Bødkerens Udsagn var det Indstævnte Andersen, der havde paalagt ham at lave disse Ting til Andersens private Brug - - En Dag sendte Indstævnte Andersen en af Lemmerne i Byen for at købe stærkt Træ til Klemmer, men da det købte Træ kom, saa Vidnet at i al Fald en Del deraf blev benyttet af en i Anstalten indlagt Snedker til Forfærdigelse af en Kontorstol, hvilket efter Snedkerens Udsagn til Vidnet skete efter Ordre af Andersen, der skulde have stolen."

Vidnet Gross forklarer:

"Vidnet har set, at det tidligere førte Vidne, Bødker Bidstrup har hentet Træ af Anstaltens Beholdning og deraf forfærdiget Ballier, Spande og en Skrivestol til Indstævnte Andersens private Brug. Vidnet har haft Lejlighed til at bemærke dette, da han havde Arbejdsplads i Nærheden af bemeldte Bødker.

Vidnet Cigarmager Larsen har bevidnet det samme og har personlig set, at Genstandene bragtes hen til Andersens Bopæl.

Alle Klager undertrykkes. 

At alt dette, de rædselsfulde Mishandlinger og de ovenfor beskrevne Ulovligheder kunde gaa i den Grad som de gik, faar man et Begreb om, naar man hører, med hvilken Omhyggelighed der passedes paa, at ingen af Lemmerne fik Lejlighed til at klage. Alle Breve herom tilbageholdes og det nægtedes de Forurettede at blive ført til Øvrigheden for at afgive deres Klage.

Vidnet Gross forklarer saaledes: 

Da Vidnet var bleven ikendt den før omforklarede Straf af 60 Dages Sultekur, fremsatte han for Indstævnte Schmidt Begæring om at maatte klage herover for en Dommer, hvortil Indstævnte Schmidt svarede Nej, med Bemærkning, at han c: Schmidt var Dommer. To Gange senere, nemlig efter at Vidnet var bleven idømt en ny Straf af 30 Dages Sultekur og en anden Straf af 14 Dages Sultekur - hvilke 2 sidste Straffe Vidnet udstod i Resterne af den brændte Bygning, uagtet der ingen Varme var og det var koldt i Vejret - (indespærret i en Ruin paa den kolde Aarstid!!!) har Vidnet ligeledes anmodet om at blive stillet for Dommeren, for at fremføre Klage over sin Behandling, hvilket ligeledes blev Vidnet nægtet.

Vidnet Mortensen forklarer:

Mange af Lemmerne har fortalt Vidnet, at Schmidt havde truet dem med Sultekur og Prygl, hvis de afsendte Breve, uden at gøre Schmidt bekendt med Indholdet. Vidnet ved, at Sultekur flere Gange er anvendt for Overtrædelse af dette Forbud.

Vidnet Larsen forklarer:

Medens Vidnet var paa Anstalten, henvendte han sig engang til Inspektøren Schmidt og bad ham om at maatte blive fremstillet for Politiet, da Vidnet mente, at der forelaa forskellige Misbrug paa Anstalten, som Vidnet vilde klage over. Hertil svarede Schmidt, at Politimesteren ikke vilde tale med Vidnet, og ved denne Lejlighed sagde Inspektøren, at han skulde sørge for, at Vidnets Moder, der hidtil ugenlig havde sendt en Kurv med Fødevarer til Vidnet (Larsen er Krøbling), ikke mere sendte saadant, og at de Penge, der muligt vilde blive sendte til Vidnet, vilde blive beslaglagte, hvilket Inspektøren ogsaa senere gjorde.

Et tidligere Lem paa Anstalten - vi bemærker udtrykkelig, at det ikke er en af de afhørte Vidner - har fortalt os, at naar Postvæsnet i Postkasserne finder Breve, stilede til Justitsministeriet, Amtet eller lignende Myndigheder, som i det Ydre bærer Vidne om muligvis at være skrevne af Lemmerne, sender Postmesteren disse Breve op paa Anstalten. Her brækker og læser man uden videre Brevene, og er det Lemmer, som saaledes har forsøgt at smugle en Klage ud, bliver de strængt straffede. Man har tilbudt os flere Vidner, som har været Genstand for disse ulovlige Angreb paa Brevhemmeligheden.

Disse Uddrag af de hidtil afholdte Vidneforhør maa foreløbig være tilstrækkelige til at vise den store Offenlighed, hvorledes Korsør Fattiganstalt gennemgaaende er beskaffen. Men vi skal føre flere Vidner endnu og vi forbereder os paa at føre et Par, hvis Ord vi haaber skal ringe dobbelt højt for Justitsminister Nellemanns Øren.

(Social-Demokraten 4. November 1890)

Korsør Fattigaard.

Der var, som meddelt, for et Par Uger siden stor Stads i Korsør i Anledning af Indvielsen af den nye Fattiggaard. Professor Goos og mange andre Samfundsstøtter var til Stede. Blandt Hædersgjæsterne bemærkedes Anstaltens Inspektør, Hr. Kammerraad Schmidt, for hvem der blev udbragt et begejstret Leve, medens de Blade, der i sin Tid havde fremdraget og kritiseret Behandlingen af Lemmerne, fik sig en velment Overhaling.

Et Par Dage efter kom som en Sky paa en klar Himmel en Meddelelse fra Soc.-Dem. indrykket ogsaa i Korsør Højreblad, at en Udskrift af de af "Social-Demokraten"s Redaktør tilvejebragte Vidneforklaringer angaaende Forholdene paa Anstalten, vilde i den nærmeste Fremtid blive offenliggjorte. Som det vil erindres, havde nemlig Anstaltens fire Funktionærer - Inspektøren og tre andre faaet Ordre til at anlægge Sag mod Soc.-Dem. for dens Omtale af deres Færd, og i Anledning af denne Sag er det, at dette Blads Redaktør med stort Besvær i Løbet af det sidste Aar har tilvejebragt en Række Vidneforklaringer, hvoraf et lille Udvalg findes offenliggjort i Bladets Søndagsnummer.

Af de tildels ogsaa i "Politiken" offenliggjorte Vidneforklaringer, gjengiver vi følgende:

[Herefter følger citater fra artiklerne i Social-Demokraten, se ovenfor]

(Roskilde Dagblad 4. november 1890).

Korsør Fattiganstalt.

Da vi i sin Tid aabnede vort Felttog mod Fattiganstalterne og lagde for med Korsør som den værste, lød der fra alle de ramte Buler et Raab om, at der naturligvis ikke var et sandt Ord l det hele. Men ikke én af dem vovede at anlægge Sag imod os. I Tikøb gjorde man et Tilløb: Sogneraadet vedtog højtidelig Sagsanlæggelsen, men derved blev det ogsaa. Ingen turde løbe denne Risiko, og de følte sig trygge for, at vort kære Justitsministerium eller vedkommende Amt skulde faa i Sinde at rippe op i Skandalerne. Det er jo saaledes bevendt med Retstilstanden her i Landet, at alle Embedsmænd og offenlige Institutioner, som er trofaste Tilhængere af det bestaaende Regimente, nærmest kun frygter os. Har de i det Hele taget nogen Frygt for at vælte paa deres Vej, saa er det ikke opad men udad de skeler, ud imod den frisindede Presse som den Sten, der skal vippe dem i Grøften.

Saa kom vi igen. Denne Gang med den nøje specificerede Klage fra de 6 Lemmer. Vore Læsere kender dens triste Gang. Vi sendte den ind til Justitsministeren og fik Svar fra selve den anklagede Anstalts øverste Myndighed og Leder. Ingen vil da undres over, at Svaret var som det var. 

Men inden dette Svar kom var det, at det korsørske Byraad skyndte sig med at støbe Kuglerne til de fire Sagsanlæggelser. Et Barn kan gætte hvorfor. Hvis Ministeriet havde besluttet en offenlig Undersøgelse af Anstaltens Forhold, havde de været i Vinden. En Dommer kan saa rart faa fat i Vidner og faa sin Næse i alle Papirer. Han har Magt og Myndighed til at rode op i alle Affærer, der blot forekommer ham lidt mistænkelige. Og havde Korsørianerne faaet en saadan energisk og retfærdig Undersøgelsesdommer paa Halsen, havde det maaske ikke set godt ud for dem. Det var det, de for enhver Pris vilde undgaa, og saa bed de i det sure Æble og sagde: saa hellere Sagsanlæggelse. Her væltede de hele Bevisbyrden over paa os. De selv og de Myndigheder, der skulde have taget Sagen i deres Haand, havde saa intet andet at gøre end dukke sig og lægge os saa mange Hindringer i Vejen som vel muligt.

I den Retning nægtede de sig intet. Først anlagde de ikke én Sag, men hele fire. Lykkedes det dem at klare Skærene, fik de en følelig Hævn med det samme. Hvis f. Eks. det kunde lykkes dem at faa Redaktør Wiinblad dømt til 3 Maaneders Fængsel, blev det i alle fire Sager et helt Aar han saa fik. Demæst gav Ministeriet de fire Herrer fri Proces. Og saa begyndte man at putte Vidnerne omkring paa det halve Lands Fattiganstalter. Det mest graverende, Pigen Olga Berg, fik man sendt til Brasilien, en anden sendtes til Hillerød, en tredie gemtes paa Ladegaarden, en fjerde forputtedes paa Fyen osv. i det uendelige. Nu kunde vi se, hvor vi fik Vidner fra, og kunde vi ikke hitte dem, var Dom og Straf os vis, og Korsør Anstalt vilde den Dag staa ren som en nyvasket engel.

Vi skrev rundt i Øst og Vest, i Syd og Nord, til alle de Forsørgelseskommuner og Fattiganstalter, hvor vi havde Formodning om at træffe vore Folk. At vi ikke mødte synderlig Imødekommenhed, er det sikkert overstadigt at tilføje. Paa Tikøb Fattiggaard var der saaledes gemt to Mand. Vi skrev dertil, eller rettere vor Sagfører, men tror man vi fik blot et Svar? Nej, ikke et Muk! De hænger sammen som Ærtehalm de fleste.

Men saa var det vi hittede paa at offenliggøre et Opraab i Bladet til alle, om at staa os bi med at skaffe os Vidner. Det hjalp. Vi fik Masser af Breve og Underretninger om de eftersøgte Lemmers ny Opholdssted, og saa fandt vi endelig dem, vi søgte. Men det var ikke Enden endda. Vi maatte nu ikke alene betale Vidnets Rejse til og fra København, og hans Ophold her i Byen, men der var de Myndigheder, som var saa elskværdige at sende os Vidnerne under Eskorte, hvis Rejse osv. vi ogsaa maatte betale. Det latterlige i alle disse Chikanerier rørte os ikke, vi gik vor stolte Gang fremad med Sagen, og nu ligger der en nydelig Buket Vidnesbyrd i Justitsministeriet. Vi tænker ikke det denne Gang skal lykkes dem at fortalle, at det hele er Opspind.

Det var nu Straffen over de "Ugudelige", nu skal vi se lidt paa Belønningen for de "Retfærdige'.

Noget efter at vi havde klædt Korsør-Anstalten af i dens fule Nøgenhed, og efter at vi havde vekslet nogle smaa Hug i Pressen med Inspektøren og Byraadet, indtraf Kongens Regeringsjubilæum. Professor Goos havde, som Fængselsinspektør, været dernede og, som han nylig udtalte ved Festmiddagen, "havt den Glade at erklære til Ministeriet, at enhver Anke mod Anstalten maatte tilbagevises". Inspektøren stod da som en forfulgt og forurettet Mand, og han maatte selvfølgelig have en Belønning. Det var jo altid et Segl paa, at "Social-Demokraten" havde faret med Usandhed. Og saa faldt der da ogsaa en Draabe af Jubilæumsregnen paa hans "rødmende" Hoved, idet han allernaadigst blev Kammerraad. Samtidig blev Bogtrykker Jensen, der havde givet Anstalten og dens Kære et skaanende Ly i "Korsør Avis", ligesaa naadigt gjort til Kancelliraad, og andre af Spidserne drager siden den Dag om med Ridderkorset.

Men det interessanteste ved hele denne mærkelige Fattigaaardssag turde dog alligevel være det Bidrag, den giver til Belysningen af vor Retsbeskyttelse her i Landet. Seks navngivne Mand indgiver en Klage til Statens øverste Øvrighed, hvis absolute og simple Pligt det er at lade det paaklagede Forhold nøje undersøge. Men i Stedet derfor anlægges der Sag mod Redaktør Wiinblad, der ikke har anden Skyld end den at have befordret Klagen ind til Ministeriet, fordi det var umuligt for selve Klagerne at gøre det.

Forholdet er da dette: Hvis Lemmerne klager straffes de med Prygl, Sult og Arrest og Klagen tilbageholdes inden Anstaltens Mure. Hvis vi paatager os at sende denne Klage ind til Ministeriet og ganske simpelt meddeler enkelte Brudstykker af Klagens mindst graverende Indhold faar vi Sagsanlæg med eventuel Straf i Følge. At gøre de Skyldige mindste Ulejlighed falder ikke den høje Retfærdighed ind. Der skal adskillig Udholdenhed til at kampe mod sligt, og Enhver vil vist indrømme os, at det ikke er nogen let Opgave, men en saare vanskelig, der er stillet en frisindet Presse under saadanne Tilstande. At vi har faaet fat i de bortfløjne Vidner og Ord til andet faaet bekræftet, hvad vi skrev, er i Grunden kun et Held. Hvis de Vanskeligheder, der blev lagt os i Vejen, havde været saa store, at vi ikke havde været i Stand til at overvinde dem, saa havde vi ikke haft dette Held, og saa var vi maaste bleven dømt til et helt Aars Fængsel. Og hele Koblet i den "velsindede" Presse, som den ynder at kalde sig selv, havde hylet af Glæde og skrevet Spalte op og Spalte ned om vor Upaalidelighed og vore Tendenser til kun at rive ned.

Nu derimod, er den Mulighed forhaabenlig udelukket. Nu er det Fattiganstalten med dens Kammerraad i Spidsen, Professor Goos og "alle Autoriteter", som har tilbagevist vor tidligere Klage, der staar i den ejendommelige Belysning, Hof- og Stadsrettens første Vidnekammer kaster over dem.

(Social-Demokraten 5. november 1890).

Korsørs Forsvarer.

Korsør har en lillebitte, bitte Avis, saa lille, at den vist er den mindste i det ganske Land, herunder ogsaa regnet hvad den rummer af Forstand.

Intet var vel naturligere end om den efter vore sidste opsigtsvækkende Afsløringer havde taget Fattiganstalten op til Drøftelse. Men ikke et Muk har den haft at sige til Forsvar for dens kære Anstalt. I Gaar derimod har den en højst barnagtig Artikel til "Sorø Amtstidende", et af de Provinsblade, som har aftrykt vore Artikler om Fattiganstalten.

Efter en lang Indledning om Storpolitik og Venstrebønder, Ting, som ikke kommer Anstalten en Smule ved, skriver den:

""Sorø Amtstidende" ved godt, at det er de samme gamle Røverhistorier, som er modbeviste for flere Aar siden og som ikke vinder i Troværdighed, fordi gamle Tvangslemmer og straffede Personer afgiver edelig Forklaring om deres Sandfærdighed. "Sorø Amtstidende"s Redaktør, Hr Tauber, vilde vistnok selv meget nødig dømmes eller bedømmes af saadanne Folk, nej, saa blev hans Renome langt daarligere end nu; hvad vilde en stakkels Tvangsfange f. Eks. sige om T.'s bekendte Affodring i Ringsted paa Statskassens Regning - han vilde sikkert male Hr. Tauber sortere end Fanden selv. Om Værdien af de af "Social-Demokraten" og dens Eftersnakker omtalte edelige Forklaringer om Forholdene paa Korsør Tvangsarbejdsanstalt faar man ogsaa et godt Begreb naar man ved, at et tidligere indlagt Tvangslem har oplyst, at "Social-Demokraten" udlovede 25 Kr. til dem, som vilde vidne imod Inspektøren og Opsynsmændene paa den herværende Anstalt."

Vi har kun optrykt denne Snak for at vise, hvor fattig Korsørs Monitor er paa Forsvar for dens Anstalt. I al Korthed skal vi gennerngaa det Par Punkter, som angaar os, og vise, at der er ikke Gnist af Sandhed i dem.

Hvorledes "Røverhistorierne" blev modbeviste for flere Aar siden har vi gentagne Gange fortalt vore Læsere. Ministeriet sendte gennem Amtet Klagen med til Korsør, og de gode Folk sagde om deres egen indbringende Fattiggaard, at den var udmærket. Det er, hvad Bladet kalder for modbevist. Der er i Virkeligheden ikke ført Skygge af Bevis mod vore Klager, ikke ført et eneste Vidne, men desuagtet er man fræk nok til at tale om Beviser. Nej,vi har ført Beviser, idet der er to, tre eller fire edelige Vidnesbyrd om de fleste Punkter. Naar Korsørianeren insinuerer, at vi har ført Tvangslemmer og straffede Personer som Vidner, saa er dette noget de helst ikke skulde have skrevet - "Fals slaar sin egen Herre paa Hals". "Social-Demokraten" vilde vist komme godt op at køre, hvis vi mødte med Tyve og Kæltringer som Vidner for Retten. Saa meget ser man os dog paa Fingrene, al de vist vilde komme ned ad Raadhusets Trapper i en Fart.

Nej, er der nogen, som kan nøjes med Tyve og Kæltringer som Vidner, saa er det ikke os, men de kongelig danske Autoriteter. De forsmaar ikke saadan en lille Hjælp, naar det gælder at komme "Social-Demokraten" til Livs. For kort Tid siden førte Husarregimentet saaledes som Vidne mod os en Mand, der havde været straffet for Tyveri, vist endog gentagne Gange. Han fik ganske rolig Lov til at aflægge Ed, uagtet der ved Siden af ham stod en af hans høje Foresatte. Han burde vide, at det var en Tyv, som her skulde "bevise" det. Myndighederne ønskede.

I Korsør-Sagen har vi faaet Masser af Tilbud om Vidner. Men først og fremmest har vi spurgt, om de var straffede, og hvis dette var Tilfældet, har vi øjeblikkelig sendt dem hjem igen. Vi har udsogt dem, som vi ansaa for de hæderligste og paalideligste, og ingen af dem skal kunne sige, at det har manglet paa Formaninger om at holde sig strængt til Sandheden og fjærnt fra alle Overdrivelser. Vi kan dog indse, at det modsatte kun vilde skade, ja helt ødelægge vor Sag i Stedet for at gavne den.

Historien med de 25 Kr., vi skulde have lovet dem, som vilde vidne imod Inspektøren og Opsynsmændene, er ganske simpelt ren og skær Usandhed. En saadan Idiotisme kunde aldrig falde os ind. Vi meddelte i Gaar, hvorledes vi maatte bekoste Vidnernes Ophold og Transport hertil med Eskorte, men det var noget vedkommende Myndigheder tvang os til. Men at vi skulde udsætte os for, at man slog fast, at vi vilde bestikke vore Vidner, skal der saa dumme Mennesker som den Korsør Bogtrykker til at tro.

Mere er der ikke os vedrørende, men det øvrige karakteriserer godt nok Avisens Afmagt. Hvad siger man s. Eks. om det Forsvar for Fattiganstalten, der ligger i "Taubers Affordring i Ringsted"? Barnemad!

Netop. Det er Barnet, som her for første Gang vandrer i sin Faders Fodspor. Bogtrykker Jensen søn., som blev Kancelliraad for sine Fortjenester af Fattiganstalten, er nemlig ikke mere. Den Søndag, da vor første Artikel om de opsigtvækkende Vidneførsler stod i "Social-Demokraten", døde han faa Timer efter at Bladet var kommet til Korsør. Nu er Røsten hans Søn Adams, der journalistisk talt er lige saa nøgen som hans Stammefader i Paradisets Have.

Han kan i al Fald ikke rokke ved vore Artikler om Korsør Fattiganstalt.

(Social-Demokraten 6. november 1890)

Korsør Fattiganstalt.

Udtalelser i Venstrepressen.

Medens ikke et eneste Højreblad har vovet al skrive et Muk om vore Artikler vedrørende Korsør Fattiganstalt, har nogle Venstreblade beskæftiget sig med dem, "Sorø Amtstidende" skriver saaledes i Gaar:

De af "Social-Demokraten" optagne Vidneforklaringer har bragt hele det pæne Selskab som lever af og for Arbejdsanstalten, til et Topmaal af Raseri. Blandt den aldeles overvejende Del af Korsørs Borgere falder Meningen om denne Anstalt sammen med vor, og Mand og Mand imellem hører man en ganske anden Anstuelse om Anstalten end den, der kommer til Orde i den sølle "Korsør Avis". Vi siger "Social-Demokraten" en oprigtig Tak, fordi den med store Bekostninger og under allehaande Vanskeligheder har fort denne Sag saa langt. Enden er ikke endnu, og der er forbeholdt d'Hrr. dernede nogle Overraskelser, som vi er bange for, at de ikke vil være mere taknemlige for, end for hvad der alt er mødt dem "Social-Demokraten" har havt svært ved at faa sine Vidner ført. Olga Berg blev pludselig sendt til Brasilien, "det ligger jo saa langt herfra". Og Autoriteterne synes ingensteds at have begunstiget Vidneførselen - for at bruge det allermildeste Udtryk. Alle de Vanskeligheder og Udgifter, som overhovedet er mulige - og de er mange i Danmark - har Bladet maattet overvinde. Men en kraftig Vilje og een aldrig svigtende energi fik Bugt med Besværet. Nu er Vidneforklaringerne der - det vil sige, der kommer flere endnu - og det vil kun være meget barnlige Sjæle, man vil kunne bilde ind, at de ikke har noget at betyde ---------- Det er et Forsvar for de Fattige og forstødte i Samfundet, for dem, som ikke selv kan tale deres Sag, for dem som under den nuværende Ordning af disse Forhold er noget nær retsløse i vort Samfund. Et Forsvar for denne Del af Menneskeheden bliver man hverken Kammer- eller Kancelliraad for at føre; der venter en Forhaanelse, Bagvaskelse, Forfølgelse og, hvis der blot

er en Fold, man kan saa sat i, Lovens haardeste Straf for at føre det. Men Lønnen er alligevel større end Alverdens Kors og Titler, den er Bevidstheden om at have gjort, hvad man anser for sin Pligt, og den er Haabet om at kunne bringe menneskelige Tilstande ogsaa for disse Mennesker.

Det forekommer os ubegribeligt - skønt vi har vore egne Meninger om dansk Retspleje - om Justitsministeriet ikke nu sætter en virkelig Undersøgelse Gang. Vel er der spildt en Del kostbar Tid; men sent er bedre end aldrig, og hvis man overhovedet vil holde paa Autoritet i dette Land, saa maa Ministeriet for sin egen Skyld iværksætte en saadan Undersøgelse hellere i Dag end i Morgen. Spergsmaalet om wrnientlige Mishandlinger og andet mere paa Tvangsarbejdsanstalten i Korsør er ikke et privat Mellemværende mellem "Social-Demokraten" og tre Opsynsmænd, som ingen kender; men det er et Mellemværende mellem den offenlige Mening i Danmark og Korsør Tvangsarbejdsanstalt, som der maa kastes fuld Klarhed øver.

Der er virkelig alvorlige Grunde for Justitsminister Nellemann til at tage fat, og der sidder dog i al Fald enkelte Medlemmer i Sorø Amtsraad, som før har turdet tage en Sag og selv med Fare for at bringe lidt Disharmoni ind i Selskabet. Men finder Skrigene fra Korsør ikke Øre paa disse Steder, da er der Udsigt til, at Folkethinget gennem en Forespørgsel vil henlede Hr. Nellemanns Opmærksomhed paa de afgivne Vidneeforklaringer og paa, hvad der ellers af Uregelmæssigheder knytter sig til Tvangsanstalten i Korsør.

(Social-Demokraten 8. november 1890)

Henvisning til Sorø Amtstidende er til artiklen den 6. november 1890)

Artikler i denne serie: Afsnit 1: Social-Demokraten på besøg 1887. Afsnit 2: Debat 1887. Afsnit 3: Korsør Byråd. Afsnit 4: Nuværende og forhenværende inspektører udtaler sig 1887. Afsnit 5: Artikler fra maj-juni 1889. Afsnit 6: Genopførelse 1890. Afsnit 7: Vidneudsagn 1890. Afsnit 8: Sognepræst Munck om Korsør Arbejdsanstalt. Afsnit 9: Redaktør Wiinblad fængslet 1893.