- Efter en Uges Sygeleie er en af Hovedstadens ældste og mest ansete Industridrivende, Etatsraad, Grosserer og Fabrikeier Lauritz Peter Holmblad, C. af D. og Dbm., afgaaet ved Døden af Lungebetændelse i en Alder af over 75 Aar.
Holmblad var født den 8de Juli 1815 i Sundbyvester ved Kjøbenhavn, hvor hans Fader allerede efter Bombardementet 1807 havde etableret en Filial af sin Fabrik her i Byen paa Hjørnet af Gothersgade og St. Regnegade, hvor den endnu findes. Efterat den nu Afdøde i 1837 var bleven polytechnisk Condidat bestyrede han fra dette Aar indtil 1841 sin Faders Fabriksvirksomhed for Moderen.
I 1841 blev Holmblad selv Fabrikant, og fra 1858 var han tillige Grosserer. I de henved halvtredsindstyve Aar, i hvilke han saaledes har drevet de ikke alene her i Landet, men ogsaa langt udenfor dels Grændser velkjendte og velrenommerede Holmbladske Fabriker, har han i overordentlig Grad udvidet disse og hævdet deres Producters Ry. Ved Siden deraf har han i forskjellige Retninger virket som Forretningsmand, og der er i den sidste Menneskealder ikke opstaaet ret mange større Foretagender, uden at Holmblad har været deelaglig i dem og flottet dem med sit ansete Navn og sine betydelige Midler. Lige fra Privatbankens Oprettelse har han været Medlem af Pivotbankens Overraad, eg ligeledes har han været Medlem af Bestyrelsen af det Store Nordiske Telegraphselskab og det Forenede Dampskibsselskab lige fra deres Oprettelse. I 1883 blev han Næstformand og 1886 Formand for Bestyrelsen i Søforsikkringsselflabet "De private Assurandeurer".
I en Aarrække tog Holmblad Deel i det offentlige Liv, idet han fra 1846-59 var Borgerrepræsentant og Medlem af Commissionen for Landvæsenet i Kjøbenhavn. Som Borgerrepræsentant indlagde han sig megen Fortjeneste af de Fremstridt, der netop i de nævnte Aar gjordes til Kommunens Udvikling. I 1857-71 var han Curator red det kongelige Vaisenhuus, 1861-65 Medlem af Sø- og Handelsretten. Ved Siden heraf har der i Aarenes Løb været betroet Holmblad en Mængde andre Tillidshverv af forskjellig Art, og hvor meget han end til enhver Tid var optagen af sin store private Virksomhed, i hvilken han med utrættelig Flid og Paapasselighed daglig varetog Smaat som Stort, kunde man være sikker paa, ak han aldrig paatog sig noget Hverv uden tilfulde at efterkomme de Krav, som dette stillede til ham.
Etatsraad Holmblad var en nobel, retsindig Charakteer vg havde altid en aaben Haand ikke blot, hvor det gjaldt at yde sit Bidrag til Afhjælpning af en øjeblikkelig Trang og Nød, men ogsaa hvor der skulde offres store Summer paa almeennyttige eller velgjørende Foretagender.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. november 1890, 2. udgave).
Dødsfald. Efter kun saa Dages Sygeleie er Etatsraad Lauritz Peter Holmblad iaftes afgaaet ved Døden som Følge af en Lungebetændelse, og i ham har vort land ikke blot mistet en fremragende Industridrivende, men tillige en varm Patriot og en Velgjører i stor Stil. Han var født den 8. Juli 1815 i Sundbyøster og har hele sit lange Liv igjennem været knyttet til Amager, for hvilken Kommune han nærede den varmeste Interesse, der paa mange forskjellige Maader har lagt sig for Dagen. I 1833 blev han Examimand, i 1837 polyteknisk Kandidat og overtog samme Aar for sin Moder Bestyrelsen af Faderens Fabriker paa Amager. Disse Fabriker udvidedes betydelig under hans dygtigt og energiske ledelse, navnlig efter at han i 1841 selv var bleven Eier af dem, og Holmblads Spillekort saavel som hans Stearinlys og Segllak med med Rette et stort Ry ikke blot her i Landet, men langt ud over dets Grænser. Længe stod det ikke paa, før hans Medborgere ogsaa fik Øiet op for hans store og alsidige Dygtighed, og allerede i 1846, da han altsaa kun var i en Alder af en og tredive Aar, valgte de ham til Medlem af Borgerrepræsentationen, hvor han med ufortrøden Iver virkede uafbrudt i tretten Aar lige til 1859, samtidig med at han var Medlem af Kommissionen for Vandvæsenet i Kjøbenhavn. Regjeringen paaskjønnede hans Virksomhed ved allerede i 1851 al udnævne ham til Ridder af Danebroge og i 1864 at benaade ham med Danebrogsmændenes Hæderstegn, og samtidig med at hans Fabriker udvidedes mere og mere, lagdes der tillige i stedse stigende Grad Beslag af det Offenlige paa Hans Kræfter; men rastløs, som han var, fik han Tid til Alt og varetog med Interesse og Nidkjærhed det Meget, der læssedes paa hans Skuldre. I 1857 blev han saaledes Kurator ved det kgl. Vaisenhus, 1863 Medlem af Bankraadet for Privatbanken i Kjøbenhavn, 1870 Medlem af Bestyrelsen for det store nordiske Telegrafselskab i Kjøbenhavn og af Bestyrelsen for det forenede Dampskibs selskab, 1871 Meddirektør af det kgl. Vaisenhus, 1883 Næstformand og 1886 Formand for Bestyrelsen i Søforsikringsselskabet "De private Assurandører". Som man seer, er det Landets største og vigtigste Foretagender, til hvilke Holmblads Navn har været knyttet, og det er en bekjendt Sag, at han i alle vanskelige Tider har været en udmærket og paalidelig Støtte for alle disse Selskaber. Et andel Selskab var der, i hvilket han har spillet en væsenlig Rolle, og det var Foreningen til Opførelse af Friboliger for Kunstnere. Dette Selskab laa hans Hjerte særligt nær, og naar "Kunstner hjemmet" i Gothersgades Forlængelse nu kneiser saa smukt, har det i forreste Række Etatsraad Holmblad at takke derfor. Etatsraads-Titlen tildeltes ham nemlig i 1866, og i 1875 blev han Kommandør af Danebroge af anden, i 1886 af første Grad. Hvad der døer med Holmblad, er ikke blot en fremragende dansk Industridrivende og Grosserer, det er noget Mere end det: med ham er saa at sige den sidste Patricier i den danske Handelsstand afgaaet ved Døden, en Mand, der drev sin Forretning i stor Stil, var sig sine Rettigheder bevidst, men tillige i fuldeste Maal de Pligter, som en fremragende Stilling i Samfundet fører med sig. Man har kaldt Etatsraad Holmblad "Amagers Konge": han var det, der er større end det: han var en Fader for Amager, og paa Amager hersker der derfor i Ordets egenligste Forstand Landesorg over, at den bedste Borger der ude nu ligger Lig. Kirken i Sundbyerne kneiser som et varigt Minde om den storartede Godgørenhed, han har udfoldet, men kraftigere lever Mindet i Hjerterne hos de Utallige; der henvendte sig til ham i deres Nød, og som aldrig gik forgjæves. Nu, hvor han er død, skal det siges, hvad der aldrig kom frem i hans levende Live, at hans Pung aldrig forblev lukket, hvor der var Sorg og Ulykke at lindre, at han forstod som Faa den store Kunst at give, og at han aldrig lod sin venstre Haand vide, hvad den høire gjorde.
(Nationaltidende 17. november 1890, 2. udgave).
Jens Petersen (1829-1905), fotograf og Charles Bendix Petersen (1860-1927), fotograf: Caroline Marie Elisabeth Holmblad (1820-1899). Gift med L. P. Holmblad. Omkring 1880. Enkefruen ejede ejendommen "Engtofte" på Frederiksberg Allé, nu Haveselskabetsvej 25. En græsmark adskilte ejendommen fra alleen. På den anlagdes senere Engtoftevej.. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Etatsraad Holmblad
en af Hovedstadens mest udprægede Typer af det højere Bourgeoisi er i Gaar afgaaet ved Døden. Holmblad hørte til de eksklusive tilknappede Elementer i vor Borgerstand. Med sejg Energi og dygtighed lagde han Sten paa Sten til den grundfæstede Forretning, der i de senere Aar gjorde ham til den fuldtud uafhængige Mand, han var. Hans Forretning (Lysestøberi og Spillekort) var at den Soliditet, at Tidernes Sløjhed gik den sporløst forbi. Og han blev en Slags Konge ude paa Amager om Vinteren, paa sin elegante Villa i Vedbæk om Sommeren. Der modtog han Ministre og fremmede Diplomater i sine Saloner, ja selve Christian den niende fulgte en Gang om Aaret den Invitation, som Kongen af Amager sendte Kongen af Danmark. Paa saadanne Dage kunde ikke Marcus Meyer og Jørgen Wollenweber have følt sig mere, naar de i Spidsen for den lübske Stænderforsamling raadede for Krig og Fred, end den virkelige Etatsraad og Kommandør ude paa Kristianshavn. Og med berettiget Glæde saa Holmblad sin yngste Søn gaa frem ad Ærens Vej og blive Ridder og græsk Generalkonsul i en Alder, da han selv stod foran det grønne Bord ved den polytoniske Eksamen.
Siden den Dag havde Etatsraaden faa Dage, hvor det ikke var ham, der raadede for andres Skæbne, og han benyttede sin Magtstilling humant, men kraftigt.
Etatsraad Holmblad var af Natur rolig konservativ og støttede alle Tider sit Parti rigeligt. Egentlig aktiv Del i det politiske Liv tog han vel kun paa Valgdagene og saa ved hin Middag, hvortil Estrup efter det mindeværdige Attentat, begav sig og hvor Etatsraaden paa Sølvbakke overrakte Danmarks Førsteminister det ligesaa mindeværdige Telegram fra Danmarks Konge.
At Etatsraad Holmblads Børn er den ældste, Grosserer Jacob Holmblad, i Forretningen, den anden, Generalkonsul Holmblad, der er gift med Etatsraad Suhrs yngste Datter, er sammen med Etatsraad Isberg Indehaver af Firmaet J. P. Suhr og Søn; en Datter er gift med Portrætmaleren, Professor Jensen.
I Handelsverdenen vil man længe savne Holwhlads store Dygtighad og sikre Nobless i den danske Hof- og Statskalender vil det Savn, han efterlader, for saa vidt inden lang Tid være udfyldt, som Generalkonsulen sikkert blideligen og hurtig vil glide ind i den 3.Klasse Nr. 5 og i den Kommandørorden, som Etatsraaden længst indehavde
N
(København 18. november 1890)
Holmblad havde i 1867 overdraget Arbejdernes Byggeforening en grund gratis i Sverigsgade mod at den skulle anlægge en vej. Etatsråd Holmblad ejede stubmøllen "Ny Mølle" som i 1882 blev solgt og nedbrudt. Ifølge avislegender skal Holmblad have sagt om en nær slægtning: "Ja, noget lys er han ikke, men han har spillet sine kort godt"
Amagers "Konge".
Der stod en Sky af Røgelse og Lovprisning ud af alle Højreblade forleden Dag i Anledning af, at "Amagers ukronede Konge", Etatsraad Holmblad, var død og blev begravet med en Pomp og Pragt, som de begejstrede Blade erklærede rkke var set her i Byen i Mands Minde.
Han var en Velgører, siger Højrebladene, en Menneskeven, som levede for at gøre godt mod sine Arbejdere, der alle elskede ham, ja, selv Stenene ude paa Amager synger med i Jubelhymnen til hans Pris.
"Dagens Nyheder" skriver nemlig:
"Pastor Schneekloth fra Sundbyerne bragte den Afdøde en Hilsen fra Amager, det Sted, hvor den Afdøde var født og hvor hans Dødsseng stod. Hvis Takken udeblev derude fra, da maatte Stenene tale, thi den Velsignelse, han havde udsaaet, var stor. Han har bygget Sundby Kirke, derfra lyder dens Klokke ud over det fattige Kvarter.
Hans klare Sjæl, hans milde Haand kan mærkes derude paa den stille Ø. Den Fattigste og Ringeste kom han i Møde, det varmede op i disse Menneskers Sjæle. De elskede ham."
Han efterlod sig 8 Millioner!
Og vi mener, at disse Millioner turde være den Mindestøtte, som bærer den sandeste Indskrift over hans Grav. De forklarer al den Savl og Spyt, som flyder hans Korsangere ud af Munden. Men de fortæller ogsaa med uimodsigelig Klarhed Beskaffenheden af alt det, han har gjort for sine Medmennesker, og det lidet, han selv nøjedes med. Man faar derigennem et Begreb om Varmen i den Kærlighed hos hans Arbejdere, som drev dem til at lægge en Sølvkrans ovenpaa den Gulddynge, de i Aarenes Løb har skrabet sammen for den Mand, de elskede.
Lad os da se lidt paa, hvorledes alle disse Millioner er bleven til, saa vil vi maaske komme til en retfærdigere Bedømmelse af Manden end alt det kritikløse Bavl, der hidtil er sagt og skreven om ham.
Han drev Fabrikation af Spillekort, Stearinlys, Sæbe og Lak. Kortfabriken er den fineste og den, hvor Arbejderne lønnes bedst. Den fineste, forbi han f. Eks. sagde "De" til denne Fabriks Arbejdere, men "Du" til de andre og kun nævnede dem ved Fornavn. Grunden ligger selvfølgelig i, at Kortfabrikativnen kræver saglig Uddannelse og megen Øvelse, saa at Arbejderne ikke let og hurtigt kan erstattes.
Paa Kortfabriken tjener Kortmalerne i denne Tid i Akkord 13 Kr. om Ugen, og der er dem, som kun har 10 a 12 Kr om Vinteren. I Sommerens bedste Tid kan de tjene 16 a 17 Kr. om Ugen fra Kl 6 - 6. Glitterne eller Polererne tjener 15 Kr. 80 Øre om Ugen, og om Sommeren kan de i lange Dage drive det nogle faa Kroner højere. Saa maa hertil føjes, at Arbejdet er i høj Grad sundhedsfarligt. De maa bestandig arbejde med en Klud for Næse og Mund, da de staar i et utaaleligt fint Støv, der trænger ind alle Vegne og ødelægger dem. Kun stærke Folk kan holde dette Arbejde ud i 5-6 Aar. Vi kender en ellers rask Arbejder, som efter 1 Aars Forløb maatte holde op, da han følte, han arbejdede sig i Graven.
Ogsaa Malernes Arbejde er farligt. Naar de renser de tørre Pensler for Vandfarven, hvis Hovedbestanddele er de giftige Anilinsarver og Zinober, fylder deres Lunger med disse Giftstoffer. Der er ogsaa usunde Dampe og Dunster fra de vaade Kortblade og paa sine Steder 45 - 46 Graders Varme, som ikke heller tjener til at forlænge Arbejdernes Levetid.
Et Eksempel. Der arbejdede hos Holmblad en ung Mand, som Dag for Dag følte sit ikke stærke Helbred nedbrydes af det sundhedsfarlige Arbejde. Lægen erklærede, at han kunde komme sig, hvis han fik andet Arbejde og kom til al opholde sig i god, ren Luft. Manden var som Tusinde andre Arbejdere en Træl af det daglige Brød og den Gærning, som forskaffede ham det. Han kunde intet andet Arbejde saa, og han vedblev at komme hver Dag i den Pesthule af et Arbejdsrum, hvor han samlede til de 8 Millioner, uagtet han vidste, at dette Arbejdsrum var det Skafot, hvorpaa han skulde lade sit Liv.
Og han døde og blev begravet, men der var ingen Sølvkrans paa hans Kiste, der var ingen fede Lovprisninger ved hans Baare. Stenene talte ikke over ham, men snarere kunde en Sten græde Blod over disse Modsætninger mellem den rige Olding, der døde efter et Liv i Herlighed og Glæde, og derfor dænges til med Hæder og Ære, og saa den fattige Arbejder, som i sin fejreste Ungdom træller sig tildøde for at skabe den andens Rigdom, og uænset og uden Tak gaar i stil navnløse Grav.
Saa er der Kvinderne, hvoraf Hr. Holmblad ikke beskæftigede saa faa. I denne Tid er deres Fortjeneste rent ud skandaløs. For at arbejde fra det er lyst til det bliver mørkt faar de i Akkord ca. 3 Kroner om Ugen. Der er dem som har maattet nøjes med 2 Kr. Om Sommeren er 6 Kroner Hojden, som en dygtig Arbejderske kan drive det til ved ihærdig Flid i 12 Timer. Der kan maaske være den, som ved utrolig Fingerfærdighed kan opnaa 8 Kr., men det er Undtagelserne. For de mindre øvede varierer Ugelønnen fra 3 til 6 Kr. i de længste Tage.
Arbejderne paa de øvrige Fabriker har fast Dagløn. De fleste 2 Kr. om Dagen, nogle enkelte 2 Kr. 50 Tre. Paa Lysfabriken har Kvinderne fra 2 til 3 - 4, højst 9 Kr. om Ugen. Paa Kortfabriken anvendes der Skoledrenge, som faar 3 Kroner om Ugen, men ofte maa de slæbe, saa de er nær ved at styrte. De maa i en Kurv bære 2 Gros Kort fra Fabriken til Lageret, en Byrde, som absolut er alt for tung for et Barn.
Det er disse Arbejdere, som skillingede sammen til en Sølvkrans til 240 Kroner og som efter Ordre dannede en sørgende Skare om deres "elskede" Arbejdsgivers Kiste. Akkurat ligesom Vajsenhusbørnene, der ogsaa figurerede som umyndige Statister i den samme Komedie. Og hvorledes tror man saa det hænger sammen med Offervilligheden og Sølvkransen til de 240 Kr.? Der blev en Dag bragt en Liste om i alle Fabrikeme, hvor hver Arbejder havde at skrive paa, hvis han vilde staa sig godt med de Overordnede, der havde sat Historien i Scene. Beløbet var forud sat til 1 Kr. for Mænd og 50 Øre for Kvinder, og selvfølgelig var hverken Arbejderne eller deres Pengepung taget med paa Raad. For en Mand, der ejer 8 Millioner, er en Krone ikke ret meget, og dog giver Millionæren ingen Krone til Sølvkrans, naar hans Arbejdere dør, men disse skal af en Ugeløn paa 13 - 15 Kr. afse 1 Kr., og de stakkels Kvinder giver rigelig en hel Dags Indtægt, for at der kan komme en Sølvkrans paa Toppen af Millionernes Gulddynge.
Der er ogsaa en anden Faktor, som har bidraget sit til at Etatsraad Holmblad har tjent saa mange Millioner i sit Liv: Statens Beskyttelse.
I Rigsdagssamlingen 1881 - 82 indgav Etatsraaden et Andragende til Lovgivningsmagten om Beskyttelse gennem Tolden paa hans Fabrikation af Stearinlys og fremhæver udtrykkelig, at han er den eneste Stearinfabrikant. Som alle Kapitalister reklamerer han med Hensynet til sine Arbejdere, ialt 40, halvt Mænd og halvt Kvinder. Men samtidig er han saa uklog at oplyse, at han, hvis han blev fri for den udenlandske Konkurrence, med en ringe forøget Arbejdsstyrke kunde producere og sælge det dobbelte Kvantum Lys eller 800,000 Pd. Hvis hans Fabrik altsaa stod helt stille, vilde Staten tjene 100,000 Kr. om Aaret i Told paa de fremmede Stearinlys, som indførtes i Stedet for. Eller med andre Ord , Staten yder Etatsraaden som ene Stearinlysfabrikant en Beskyttelse af 100,000 Kroner aarlig. Hvis den fik i Sinde at pensionere hans Arbejdere med hele deres nuværende Aarsindtægt paa den Betingelse, at Arbejderne spaserede fra Morgen til Aften, saa vilde Staten kunne gøre det og endda tjene Penge til. Man ser altsaa, hvem Beskyttelsen nu kommer til Gode, og hvilken Humbug det er, naar der altid skrives "Arbejdernes Vel" paa Skiltet.
Nej, Etatsraaden har altid vidst, hvorledes hans egen Madpose skulde skæres. Da hans Konkurrent, Kortfabrikant Keiblinger, for en Del Aar siden var syg, gik Holmblad ud til Keiblinger og afkøbte ham hele Fabriken og Forretningen paa den Betingelse, at Keiblinger skulde have 1500 Kr. om Aaret saa længe han levede. Faa Dage efter døde Keiblinger.
Holdt Etatsraaden i levende Live altsaa godt sammen paa sine jordiske Skatte, kan det blive ret interessant at se, hvorledes han har anbragt dem, efter at han er vandret didhen, hvor man ikke kan tage sine Millioner med sig. Arbejdervennen Hr. Tietgen og Landsthingsformanden Hr. Liebe er Eksekutorer og vil en Dag, naar de faar læst i Testamentet, forkynde Verden, hvor meget af Millionerne, der er bleven tilovers til Millionærens Arbejdere.
(Social-Demokraten 26. november 1890).
I slutningen af 1800-tallet kunne man købe lys af tilsvarende kvalitet fra Holland og Frankrig, som var billigere på trods af tolden.
Amagers "Konge".
Samme Dag som vi viste Højrebladenes Lovprisninger over afdøde Etatsraad Holmblad frem i rette Belysning, indeholdt "Dagens Nyheder" en Meddelelse om Testamentets Indhold. Der anføres her, at "Testamentet er efter Forlydende ikke meget vidtløftigt, som naturligt er i Betragtning af, at Etatsraad Holmblad efterlader Hustru og fire Børn, samt af den Goddædighed, han i større og mindre Stil har udøvet, medens han levede".
Paa Grund af denne forladte Hustru og de 4 Børn - som vi straks skal komme tilbage til - , og fordi Etatsraaden i levende Live har øst sin Rigdom ud med begge Hænder, er der, som "Dagens Nyheder" saa smukt og lidet saarende siger, ikke bleven ret meget af Millionerne tilovers til hans efterladte Arbejdere eller til andre velgørende Formaal. Noget skal de dog have, men hvor meget, ligger endnu i det uvisse, uagtet det er en "vis Sum". Der staar nemlig:
"have bestemt en vis Sum til Familielegater, en anden, noget større (noget større altsaa end "en vis Sum"), til Legater for Personer, der har staaet i hans og Firmaels Tjeneste, endelig en tredje, nemlig 150,000 Kr., til Sundbyerne".
Selvfølgelig har EtatSraad Holmblad "gjort vel" i sit Liv. Det gør alle disse Samfundsstøiter, derfor bliver de jo udnævnt til Etatsraader og Kammerraader, bliver Riddere og slæber om med deres Storkors. Hvorfor skulde de saa ikke "gøre vel". Vi mindes i dette Øjeblik en anden meget rig Etatsraad, hvis mest fremtrædende Beskæftigelse var at være Aagerkarl, og som inden sin salige Henfart byggede en Kirke. Han gjorde ogsaa "vel".
Men hvad har Etatsraad Holmblad gjort for sine arbejdere, som overflødiggør, at han efterlader dem synderligt af sine Millioner? Han har ganske vist betalt Mændene 12 à 13 Kroner om Uge og Kvinderne 3 Kroner, men derfor har de ydet ham 6 Dages Arbejde, og saa tror vi ikke, det er Arbesierne, der skylder Etatsraaden Tak, snarere turde det være omvendt.
Givet har han dog. Han har givet til deres Sygekasse. Den oprettedes 1872, og da gav Millionæren hele 200 Kroner til de ca. 150 Arbejderes Sygefond. I de siden forløbne 13 Aar har Etatsraaden ikke haft en eneste Øre tilovers til en saa nyttig Ting som sine Arbejderes Sygekasse. Han har tværtimod været meget nøjeregnende med, at Arbejderne ikke tærede paa ham, men paa Sygekassen, naar de var syge. Det er Højres bekendte "Hjælp til Selvhjælp" udført i Praksis, og paa Grund heraf blev Etatsraaden da ogsaa udnævnt til Æresmedlem. Mærkeligt nok har det ikke staaet i Højrebladene, at de syge Arbejdere elskede ham saa højt, at de udnævnte ham til Æresmedlem.
Foruden at han gav Kul til Understøttelsesforeningen kunde hans Arbejdere paa Amager faa billige Kul og billig Mælk - maaske gratis, det véd vi ikke - hos ham, naar de om Vinteren var i Trang. Dette nævnes nu som et Bevis paa hans Godgørenhed. Men er det da ikke i Virkeligheden saaledes, at det snarere burde staa som en Anklage mod ham. Hvis han lønnede sine Arbejdere forsvarligt, saa behøvede de ikke at komme i Nød og være nødte til at tage mod denne Godgørenhed og disse Naadegaver. Er det ikke i Smag med, hvis vi en Vinternat klædte en Mand af lige til Skindet og saa næste Dag medynkssuldt sagde til ham: Stakkel! Du fryser jo, se her er en Skjorte, den vil vi af vort gode Hjærte give Dig.
Men det ved vi, at der desværre gives dem, som har saa meget af Trællenaturen i sig, at de bliver rørt over den Slags Velgørenhed, fordi de ikke er i Stand til at fatte deres egne Menneskerettigheder og den Uret, der gøres dem.
Et andet Eksempel. I Sundbyernes Kirke udføres Kirkesangen af en Kantor, der tillige er Organist, og af nogle fattige unge Piger. Herfor betaler Kirken dem 100 Kr. om Aaret, og tidligere gav Holmblad ligeledes 100 Kr aarlig, der fordeltes blandt Pigerne. Da han havde ydet sin Gudsfrygt denne Tribut i 2 Aar, forekom den ham uoverkommelig, og han sagde en Dag til vedkommende Mand, at han havde ikke Naad til at give saa meget til Kirkesangen, og nedsatte Beløbet til 60 Kr., hvilket var en følelig Afkortning for de fattige Piger.
Ikke Raad!
Vi meddelte i vor sidste Artikel, al Drengene fik 3 Kr. om Ugen og maatte slæbe en stor Kurv med 2 Gros Kort. Senere har vi faaet oplyst, at Kortene vejer 48 Pd. og at Kurven er stor og tung. Man vil vist indrømme os, det er for meget at lade et ukonfirmeret Barn i længere Tid slæbe paa over 50 Pd. Disse Børn maa i Følge Fabrikloven ikke arbejde over 6 Timer i Døgnet og ikke om Søndagen. I Etatsraadens Forretning ser man ikke paa Klokken eller i Almanakken. Drengene tvinges undertiden til at arbejde langt over 6 Timer, ja hele Dagen, og ligeledes undertiden om Søndagen med.
Vi oplyste i hvor høj Grad Etatsraaden, som eneste Stearinlyssabrikant, var beskyttet af Staten gennem Tolden. Staten kunde staa sig ved at pensionere hans Arbejdere med deres fulde Indtægt paa den Betingelse, at de spaserede fra Morgen til Asten. Ikke heller som Kortfabrikant var Holmblad udsat for Optrækkeri fra Statens Side. Efter Loven skal der af hvert Spil Kort svares en Skat af 17 Øre. I vore Nabolande Norge, Sverig og Tyskland er Afgiften omkring 73 Øre pr. Spil. Som Følge af denne store Forskel ser man omtrent aldrig udenlandske Kort, og da Holmblad i mange Aar har fabrikeret saa at sige alle danske Kort, kommer denne Beskyttelse i høj Grad hans Millioner tilgode.
Saa er der Skattespørgsmaalet.
Holmblad betalte i Skat paa Amager 6000 Kr. om Aaret, i København var han skattefri. Der regnes ikke med nogen bestemt Skatteprocent paa Amager, men Afgiften sættes efter Skøn. Hvis man nu sætter Renten af hans Millioner til 4 pCt - og det er lavt, da han vitterlig laa med store Poster af Papirer, som gav langt mere, - bliver det i aarlig Rente 320.000 Kr. Overskudet af hans Forretning og andre Indtægter sætter vi til 80,000 Kr. - ogsaa lavt - , det bliver ialt 400,000 Kr. om Aaret. Regnet efter den københavnske Skatteafgift 3 pCt. bliver det 12,000 Kr. om Aaret i Skat, altsaa lige det dobbelte af det Etatsraaden i Virkeligheden betalte. Men endnu grellere bliver Forholdet naar vi tager i Betragtning, hvad Smaafolk maa betale i Skat i Sundbyerne. En af Etatsraadens Naboer, som havde 1500 Kr.s Indtægt, betalle saaledes af disse 1500 Kr. 60 Kr. i Skat. Hvis Etatsraaden skulde have betalt forholdsvis ligesaa meget i Skat som denne fattige Mand, saa havde han maattet af med 16,000 Kr., i Stedet for at han slap med 6000. Det er altsaa 10,000 Kr. han tjente hvert Aar paa sin Skat, men i Virkeligheden er det langt mere, da det er en Selvfølge, at en Indtægt paa 1500 Kr. og en paa 400,000 aldrig med blot et Skin af Retfærdighed kan pligtes til at svare samme Skatteprocent. Her er det altsaa bevislig gaaet som ret altid gaar, at Byrden hviler paa de Faitige, og de Rige har Fordelen og Beskyttelsen.
Hvis Etatsraaden virkelig, som der staar i "Dagens Nyheder", har skænket Sundbyerne 150,000 Kr., saa er det altsaa kun, hvad han har betalt for tidt i Skat i de sidste 15 Aar. Men han har boet der i ca. 50 Aar, saa man kan snarere sige, at de 150,000 Kr. kun er et ringe Afdrag paa gammel Gæld. Vi beder, alle Smaafolk og skatteydende Borgere i Sundbyerne tænke lidt over dette, før de falder i Begejstring over Etatsraadens Gavmildhed mod deres Kommune.
Naar Præsten bavlede om, at Stenene talte til Etatsraadens Pris, saa skal vi føje til, at synderlig Klang i Stemmen har da ikke de Stene i Sundby Kirke og dens Klokke, naar de raaber Holmblads Navn. Der er Folk, som gaar omkring i den Tro, at han har bygget Kirken kvit og frit. Saa langt fra. Afdøde Etatsraad Holm af Firmaet Jakob Holm & Sønner gav baade Grund og deruden flere Penge end Holmblad, og saa er der noget som hedder "Enkens Skærv", der vejer langt mere til end Smulerne fra Millionærens Rigdom.
Vi kunde blive ved, men dette maa være nok til at belyse - "den Goddædighed, han i større og mindre Stil har udøvet medens han levede - ". Vi skal nu diskret føje et Par Ord til om Familien, som han efterlader sig og som "Dagens Nyheder" mener er en hindring for, at hans Testamente ikke har videre tilovers for de Fattige.
Hans Hustru er saa gammel og saa sikret, at hun helt kan lades ude af Betragtning. Den ene af hans Sønner, Generalkonsulen, er gift med Millionæren Suhrs Datter og Associé i det store Firma I. P. Suhr & Søn. Den anden Søn har i flere Aar været Parthaver i Faderens Forretning og ejer den nu helt. Ingen af dem er i sin Tid gaaet barbenet ud af Etatsraadens Hus. En af hans Døttre blev gift med en svensk Mand. som det lykkedes at faa "ophøjet" i Adelsstanden. I den Anledning købte Etatsraaden et stort Gods til dem og betalte 600,000 Kr. kontant derpaa. Den anden Datter vargift med Professor Chr. Jensen, og det var ikke heller Smaaskillinger som udgjorde hendes Medgift.
Lægger man alt dette sammen og dertil hvad der i de 59 Aar er forbrugt af Etatsraaden personlig, faar man inklusive den efterladte Formue en sum af Millioner, der er saa uhyre naar man ser hen til, at det er ca. 150 Arbejdere og Funktionærer, som har slæbt den sammen i det halve Aarhundrede. Overfor denne Kendsgærning skrumper hans Velgørenhed ind til mindre end et Sandskorn, og i den Belysning ser hans Arbejderes "Kærlighed" noget afbleget ud.
Vi maa og skal lære heraf ikke at begaa den Dumhed at falde i Ekstase fordi en Mand giver en Draabe bort af sin Overflødighed. Det er hermed som med Højres Reformer: Lidt billigere Sukker kan ikke udrydde Fattigdommen. En Skæppe Kul, en Pot Mælk eller en Krones Penge kan ikke veje op mod, at en Millionær lønner sine Arbejdere, saa de næppe eller slet ikke faa Føden deraf.
(Social-Demokraten 29. november 1890).
I 1894 købte sognerådet i Sundbyerne en grund på ca. 5. tønder land til opførelse af en arbejdsanstalt og sygehus, efter skitser af arkitekterne Momme og Olesen. Nu Kastrupvej. I efteråret udbrød der røre i Taarnby sogneråd om arbejdet skulle gives til håndværkere i Sundbyerne eller en københavnsk entreprenør. Sognerådets formand Vestergård havde overdraget det til tømrermester Arboe og Jul. Nielsen, København, men et andet medlem, snedkermester L. Svendsen protesterede meget voldsomt. Den endelige pris blev 172.000 kr, og Taarnby Kommune måtte betale de resterende penge.
Ved indvielsen af den nye anstalt i november 1895 havde Socialdemokratiets repræsentant i sognerådet, lægen Ottesen i en tale henvist til tidens arbejdsløshed med ordene "den tvungne arbejdsløsheds mørke spøgelse", og det foranledigede Tietgen til at indvende at sådanne ord kun kunne bruges i forbindelse med en lock-out. Ved Sundbyernes adskillelse i 1897 tilfaldt anstalten Sundbyerne, som måtte betale Taarnby 20.000 for den alt for store anstalt, der var delt i to: En for værdige, en anden for uværdige (med tremmer for vinduerne). Der blev bl.a. indrettet plejeanstalt for børn og brusebade for hele sognets børn.
Holmblads efterkommere havde en villa med have ved hjørnet af Amagerbrogade og Ved Sønderport, ved Vor Frelsers Kirkegårds nordvestlige hjørne. Her lå bl.a. Møllegården, en flerlænget bindingsværksgård. I 1921 flyttede Amagerbanken ind i det gamle holmbladske patricierhjem. Banken var startet 1903 og var siden vokset. Ejendommen blev ombygget radikalt, således blev Holmblads herreværelse indrettet til ekspeditionslokale, spisestuen til direktionslokale. I bygningen fandtes stadig de italienske panelser som prof. Meldahl havde fremskaffet til Frederiksborg Slotskirke, men ikke fik brug for. (Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. januar 1921).
Sønnen Julius Holmblad døde juni 1896, 44 år gammel. Han var indtrådt i faderens forretning, men efter et giftermål med en datter af etatsråd O. B. Suhr indtrådt i dennes firma som han efter svigerfaderens døde ledede sammen med etatsråd Isberg. Han var fra 1891 medlem af bestyrelsen for De danske Sukkerfabrikker. Han døde efter et ophold i Baden-Baden.
Natten mellem 5. og 6. maj 1905 brændte Holmblads Stearinlysfabrik i Prinsessegade.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar