Fra Korsørs Arbejdsanstalt.
Vi har modtaget følgende:
Korsør, den 22. August 1887.
Hr. Redaktør!
Med stor Interesse har jeg læst den Række Artikler om "Besøg paa Fattig-anstalter", som "Social-Demokraten" har indeholdt i de sidste Dage.
Hvad Korsør Anstalten angaar kan jeg i fuldeste Maal bekræfte de faktisk skandaløse Forhold, som endelig en Gang er bleven trukken frem for Dagens Lys. Men jeg kan mere end det, jeg kan supplere dem med et lille Efterspil, hvis De vil give mig Plads i Deres ærede Blad dertil.
For nogen Tid siden skulde en af Opsynet ledsage en Tvangsfange eller en af de indlagte Arbejdslemmer til Politikontoret, hvor Vedkommende nok skulde have sig en Straffeprædiken eller det som værre er for en eller anden disciplinær Forseelse, efter Forlydende meldt af den samme Opsynskarl, som nu var "Forbryderens" Ledsager.
Opholdet hos Retfærdigheden maa ikke have gjort Manden blødere i Sindet, thi paa Tilbagevejen tog han pludselig en Sten op fra Jorden, slog Opsynskarlen et blødende Saar i Hovedet dermed og løb sin Vej. Slaget var dog ikke bedøvende og den saarede Karl satte straks efter Flygtningen, hvem han mindst 3 Gange slog til Jorden med en Stok forsynet med Blyklump. Synderen sidder nu i Arresten og kommer nok i Forbedringshuset for den Historie.
Naturligvis vil jeg ikke forsvare den, der overfalder en anden ved at slaa ham en Sten i Hovedet, lige saa lidt som jeg vil forsvare den, der indhenter en Flygtning ved at slaa ham tre Gange til Jorden med en Blyklump. Jeg beretter kun de tørre Fakta og til dem hører ogsaa, at mange har Medlidenhed med den stakkels Djævel, der er bleven pint saa længe, at han tilsidst griber til det fortvivlede Middel at hævne sig paa sin Angiver og Tyran.
En af de Udtaleiser, jeg har hørt, skal jeg anføre, da den har sin Interesse i at komme fra en Kant, hvorfra Vinden ellers ikke blæser paa os.
Kultusminister Scavenius har en Søn paa et Par og tyve Aar, som for Tiden aftjener sin Værnepligt ombord i Kanonbaaden Marstrand. Denne unge Mand kom en Dag til Skade her paa Rheden og blev indlagt paa Korsør Sygehus for at helbredes og har allerede ligget der ikke saa kort. En Dag ytrede han til nogle Besøgende paa Sygehuse::
"Jeg gaar i Grunden her og bliver helt Demokrat ved at se paa de stakkels Fattiglemmers Behandling."
Dertil indvendte man, at mange af dem dog vist var nogle slemme Fyre, f. Eks. ham, der nylig havde slaaet Karlen. Hr. Scavenius svarede:
"Jeg har ingen Medlidenhed med dem, der kun er sat til at pine og plage andre. Jeg har selv tale med den saarede Karl og sagt ham, at det er hans egen Skyld. Havde han ikke forurettet og pint det omtalte Fattiglem, saa havde denne heller ikke overfaldet ham."
Jeg har disse Udtalelser fra første Haand og kan garantere for deres Paalidelighed. Naar altsaa Hr. Scavenius saa at sige tager Parti for en af dem, der bliver henregnet til Anstaltens allerværste Befolkning, hvad skal vi saa sige om dem, som hører til blandt hæderlige og retskafne Folk og dog er spærret inde der?
Og naar en saa aristokratisk Mand som vor Kultusminister har en Søn, der bliver Demokrat af at have Anstalten daglig for Øje - Sygehuset er anbragt paa første Sal i Anstaltens Inspektørbolig - , men saa han og hans seks Kolleger ikke kunde have godt af, at se denne Anstalt lidt efter i Sømmene. Fik de intet andet Udbytte deraf, saa var et demokratisk Syn paa den Slags Indretninger til Menneskehedens Fornedrelse ikke det værste de kunde vende hjem med.
Jeg opfordrer derfor den unge Hr. Scavenius til næste Gang hans Fader, Kultusministeren, besøger ham paa Sygehuset i Korsør, da ikke at blive staaende ved ovennævnte Udtalelse, men lukke Dørene op paa vid Gab, og lade ham faa et demokratisk Indblik i hvorledes man behandler Fattigfolk i Danmark. Jeg føler mig temmelig overbevist om, at Ministeren for vor Kultus da vil føle sig saa forarget og rystet i sit inderste, at han øjeblikkelig formaar Justits- eller Indenrigsministeren, under hvem det nu sorterer, til at rykke denne Ukrudtsplante op med Roden.
Jeg forbliver, Hr. Redaktør, med Tak
Deres ærbødige
Borger i Korsør.
(Social-Demokraten 25.august 1887).
Kanonbåden Marstrand blev søsat 1861. Den blev bygget på Burmeister & Wain, og opkaldt efter søofficeren Osvald Marstrand (1812-1849). På daværende tidspunkt blev det udelukkende brugt som opmålingsskib, lejlighedsvis som øvelsesskib for kadetter og elever. 30. april 1887 - 29. september 1887 var det på opmålingstogt. Skibet blev på daværende tidspunkt ført af Rørd Regnar Johannes Hammer, søn at Otto Christian Hammer som er omtalt andetsted på denne blog. Stationeret i Korsør, i hvert fald i 1917. Den blev ophugget i 1937.
Kultusministeren der omtales, var godsejeren ("junker") Jakob Frederik Brønnum Scavenius (1838-1915). I 1860'erne lå han politisk tæt på Bondevenner, men fra 1870 blev han en af J(acob) B(rønnum) S(cavenius) Estrups Højreregeringers mest ivrige og aktive støtter. Han var fætter til Estrup, og blev kultusminister i 1880. At hans søn skulle have udtalt noget som ovenstående, var noget uhørt. Kultusministeren gik af 6. juli 1891, formentlig som resultat af forhandlingspolitikken. Han sad i Folketinget til 1895. Han var i øvrigt en fjern slægtning til den mere kendte Erik Scavenius.
Det fremgår ikke af artiklen hvilken af sønnerne der er tale om. Men det gør det af senere artikler. Det var den senere godsejer Peter Brønnum Scavenius (1866-1949) der på daværende tidspunkt var 21 år. Kultusministerens øvrige sønner var cand. jur, overretssagfører Julius Frederik Christian Brønnum (1868-1923), Carl Sophus Brønnum Scavenius (1871-1950), Harald Roger Brønnum Scavenius (1873-1939) og Knud Gjord Brønnum Scavenius (1879-1955). Derudover havde han to døtre der i godsejerkredse ikke talte meget dengang.
Tvangsarbeidsanstalten i Korsør.
[Her følger udførlige referater fra artiklerne i Social-Demokraten, samt kommentaren. Artiklen forsætter dernæst:]
Saa vidt "Social-Demokraten
Offentliggørelsen af disse Artikler har vakt et vist Røre i Byen, og dette Røre har i Lørdags givet sig Udslag ved følgende indsendle Stykke i "Korsør Av."
"Da der i de senere Dage igjennem en Række Artikler i "Social-Demokraten" er fremkommen en Mængde graverende Beskyldninger mod Korsør Arbeidsanstalt, tillader man sig at forespørge, om ikke Korsør Byraad eller anden Anstalten overordnet Autoritet maatte finde Anledning til at lade Sagen undersøge og eventuelt anlægge Søgsmaalet mod "Social-Demokraten".
Flere Borgere.
Endelig i Aftes indeholder "Korsør Avis" følgende Artikel under Mærket -v. [Borgmester Sylow?]:
"Flere Borgere have i "Korsør Avis" for Lørdag opfordret Byraadet til at anstille Undersøgelse og anlægge Søgsmaal i Anledning af nogle hadefulde Artikler i "Social- Demokraten" angaaende Arbejdsanstalten.
Om Byraadet vil tage Opfordringen til Følge, kan endnu ikke vides; men jeg skal bestemt fraraade det, forsaavidt angaar Anlæggelse af Søgsmaal. Hvad Tilfredsstillelse kan det være for Nogen at faa Dom over et Blad, der i mange Aar vitterlig har været redigeret af Straamænd, og hvis Nedrakninger Ingen ændser.
Byens egne Borgere have jo iøvrigt al mulig Lejlighed til selv at gjøre sig bekendte med Anstaltens Forhold og overbevise sig om, at Artiklerne vrimlede af Usandheder fra Ende til Anden. Det behagelige Overskud af 7000 Kr., som Anstalten skulde give Byen, kjende vi saaledes Intet til.
Forfatteren af "Social-Demokratens" Artikler fortæller jo selv, hvorledes han under falsk Flag har sneget sig ind paa Anstalten og er bleven vist omkring af Inspektøren.
Dernæst ses det af Artiklerne, at Anstaltens tidligere Inspektør, Hansen, har givet Oplysninger. At disse ikke har været venlige, ere selvfølgeligt, naar henses, at han blev nødsaget til at tage sin Afsked. Han var en uduelig og umulig Inspektør. Hans humane Behandling af Lemmerne bestod deri, at han lod sig byde Alt af dem og jævnlig maatte paakalde Politiets Beskyttelse. Under denne "humane" Bestyrelse blev et mangefold større Antal af Anstaltens Lemmer straffede for Trods, Vold, Opsætsighed og Lignende end under den nuværende Inspektør.
Fremdeles ses det af Artiklerne, at Hr. Læge Sparrevohn hersteds har givet Oplysninger. (I første Artikel nævnes en Læge, der i stærkeste Udtryk fordømte den mangelfulde Ernæring. I den anden Artikel nævnes "en anset, i Korsør bosiddende Mand, en Mand i en Livsstilling, der bliver regnet for en af de smukkeste i Samfundet" ; det nærmest paafølgende sigter bestemt til Læge S.) Det kan være, at Læge S. er bleven pumpet af "Social-Demokratens" Referent under falsk Flag, hvad jeg helst vil tro.
"Social-Demokraten"s Artikler slutter i Numret for 25de August med en tilsyneladende indsendt Artikel, underskrevet "Deres ærbødige Borger i Korsør". Denne Artikel bekræfter alle "Social-Demokraten"s Usandheder og ved flygtig Gjennemlæsning faar man let den Tanke, at denne Artikel skriver sig fra Læge S. Den er i det mindste anlagt paa at bibringe Folk den Tro.
Det turde dog snarest være, at hele Artiklen skriver sig fra Bladet selv. Det er saa vant til at stille Straamænd op, at det maa være en smal Sag for det, at lave en ærbødig Borger i Korsør til at bekræfte dets egne Usandheder.
"Social-Demokraten"s Artikler begynde den 19de August. Den ærbødige Borgers Artikel af 25de August udtaler bl. A., at Kultusministerens Søn endnu henligger paa Korsør Sygehus. Denne forlod som bekjendt Sygehuset den 3die August, og det er nok inden denne Dato, at Referenten har været paa Arbeidsanstalten. Nu har han glemt at tage sig Underretning om Forholdene paa den Tid, Hans sidste under Mærket den ærbødige Borger skrevne Artikel saa Lyset, og han er røbet.
Del synes dog Passende, Herved offentlig at opfordre Hr. S. til at fralægge sig Forfatterskabet til denne Artikel.
I Korsør Byraads Møde i Eftermiddag vil Fattigudvalgets Formand fremkomme med Oplysninger om Forholdene paa Anstalten og vi skal som sagt referere Mødet.
(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 2. september 1887).
Sylow-familien sad på borgmesterposten i Korsør i næsten hele sidste halvdel af 1800-tallet. Christian Edvard Sylow (1797-1866) var byfoged og borgmester i Korsør 1842-1856, og blev efterfulgt af den ene af sine sønner, Niels Peter Christian Martin Sylow (1829-1870) der var borgmester mm. 1857-1871. Hereftr var Rump (1834-1900) borgmester 1871-1887. Men så gik embedet atter tilbage til Sylow-familien med en anden af Christian Edvards sønner, Niels Christian Herholdt Sylow (1849-1913) 1887-1898. Først da blev Sylow-familien endegyldigt detroniseret.
Oprør i Korsør.
"Sorø Amtstidende" for i Torsdags bringer os den ikke helt uanede Meddelelse, at de gode Borgere i Korsør er lige ved at gaa ud af deres gode Skind. Hvor skulde det være anderledes! "Social-Demokraten" vil jo spolere deres rare Anstalt for dem. Bladet fortæller først, at der i Dag (altsaa Torsdag) foreligger en meget interessant Sag til Behandling i Korsør Byraads Møde, hvoraf det senere vil bringe Referat, et Referat vi selvfølgelig ikke et Minut skal forholde vore Læsere. Dernæst aftrykker den et Uddrag af vore Artikler om Korsør Tvangsarbejdsanstalt og føjer dertil: "Offenliggørelsen af disse Artikler har rakt et vist Røre i Byen, og dette Røre har i Lørdags givet sig Udslag ved følgende indsendte Stykke i "Korsør Avis":
[Herefter citeres artiklen ovenfor fra Sorø Amtstidende. Artiklen fortsætter herefter]
Det er trist, men vi holder ikke det højst intelligente Højreblad "Korsør Avis", ellers havde vi kunnet bringe dets vise Ord til vore Læseres Kundskab et Par Dage før, nu faar de nøjes med at faa dem ad en Omvej.
Først "Flere Borgere". De har altsaa fundet det fornødent at prikke ved deres Avtoriteter. Herregud at det staar saa daarligt til! Vi forstaar saa godt det lønlige Suk, som klinger gennem denne Forespørgsel. Sukket over, at Samfundsstøtterne ikke øjeblikkelig sprang op i lynende Indignation, og med et eneste Slag knuste "Social- Demokraten". Nej, der er en anden Udvej med den Slags Hug, som svider i det kære Skind, end brøle op, den at knibe Tænderne sammen og tie dem ihjel. Saa gør det mindst Opsigt, og Folk glemmer hurtigt, at der i det hele taget har varet noget paa Færde.
Saa kommer vi til det lille -v. eller som "Sorø Amtstidende" antager: "Hr. Sylow".
Han tillader sig at kalde vore Artikler hadefulde. Vi er vant til dette Udtryk fra gammel Tid, det hører til den Samling af Skældsord, som Højres Hundekobbel i Aarenes Løb jævnlig anvender mod Modstandere, specielt mod os. Blind maa det Menneske dog være som ikke har kunnet se, at den røde Traad som gik gennem vore Artikler ene og alene var Kærlighed og Medfølelse for de Smaa og Fortrykte i Samfundet. Hensigten var kun at bidrage til at lette deres usle Kaar; en lille Sten til den store Menneskekærlighedens Samfundsbygning, vi nok en Gang ævner at faa opreist. Hader vi noget, saa hader vi Vold, Uret, Undertrykkelse, Raaahed, Gemenhed, det at pine sin Næste, for selv at faa Vommen fyldt og meget andet af samme Slags. Er det det, som Hr. -v mener vi lægger for Had, nuvel, saa var vore Artikler hadefulde. Hadefulde som Kristus var Hadefuld, da han lagde Farisæerne for Had.
Hr. -v fraraader dernæst bestemt at anlægge Sag mod os, fordi det ingen Tilfredsstillelse er, at faa Dom over os, og fordi ingen ændser os. Det lille -v maa være meget uvidende eller meget fræk, siden han tør skrive en saa dundrende Usandhed. Hvis ingen ændsede os, og hvis de, som alligevel ændser os, ingen Tilfredsstillelse havde af at faa Dom over os, hvorfra er den da kommen, denne forfærdelige Storm af Søgsmaal, der i Bladets Levetid har suset os om Ørene. Snart var det Kongen, snart den ene Minister, snart den anden og af og til dem alle syv, vi havde talt for aabenhjærtigt om. En Gang var det en Jakob von Thybo, en anden Gang en Tartuffe, vi havde taget ved Ørene, og foran dem alle buldrede Trommen løs med Processer og Domme ligefra saa og saa mange Maaneder bag lukkede Døre til en Stabel af Kroner, som lagte i en Pose vilde udgøre en hel lille Formue.
Men maaske føler Hr. - v og hans Anstalt sig hævet over baade Kejsere, Konger, Ministre og andre Jordens Mægtige. Det faar han have Lov til for os, men lige barnagtigt klæder det ham dog at komme med det Slags Vittigheder.
Han ændser os dernæst, trods sine egne Ord, saa meget, at han vover at fremsætte den Paastand, at vore Artikler vrimlede af Usandheder fra Ende til anden, uden at han fører Skygge af Bevis derfor. Det er en let Sag at slynge enhver hæderlig Mand det Ord Løgn i Ansigtet, men det falder ikke altid enhver Pjalt saa let at bevise det. Vi har ovenfor bevist, at Hr. - v svarer med Usandhed, hvad iøvrigt ethvert Menneske kunde have sagt i Forvejen: nu er Turen til ham, hans løse Beskyldninger ændser vi ikke.
"Det behagelige Overskud af 7000 Kr. kender vi - hvem er vi - ikke til". Saa er "vi" meget uvidende. Anstaltens Inspektør har viist vor Medarbejder en Opgørelse, hvor hvert Aars Overskud stod opført med store Tal. Det største var 7000 Kr. Er det ikke rigtigt, saa lyver Inspektøren og hans Papirer, og det er værst for ham, men vi tror nu saa fuldstændigt i dette Stykke paa hans Paalidelighed.
For Resten har vor Medarbejder langt fra sneget sig ind paa Anstalten. Han har spurgt, om han kunde faa den at se, dertil blev der svaret: Ja. Inspektøren, det maa vi lade ham, var iøvrigt saa lidet kløgtig, at han ikke gjorde det mindste indiskrete Spørgsmaal, og vor Medarbejder heldigvis ikke saa dum, frivillig at holde ham "Social-Demokraten" for Næsen for derpaa at faa Døren smækket i for Næsen af sig. Det havde de Fattige ogsaa kun daarligt været tjent med.
Dernæst langer Hr. - v en Lussing ud efter Anstaltens tidligere Inspektør. Det er jo saa den Slags Folks Sædvane, kan de komme til at gøre en personlig Uven Fortræd, saa har det intet at sige, at han ikke har givet dem Spor af Anledning dertil. Og det har den tidligere Inspektør ikke her, det maa vi bedst vide. Der er ogsaa andre Folk, som kendte Anstalten i hans Tid. I øvrigt er det lidet nobelt at klare for sig selv ved at dænge ham til med Udtryk som uduelig og umulig. Vor Meddeler, eller rettere sagt vore Meddelere, har sagt os, at hans væsenligste Fejl var, at han virkelig var for human en Mand til at gaa sine Foresatte under Øjnene ved at mishandle Lemmerne. Det har han oftere maattet høre, naar Hr. Rump i sin Tid forlystede sig af egen fri Villie med at straffe for Vold, Trods og Opsætsighed, som der staar. Vi dadler ham ingenlunde derfor. Tænkes kunde det jo ogsaa, at Grunden til de færre officielle Straffedomme nu- hvis det er sandt - var den, at man mere afgør den Sag "privat" under fire Øjne, det er der i al Fald bleven sagt vor Medarbejder. Skulde Hr. - v ellers ønske nærmere Oplysninger om, hvorfor den tidligere Inspektør maatte fortrække, faa skal vi fælle os i personlig Forbindelse med Manden. Vi har for Øjeblikket hørt Ting derom, som vi ikke agter at gengive, men som sagt, vi er til Tjeneste paa anden Maade.
Akkurat ligesaa med Hr. Sparrevohn. Hr. Sparrevohn er Oppositionsmand, derfor skal han naturligvis lægges for Had saa meget som muligt. Ogsaa her er det vidnende om Højres Sans for det passende i offentlig Bladpolemik, at trække en privat Mand ind i en Diskussion, blot for at faa Lejlighed til at give sin personlige Galde Luft overfor ham.
Vi kan imidlertid skaane Hr. Læge Sparrevohn for den Ubehagelighed at skulle svare Hr. - v. paa Hans Opfordring, offenlig at fralægge sig Forfatterskabet til Artiklen undertegnet af en Borger i Korsør. Dr. Sparrevohn har hverken skreven den eller i fjerneste Maade havt noget med dens Fremkomst at gøre. Hr. Sparrevohn er ikke Læge paa Sygehuset, og vi har vor Meddelelse fra den, til hvem Hr. Scavenius rettede sine Ord. At der har indsneget sig den saare ubetydelige Misforstaaelse med Hensyn til Tiden for Hr. Scavenius' Afrejse fra Sygehuset, er simpelthen begrundet i, at vor Medarbejder nogle Dage efter hans Artiklers fremkomst fik Brevet dikteret af vedkommende Meddeler, der ved sit Navns Underskrift gjorde det til en personlig Meddelelse til Redaktionen. - Hr. - v. skulde blot ane, hvem det er og ane, hvor mange virkelige Oppositionsmænd, der i Korsør hemmeligt sukker under Højres tyranniske Aag. En kærkommen Anledning er denne Dato-Historie naturligvis for det lille - v. til at gaa uden om Hovedsagen i den nævnte Artikel af 25de Avgust, nemlig Hr. Scavenius' Udtalelser om Anstalten. Den skal han helst undgaa at røre ved og saa kaster han sig med glubsk Forslugenhcd over den lumpne Dato, for at det dog skal se ud som han kan sige noget. Omtrent som hvis nogen beskyldte os for at have saaet en Mand ihjæl den 25de og vi da indignerede svarede: Uforskammede Karl, der beskylder os for det. Den 25de havde Manden længe været død, vi slog ham allerede ihjæl den 23de.
Er det nu ikke rentud sørgeligt, at den Mand, som paa Korsør Byraads Vegne tager til Orde mod saa vægtige Anklager, saa oprørende Fakta, som dem vi er fremkommet med, at han ikke har andet at forsvare sig og sit elendige System med end den Slags Lapperier og personlige Udfald mod sagesløse Folk, hvoraf hele Hans Artikel bestaar. Viser det ikke tilfulde, hvor slet, hvor fortabt den Sag er, han er sat til at forsvare. Viser det ikke, at vi atter og atter har Ret, naar vi kræver, at der ad Lovgivningens Vej skal gøres noget og helst meget for at forbedre Kaarene for vore Fattige!
(Social-Demokraten 3. september 1887).
P. B. Scavenius om Skandalen i Korsør.
Vi har lovet vore Læsere lidt om Korsør Byraads Medlemmer i Dag, men Hr. Scavenius junior har trængt sig frem for at komme først under Behandling, og vi skal ikke undlade at vise den unge velopdragne Junker den Ære. "Sorø Amtstidende" bragte os nemlig i Gaar følgende:
Æblet falder ikke langt fra Stammen. I "Korsør Avis" for i Lørdags læses følgende prægtige Inserat fra den unge Scavenius (Søn af Ministeren):
"Hr. Redaktør! De vil bevise mig en Tjeneste ved at optage følgende: For ca. 8 Dage siden indeholdt "Social-Demokraten" en Artikel, undertegnet af en "Borger i Korsør", hvilken Artikel gik ud paa, at Anstaltens Lemmer skulde blive inhumant behandlede. For flere af disse uforskammede Sigtelser blev Undertegnede paaberaabt som Hjemmelsmand. Jeg føler mig derfor opfordret til at erklære - uden dog i mindste Maade at indlade mig paa nogen som helst Diskussion, hverken med "Borgeren i Korsør" eller med "Social-Demokraten" - at jeg under mit Ophold paa Korsør Sygehus i Tidsrummet fra den 9. Juli til den 3. August har havt rig Lejlighed til at overbevise mig om, at saa vel Sygehuset som Arbejdsanstalten bliver af Inspektør Schmidt ledet paa en dygtig, samvittighedsfuld og særdeles human Maade, hvorfor de paagældende Sigtelser er infamt Opspind fra Ende til anden. Min Hr. Fader Hs. Eksellence Kultusministeren har ligeledes under de Gange, han har aflagt Besøg hos mig under mit Ophold paa Sygehuset, modtaget det bedste Indtryk af Anstalten, hvilket jeg er bleven bemyndiget til offenlig at meddele, paa Grund af, at "Social-Demokraten" "haabede" paa ministeriel Indskriden, hvilket Haab jeg imidlertid kan forsikre saa vel Hr. Wiinblad som "Borgeren i Korsør" for, ikke vil gaa i Opfyldelse, da tværtimod det nuværende Ministerium stedse vil yde de dygtige Embedsmand, det besidder, al Anerkendelse og Støtte i deres Virksomhed. Dette Indlæg er ikke et Svar paa "Socal-Demokraten"s plebejiske Uforskammetheder, da bemeldte Blad ikke ser sig i Stand til i mindste Maade at fornærme eller afficere mig, men en Henvendelse, særlig til Indvaanerne i Korsør, for at saa vel de som jeg kan fralægge os alt Maskepi med "en Borger i Korsør".
Gjørslev, den 1. Septbr. 1887.
P. B. Scavenius."
Ikke sandt, man hører Knaldepisken smælde. Havde der ikke staaet Gjørslev derunder, man havde dog ikke et Øjeblik tvivlet om, at det var kommen til Verden blandt en adelig Herregaards Heste og Hundestalde. Om i det nittende eller sekstende Aarhundrede, kommer ud paa et. Tonen er den samme.
Og hvor det ligner alt, hvad der kommer fra den Kant. Ikke et Ord om det, det her drejer sig om, men Udenomssnak og Grovheder, for ikke at sige Raaheder, i Mængde. Det er jo med den Slags Logik, at hele det Parts uselvstændigt tænkende Individer daglig flaskes op.
En Borger i Korsør skrev udtrykkelig Ord for Ord, hvad Hr. Scavenius havde sagt. Kun det og intet andet er i dette Tilfælde mellem denne og os. Men derpaa svarer Hr. Scavenius junior ikke et eneste Ord. Han svarer ikke: det har jeg aldrig sagt. Han møder derimod op med et Forsvar for Anstalten, holdt i saa lidet sømmelige Udtryk, at vi ligefrem beundrer "min Hr. Fader Hs. Eksellence Kultusministeren" (som der staar), at han allerede har faaet den enogtyveaarige Spire paa sit adelige Stamtræ saa godt opdraget i Stilen.
Dette Forsvar for Anstalten, Inspektøren og Ministeriets Embedsmand i det Hele taget trængte vi ikke til. Det beviser ikke andet end at den unge Scavenius er i Stand til at stifte Mening paa godt og vel en Maaned. Thi der er for os ikk.- Skygge af Tvivl om, at han virkelig har sagt, som der stod i Brevet fra en Borger i Korsør. At han selv ikke har Mod til at benægte det, er Bevis nok. Men til yderligere Sikkerhed har vi i Dag modtaget et nyt Brev fra vor Hjemmelsmand i Korsør, hvori der ordret staar:
"Det eneste, som jeg ikke véd, om De har læst, er Scavenius' Svar, som findes gengivet i "Sorø Amtstidende" for Tirsdag den 6. ds. Det har naturligvis forbavset mig, at han har benægtet det," (hvad han jo, som vi ovenfor har vist, i Virkeligheden ikke har) "men Grunden maa vel være, at han enten ikke husker det, eller ogsaa, hvad jeg efter Artiklen er mere tilbøjelig til at tro, tør han ikke for Faderen lade være med at benægte det; det kan han jo saa meget lettere gøre, som det blev sagt under fire Øjne."
Altsaa har han sagt det. Vor Hjemmelsmand gentager det atter, og han selv tør ikke med rene Ord benægte det!
Hvad i øvrigt hans skiftende Udgydelser om Anstalten angaar, saa kan enhver vel nok forstaa, hvad Vægt man kan tillægge dem. De fremkommer saa aabenbart under Trykket fra "min Hr. Fader HS. Eksellence Kultusministeren", om hvem det turde være ikke helt ubekendt, at han er Medlem af et Ministerium, der saa jævnt kører alt dem underlagt i stramme Tøjler. Agiterer og støder i Trompeten for deres egne Sager og Tilhængere, mens de ikke taaler et Kny eller den mindste Mukken fra dem, som de paa nogen Maade kan stoppe Munden paa.
Paa selve Angrebets Ord, der kun er et Opkog af, hvad der blev sagt i Byraadet, har vi svaret saa tydeligt, at det sikkert er overflødigt at gentage det her.
Den Ulejlighed "min Hr. Fader, Hs. Ekscellence Kultusministeren" har hast med at give sin Søn "Bemyndigelse", kunde han have sparet, da den begrundes i, at vi "habede paa ministeriel Indskriden". Ogsaa her gaar han fejl i Byen. Det var i Korsør Byraad, man vaasede først om Sagsanlæggelse, saa om ministeriel Undersøgelse og sluttelig endte med - Ingenting. Her har vi imidlertid det mest graverende Punkt i den hele tragikomiske Skrivelse. Hvad vil det nemlig sige, at del eneste Svaret Ministerium giver paa saa stærke, velbegrundede Klager over pinefuld Behandling af fattige Medbørgere, er en flot henkastet Erklæring fra et Menneske paa en Snes Aar om, at Landets Regering ikke vil undersøge denne Sag nærmere. Er det maaske ikke Ministeriets Pligt netop at tage sig af offenlig fremsatte Klager over sligt? Men det giver Kultusministeren nok saa rask sin Søn Bemyndigelse til at besvare med nej. Derimod erklærer han stedse al ville yde sine Embedsmænd al Anerkendelse og Støtte. Ja, det ser vi. Dækkes, skjules og støttes skal der, at de brave Folk ikke skal kompromitteres mere end de allerede er bleven, og Anerkendelserne vil heller ikke udeblive, de regner jo ned her til Lands i Massevis. Men hvorfor saa skrive: vi vil ikke, naar Meningen dog er: vi tør ikke?
Dette er vort Svar paa Hr. Scavenius's Svar, som ikke er noget Svar. Den samme unge Hr. Scavenius, som vi ikke er i Stand til al fornærme eller afficere, men som desuagtet skummer af Raseri - formodenlig over sig selv og sine letsindige demokratiske Ord.
(Social-Demokraten 10. september 1887)
Artikler i denne serie: Afsnit 1: Social-Demokraten på besøg 1887. Afsnit 2: Debat 1887. Afsnit 3: Korsør Byråd. Afsnit 4: Nuværende og forhenværende inspektører udtaler sig 1887. Afsnit 5: Artikler fra maj-juni 1889. Afsnit 6: Genopførelse 1890. Afsnit 7: Vidneudsagn 1890. Afsnit 8: Sognepræst Munck om Korsør Arbejdsanstalt. Afsnit 9: Redaktør Wiinblad fængslet 1893.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar