Tvangsarbejdsanstalten i Korsør.
Fra Inspektøren ved denne Anstalt, Hr. E. W. Schmidt, (der selvfølgelig ikke maa forvexles med Formanden for Fattigudvalget, Kjøbmand Smith), have vi modtaget en omfattende Artikel, som paa Grund af den korsørske Aand og Tone, hvori den er affattet, de Skjældsord, personlige Insinuationer og Udfald til forskjellige Sider, den indeholder, ikke egner sig til Optagelse i "Sorø Amtstidende". Af Hensyn til Sagens fuldstændige Belysning skulle vi dog ikke undlade at meddele de faktiske Oplysninger, som indeholdes i bemeldte Skrivelse.
Inspektøren meddeler, at "Social-Demokratens" Referent introducerede sig paa Anstalten paa følgende Maade: "Han præsenterede sig som en Slægtning af en i Randers bosiddende Mand, der var Autoritet paa Fattigvæsenets Omraade, og hvor man havde til Hensigt at oprette en Tvangsanstalt; af denne Mand var han blevet anmodet om paa Gjennemreise at gaa ind for at se Korsør Tvangsanstalt og indhente Oplysninger om, hvordan en saadan Anstalt bedst burde indrettes og organiseres,"
"Det vides aldeles bestemt af Enhver paa Anstalten", at Inspektøren ikke eier nogen "overspundet Spanskrørsstok, der ender i en Blykugle", som Referenten vil have set ham med; "jeg gik med en ganske almindelig tynd Spaserestok med krumt Haandtag", skriver Hr. Schmidt.
Fremdeles benægter Inspektøren, at man sammenblander Byens Fattige med de daarlige Elementer, som ere indsatte paa Tvangsarbejdsanstalten. "Nei" - skriver han "er der noget Sted, at den hæderlige Fattige behandles godt, saa er det i Korsør, de af Korsørs egne Fattige, som "Social-Demokralens" Referent saa, var tre gamle Kvinder, der opholdt sig i et Værelse for dem selv, og havde han nedladt sig til al spørge dem om, hvordan de havde der, da vilde han have faaet et for ham vist meget utilfredsstillende Svar, idet de kun vilde have ytret deres Glæde over den Behandling, der blev dem til Del, og vilde han ellers have spurgt mig om at maatte se og tale med Byens værdige Trængende, da vilde han have fundet disse paa Sygehuset, hvor de ere anbragte paa Grund af manglende Plads paa Lemmestiftelsen; her vilde han have set, hvorledes de blive forplejede med Sygehusets bedste Forplejning og passede af en Sygepleierske om Dagen og en anden om Natten"
Overskudet, som i Følge "Soc.-Dem." er steget fra 4000 til 7000 Kr, maa efter Inspektørens Beregning reduceres betydelig. Han skriver: "Han [Referenten] har ikke som han siger set Anstaltens Regnskaber med store runde Tal, hvoraf 7000 var det største. Det havde ogsaa været mig umuligt al vise ham disse, eftersom Regnskabet over Anstaltens samlede Indtægter blive opgjorte paa Kæmnerkontoret og ere beroende der. Han har spurgt mig, hvad Lemmerne her beskjæftiges med, og hvilken Indtægt de forskjellige Arbeider, Anstalten befattede sig med, i de senere Aar har kunnet give; dette har jeg opgivet ham efter en lille Lap Papir, hvorpaa jeg for min egen Skyld havde noteret det; men han har som sagt intet Regnskab set her paa Anstalten, og der bliver da Pokker til Forskjel paa, hvad Indtægt Lemmernes Arbeide har givet, og paa, hvad Anstalten giver i Overskud. - Af de 7000 Kr. i Bruttoindtægt ere mindst de 2000 Kr. medgaaede til Raaprodukter; der bliver altsaa højest 5000 Kroners Indtægt for Salg af færdige Haandgjerningsarbeider, Have- og Markprodukler samt Udleie af Folk. Naar man saa holder sig til "Social-Demokratens" egne Tal, at der er 100 Lemmer paa Anstalten, saa har hver Mand altsaa i et Aar tjent 50 Kr., og saa er der endda intet fradraget for Anstaltens Jordareal og Slittage paa Redskaber."
Inspektøren antager, at Kommunerne "baade her i Amtet og i de tilgrændsende Amter, navnlig Holbæk, have al mulig Grund til at være Korsør Anstalt taknemlig for den Liberalitet, man har vist dem ved at modtage deres daarlige Elementer og havt Besvær og Uleilighed af dem, og det for en Betaling af 35 Øre om Dagen." Han veed heller ikke af, "at Kommunerne have beklaget sig over, at deres Lemmer ere blevne behandlede for haardt her; tværtimod, naar der kommer Begjæringer her til Anstalten om Optagelse af Lemmer, staar der som oftest, at man ønsker Vedkommende optaget paa den aller strængeste Afdeling, og naar Sogneraadsmedlemmer afleverer Lemmer her, er det meget hyppigt, at man anmoder mig om endelig ikke at tage for blødt paa dem, men ikke nok hermed; det er hændet mange Gange, naar et Lem atter er udskrevet, at Anstalten da bagefter har faaet stærke Bebreidelser, fordi vedkommende Lem har havt det altfor godt og siet ikke har faaet Frygt for at være her, men har foretrukket Opholdet her fremfor Kommunernes egen Fatttiggaard." - Til Bestyrkelse heraf anfører Inspektøren en enkelt Ytring af Formanden for en anden Kjøbstads Fattigvæsen, hvilken vi imidlertid ikke finde det passende at meddele, da det ses at den er falden i en privat Samtale, samt henviser til et Referat i nærværende Blad af et Amtsraadsmøde, saa vidt han erindrer i Mai eller Juli 1885, "angaaende en Sag om et Lem, der efter at være udskreven af Anstalten, havde indfundet sig hos Amtmanden og klaget over et eller andet, der var overgaaet ham paa Anstalten. Amtmanden forelagde Sagen for Amtsraadet, men Hr. Hansen-Menstrup svarede strax, at det var nok ikke værd at tage for meget Hensyn til den Slags Personer, de bleve aldrig tilfredse, hvordan de saa havde det, og dermed var den Sag ude af Verden."
I Foranstaaende er meddelt alt, hvad der i videste Forstand kan henregnes til faktiske Oplysninger i Inspektør Schmidts Indlæg, og som det ses, er det i det Væsentlige meddelt med hans egne Ord. Vi lade det nu gaa videre til Behandling af dem, der efter deres Stilling til Sagen eller deres Forhold til Anstalten maa føle sig opfordrede til at tage sig deraf.
(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 8. september 1887).
Korsør Byraad kontra dets tidligere Inspektør.
Forhenværende Inspektør paa Korsør Tvangsarbejds- og Forsorgelsesanstalt, Hr. A. I. Hansen, har henvendt sig til os i Anledning af, at han i "Social-Demokraten"s Gengivelse af Korsør Byraads Forhandlinger har set sig af Fattigudvalgets Formand betegnet som en "uduelig" og "umulig" Inspektør. Selvfølgelig har det ikke været ham behageligt at se sit Navn, knyttet til en saadan Titel, fare Landet rundt. Han har derfor anmodet os om at bidrage til, at denne Beskyldning kommer til at staa i sit rette Lys.
Men da han ikke, trods den korsørske Insinuation, har havt det mindste med vor Fremstilling af Arbejdsanstalten at gøre, ønsker han ogsaa fremdeles at staa udenfor. Derfor lægger han hele sit Forsvar i sine Anbefalinger, som han har forevist os.
Det er nu ellers ikke for Skik at offenliggøre slige private Sager, men her synes de dog at have et vist Krav paa Interesse, idet de stiller de korsørske Byraadsmedlemmers Taktik og Sandhedskærlighed i et ret flatterende Lys.
Hr. Hansen har først i 13 Aar været Bestyrer af en lignende Anstalt i Vissenbjærg paa Fyn. Derfra har han en stor Del Anbefalinger, hvoraf vi har gjort følgende Uddrag:
I den lange Aarrække Hr. A. I. Hansen har virket som Bestyrer af den herværende store Arbejds- og Forsørgelsesanstalt, har vi lært ham at kende som en særdeles dygtig, nidkær og human Mand. Den fortrinlige Orden, der er fremtrædende overalt paa Anstaltens Grund, vidner om, at Hr. Hansen med udmærket Dygtighed forstaar at lede og styre en Flok Arbejdere, hvoraf de fleste hører til Samfundets daarligste Elementer, medens den gode Aand paa Anstalten vidner om, at han er en praktisk Mand, der forstaar at tage sine Folk paa rette Maade. Idet det er os en Glæde at kunne anbefale denne Mand, maa flere af os, som særlig har haft med ham at gøre i hans Egenskab af Regnskabsfører, endnu fremhæve, at hans smukt aflagte Regnskaber altid udmærker sig ved fortringlig nøjagtighed og Akkuratesse.
.... stedse har udført det ham overdragne Hverv med Dygtighed, Nidkærhed og Samvittighedsfuldhed. . . .overensstemmende med Sandheden at kunne bevidne.
....har røgtet sit Hværv til fuld Tilfredshed og Glæde saa vel fra hans Foresattes som Undergivnes Side.... alle som nogen Sinde besøgte Anstalten lagde deres Beundring for Dagen i Anledning af den Orden og Akkuratesse ....
....ved mit hyppige Besøg paa Fattiggaarden at han med Dygtighed, Orden og Paapassenhed har varetaget sin Bestilling. .. . begge (hans Hustru) har været renlige i deres Omgang med Fattiglemmerne og med Omhu og Kærlighed taget sig af Børnene....
SamtIige nuværende Sogneraadsmedlemmer har i Forening med en Del andre Mænd her i Sognet sammenskudt en Sum, hvorfor der er indkøbt disse tvende Genstande, som det er overdraget os at overbringe Eder.... at vi har været særdeles veltilfreds med, saaledes som I hidtil har udført den vanskelige og ansvarsfuIde Gærning. . . .at se med hvilken Kærlighed og Omhyggelighed I stedse har sørget for den virkelige Trængende, Syge og Nødlidende, som maa søge sin Tilflugt her paa Anstalten, ligesom I ogsaa med faderlig og moderlig Omhu har taget Eder af den ofte forsømte og vildledte store Børneflok, som er anbragt her og betroet til Eders Omsorg været os en Fornøjelse at gøre os bekendt med Eders hele økonomiske Bestyrelse af Anstalten.... at I endnu længe maa leve og føle Eder tilfreds med at virke her paa Anstalten til Held og Velsignelse saa vel for Kommunen som for Anstalten.
Korsør
...give Hansen det Skudsmaal, at han er en brav og retskaffen Mand, og hans Hustru, der forestod det meget betydelige Køkken m. m., at hun er en dygtig Husmoder. Jeg anser derfor dette Ægtepar for vel skikket til at overtage Økonomien ved en Fattiganstalt, et Sygehus eller deslige.
....er det mig en Fornøjelse at anbefale som en paalidelig, retskaffen og samvittighedsfuld Mand.... som en sjælden dygtig, proper og venlig Husmoder.
"...Jeg tillader mig i saa Henseende at udtale, at jeg anser ham for velkvalificeret til den ommeldte Post (Bestyrer af en Fattig- og Arbejdsanstalt). Han er en dygtig Regnskabssører, har Erfaring, i øvrigt fuldt paalidelig og er derhos en human Mand, som har er hvervet sig almindelig Agtelse ....
....skønt den Betaling de fik for hver Persons Bespisning kun var ringe, var Kosten dog altid fuldkommen svarende til Reglementets Fordringer ... maa jeg anse Dem for velskikkede til at foreslaa en lignende Økonomi.
Disse Vidnesbyrd taler egenlig for sig selv. Den Mand, som i 13 Aar har været: særdeles dygtig, udmærket dygtig, nidkær, human, praktisk, brav, retskaffen, paalidelig. samvittighedsfuld og velkvalificeret til at bestyre en Arbejdsanstalt, bliver ikke saa let over Hals og Hoved "uduelig og umulig", hvis der ikke laa en dybere Grund.
Vi har i vore tidligere Artikler paavist ikke en, men flere Grunde, hvorfor denne Mand ikke ret passede den altformaaende Klike, som styrer Korsør By, til Inspektør paa Anstalten. Men Hr. Rump havde dog næppe derfor ligefrem tvungen Inspektøren til at søge sin Afsked. Derom vidner en uforbeholden Udtalelse fra den korsørske Diktator, der gennem en af vore mange Forbindelse er naaet til os. Hr. Rump svor, at hvis en i Korsør meget omtalt Sygeplejerske, for hvem han nærede særlig Interesse, kom bort fra Anstalten, skulde Inspektør Hansen komme til at følge bagefter. Og da det alligevel skete, var det, at Inspektøren blev "umulig".
Hele denne Sag har dog for os kun én Interesse, den at gøre det klart for vore Læsere, hvem der farer med Usandhed. Man har beskyldt os derfor; men hvad Vægt kan der tillægges slige Beskyldninger, naar de fremsættes af Mænd som Købmand Smith, der i samme Aandedrag gør sig skyldig i en saa dristig Usandhed som den om de 7000 Kr., vi paaviste i vor sidste Artikel. Eller af Mænd som Byraadsmedlemmerne Apoteker Lundh og Prokurator Strøbech, der giver en afskediget Mand, de staar i et mindre venskabeligt Forhold til, Anbefalinger, der ikke er værre end dem ovenfor, men som nu finder det bedre stemmende med deres Kram at bifalde, naar den samme Mand kaldes "uduelig" og "umulig". Hvornaar var Sandhedens Aand over dem, den Gang eller nu?
Dette er, hvad der vedrører den tidligere Inspektør. Vi skal næste Gang tillade os at meddele vore Læsere lidt andet nyt og gammelt, der er kommet os i Hænde fra vore andre Forbindelser blandt Borgerne i Korsør.
(Social-Demokraten 9. september 1887).
Inspektør Schmidt om Korsør Arbejdsanstalt.
Atter har man langet ud efter os. Men det gaar sørgeligt ned ad Bakke. Den ene efter den anden af de korsørske Avtoriteter paa Fattigforsørgelsens Omraade har vovet deres Skind, skønt kun nødig nok, og de har da ogsaa i en Fart trukket Næsen til sig, thi i Grunden har ingen af dem turdet risikere mere end denne lille udsatte Genstand.
Noget maa der imidlertid gøres, da vi ikke vil give talt, og saa pusser man en "Straamand" ud efter os. Vi kalder nemlig Inspektøren en "Straamand", fordi han dels skal dække Retræten, dels være Skærmbrædt for dem, paa hvem vi i vore Artikler har lagt Ansvaret. Vi skrev i den tredie af vore Hovedartikler: "Det er dog først og sidst ikke den tilfældige Inspektørs mere eller mindre Strænghed, det kommer an paa. Han kan være saa villig et Redskab, han vil, han fastsætter dog ikke Principerne. Var Principet Humanitet, saa fik man sig nok en human Inspektør. Nej, det er det lille Samfund af Bedsteborgere, som her har en rar Malkeko, der bærer Ansvaret for den usle, elendige og uforsvarlige Behandling, de byder deres Medmennesker."
Da disse ansvarhavende Borgere ikke selv kan klare sig, er det, at "Straamanden": den lønnede, afhængige og selvfølgelig lydige Funktionær maa gaa i Ilden. En større Falliterklæring er ikke nodvendig, men os uden Forskel, saa lad os da "stikke til Straamanden".
"Sorø Amtstidende" skriver:
Fra Inspektøren paa Tvangsarbejdsanstalten, Hr. E. W. Schmidt, (der selvfølgelig ikke maa forveksles med Formanden for Fattigudvalget, Købmand Smith), har vi modtaget en omfattende Artikel, som paa Grund af den korsørske Aand og Tone, hvori den er affattet, de Skældsord, personlige Insinuationer og Udfald til forskellige Sider, den indeholder, ikke egner sig til Optagelse i "Sorø Amtstidende". Af Hensyn til Sagens fuldstændige Belysning skal vi dog ikke undlade at meddele de faktiske Oplysninger, som indeholdes i bemeldte Skrivelse.
Naturligvis, hvorledes skulde han mere end sine andre Ligesindede kunne skrive saaledes, at et anstændigt Blad kan trykke det. Den Oplysning indeholder altsaa intet Nyt, allerhøjst det, at det altsaa er en "dannet" Mand vi har gøre med.
Nu til Oplysningerne.
Hvad vor Medarbejder præsenterede sig for, er virkelig faktisk sandt. Kun undlod han selvfølgelig, som vi alt har meddelt, at holde "Social-Demokraten" op for Næsen af Inspektøren.
Vi skrev, at den tidligere Inspektør færdedes Nat og Tag blandt Lemmerne uden Stok eller andet Vaaben, men at denne Inspektør, da han ledsagede vor Medarbejder, var bevæbnet med Stok. Stokken var en kraftig Hyttel, om der var Blyklump paa den eller ej, slaar ikke vor Kritik af Anstalten til Jorden, men der blev udtrykkelig fortalt for Medarbejder i Byen, at Opsynet paa Anstalten var forsynet med dette Vaaben og Inspektøren selv sagde aldeles bestemt, at den Opsynsmand, der var bleven ramt af en Sten, slog sin Angriber tre Gange til Jorden med en Stok, forsynet med en Blyklurnp. Dernæst disker han op med, at de ikke sammenblander Byens Falitge og Tvangslemmer. Og som Bevis anfører han, at vor Medarbejder kun har set tre gamle Koner af Byens Fattige. De tre Koner har vi ikke omtalt med et Ord, og det er meget muligt, at der er tre gamle Kvinder, der af en eller anden Grund - maaske fordi de er dresserede dertil - vilde sige, at de har det godt. Ikke heller dem, som er indlagte paa Sygehuset har vi beskæftiget os med. Det var ikke Sygeplejen vi skrev om, den sagde man os i Byen var upaaklagelig, derfor har vi ikke angreben den med et Ord. Men hvad de af Byens værdige Trængende angaar, som er indlagte paa Arbejdsanstalten, saa har Fattigudvalgets Formand i sin berømte "frugtbringende" Tale selv indrømmet, at de er der. Desuden har vi - nu da vi har gjort den tidligere Inspektørs Bekendtskab - spurgt ham personlig derom, og han har svaret bekræftende. Ogsaa i hans Tid var Fattige og Tvangslemmer under et.
Dertil kommer yderligere, at vi fra en Mand, som har været næringsdrivende Borger i Korsør i over tredive Aar, har faaet den Oplysning, at Fattigudvalgets Formand, Købmand Smith, for et Par Aar tilbage selv fremsatte det Forslag, at der skulde bygges særligt til Byens værdige Fattige, som han fandt det oprørende at blande mellem de daarlige Elementer. Samme Mand udtalte: "Købmand Smith har efter min Mening virkelig Interesse for sine fattige Medmennesker, men hele den øvrige Klike har for det meste taget Magten fra ham, saa han kun har kunnet udrette lidt. Saa længe Borgmester Rump var Formand for Fattigudvalget, havde de det rædsomt paa Anstalten, men Byens Indignation foranledigede Rump til at træde tilbage, og da Smith valgtes, blev det straks bedre. Smith vilde ikke overtage Posten, hvis det gamle umenneskelige Reglement for Anstalten skulde vedblive at gælde, og udarbejdede derfor et nyt, humanere Reglement, som, saa vidt huskes, navnlig indeholdt Bestemmelser om Adskillelse i dårlige Bygninger af Byens egne værdige Fattige og Tvangslemmer, samt betydelige Forbedringer af Kosten. Dette Reglement satte den "menneskekærlige" Rump sig imod med Hænder og Fodder, og det vakte betydelig Opsigt i Byen, at Rump og Smith i den Anledning ligefrem havde skarpe Sammenstød i Byraadet. Rump og den øvrige Hjerteløshed i Byen sejrede og der indførtes et nyt Reglement, forfattet af ham og et Par andre, og det er dette, som, saa vidt vides, gælder endnu. At det ikke er saa humant som Smiths, er selvfølgeligt, det var jo det, de stredes om.
Købmand Smith sagde den Gang, "at han havde overtaget den byrdefulde Post alene af Kierlighed til de Fattige, thi det var jo skammeligt, som de behandledes paa Rumps Foranledning". Ved samme Lejlighed beærede Smith Borgmester Rump med en saa udsøgt Samling Titler af stærk Natur, at Injurie-Lovgivningen forbyder at gengive en eneste af dem."
Trods alt hvad Hr. Købmand Smith tillod sig at udtale i det berømte Byraadsmøde, anfører vi dog dette. Det tjener ham kun til Ære og Hæder, maa vi end beklage, at han ikke kan gøre Skridtet fuldt ud og stille sig paa vort Standpunkt i den Fattiges Sag. Men det er ikke første Gang en Mand ikke vover andet end lystre den Klike, som kommanderer ham og alle, og endelig ikke første Gang, at han til Slut bliver nødt til at gøre fælles Sag med den, naar tredie Mand trænger den ind paa Livet.
Det næste Inspektøren kommer til, er de berygtede 7000 Kr. Vi beder vore Lasere endelig huske paa, at man først valgte den Taktik at sige, at man kendte ikke til, om der var Overskud af 7000 Kr. eller ej. Man gik saa vidt, at man fik Fattigudvalgets Formand pusset paa at give en Erklæring, som vi truede ham med, hvis den kom i bestemtere Form, at stemple som Løgn. Det var som vi knude høre Prokurator Strøbech sidde bagved og sige: "Sig, vi kender intet Overskud til, saa slipper vi vel fra det". Det er, hvad denne Kuglestøber med et af sine Mundheld plejer at kalde: "anlagt paa at bibringe Folk den Tro". Den Taktik gik altsaa ilke, og derfor har man nu valgt en anden, man sletter sin Inspektør-Straamand til at bortforklare hele Historien.
Han fortæller først, at han ikke har vist os selve Regnskabsbøgerne. Vi skrev den 3die: Anstaltens Inspektør har vist vor Medarbejder en Opgørelse, hvor hvert Aars Overskud stod anført med store Tal. Det største var 7000. Se, det skrev vi. Det var et stort Ark Papir han fremviste, og han bemærkede dertil at det var for Nemheds Skyld, for let at have det ved Haanden, men at det selvfølgelig stemmede nøjagtigt med Bøgerne. Vor Medarbejder spurgte ham udtrykkelig om Anstaltens Overskud, og derpaa var det, Inspektøren svarede: 7000 o. s. v. Nu nytter det ham ikke at sige, at det er Arbejdsindtægt, hvorfra skal drages for Indkøb af Raaprodukter, thi det er ikke sandt. Den tidligere Inspektør har endnu i Dag paa vor Anmodning oplyst, at de 4000 Kr. i hans Tid var Overskud, og det var de 4000 og de 7000, Inspektor Schmidt stillede op aldeles paralelt som Bevis for, hvor dygtig han var i Modsætning til sin Forgænger. Det er let nu at fortælle den Slags Ting, da vi ikke har Adgang til Regnskaberne; men Fortielsen, de to forskellige Fremgangsmaader, dømmer de korsørske Herrer, de vandrer ikke paa Sandhedens Vej!
Det øvrige Inspektøren har at sige, er kun, at de forskellige Sogneraad vist er meget glade ved den Behandling, deres daarlige Elementer nyder i Korsør. Derom skal vi ikke indlade os i Polemik, især da alt hvad han anfører, er intetsigende Snak. Vi har én Gang for alle svaret derpaa den 4de September: Hverken Venstres eller Højres Fattigforsørgelse tilfredsstiller os. Og vi er ikke heller i Tvivl om, at der ogsaa uden for Korsør gives Folk, som helst slipper saa billigt fra deres Fattige som muligt. Der er maaske dem, som helst ønskede de sad i Tugthuset paa Livstid, saa var de da fri for dem.
Frugten af Inspektørens Udfald mod os er altsaa kun ringe. Det kan være bedrøveligt nok for ham og den Klike, han tjener, men det faar være vore Medborgere endnu et Bevis for, at vi har Ret i vort Krav paa bedre, menneskeværdigere Kaar for vore Fattige.
(Social-Demokraten 11. september 1887).
Højre dominerede byrådet og tilbageviste af avisens påstande. Ministeriet lod i 1888 beskyldningerne undersøge; de fandtes alle ugrundede.
Den 12. marts 1889 lykkedes det for et af lemmerne (Lauritz Jensen, 20 år gammel fra Tårnborg Kommune) at sætte ild til anstalten. En af bygningerne nedbrændte. De 83 lemmer blev interneret i fabrikken "Ceres". Schmidt var stadig inspektør. Social-Demokraten genoptog i maj 1889 sine angreb støttet af bl.a. Sorø Amtstidende.
Mængden af påsatte brande, som anstalten led under gennem hele sin historie, var særlig stor i disse år. I løbet af tre måneder i første halvår af 1889 nedbrændte alle tvangsarbejdsanstaltens bygninger som følge af tre påsatte brande: 10 juni 1889 blev der sat ild til stald- og vaskeribygningen som nedbrændte. Herefter stod kun en bygning med beboelseslejligheder og sygehuset tilbage.
Ministeriets afvisning stoppede ikke Social-Demokratens dækning af arbejdsanstalten. Som nævnt offentliggjorde Social-Demokraten mellem disse ildspåsættelser flere artikler.
Artikler i denne serie: Afsnit 1: Social-Demokraten på besøg 1887. Afsnit 2: Debat 1887. Afsnit 3: Korsør Byråd. Afsnit 4: Nuværende og forhenværende inspektører udtaler sig 1887. Afsnit 5: Artikler fra maj-juni 1889. Afsnit 6: Genopførelse 1890. Afsnit 7: Vidneudsagn 1890. Afsnit 8: Sognepræst Munck om Korsør Arbejdsanstalt. Afsnit 9: Redaktør Wiinblad fængslet 1893.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar