En Artists Død.
Uheldet i Cirkus.Knækket Halsen.
Jeg kommer ind i Cirkus i Lørdags, - i Lørdagshumør med Hatten i Nakken, Stokken svippende i Fingrene.
Jeg sættet mig ned, magelig læner jeg mig tilbage og puster med Velbehag den duftende Cigaretrøg i Ringe ud i Luften. Blaseret ser jeg ud over det bølgende Hav af Mennesker.
Da er det, det sker.
Reinholdtrupens Fører styrter.
Et Spring,
som han har gjort Hundrede af Gange, et Spring, som Artister foretager 20 Gange om Dagen, glipper ham. Han mister Tempoet, som det hedder i Artistsproget. - Og i næste Nu ligger han lamslaaet og fastnaglet til det støvede Scenegulv, medens Tjenere iler ham til Hjælp, og hans stærke Kompagnon staar forstenet, hjælpeløs som det svageste Barn. Borte er Humøret, væk den blaserte Mine, Cigaren kastet i Gulvet. Jeg iler saa fort, jeg kan, ind bag Scenen.
Alt Forvirring!
Bleg og stille ligger den ulykkelige hen. Hans nydelige unge Hustru kaster sig hulkende over ham, og den lille Dreng, der hører til Trupen, græder, saa det høres bag Tæppet. Tjenere løber med Sætstykker og hjælpsomme Folk iler til. I en Sidekulisse staar de seks Solstraaler med store Øjne og sér til. De har næste Numer.
Videre. Forestillingen maa ikke stanses.
- I can not sing!! klynker den lille Miss Blanche, som staar med sin Kat i en Snor.
- You shall! lyder Direktør Harvood's Røst.
El Bagtæppe hejses ned foran det forrige, og i den smalle Gang mellem de to Bagtæpper ligger den lemlæstede Artist med stive, stirrende Øjne; der er ganske mørkt. Han ligger paa et Tæppe, en medicinsk Student holder hans Hoved oppe.
Signalet lyde. Musikken klinger og Miss Blanche synger med skælvende Røst "My little cat".
Imens kommer Lægen, Dr. Ulrich. Ved Hjælp af en Lygte ledes han til den Syge. Han sprætter Trikottet op og undersøger ham. Han er lam i alle Lemmer, er faldet paa Nakken og har beskadiget Rygmarven.
Den blonde nydelige Dame, der er han Hustru, træder til endnu i Kostume med en Frakke over Skulderen.
Hendes blonde Haar lyser i Strejflys fra den osende Blændlygte.
Da klinger
Ta-ra-ra-bo-om-de-ay
ude fra Orkestret. Trommeslagene runger mellem de støvede Kulisser Tambourinen klinrer og akkompagnerer den Ulykkeliges Suk, og midt i denne Jammer danser "Sunbeams" med hamrende Puls deres lette, flagrende Dans.
Mere gribende Drama er ikke spillet paa denne Scene, saalænge Cirkus Varieté har bestaaet.
Saa er Ta-ra-ra-booom-de-ay forbi, og der bliver atter lyst paa Scenen. "Sunbeams" jages ned i Garderoben", bort fra det uhyggelige Syn. Lægevagtstationens Vogn hentes af Scheel-Vandel, og af sin Kollega løftes Reinhold ned over Orkesterrampen og bæres ud i Vognen.
Med stor Beredvillighed stiller Direktør Rasmussen sin Pfing til den Syges Raadighed.
Publikum forlader Lokalet uden bestemt Fornemmelse af den Fare, hans Liv staar i.
Alene tilbage bliver den blonde svenske Pige, hans Hustru, berøvet sin Mand, sin Fobørger med Fremtiden, sort og uhyggelig som det store, sorte Rum, hvori hun staar, grædende, lænet mod den vaade, fugtige Mur.
Haab.
I Gaar Eftermiddags ved 12-Tiden var Fru Reinhold i Besøg paa Hospitalet hos sin Mand. Lægens, Dr. Ammentorps, Forklaring gik da allerede ud paa, at det vilde være et Under, hvis han stod det igennem.
En Operation var ansat til i Dag.
Kl. 4 besøgte Mr. Clark og Tenoren, Hr. Martinez Patienten, og da var han noget bedre. Han kunde føle, naar Sygeplejersken rørte ved ham.
Men allerede ved 7-Tiden havde han stærk Feber, og Kl. 10 kom der telefonisk Meddelelse fra Hospitalet at Fru Reinhold rnaatte komme derud straks.
Han laa da i stærk Feber med Skummet i Mundvigerne. Det var paa det sidste.
Fru Reinhold, hans Kollega og Chefen for Laptændertableauet i National, Hr. Tørnblom, var til Stede.
Han talte ikke til nogen af dem, Kunde ikke, men to store Taarer piblede ud af hans Øjne, da hans Hustru bøjede sig over ham.
Hans Hals svulmede op og kort efter døde han, stille og rolig.
Ved halvelve Tiden kom Fru Reinhold tilbage til Cirkus med det sørgelige Budskab
Mellem Artisterne
vakte Efterretningen om hans Død stor Bestyrtelse og megen Beklagelse. Kun faa iblandt dem var forberedte derpaa. Overalt saa man Graaden i Øjnene. Selv Mr. Clark, den standhaftigste rnaaske af dem alle, bukkede under for Sorgen og stod i Vinterhaven med Lommetørklædet for Øjnene.
Lillian og Adeleide havde, sagde de, medens de foretog deres Øvelser i den flyvende Trapez i Gaar hele Tiden haft Billedet af den Afdøde for Øje, og det var dem næsten ikke muligt at bringe deres Numer til Ende. De var bægge ligblege, da de forlod Nættet. Mærkelig nok er Hr. Reinhold netop død paa dette Tidspunkt.
I Divas Garderobe,
et aflangt halvmørkt Rum under Scenen, blev Fru Reinhold ført ned. I sin egen Garderobe kunde hun høre Musikens muntre Toner, og det var hende umuligt at holde det ud.
- Her nede hørte hun intet. Mellem Divas spraglede Kostumer, Spejle og Pudderkvaster, medens Hr. Martinez klædte sig om, sad hun ganske opløst i Graad paa en stor klodset Artistkuffert.
Hendes eneste Bekymring var, at de skulde obducere hendes Mand.
- Han laa saa kønt, nu var det stadig gentagne Udbrud af hendes Klage.
Dir. Rasmussen
blev tilkaldt og lovede, at han skulde øre sit Bedste for at forhindre nogen Obduktion, der ogsaa i Betragtning af Omstændighederne synes overflødig.
Senere hen paa Aftenen blev Fruen stille og faldt til Ro. Fru Tørnblom i National, med hvis Barndomsveninde, hun er, tog hende med sig hjem, men stadig gentog hun -
- Jeg kan ikke tro det, jeg kan ikke forstaa det.
Dir. Rasmussen, paa hvem det ulykkelige Fald har gjort et pinligt Indtryk, er optraadt som fuldt ud Gentleman. Han betalte Depositum paa Hospitalet, og bekoster Reinholds Begravelse, betaler Selskabet fuld Gage og lader foranstalte en Forestilling til Fordel for Enken.
Begivenheden er saa meget desto sørgeligere som Reinholdtrupen er en ganske ung Trup.
Fornylig har den skilt sig ud fra en større. Hr. Reinhold er tysk af Fødsel, 32 Aar gammel og hedder egentlig Schneider og var kun for fem Maaneder siden sammen med sin unge Hustru, der i sin Tid optraadte her i København som Balletdanserinde hos Cirkus Busch, begynt en selvstændig Virksomhed, og han understøttede sine gamle Forældre, hvis eneste Hjælp han var. Deres Arbejde var godt, og Fremtiden laa lys og løfterig for dem. De havde netop i Øjeblikket fuldt op med Engagementer. ..
og saa kom Ulykken
Med den Forudanelse, der er Artister egen, havde Reinhold, inden de begyndte deres Numer i Lørdags, sagt.
- Jeg tror ikke, det gaar saa godt i Aften. Lige ind til Slutningen gik det godt.
Det var i et Da capo Numer, omtrent det allersidste Spring, han faldt
* * *
Saaledes sker det da, at man kan sætte sig i en Loge med Sabbathshumøret oppe, og inden man faar sit Glas tømt er Karnevalslystigheden forbi, druknet i den triste Virkelighed.
En planlagt Fremtid, tusinde Haab, et lyst, lykkeligt Liv søndres for ens Øjne, mens man stryger Asken af sin Cigaret og konverserer en tilfældig Bekendt.
Tilbage bliver da det evige Spørgsmaal, hvormed den unge Frue pinte sin Hjærne i det halvmørke Paaklædningsrum
- Hvorfor skulde det dog ske!
Don José
(København 22. januar 1894).
Den forulykkede Artists Begravelse.
Reinhold Schneider,
der forleden slog sig ihjel under en Forestilling i Cirkus og af hvem vi ovenfor bringer et Billede begraves i Dag Kl. 1 fra St. Petri Kirke. Han er født den 7. December 1861 og blev saaledes 32 Aar. Hans Fødested er Charlottenburg ved Berlin, hvor hans Fader var Bybud. I en Alder af 15 Aar debuterede han som Gymnastiker i Breslau ved en italiensk Troup. Senere udviklede han sin Dygtighed ved forskellige Selskaber som Cirkus Mercle og Busch. For fem Aar siden blev han gift med sin endnu unge og nydelige Hustru, der den Gang var ved Balletten.
For et Aar siden traf han sin nuværende Kollega Hr. Victor Uschkorath, der udmærkede sig ved sin fænomenale Styrke, og uddannede sin Hustru til en flink Gymnastiker, der tog sig prægtig ud paa Scenen, og saa fulgtes disse tre ad.
Kun fem Maaneder fik de Lov til at virke sammen.
Saa kom Ulykken I deres Ægteskab havde de to Børn. Den ene er død den anden en lille Pige, som er født her i København for to Aar siden, lever endnu.
Rheinhold var en personlig meget elskværdig Mand afholdt af sine Kollegaer. I Tjenesten var han stræng og yderst paapassende. Mærkeligt da, at Ulykken skulde ramme ham.
Begravelsen
finder, som meddelt, Sted fra St. Petri Kirke. Pastor Krage, der i Sommer viede Arvida Swenson, faar atter en Gang Lejlighed til at tale for Københavns Artister, denne Gang i en ulige sørgeligere Anledning. Kirkens ny Præst er ganske vist ankommen, men har endnu ikke holdt sin Tiltrædelsesprædiken.
I Kirken
vil saa godt som samtlige de her i Byen optrædende Artister give Møde. Sammenholdet mellem dem er stort En af dem, Mll. Diva, har saaledes f. Eks. i denne for Enken saa besværlige Tid frivillig tilbudt at tage den lille Dreng Emanuel, som følger med Troupen som Reinholds' Adoptivsøn, ganske til sig. Hun har tillige omhyggelig plejet og passet ham, der er svag og lider af en pinlig Sygdom i Fødderne.
Artisterne møder ellers sjældent til Begravelse. De har instinktmæssig noget imod det, og det er i saa Henseende betegnende, at f. Eks. den ældste af de herværende Artister, Hr, Martini, Faderen til Trapezkunstner inderne Adelheid og Lillian, først nu for anden Gang i sit lange Liv er til en Begravelse.
Artisterne leger saa ofte med Døden, at enhver Mindelse om den, er dem imod og gør dem nervøse. Oprindelig var det bestemt, at Tenoren Martinez skulde have sunget et Farvel, men det er strandet dels paa den Omstændighed, at han er Katolik og Kirken luthersk, og dels paa den Omstændighed, at det har været umulig at skaffe en passende fransk Sang
Kransene
bliver mange. Hvert Etablissements Artister sender sine. Særlig vil man lægge Mærke til en smuk Krans, der er skaffet til Veje ved Indsamling af Cirkus Artister. En Laurbærkrans med Palmer i Kors og i Centrum en Buket af alle Slags brogede Blomster.
Oprindelig vilde Artisterne have foræret en stor Perlekrans, der har den Fordel, at kunne vare i hundred Aar, men det lod sig ikke gøre, den kunde kun faas fra Paris, naar den skulde have en fornuftig Størrelse.
Arenateatrets Direktion og dets Personale sender hver en Krans. Direktør Rasmussen og Cirkus Funktionærer og Nationals Artister har ogsaa sendt smukke Kranse.
Hr. Martini, der har staaet for Indsamlingen har haft den praktiske Idé, efter at have købt Kransen til en fornuftig Pris, at sende Resten af det ved Indsamlingen indkomne til Schneiders fattige, gamle Fader i Berlin, der sidder l yderst trange Kaar.
Kisten bæres ud
at Cirkus Variété's Funktionærer. Vogntoget passerer gennem Studiestræde forbi Cirkus, hvor Rheinhold fandt sin Død.
I forreste Vogn kører Præsten og den afdødes Kollega, dernæst Enken, i tredje Vogn Direktør Rasmussen med Familje og sluttelig følger de øvrige Deltagere i Begravelsen.
Paa vestre Kirkegaard sænkes Kisten i Jorden, mens Orkestret blæser en Sørgekoral.
Saa er Sagaen ude, den sørgelige Sage, der kan siges i de faa Ord, død en tilfældig Død, i et tilfældigt Land, langt borte fra Slægt og Venner mellem tilfældige Bekendte.
Don José
(København 26. januar 1894).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar