Hvad Pastor Sick siger om de Helliges Slyngelstreger, Fattiggaardene og Børnefordærverne
Hovedansvaret for den Børnefordærvelse, der er almindelig her Landet, maa efter Pastor Sicks Udtalelse paa et Møde i Rømersgade lægges paa den Skinhellighed, der er gaaet i en forunderlig stor Del af Landets Befolkning.
For nogle Aar siden kom der en Mand ind i Præstens Studereværelse. Manden var døddrukken, men vilde dog forklare Præsten, hvorledes han skulde prædike. Imedens han talte indtrængende til Præsten, forrettede han sin Nødtørft paa Gulvet. Denne Mand var en af de mest hellige i Tvis, han hørte til de syndefri. og der er megen Syndefrihed paa den Egn. Provsten hører ogsaa til dem.
En anden hellig Mand i Tvis, der ogsaa drak som en Svamp, skød i en Rus sin Kone og sit Barn; men straffet blev han ikke, thi man bruger ikke al straffe en hellig Mand i Tvis for den Slags Ting. Derimod stjal en fattig Mand 1 Kr. 56 Øre af Kirkebøssen, og han fik fik Vand og Brød, thi Loven skal jo ske Fyldest.
Maries Saga er ogsaa karakteristisk for Forholdene i denne skinhellige Egn. Marie var en ung Pige, der var i Pleje. Hun fik sin Mad og sine Klø i ligelige Portioner hver Dag; men en Smule Kærlighed fik hun aldrig, thi man regnede hende ikke for andet end for et Dyr, der maatte gøre Nytte kor Føden. Saa en Dag gik hun hen og druknede sig i Aaen, men det gjorde ikke det fjærneste Indtryk paa Folkene. Hun var en trodsig Tøs, var alt, hvad de sagde til den Ting. Myndighederne trak Vaad efter hendes Lig, men paa en saadan Maade, at der efter 14 Dages Forløb endnu intet Lig var fundet. Saa indstilledes Eftersøgningen. Et Par fattige Arbejdere, der havde Hjærte for den unge Piges Skæbne, genoptog Eftersøgningen for egen Regning, og i Løbet af en halv Dag havde de faaet Liget i deres Vaad. Nu viste det fig, at Liget havde en rød Stribe omkring Halsen, som kunde tyde paa en anden Død end Drukning. Maaske forelaa her en Forbrydelse! Men Myndighederne fandt ingen Anledning til at sætte en Undersøgelse i Gang. Den trodsige Maries Død var Egnen ganske ligegyldig.
Den bærende Betragtning herhjemme er den, at de fattige Børn er noget Djævelskab. Derfor ofrer man ikke meget paa dem, og derfor pisker man dem og spærrer dem inde i mørk Arrest i Børnehjemmene. Det er Midler, som ikke opdrager et Barn, men dresserer det. Ved saadanne Midler kan man dressere et Barn til noget saa uappetitligt som at kysse Fru Bransbolm.
Pastor Sick siger om Fru Bransholm, at han hellere vilde se sine Børn i deres Grav end have dem i den Kvindes Hænder.
Vi skal naa dertil, at Staten lærer, at den har Pligt til at sørge for Kvinder og Børn. En Kvinde kan være den usseligste Tøjte, eller hun kan være saa ren i sit Hjærte, har hun født et Barn, er hun det største i Verden. Hun er Moder!
Pastor Sick udviklede derpaa, hvorledes de Kvinder, der "kommer galt af Sted", enten rekrutteres fra de uægte Børns store Skare eller fra de stærkt religiøse Hjem, hvor Religionen har fortørret Hjærterne. Og han sluttede paa Mødet med at sige:
"Jeg skal love d'Hrr., at der skal blive ryddet op indenfor den skinhellige Svindel, ligesom der er bleven ryddet godt op indenfor Forretningssvindelen«
(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov, 21. september 1908)
Artiklen er en del af en serie om pastor Sick, børnesagen og Indre Mission.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar