En haard Anklage
For nogle Dage siden døde en Skræder Dyrmose i Tvis ved Holstebro, men forinden han døde, havde han ønsket at nyde Alterens Sakramente, hvilket Ønske Pastor Willer fra Aulum dog nægtede at efterkomme, idet han derhos lod den Syge forstaa, at denne ikke kom i Himlen.
I Fredags blev Dyrmose saa begravet, og Pastor Sick fra Tvis holdt ved Graven en Tale, hvori han paa det stærkeste misbilligede sin Embedsbroders Optræden. "Paa Kirkens Vegne gjør jeg", sagde han, "Afbigt for den Synd, som i vor Jesu Navn er blevet begaaet mod den Mand, der ligger her og mod hans efterlevende Slægt. Jeg tør gjøre det, saavidt som jeg troer, at Himmeriges Port er aaben for hver den, som angrer."
Jgaar har Pastor Sick endvidere udsendt et aabent Brev til Stiftsprovst Zeuthen i Fredericia, og dette indledes saaledes :
"En Mand i Tvis laa paa sit Dødsleje; for sallig til selv at holde Befordring bad han en Nabo, der hævder sig at være en hellig Mand af "Indre Mission"s Kreds, om at gjøre ham den Tjeneste at hente mig. Naboen vidste, at den Syge havde Tillid til mig. Ved bevidst Løgn, vitterlig og vidnesafl, bibringer Naboen den dødssyge Mand den Sorg at faa ham til at tro, at han havde talt med mig, men at jeg havde næget at komme osv.
Han havde end ikke seet mig, endsige talt med mig, men han opnaaede det ved dels at fremstille mig for den Døende og Familien som en ond Mand, dels at maatte hente Sogneprræst for Aulum-Hodsager, Willer, der jo ligeledes hører til "Indre-Mission". Da denne kom, var det aabenbart, at den Syge vilde dø, inden et Døgn var omme; men han var ved fuld Bevidsthed, og i dyb alvorlig Erkjendelse af sig selv. Han bad Pastor Miller meddele ham og hans Hustru Nadverens Sakramente. Han erkjendte med Sorg, at han var en syndig Mand, som ofte havde bedrøvet Gud, men han vilde saa inderlig gjerne bede Gud om Tilgivelse, og fornyes og bekræftes i Herrens Naade ved Sakramentets Modtagelse, for saa at dø som en troende Kristen, der gaaer hjem til sin Fader i Himmelen. - Det var uimodsigeligt klart, at der i hans Hjerte ikke var noget som helst i Retning af falsk Trøst, men en ærlig Udmyghed og en sand Anger over for Gud; og dette passer ganske med mit eget personlige Kjendskab til Manden, og med deres Kjendskab, som stod ham nær. - Pastor Willer afslog at give dem Nadveren, og Begrundelsen var denne: Den Anger slog ikte til, han var vantro, »omvendt og ikke værdig at modtage Nadveren, og de to mødtes ikke mere, fordi nemlig Willer gik til Himmelen, den Døende derimod til Helvede. - Dermed kjørte Pastor Willer hjem; den Syge døde i hjerteskjærende Fortvivlelse, og Enkens Tiistand er meget alvorlig."
Præsten slutter med at stille følgende Spørgsmaal til Stiftsprovsten: "Kan en kristen Præst vrage en Døendes Anger, kan han nægte Forsoningens Ord til den Døendes Bøn om Barmhjertighed fra Gud? Kan en "hellig" Mand, en "Missionsmand", med Løgn forstyrre en Døendes sidste Timer, kan han med Løgn tale ondt om den Præst, den Døende ønsker tilkaldt, kan han med Løgn holde ham borte fra den Døendes sidste Strid, fra Enkens første Sorg? Kan han gjøre det netop som "Missionsmand" over for Folk uden for Indre-Mission? Kan han det, uden at Indre-Mission bestemt og virkningsfuldt bryder Staven derover?
Ja eller Nej?"
(Thisted Amtsavis, 14. oktober 1908)
Fra Tvis.
Undertegnede Boelsmand Rasmus Eriksen af Tvis meddeler herved, at jeg Fredag den 2. Oktober om Morgenen Kl. 7½ kørte med min Befordring til N. Felding Præstegaard for at bede Pastor Sick om at tage med mig til min Nabo. Karl Dyremose, som var meget syg. Dagen forud havde jeg selv tilbudt Karl Dyremose at hente Præsten.
Jeg kørte saa hurtig som mulig til N. Felding Præstegaard. Da jeg holdt for Døren, kom Fru Sick ud til Vognen. Jeg bad hende om at sige til Pastor Sick, om han ikke nok straks vilde tage med mig til Tvis til min syge Nabo. Lidt efter kom Fruen ud igen og sagde til mig, at hendes Mand ikke kunde følge med mig nu, da han skulde læse med Konfirmander; han kunde ikke, for han var færdig med at læse med dem. Jeg svarede, at dette var meget kedeligt, da Manden var saa syg. Fruen foreslog mig da at tage ind til Holstebro, hvor der, som hun sagde, jo er flere Præster, og hun vidste ikke, om de havde Konfirmander den Dag.
Jeg kørte da til Holstebro, hvor jeg traf Pastor Bülow paa Kirkepladsen; men da han netop var paa Vej til sine Konfirmander og havde mange, som ventede paa ham, sagde han til mig, at han meget daarlig kunde tage med mig, før han havde læst med dem, især da det var sidste Gang inden Konfirmationen. Jeg spurgte, om der ikke var andre Præster ved Kirken, og da jeg hørte, at der nok var en Kapellan, men at han ogsaa havde Konfirmander nu, og Pastor Bülow ikke var helt vis paa, om Valgmenighedspræsten ikke ogsaa havde Konfirmander til samme Tid saa bestemte jeg mig til at køre tilbage til Tvis. Jeg havde da kørt ca. 3½ Mil forgæves.
Jeg holdt for hos den syge og bragte Besked og sagde til Konen, som kom ud til Vognen, om de ikke syntes, at der nu skulde sendes Bud til Pastor Willer i Aulum.
Derefter kørte jeg til mit Hjem. Lidt efter saa jeg, at der gik et Bud fra den syges Hjem til Næstnaboen Jens Laursen, og snart efter kørte han saa efter Pastor Willer i Aulum, hvem han straks fik med sig.
Omtrent samtidig med, at Aulum-præsten kom til Tvis, kom der med en Konfirmand Bud fra Pastor Sick, at nu kunde man hente ham.
Den syge og senere afdøde unge Mands Fader Søren Dyremose, takkede mig venligt for min Kørsel.
Rasmus Eriksen.
(Holstebro Dagblad, 21. oktober 1908)
Præsterne Sick og Willer.
Vi meddelte nylig Pastor Sick's aabne Brev til Stiftsprovst Zeuthen i Fredericia, der er Formand for Indre Mission i Danmark.
"Hern. Avis" har i Anledning af dette Brev spurgt Pastor Willer i Aulum, der var den af Pastor Sick anklagede, og Pastor Willer har da udtalt følgende:
- Jeg blev ganske rigtig for nylig hentet til en syg Mand i Tvis, og, skjønt det jo ikke hører til mit Pastorat, tog jeg beredvillig med, men jeg ytrede ganske vist fra første Færd min Betænkelighed ved at tage ham til Alters, da jeg jo i Følge Kirkeretten ikke havde Lov til det - og jeg har - navnlig i den sidste Tid, været af den Opfattelse, at hvis man kom inden for Pastor Sicks Rækkevidde, stod man sig bedst ved at have Loven paa fin Side. Nu ser jeg imidlertid, at man heller ikke da kan vide sig sikker. I øvrigt sagde jeg til den syge, efter at have talt med ham, at hvis han endelig vilde, saa vilde jeg ikke nægte at meddele ham Nadveren, men jeg vilde helst være fri, fordi jeg strængt taget ikke havde Lov dertil, og efter som jeg forstod hans aandelige Tilstand, var det ikke det, han trængte til paa dette Tidspunkt, og endelig ventede de hvert Øjeblik Sygevognen fra Holstebro, hvor han skulde indlægges paa Sygehuset, og hvis han saa ønskede det, var det jo i sin Orden, at en af Byens Præster tog ham til Alters der.
"At den syge vilde dø, inden et Døgn var omme", som Pastor Sick skriver, derom vidste jeg intet. - Paa mit SpørgSmaal, hvad Lægen - som nylig havde været der - havde sagt, svarede man, at han havde sagt, han skulde paa Sygehuset, og saa mente han nok, de fik Bugt med Sygdommen.
Havde Lægen havt lige saa klart et Blik for Mandens Endeligt som - forunderligt nok - Pastor Sick, der ikke en Gang saa den syge, saa havde han dog vist ikke ordineret, at den syge skulde kjøres ca. I1/, Mil paa Sygevogn og saa indlægges paa Sygehus.
Hvad den syge og jeg ellers talte om angaaende hans aandelige Tilstand, hører formentlig ikke Aviserne til, men der faldt, saa vidt jeg forstod, ikke et uvenligt eller ukjærligt Ord fra nogen af Siderne. Og den drastiske Afskedsscene mellem den syge og mig, som Pastor Sick skildrer, er mig ganske ubekjendt."
Det er den samme Pastor Sick, der paa "Forlaget af 1807" i Aarhus har udgivet Pjecen "Ak, vidste du dog", i hvilken han retter et meget stærkt Angreb paa Indre Missions Virksomhed. Han beskylder den bl. a. for at være "den væsentligste Hindring for Udviklingen af et sundt og sandt Kristenliv i vort Folk og af et virkeligt Humanitetsarbejde til bedste for fattige, hjemløse Børn og andre i vort Samfund ulykkeligt stillede".
(Bornholms Tidende, 21. oktober 1908).
Bernhard Willer (1857-1927) havde bl. a. været sognepræst på Endelave 1890-1900, hvor han stod for en markant og fordømmende indremissionsk kirke. Her havde han bl.a. forbudt grundtvigianske præster at udføre kirkelige handlinger i sognekirken. Trods talrige klager nægtede biskop Clausen (Aarhus) at gribe ind, hvorefter 70 af øens 130 husfædre i foråret 1899 valgte at løse sognebånd til pastor Frederik Melbye. Efter dette blev Bernhard Willer 1900 sognepræst i Aulum.
Pastor Sick-Affæren.
Provst Zeuthens svar.
Provst Zeuthen har nu besvaret de af Præsten Sick til ham stillede Spørgsmaal. Provsten skriver:
De (Pastor Sick) retter deri tre Spørgsmaal til mig:
For det første: Kan en kristen Præst vrage en døendes Anger, kan han nægte Forsoningens Ord til den døendes Bøn om Barmhjertighed fra Gud?
- Da jeg ikke ved, hvad De forstaar ved Forsoningens Ord, kan jeg ikke tjene Dem i at svare enten Ja eller Nej, men skal udtale følgende, hvoraf min Mening vil forstaas: En sand Omvendelse er aldrig for sildig, men en sildig Omvendelse er ikke altid sand.
For det andet spørger De: Kan en hellig" Mand, en "Missions-mand", med Løgn forstyrre en døendes sidste Time, kan han med Løgn tale ondt om den Præst, den døende ønsker tilkaldt, kan kan han med Løgn holde ham borte fra den døendes sidste Strid, fra Enkens første Sorg?
- Nej, hvis han bærer sig saaledes ad, er han ikke en hellig Mand.
For det tredie spørger De: Kan han gøre det netop som "Missions-mand" overfor Folk udenfor Indre Mission? Kan han gøre det, uden at Indre-Mission bestemt og virkningsfuldt bryder Staven derover?
- Nej, men jeg er ogsaa overbevist om, at Pastor Willer, hvem jeg kender som en i høj Grad alvorlig og nidkær Præst, aldrig har baaret sig saaledes ad.
(Viborg Stifts Folkeblad. 22. oktober 1908)
Stiftsprovst Zeuthen (1837) havde deltaget som underkorporal i krigen 1894 og blev stiftsprovst i Viborg. Kon 1895 til Fredericia. Tilhørte Indre Mission, og medlem af bestyrelsen for Kirkelig forening for Indre MIssion.
Tvis-Sagen.
I "Rink. A. Soc Dem" har Pastor Sick, Felding-Tvis. offentliggjort flg.:
Da Stiftsprovst Zeuthen ikke har villet imødetomme mit Ønske om at undersøge Sagen, skal jeg tillade mig at meddele følgende Oplysninger :
I. R Eriksen kom Kl 8½. Jeg var i Øjeblikket ikke til Stede. Da det var umuligt at lade Konfirmanderne gaa hjem den sidste Dag før Konfirmationen og ligeledes lade dem vente, til jeg havde været hos den Syge - 4 Timer - fordi Forældrene saa vilde være bleven meget ængstelige, bad min Hustru Manden spænde fra. Hun vidste, at jeg med hendes Hjælp kunde afkorte Konfirmandforberedelsen og lovede derfor bestemt, at Kl. 10 a 10½ Formiddag skulde han kunne faa mig med, hun bad ham indtrængende om at vælge denne Udvej, men da han afslog det, raadede hun ham til at tage til den Holstebropræst, som ikke skulde have Konfirmander for sidste Gang den Formiddag.
Dersom R. E. havde bragt den syge denne Besked: "Pastor Sick vilde meget gærne komme. men var forhindret indtil Kl. 10 a 10½, men til den Tid bad han mig meget indtrængende om at vente, for at han kunde komme derover" - saa vilde det hele have været i bedste Orden. Men Enken, Faderen og dennes Hustru har meddelt mig. at han gav en stik modsat Besked, nemlig denne, at jeg havde overhovedet rent ud nægtet at komme over til den Syge, ja, jeg havde endogsaa skældt saadan ud, men saa havde han (R. E.) skældt mig ud igen og saa havde jeg rigtignok ikke kunnet staa mig, men havde tilsidst smækket Døren i for ham osv.
Og jeg havde ikke saa meget som set Manden, endsige talt med ham.
Den syge og hans Familie kunde ikke faa denne Beretning til at passe sammen med deres Kendskab til mig, men paa den anden Side vidste de ikke ret, hvad de skulde tro, thi at nogen kunde nænne at fabrikere saadan en Beretning, kunde de heller ikke paa Forhaand tænke sig, og de var meget bedrøvede derover.
Er det ikke at forbitre den døendes sidste Time? Er det ikke at holde mig borte fra hans Dødsleje og fra Enkens første Sorg?
Af af Pastor Bülows Oplysninger fremgaar, at R. E. særdeles vel havde faaet det Svar, min Hustru gav ham. Er det saa ikke bevidst og vitterligt?
II. Saa er der Pastor Willers Adfærd overfor den døende og Hustruen.
Den Maade, hvorpaa W. skriver, at han maatte passe paa overfor mig ikke at gaa udover sin strengeste Ret, er en rigtig styg Insinuation. Jeg har aldrig givet W. Grund til den Frygt - tværtimod jeg har i disse syv Aar her i Felding-Tvis systemastisk stræbt efter at undgaa endog blot Skin af at vilde stænge ude eller reservere mig selv Eneret. Jeg har atter og atter beredvilligt lukkede op baade for Præster og for Missionærer af alle tre Retninger. Ingensinde har jeg villet monopolisere, hverken ved Møder og Gudstjenester eller ved Nadver, Daab, Bryllup og Begravelse. Jeg tror nok, jeg tør sige at have vist en saa grundig Liberalitet i den Henseende, at dette med Frygt far mig maa W. helst lade ligge.
Dernæst benægter W. min Paastand om det øjensynlige i, at Døden var ganske nær. Overlæge Delhlefsen har meddelt mig, at han nogle faa Timer senere saa Patienten, da "var han døende, ja, saa godt som død".
Om det ved Dødslejet passerede har den afdødes Fader, Enke osv. meddelt mig ganske ensartede Beretninger, hvis Indhold gaar ud paa følgende: Pastor W. var saa mørk og saa haard. Den syge bad ham saa mindeligt, om han vilde give ham og hans Hustru Nadverens Sakramente. Men W. nægtede det med den begrundigelse. at han var ikke værdig. Den syge bad otter og atter derom, men forgæves. Han var vantro, uomvendt osv. Den syge mente ingenlunde om sig selv, at han var god nok, tværtimod; ham erkendte sig som en syndig Mand, der saa gerne vilde bede Gud om Forladelse og overgive sig til hans Naade og saa dø i Troen paa hans frelsende Kærlighed. Men W. hævdede, at dette med hans Anger og Tro, det slog alligevel ikke til. Han var det samme vantro Menneske alligevel og derfor ikke værdig til at modtage Sakramentet, og de to mødtes ikke efter Døden, fordi nemlig den syge gik fortabt til Helvede, medens W. gik til Himlen.
Personlig har jeg jo ikke overværet Samtalen, og for at give W. al mulig retskaffen Hensynsfuldhed skal jeg bede enhver, der vil danne sig en uafhængig Mening om Sagen, om ogsaa at tage dette med i Betragtning, at alle menneskelige Beretninger er ufuldkomne; trods al Sandhedskærlighedkan der - be paagældenbe uafvidende - være Enkeltheder, som er bleven misforstaaede eller har syntes dem skarpere, end W. maaske har ment dem. Men derfor er det ikke paa disse isolerede Enkeltheder, men paa Totalindtrykket, al man skal lægge Vægt.
Og det som bliver afgørende ved Sagens Vurdering, er Realiteterne. Kendsgerningerne, fordi der er ingen Mulighed for Misforstaaelse.
En Kendsgerning er det, at hvor inderligt end den syge bad derom, saa gav W. ham ikke Sakramentet. En Kendsgerning er det, at i den følgende Tid, indtil han blev stille, laa den døende i hjærteskærende Sorg, kaldte atter og atter ad mig, længtes inderlig efter, at jeg skulde være der og give ham Sakramentet og tale til ham om vor Herre Jesus.
En Kendsgerning er det, at faa Timer senere (altsaa paa et Tidspunkt. da hun ikke havde talt med og følgelig heller ikke kunde være paavirket af hverken mig eller andre) nærede man paa Sygehuset alvorlig Bekymring for den syges Hustru; hendes mentale Ligevægt var højst tvivlsom, og Aarsagen hertil øjensynligt Episoden med Nadvernægtelsen o. s. v. som hun fortalte om der.
En Kendsgerning er det, at da jeg den næstfølgende Dag blev hentet til hende, var hendes arme Hjerte bristefærdigt af Angst og Fortvivlelse, og alle hendes Ord gik ud paa det ene og samme SpørgSmaal, om Pastor Willer havde sagt sandt i, at Hendes Mand var ikke værdig til at faa Sakramentet, og var fortabt i Helvede o. s. v., - naar han dog saa inderlig gerne vride høre vor Herre til.
Eet er Realiteter, som man ikke kan komme uden om, - selv om man ikke har overværet Samtalen mellem W. og den syge.
Og paa Grundlag af disse Realiteter mener jeg mig, ihvor syndig og skrøbelig jeg end er, dog berettiger til, uden Personsanseelse og uden Personsuvilje, at spørge med brændende Harme og med inderlig Sorg i min Sjæl: "Kan I virkelig mene, at dette er af Herren Jesus, - han som fortalte Lignelsen om den fortabte og genfundne Søn?"
Felding-Tvis, den 22. oktober 1908
Geo. Jul. Sick.
(Herning Avis, 31. oktober 1908)
Artiklen er en del af en serie om pastor Sick, børnesagen og Indre Mission.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar