Lille Karens Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

I april 1907 optrådte pastor Sick ved et møde i Fællesorganisationen hvor han kritiserede Socialdemokratiet og dets forhold til kristendommen. Det forhindrede ham imidlertid ikke at bakke op om Peter Sabroe ved en speciel lejlighed.

Husholderske Maren Nielsen hængte den 22. juli 1907 6 børn i alderen 8 år til 14 dage gammel, og begik derefter selvmord. Kun den 9 årige Niels overlevede. I Tvis holdt sognepræst Sick tale ved nogle myrdede børns jordefærd fra Tvis Kirke den 26. juli 1907 og ved morderskens begravelse den 27. juli. 

Demokraten (Århus) havde 21. juli 1957 en længere artikel om Peter Sabroe og mordene i Tvis: "For halvtreds år siden førte Peter Sabroe kampen mod uretten ind i Vestjylland ...". Artiklen omtalte også pastor Sicks bidrag i sagen:

Værgerådet havde et stort ansvar

Naturligvis kom værgerådet med i billedet, og her trådte en personlighed frem, som trods  meningsforskelle vandt sig dyb respekt hos arbejderne, der jo især var dem, som følte forbitrelsen. Det var værgerådets formand, pastor Sick. Han erkendte sit ansvar, men han havde levet i den gode tro, at børnene trods alt havde det godt.

Pastor Sick var kommet til den indremissionske egn nogle år før, da han vendte hjem fra San Francisco. Han havde gjort sig bemærket ved sine dundertaler til missionsfolkene, til hvem han kort efter sin ankomst klart sagde, at deres kristendom skulle kendes på de gode gerninger. Han gav ikke noget for den, der kun viste sig gennem salmesang og bønnemøder. Han opfordredes til at lægge for - og tog et fattigt barn til sig. Men ingen fulgte hans eksempel.

Hvor man ikke kan sige noget godt, skal man tie.

Tre dage efter dramaet blev mordersken stedt til hvile på Tvis kirkegård. Byens befolkning holdt sig borte den dag, ingen kranse eller blomster smykkede den sorte kiste. Den blev kørt på en stiv arbejdsvogn, og efter den fulgte kun Poul Christensen og to mænd (vi må antage, at det har været pressefolk). Ved kirken ventede man en time på præsten, der ved graven holdt følgende tale, der efter referaterne "udmærkede sig ved sin korthed og sit indhold".

- Hvor man ikke kan sige noget godt, må man hellere tie. Hvor Intet forsonende skær er til stede, må man helst undlade at afsige nogen dom. Jeg ser Intet forsonende skær her, men jeg er jo heller Ikke nogen hverken himmelsk eller jordisk dommer. Lad os gribe ned i vor egen barm og se på den usselhed, der findes i menneskehjerter. Her kan vi kun sige: Gud være mig arme synder nådig!

Dagen efter var der anderledes tilstrømning til den lille kirke i Tvis, da seks børn blev jordfæstet. Hele den nære omegns befolkning var mødt op, og fra Holstebro strømmede mange mennesker til. Følget blev anslået til over 800, og ikke engang halvdelen kunne rummes i kirken. Næsten alle havde kranse og blomster med, et vældigt flor dækkede således de fire små kister.

Udenfor hjemmet havde Peter Sabroe holdt sin nævnte tale, og i kirken talte pastor Sick, som man sjældent på den tid hørte en præst. Smukt og rørende indledte han med at tale ud fra ordene "Lad de små børn komme til mig", men midt i sin tale ændrede han sine ord til en tordnende fordømmelse af samfundet, idet han bl. a. angreb den dybt sunkne kirke, Indre missions skinhellighed og tonen på bøndergårdene.

Stikordet til "Hebron-affæren"

Forsamlingen var dybt bevæget, og efter højtideligheden gik Sabroe hen og trykkede præstens hånd, og samtidig opfordrede han ham til at komme til møde i Holstebro aftenen efter.

Under sine besøg i Tvis i disse dage optog det mest Sabroe, hvad man ville gøre ved den 9-årige Niels. Han fik at vide, at man tænkte sig at anbringe ham på en gård i sognet. Overfor sognerådsformanden bemærkede Sabroe, at det sikkert ville være sundest for drengen at

komme - bort fra denne egn.

 

Jo, men hvor skal vi anbringe ham, - spurgte sognerådsformanden.

Vil det mest passende ikke være på et børnehjem, svarede Sabroe.

- Uha, nej, for det ud af manden, det var dog synd, for der bliver han jo bare mishandlet!

Sabroe anede straks en ny affære.

- Hvad mener De med det ?

Sognerådsformanden var ikke glad for at udtale sig.

Man har jo sine bestemte indtryk, var hans typisk jyske bemærkning.

- Måske også fra et bestemt sted? forsøgte Sabroe, og med held.

- Jow. da, det kan a vel nok Indrømme. Det er "Hebron", Jeg tænker på.

Dermed var Sabroe på sporet af den næste store sag, der i løbet af få dage kom til at optage i endnu højere grad end begivenheden i Tvis og i lige så stort omfang som Flakkebjerg-affæren kort forinden. "Hebron" var Handbjerg pigehjem mellem Struer og Skive, og Sabroe førte en månedlang kamp før hjemmets leder, fru Randsholm, blev afskediget. Han foretog dog sine undersøgelser så hurtigt, at han kunne bringe forholdene på tale ved side møder om Tvis-tragedien.

Allerede samme aften, som Sabroe havde overværet begravelsen i Tvis, talte han ved et stærkt besøgt møde i Herning. Aftenen efter fulgte mødet i Holstebro. Der var stuvende fuldt hus i Afholdshotellets sal længe forinden mødet begyndte. I sine optegnelser har Sabroe selv opgjort antallet til over 1000, og referaterne anslår 800, men det var i hvert tilfælde en efter forholdene kæmpestor forsamling.

De seks små barnelig råber til os.

[Her følger et referat af Sabroes tale].

Efter et bragende bifald rejste pastor Sick sig og udtalte under stor opmærksomhed:

Pastor Sick bakker op i Sabroes kamp

- Når man har haft dårlige tanker, bør man komme frem med dem, for at man kan skamme sig, og det må jeg gøre. Jeg tog til dette møde med frygt for, at der skulle komme kludder i denne sag. Nu er jeg glad. Her er ikke talt politik. Det burde heller ikke ske, børnene tilhører os alle, de er det danske folks fremtid. Derfor har jeg lidet at tilføje til Sabroes ord.

Præsten talte som værgerådsformand tragedien og erkendte, at han ikke havde troet, at børnene led nød. Jeg ved ikke, om der har været mænd i Tvis, som vidste det. Har nogen været vidende derom, da har han handlet som en skammelig pjalt ved ikke at sige det til mig. Thi overfor børn kan jeg ikke passe mig selv. De skal have deres ret. Jeg deler ikke Sabroes politik 

men når han har sagt, om vi dog ikke kunne samle os om at slå værn om de hjemløse børn, så er

her min hånd og mit hjerte. Ingen mand eller kvinde med retfærdighed i hjertet kan sige andet end ja.

Varme klapsalver fulgte denne tale, som var en stor støtte til Sabroe. Modstanderbladene havde for resten prøvet at gå imod ham, men folkestemningen tvang dem til at tie i den omgang, Ja,

flere roste endda Sabroe efter mødet i Holstebro.

Derpå blev der hurtigt stille om sagen i Tvis. På egnen og i Holstebro lever tragedien stadig i erindringen hos mange ældre, og i Tvis stationsby værger man om det smukke lille gravsted med den gamle og nu revnede mindesten.

(Demokraten (Århus), 21. juli 1957 - uddrag).

Talerne findes refereret på denne hjemmeside. I sin tale rettede Sick et tordnende angreb mod Indre Mission. Peter Sabroe involverede sig også i sagen som eksempel på manglen på lov om værgemål. Mødet blev afholdt lørdag den 27. juli 1907 i Holstebro arrangeret af Fællesorganisationen,

Sick skrev om det indremissionske børnehjem, bestyret af fru Bransholm: "Jeg vil hellere se mine børn dø end overgivet i fru Bransholms værge". Sagen er pga. Peter Sabroe gået over i historien som "Hebronsagen". En undersøgelseskommission gav rystende afsløringer bl.a. om afstraffelsesmetoderne. Fra lussinger og slag med ris, til indespærring på kammer eller i “mørk arrest”, af og til i dagevis. Fru Bransholms indremissionske pædagogik gik ud på at kombinere disse straffe med kærtegn. Hun tog sin afsked ved udgangen af 1907. Under sagen rejste hun injuriesag mod Sabroe der blev grebet i overdrivelser. Sagen blev aldrig afsluttet med dom. Den betød nedsættelsen af en kommission i 1910 der i 1922 udmøntedes i Værgerådsloven som afløste Børneloven af 1905.

Også efter denne begivenhed fortsatte pastor Sick sit angreb på indremissionske opdragelsesmetoder:

En smuk Højtidelighed.

En stor og Arbejderpartiet værdig Begravelse fik den lille Karen - hvis sørgelige Skæbne tidligere er omtalt - forleden i Holstebro.

En stor Forsamling af Mænd og Kvinder var mødt frem for at deltage i Sørgehøjtideligheden og vise Karens Forældre deres Deltagelse.

Kisten  var henstillet i Arbejdernes Forsamling lokale, der af Fællesorganisationen var smukt Pyntet med Guirlander langs Væggen og rundt om Fagforeningsskjoldene samt sort-røde Sløjfer. Sand, Grønt og Blomster var strøet saavel inden- som udenfor Lokalet. Kisten var dækket af Kranse og Blomster.

I Forsamlingen bemærkedes Pastor Sick, Tvis, i Ornat. Paa Forespørgsel erklærede Pastoren, at han ikke vilde tale, men senere tog han alligevel Ordet.

Salmen "Lær mig, o Skov" blev afsunget, hvorpaa Hr. Redaktor P. Andersen, "Ringkøbing Amts Social-Demokrat", talte:

Naar vi i Dag er stævnet sammen i dette Lokale, saa er Aarsagen ikke den sædvanlige, at drosle Maaden, hvorpaa der kan skaffes mere Lys og Lykke til de mange Hjem, men vi er kommen her for at vise Morten Madsen og Hustru vor Deltagelse i den store Sorg, der har ramt dem. Vi er kommen for at protestere mod den Samfundsordning, der splitter Hjemmene og skiller ad, hvad der naturligt hører sammen. Forældre og Børn. Vi harmes paa dette Samfund og kræver af det en Lov. der beskytter de smaa Børn mod alle de Lidelser, de gaar til, naar de sendes bort fra Hjemmet for at tjene Føden.

Lille Karen har ikke danset paa Roser, hendes Barndomstid har været rig paa Sorger, fattig paa Glæder. Ubemærket var hun i Livet, og Avtoriteterne gav heller ikke synderlig Agt paa hendes Død. Først da hendes Faders Kammerater drog ud i Søndag, lykkedes det at trække lille Karen op af Aaens kolde Vand.

Hun er ikke den første, som er gaaet den Vej, i de sidste 10 Aar har 15 Tjenestebørn paa Landet berøvet sig selv Livet. Disse Barne-Selvmord raaber til Himlen om Beskyttelse for Børnene.

Naar vi om om lidt kommer ud paa Kirkegaarden, vil Kirkens Repræsentant, Præsten, tale. Jeg kunde tænke mig, at han vilde tale om Jesu Ord: "Lader de smaa Børn komme til mig", men endnu, da Kristendommen er 1900 Aar gammel, tager kristne Mennesker saa ondt paa Børn, at de tager Livet af sig. Hvis Danmarks Befolkning virkelig var kristen, hvad den jo ikke er, var en Børnebeskyttelseslov ganske unødvendig, men nu maa vi absolut have en saadan Lov.

Lille Karens Død indeholder en Advarsel til alle Forældre om ikke at sende deres Børn ud at tjene, ser den bitreste Nød tvinger dem dertil.

Som det var Arbejderne, der fandt lille Karen, saaledes er det Arbejderne og deres Hustruer, der følger hende her fra, og Arbejdernes Faner vil vise hende den sidste Ære. naar hun sænkes i i Graven.

Med vort Arbejde i Fremtiden vil vi vise, at lille Karen ikke er død forgæves.

Man sang "altid frejdig", hvorefter Pastor Sick talte:

Jeg har ingen Ret til at tale her, men alligevel vil jeg gærne sige nogle faa Ord, ikke i Modstrid til det udtalte, thi jeg samstemmer fuldstændig med, hvad her er iagt, men hvad en kristen Præst bør sige. Der er i de kristnes Hjærteslag og hos varmhjærtede Mennesker en glødende Harme mod dem, som vil holde Børnene fra Herren. Han vredes, naar Mennesker ikke forstaar Barmhjertighed.

Naar et Ægteskab velsignes med Børn, saa er det sørgeligt, at en saa ussel Ting som Penge skal rive Børnene bort fra Moderen. Jeg ved ikke, hvordan dette Barn er bleven behandlet, jeg havde ikke Ret til at komme i hendes Husbonds Hus, men det er Synd, Sorg og Skam, at Kærligheden er saa ringe, at Børn kommer bort fra Hjemmene. Børnene maa holdes udenfor det haardeste haarde, Kampen for Tilværelsen. Den Mand, der talte før mig, rejste en Anklage mod Samfundet, jeg retter en bitter Anklage mod Kirken og os kristne, at vi ikke højt nok har raabt ind i Menneskehjerterne: Vær gode imod Børnene.

Vor største Pligt mod Barnet er at holde af det; det maa ikke være det afgørende, om Barnet kan arbejde. Har Du et fremmed Barn i dit Hjem, saa er det den største Synd, hvis Du giver det et frossent Hjerte. Hvis dette er et saadant Resultat, da er der saaet en bitter Sæd, som har givet en bitter Høst. Lad Barnet mærke, at I holder af det, tag det med i Hjertet, og ikke blot i Lo og Lade.

Pastor Sick sluttede med en Bøn, hvori han udtalte Ønsket om, at Menneskehjærterne maatte bæve i Skam og gløde i Harme, hver Gang der gøres Børn ondt.

Efter Pastor Sicks Ønske afsang Forsamlingen "Kærlighed fra Gud", hvormed Højtideligheden siuttede. - Mange af de tilstedeværende var dybt grebne.

Ligtoget satte sig derefter i Bevægelse. Foran Ligvognen vajede 9 røde Faner, og Følget var sikkert det største, som endnu er set i Holstebro. Det talte ca. 400 Personer.

Morten Madsen og Hustru har i deres Sorg faaet den Trøst, som kan ligge i en hel Stands Medfølelse og Deltageise.

(Demokraten (Århus), 24. oktober 1907)

Men det blev måske den sidste anledning: I oktober 1907 ansøgte Georg Sick, dengang sognepræst i Nørre Felding, embedet som sognepræst ved Helligkors Kirke i København. Her holdt han tilsyneladende nogle oplæg hvis indhold også rygtedes i hans gamle menighed:

Aabent Brev til

Hr. Pastor Sick, Nr. felding.

Ved Mødet i Socialistklubben i Rømersgade i Kjøbenhavn den 11. September skal De, Hr. Pastor, ifl.  "Social-Demokratens" Referat bl. a. have udtalt : "Taleren skildrede hvorledes en lille Pige var bleven mishandlet i sin Tjeneste, saaledes at hun tilsidst gik hen og druknede sig. Hendes Husbond og Madmoder havde aldrig talt et venligt Ord til hende, og tilsidst kunde hun ikke udholde det længere. Øvrigheden søgte ligegyldig efter Barnet, men fandt det ikke. Først da nogle fattige Daglejere gav sig til at søge efter hende, fandtes Liget, og ved Undersøgelsen fandt man en rød Ring om Barnets Hals, saa det saa ud, som om der var begaaet et Mord".

Jeg beder Dem, Hr. Pastor i den Anledning offentlig at svare paa følgende Spørgsmaal:

1). Vedkender De i Hovedtrækkene dette Referats Rigtighed?

I saa Fald

2). Er det mit og min daværende Husbestyrerindes Forhold til Karen Madsen der druknede i Storaaen i Fjor Efteraar, De her har sigtet til?

Thusholt i Tvis, den 20. Oktober 1908.

Peter Thusholt.

(Lemvig Folkeblad, 22. oktober 1908)

Han blev afskediget ("entlediget") 14. august 1909

Artiklen er en del af en serie om pastor Sick, børnesagen og Indre Mission.