Kærlighedsdrama i Skyttegade. (Efterskrift til Politivennen)

Mord og Selvmord.

Et Skinsygedrama paa Nørrebro.

Ved 3-Tiden i Gaar Eftermiddags er der i Ejendommen Skyttegade 21 udspillet et Skinsygedrama , som har kostet to Menneskeliv. Han var en 21-aarig Arbejdsmand, Victor Nielsen, hun en 31-aarig Kvinde, Philippa Spangenberg, Enke efter en ved Nedstyrtning dræbt Telefonarbejder. Skønt hun var Moder til flere Børn og en halv Snes Aar ældre end han, forelskede han sig dog i hende; hun saa nemlig godt ud og syntes ikke nær saa gammel, som hun var. Hun havde desuden kun et Par af Børnene hos sig. Men tillige var hun en god Del koket, var afvexlende opmuntrende og drillende overfor ham, lod sig vel til sidst kalde hans Kæreste, men vedligeholdt stadig en ældre Inklination og gemte Kærestebrevene herfra paa Brystet; en ældre Halvbroder til Victor Nielsen syntes hun ogsaa samtidig at være "god Ven" med. Dette Forhold blev omsider den unge Arbejdsmand for broget, og saa skete Katastrofen.

En Times Tid senere aflagde vi et Besøg paa Gerningsstedet. Skyttegade hører til den Del af Nørrebro, der i Firserne populært hed "Rharbarberkvarleret", og gaar fra Aaboulevarden til Rantzausgade, tidligere Nordvestvej. Husene er byggede i Kasernestil med en lang Korridor gennem hver Etage og med en Række nummererede Døre til Lejlighederne, alle kun bestaaende af 1 Værelse og et lille Køkken. Berusede Mænd er samlede i Gadedøren og opover Trapperne, alle drøftende "Begivenheden". Fattigdommen har mærket Ejendommen, og Luften paa Trapperne og fra de halvt aabne Døre er ubestridelig slet.

Paa 2. Sal er det, at Katastrofen er sket. Døren staar aaben, og man kommer ind i et lille, fattigt Køkken, med Resterne af Middagsmaden paa et Petroleumsapparat. Bag Køkkenet ligger Lejlighedens eneste Værelse, der beherskes af en gammel, laset Sofa under Vinduet langs Længdevæggen, en fattig Seng uden Lagener. Et Bord og et Par Stole, en Kommode - det er Bohavet.

I dette Værelse boede Victor Nielsen og hans Moder. Og her er Mordet og Selvmordet blevet begaaet. Sengklæderne er endnu gennemtrukne af Blod.

Moderen befinder sig i det lille Køkken sammen med en Nabokone.

Det kan ikke undre, at hun kun med Overvindelse besvarer de til hende rettede Spørgsmaal. og vi gør dem da ogsaa saa faa og sa korte som muligt. Men lidt efter lidt fortæller hun dog selv om Katastrofen og dens Aarsag. Og hun siger bl. a.: Ja, vi boede jo Dør om Dør, hun og vi, det er hendes Dør, De ser, her lige overfor. Hun var jo nok en Del ældre end Victor, men saa yngre ud og var meget smuk, med Haaret redt frem over Ørerne. Først i de sidste 14 Dage tog hun Notits af Victor. Han var min eneste Søn og et godt Menneske, som har delt Modgang med mig. Men han var en Del melankolsk, og han kunde blive syg af Sorg over, at hun vedblev at modtage Breve fra en gammel Kæreste, og naar hun fik dem, kyssede hun dem, selv om han saa paa det, og bagefter puttede hun Brevene ned paa Brystet. Han sagde, hun skulde lade være; men hun morede sig med at drille ham. - Ja. og saa gik det galt.

Den Gang, det skete, var jeg gaaet ud Køkkenet for at lav en Taar Kaffe. De sad sammen inde paa Sengen. Og saa kom det frygtelige.

Nabokonen supplerer det med: "Da jeg hørte Braget, sagde jeg til mig selv: Det er Victor! Det kan ikke være andre. Men Gudskelov, at han selv døde.

"Gik han da med Revolver?"

"Nej, den købte han i Gaar."

- En Betjent kommer ind for at meddele Moderen, at Ligene er komne til Johannesstiftelsen, og at Assistenten er parat til at høre hendes Forklaring, om hun vil ulejlige sig hen paa Fælledvejens Station.

Hun tager sin Hat paa, tager den atter af og staar ubeslutsom. Saa glatter hun Haaret, ser sky ind i Stuen, hvor saa kort i Forvejen det tragiske er sket, og følger omsider med den mere resolute Nabokone.

Tilbage i Lejligheden bliver Victor Nielsens Halvbroder, der boer henne i en anden Gade, men tilbringer en Del af sin Tid heroppe. Han er meget meddelsom. "Victor", siger han, "var et ganske flinkt Menneske, men lidt "blød". Han kunde blive rasende, naar hun holdt en Smule Sjov med mig. Naar jeg kom derop, og hun var til Stede, kunde hun smide sig ned paa Skødet af mig, og det ærgrede ham. Hun talte ogsaa om, at hun vilde have en lille Forretning, og saa skulde hun og jeg flytte sammen".

"De og han var altsaa Rivaler?"

"Naa, ikke helt. Men vi holdt af hende begge to. Og jeg tror nu nok, at hun syntes bedst om mig. Men der var jo også, denne tidligere Kæreste, som skrev til hende; han er Stewart."

"Var De til Stede, da Skuddene faldt?"

"Nej, heldigvis, for ellers var jeg da ogsaa bleven skudt. I Dag var hun nemlig helt tosset. Hun plejede ellers at gaa ud og gøre rent, men i Dag blev hun hjemme; thi hun havde faaet Meddelelse fra Telefonselskabet om, at hun kunde hæve 300 Kr. til at aabne en lille Forretning med; en med Cigarer, og dem vilde hun saa gaa op og hente i Eftermiddag.

Victor var saa kommen hjem til Middag, og vi talte sammen om den Forretning og om, at hun og jeg skulde flytte sammen. Omsider gik jeg min Vej, men Victor vilde ikke gaa igen, men foretrak at blive hjemme. Ja, og saa er det altsaa sket, medens jeg var væk - heldigvis."

Han slutter med at sig: "Gud, hvor hun var nydelig! Hun havde nok ogsaa gaaet paa Line i en Cirkus - det sagde hun da."

- - -

Paa Politistationen tog Assistent Lindbæk Forklaring af Victor Nielsens Moder, der indrømmede, at Sønnen først have skudt Philippa Spangenberg og derefter sig sig.

Sagen vil formentlig dermed være sluttet, og Ligene blive jordede i Stilhed midt i den kommende Uge.

(Dagens Nyheder 13. oktober 1907).

Omtrent 3 år tidligere havde der været dødsfald i familien Spangenberg, hvor Philippa stod som medunderskriver: Dødsannonce fra Nationaltidende 23. august 1904. Christian Frederik Spangenberg blev begravet på Vestre Kirkegård. Et par år senere døde Philippas mand ved en ulykke. De havde da 4 børn.

Det sidste Bloddrama

Kærlighedshistorien i det lille Hjem i Skyttegade.

(Specialkorrespondence til "Aarh. Stiftst.")

København, Søndag.

Ude i Skyttegade har der, som telegrafisk meddelt, i Gaar Eftermiddags fundet et Kærlighedsdrama Sted, som i Uhygge langt overgaar Dramaet forleden i Ordrup. Skuepladsen for den blodige Handling er Nr. 21 i en af disse store Arbejderkaserner, hvor Familierne formelig er stuvede ovenpaa hinanden.

Paa 2den Sal boede en 31aarig Enke, Philippa Spangenberg. Indtil for et Aarstid siden var hun gift med en Telefonarbejder; saa en Dag faldt Manden den ude paa Grundtvigsvej og slog sig ihjel paa Stedet, og Konen maatte gaa fra Hjemmet. Hun lejede et Værelse i den nævnte Ejendom og indrettede sig der med sine fire Børn, to Drenge og to Piger. Drengene blev imidlertid hurtigt anbragt paa et Børnehjem; Pigerne sil hun Lov til at beholde, og senere blev den ene af dem anbragt hos hendes Moder.

Ved Siden af hende boede en Madam Nielsen og dennes to Sønner. Nu er det saaledes i disse Arbejderkaserner, at lige saa megen Spektakel, der kan være Beboerne imellem, lige saa opofrende kan de være, naar det gælder at hjælpe hinanden. Her ligeledes. Til Madam Spangenbergs Værelse hørte ikke Køkken; det havde Madam Nielsen derimod, og saa fik hun Lov at lave sin Mad der.

Som Følge deraf kom de to i megen Berøring med hinanden, og Madam Spangenberg lærte ogsaa de to Brødre Nielsen at kende. Den ene, Victor, var en ung, køn Fyr paa 21 Aar. Bagerkusk og vel anskrevet hos sin Principal. Hans stille Væsen var en naturlig Følge af Religiøsitet, og gerne sad han hjemme om Aftenen og passiarede med Moderen og Madam Spangenberg.

Broderen, der er Bud, er Krøbling. Indtil for en Maaned siden havde man ikke mærket noget til. at Madam Spangenberg og Victor havde noget med hinanden at gøre, men Madam Spangenberg, der var køn og yppig, havde lidt efter lidt vakt Kærligheden hos Victor, og de begyndte saa smaat at tale om, at de skulde giftes. Madam Spangenberg skulde netop i disse Dage have nogle Hundrede Kroner i Forsikring efter sin Mand, og naar hun fik dem, vilde hun starte en Cigarforretning, og Bryllupet skulde staa.

Ganske vist - Victor syntes ikke at være "ene Hane i Kurven" - Madam Spangenberg korresponderede bl, a. med en Kelner Juhl, som sejler, og omtalte ogsaa til Tider ham som sin Kæreste. Saaledes stod Sagerne, da Madam Nielsen, Victor og Madam Spangenberg i Dag ved 2-Tiden sad inde i Madam Nielsens Lejlighed og spiste til Middag sammen. Passiaren gik nok saa fornøiet.

Efter Middagen satte Madam Spangenberg sig hen paa Sengekanten og begyndte at læse højt af et Brev fra Juhl; en Gang imellem kyssede hun det. Victor sad i en Sofa og saa stiltiende til. Hans Moder syntes, det var Synd for ham, og sagde til Madam Spangenberg :

"De skulde alligevel betænke Dem paa at holde min Søn for Nar, for det er han for god til. Og er De nu ikke ogsaa lidt for venlig overfor hans Broder? Det er Synd!"

Madam Spangenberg lo bare og læste videre.

Imidlertid gik Madam Nielsen ud i Køkkenet for at lave Kaffe - Gudrun, Madam Spangenbergs ældste lille 9aarige Datter - var bleven sendt efter Fløde. Saa saa' den gamle Kone, at Victor pludselig rejste sig og gik hen til Madam Spangenberg og omfavnede hende, som vilde han kysse hende. I samme Nu lod der et Skud og et Skrig, og i næste Nu igen et Skud. Hun ilede til og saa det forfærdelige der var sket - paa Sengen laa Madam Spangenberg, skudt, med Blodet løbende ud fra et Saar i Tindingen, og paa en Stol sad Sønnen, død, ramt i Hjertet.

Hele Huset kom straks i Oprør, og Politi og Ambulance tilkaldtes, men der var intet at udrette - Victor var død, og Madam Spangenberg døde paa Vejen til Hospitalet. Begge Lig blev da bragt til St. Johannes-Stiftelsen.

Paa Forespørgsel har Madam Nielsen udtalt, at hun ikke anede, at hendes Søn havde nogen Revolver. Sandsynligheden taler for, at han er omgaaedes med Mordplanerne i nogen Tid og i det Øjemed har købt Vaabnet.

Opdager.

(Aarhuus Stifts-Tidende 14. oktober 1907)

Et Skinsyge-Drama

En ung Mand skyder sin Kæreste og dræber sig selv.

Endnu inden Ofret for det uhyggelige Morddrama i Ordrup er bleven jordfæstet, har den Smittefare for ubefæstede Sjæle, saadanne Begivenheder desværre ofte synes at bære i sig, hidført et nyt Drama, hvis Gerningsmand dog har valgt at følge sit Offer i Døden.

Ude i Skyttegade Nr. 21 har en ung Mand i Gaar Middags skudt sin Kæreste og derefter sig selv.

Huset, hvori det sørgelige Drama er udspillet, er et af det gamle Rhabarberkvarters ældste - med hver Etage gennemkrydset af Tvær- og Længdegange, med et Mylder af smaa et- og to-Værelsers Lejligheder, alle beboede af Arbejderfamilier.

Paa anden Sal til Gaden boede en 31-aarig Enke, Philippa Spangenberg, - hvis Mand, der var Telefonarbejder, for omtrent et Aars Tid siden styrtede ned fra et Tagstillads og slog sig ihjel paa Stedet, - sammen med sine to Børn og sin Kæreste, en Skibskok ved Navn Niels Juel.

De var flyttede ind i Huset for halvt Aars Tid siden, men da Beboerne havde faaet Nys om, at Parret ikke var gift, og der i den Anledning var forefaldet forskellige Optrin, tog Juel for et Par Maaneder siden Hyre og gik paa Langfart. Og Fru Spangenberg, der skal have været ret smuk, men meget letsindig, knyttede da Venskab med den kun 21-aarige Bagerkusk Victor Madsen, der boede paa den modsatte Side af Gangen sammen med sin et Par Aar ældre Broder og deres gamle Moder.

Og Forholdet til Victor Madsen, der var en sværmerisk og godhjærtet Natur, antog snart saadanne Former at det fuldstændig forvirrede hans Tanker. Han opgav den gode Plads han havde hos Bagermester Berthelsen i Istedgade Nr. 119, og tilbragte al sin Tid hjemme hos Fru Spangenberg, vistnok i Tillid til, at han sammen med hende skulde aabne en Cigarbutik for en Sum Penge, hun angav endnu at have til Gode hos Telefonselskabet af Ulykkeserstatningen for Mandens Død.

Husbeboerne fortæller, at Fru Spangenberg vakte Victor Madsens Skinsyge. I den sidste Uges Tid har der saaledes gentagne Gange været Rivninger mellem de to Kærestefolk, og i Gaar Middags kom saa den Begivenhed, der fik det unge Menneskes Raseri til at koge over og drev ham til at udføre den frygtelige Gerning, til hvilken han efter det oplyste allerede for flere Tage siden maa have truffet sine Forberedelser.

Ved Totiden sad Philippa Spangenberg og Victor Madsen ovre i Moderens Lejlighed. Moderen gik og gjorde rent ude i Køkkenet, men Døren hertil stod aaben, saa hun stadig havde Parret for Øje og kunde høre hvert Ord, de talte.

Der var atter Uenighed mellem de To. Fru Spangenberg havde faaet Brev fra Kokken Niels Juel, og hun spøgte nu med at læse dette Brev højt for Victor. Moderen saa', hvor hvert Ord pinte Sønnen, og hun vovede sig til den Bemærkning, at naar Fru Spangenberg kun vilde drive Løjer med ham, maatte hun hellere sige ham det rent ud og lade ham fare sin Vej, at han ikke skulde gaa ganske til Grunde.

I samme Øjeblik saa' Moderen Victor rejse sig. Han lagde Armen om Halsen paa den unge Kvinde, bøjede hendes Hoved tilbage, som om han vilde kysse hende, men trak saa lynsnart en Revolver op af Lommen, satte hende den for Panden og trykkede af, inden hun endog fik Tid til at dreje Hovedet eller gøre en eneste afværgende Bevægelse.

Skuddet gav Genlyd i hele Huset. Moderen raabte højt om Hjælp, og Naboerne kom ilende til og fyldte Døraabningen ud til Gangen, men før nogen af dem kunde naa frem i Stuen, havde Victor rettet Revolveren mod sit eget Bryst og skudt sig en Kugle gennem Hjærtet.

Han faldt stendød om paa Gulvet.

Fru Spangenberg gav endnu svage Livstegn, da Politi og Ambulance, der straks var allarmeret, kom til, og hun blev forsigtigt baaret ned og kort til Kommunehospitalet.

Paa Vejen herhen udaandede ogsaa hun, og hendes Lig førtes lige fra Hospitalet til St. Johannes Stiftelsen, hvorhen en Times Tid senere Rustvognen ogsaa bragte Victor Madsens Lig.

Det uhyggelige Drama er saaledes spillet til Ende med det samme. Politiet faar intet mere med Sagen at gøre udover at konstatere Motiverne til den unge Mands fortvivlede Gerning.

Han var en trohjærtet ung Knøs, der ikke kunde staa mod den Sorg, det blev ham, da han troede at opdage, at han ikke var elsket mere. Og hun har været let og flygtig, uden naturligvis noget Øjeblik at tænke sig, at hendes Opførsel mod ham kunde drage saa frygtelige Følger efter sig, som nu er slet.

Fru Spangenberg efterlader sig fire smaa Børn i Alderen fra 5-11 Aar. Men antagelig vil disse ikke komme til at lide Nød. De to mindste af dem blev nemlig kort efter hendes Mands Død anbragte ude paa Børnehjemmet i Bjelkes Alle, der har paataget sig deres Forsørgelse for en Sum, som Telefonselskabet i sin Tid betalte. De to ældste vil sandsynligvis blive taget i Huset hos deres Farmoder.

(København 13. oktober 1907)

Et Kærlighedssrama.

Tragedie fra det virkelige Liv.

I Ejendommen Skyttegade Nr. 21, 2. S., i København har der ved 2-Tiden i Lørdags Eftermiddags fundet et Morddrama Sted.

Paa 2. Sal boede en yngre Kone, Enke efter en Telefonarbejder Spangenberg. Hun havde 4 smaa Børn og var forlovet med en Bagerkusk Madsen, som boede i samme Hus. Han var meget jaloux, og i Lørdags Eftermiddags kom de op at skændes angaaende en Sømand, der gjorde Kur til hende. I Hidsighed affyrede Bagerkusken nu et Skud mod hende, traf hende i Hovedet og dræbte derefter sig selv med et Revolverskud. Konen døde paa Vejen til Hospitalet.

- -

Om dette Drama skriver en af vore Københavner-Korrespondenter :

Den Begivenhed, som i Lørdags Eftermiddags har haft en af Nørrebros Arbejderkaserner til Skueplads, rummer alle Momenter til et virkeligt scenisk Drama: den vanvittigt forelskede Drømmer, den smukke Kokette, som morer sig med at lege med Mændenes Hjærter, den uløselige Konflikt, der tilspidses mere og mere henimod Dramaets sidste Akt, og endelig den voldsomme Slutningseffekt, hvor Spændingen udløses.

Philippa Spangenberg var Enke efter en Telefonarbejder, som faldt ned og slog sig ihjæl for et Aars Tid siden. Hun havde fire Børn med ham; to af dem havde et Børnehjem taget sig af, en lille Pige var hos Bedstemoderen, og en var hjemme hos Moderen.

Denne beboede et Værelse i Skyttegade og havde Køkken fælles med Nabokonen, en Enkemadam Nielsen. Denne havde to Sønner: den 25-aarige Gustav Nielsen og den 21-aarige Victor Madsen, der altsaa havde hver sin Fader. Med disse unge Mennesker koketterede den livslystne Philippa Spangenberg stærkt, uagtet hun var forlovet med en Skibskok Juel, med hvem hun efter Mandens Død havde samlevet, indtil Juel paa Grund af Husbeboernes Forargelse tog Hyre for kort Tid siden.

Den smukke Enke hørte til de Kvinder, der ikke kan blive mæt af Mændenes Smiger. Skønt Juel stadig tilskrev hende glødende Kærlighedsbreve, morede det hende dog samtidig at fordreje Hovederne paa de to Halvbrødre, der saaledes paa en Maade blev Rivaler. Det var en hel Sport for hende at hidse deres Kærlighed. I den sidste Tid havde hun lovet Victor at gifte sig med ham, naar hun havde faaet hævet sin Pension hos Telefonselskabet hvilke Penge hun vilde anvende til en lille Cigarforretning. Og bedst som hun foregøglede den forelskede unge Mand disse Billeder, kande hun pludselig i hans Paasyn kaste sig om Halsen paa Halvbroderen eller tage et Brev fra Juel frem, oplæse hans ømme Ord og kysse Brevet.

Victor Madsen var et meget følsomt Gemyt og let modtagelig for alle Paavirkninger. Han havde en Tid tilhørt Frelsens Hær og tog i det hele taget alt med den største Alvor. Den unge Enkes raffinerede Koketteri bragte ham efterhaanden til Fortvivlelse, og lidt efter lidt modnedes den Tanke hos ham, at de maatte dø sammen; han kunde simpelthen ikke leve uden hende. I Fredags købte han en Revolver af temmelig svær Kaliber, og det kom nu kun an paa et Tilfælde, hvornaar den letsindige Kvinde vilde bringe ham til den Tilstand af Ophidselse, da han gjorde Brug af Mordvaabnet.

Dette Tidspunkt indtraf allerede i Lørdags Middags, da hun kom ind i hans Moders Lejlighed og begyndte at tale om Pensionen, som hun skulde have samme Dag; saa kunde Brylluppet snart staa. Men næppe havde hun paany vakt disse Forhaabninger til Live hos det forelskede Menneske, før hun atter begyndte paa sine farlige Experimenter. Hun havde lige faaet Brev fra Juel, sagde hun, og hans Kærlighed var øjensynlig ikke kølnet; det fremgik tydeligt af hans hæftige Forsikringer, som hun læste op, idet hun som sædvanlig kyssede Brevet.

Moderen advarede hende mod at tirre Sønnen og bebrejdede hende hendes skændige Optræden; men det frugtede ikke. Saa gik den gamle et Øjeblik ud i Køkkenet, og hun saa da Victor nærme sig Enken og lægge Armen om hendes Hals, som om han vilde kysse hende. I det samme lød et Skud; han havde trukket Revolveren frem, sat Mundingen mod hendes Tinding og trykket løs. Medens Moderen løb ud paa Trappegangen og raabte om Hjælp, hørte man endnu et Skud, og da Folkene kom ind i Stuen, laa den unge Mand død paa Gulvet; han havde skudt sig gennem Hjærtet. Philippa levede endnu; men hun døde, inden Ambulancevognen havde naaet Kommunehospitalet.

(Horsens Folkeblad 14. oktober 1907).

Som nævnt i artiklen gik mange af gadens børn gik i søndagsskole hos Frelsens Hær i Gartnergade. Ikke fordi man nødvendigvis skulle have indpodet almindelig dannelse. Men her var der hygge og varme. Om søndagen marcherede Frelsens Hær med fuld musik gennem Rantzausgade med alle unger efter.

Skinsygedramaet i Skyttegade.

Ofrene begraves.

Fra del lille Kapel paa Vestre Kirkegaard jordedes Kl. 12 ½ i Middags Enken Philippa Spangenberg. Kisten, der var smykket med Kranse fra venner af den afdøde, var henstillet paa den af et sort Tæppe dækkede Forhøjning, og uden om tog det lille Følge Plads. Efter Salmen: "Aldrig er jeg uden vaade" talte Pastor Rasmussen fra Almindeligt Hospital. Han tog sit Udgangspunkt fra Ordet om de to veje her i Livet, den ene trang, men farende til Frelse, den anden bred, men vejen til Fortabelse. Man var, naar man læste om disse Ugerninger, tilbøjelig til at give Samfundet Skylden og tale om vort Folks Fordærv. Det vilde han ikke. Hvert Menneske havde sit eget Ansvar og maatte svare til det. Han vilde ikke fordømme ham, som havde overskaaret hendes Livstraad; hans Handling dømte ham, og desuden stod han jo nu for Guds Domstol og skulde selv gøre Regnskab. Og vel var hans Gerning grufuld og en stor Synd; men som Mennesker kan vi forstaa, om ikke undskylde ham. Denne Kvinde var hans første Kærlighed, siges der. Han vilde eje hende helt og alene, og dette var naturligt; men hun havde leget med hans Følelser og hans Hjerte. Underligt var det; thi man maatte jo tro, at hun var en alvorlig Kvinde, saa megen Modgang og Sorg, hun havde havt. Det var forholdsvis kort Tid siden, at hun havde mistet sin Mand og var bleven sine Børns Forsørger, og Livskampen var ikke let. Men var hun ogsaa et Menneske, der havde fejlet, skulde det huskes, at hun havde Venner, der holdt af hende. Først og fremmest hendes Moder, overfor hvem hun havde været en god Datter, Og hun havde tillige været en god Moder for sine Børn, Nu havde gode Mennesker taget sig af dem og sart dem fra det Hjem, hvor Minderne om den uhyggelige Skæbne prægede alt. Gid det da maa lykkes disse gode Mennesker at faa det blodige Minde til al blegne; helt kunde det vel ikke forsvinde; og gid hendes Børn maatte forskaanes for at kende dets eftervirkninger.

Med en Bøn og Salmen "Dejlig er Jorden" sluttedes den lille Sørgehøjtid, hvorefter Kisten bares hen til Graven. Her skete Jordpaakastelsen, og Pastor Rasmussen bad et Fadervor.

- - 

Kl 1 ½ jordedes Victor Madsen fra Kapellet paa Bispebjerg Kirkegaard. Trods det daarlige Føre og den lange vej havde der dog indfundet sig halvandet Hundrede Mennesker. Kisten bar signerede Kranse fra Bagermester Berthelsen og dennes Personale i "Istedhus", hvor han havde arbejdet, samt fra Blomsterforretningen sammesteds. Desuden saas en Del Kranse af privat Natur. - Hans Moder og nærmeste Slægt var til Stede.

Efter Salmen "Hvordan takker vi vorherre" talte Pastor Høyrup, der tog sit Udgangspunkt fra Apostlen Jakobs Brev, 1. Kapitel, hvori han advarer mod Hjertets Begær, der føder Synd, og hvori han slutter med de advarende Ord: "Farer ikke vild!"

Men en Bøn sluttede han sin Tale, hvorefter Venner af den afdøde bar Kisten ud.

(Nationaltidende 18. oktober 1907, 2. udgave)

Skyttegadedramaet.

De to Begravelser i Gaar. Præstevaas.

Skyttegade Dramaets to Ofre Enken Philippa Spangenberg og det unge Menneske Victor Madsen, blev altsaa begravede i Gaar Middags, den ene paa Vestre, den anden paa Bispebjerg Kirkegaard

Regnbygen, der faldt paa denne Tid, var utvivlsomt skyld i, at kun et halvt Hundrede Mennesker havde vovet sig ud til Vestre Kirkegaard. Victor Madsens Begravelse paa Bispebjerg Kirkegaard var adskilligt bedre besøgt, - selv om det er langt ude er det dog nærmere det Bykvarter hvor Parret havde Venner og Bekendte boende.

I Følget ved Fru Spangenbergs Begravelse saas blandt andet den Afdødes gamle Moder et af hendes Børn - en lille Pige - hendes Svigermoder Møbelhandler Christiansen fra Laksegade og adskillige Beboere fra skyttegade.

Ved Begravelsen paa Bispebjerg Kirkegaard lagde man særlig Mærke til Victor Madsens Moder der var omgivet af en Del Slægtninge. Til kisten havde den Afdødes Principal, Bagermester Berthelsen i "Istedhus", dennes Personale og Blomsterforretningen samme Sted sendt smukke Kranse.

Selvfølgelig skulde el Par Præster ved denne Lejlighed frem med deres uforgribelige Mening om de to Mennesker, der her stedtes til Hvile,

Over Fru Spangenberg talte Pastor Rasmussen fra Almindeligt Hospital. Han var ikke særlig slem, men det mærkelige var, at han nærmest dadlede den dræbte, Fru Spangenberg, hvis Familie han skulde trøste, og - roste Morderen.

Det er jo sagt til en smule Undskyldning for den forhenværende Frelsersoldat Victor Madsen, at Fru Spangenberg havde leget med hans Hierte og derved ophidset ham. Det er en Omstændighed som er fremhævet, for at man bedre kan forstaa hans grusomme Gerning. Men selvfølgelig kan man ikke gaa hen og myrde et Menneske, fordi dette Menneske driver Iidt Spot med Ens Følelser, og en Præst kan ikke lægge dette til Grund for en Anklage med Morderens Offer.

Men Pastor Rasmussen undskyldte Victor Madsen paa denne Konto. Det var naturligt, sagde han at den unge Mand havde villet eje hende helt men hun havde leget med hans Følelser, -  mærkeligt nok for man skulde tro, at hun var bleven en alvorlig Kvinde efter den Livets Modgang hun havde haft. Altsaa nærmest en Fordømmelse fordi hun ønskede at være Herre over sit eget Legeme.

Han maatte dog indrømme at hun havde været en god Moder for sine Børn, og at hun havde været sin Moder en god Datter.

Men samtidig stod Pastor Højrup ved Morderens Kiste ude paa Bispebjerg Kirkegaard og rasede paa lndremissionsk Vis om Ungdommen, som falder for erotiske Fristelser i Stedet for at søge Frelse hos Jesus. - altsaa en Fordømmelse over Victor Madsen fordi han i det hele taget havde givet sig sin Kærlighed i Vold!

Hvornaar bliver vi dog saa modne, at vi kan undvære præstelige Sandhedsvidner ved vore Begravelser?

(Aftenbladet (København) 19. oktober 1907).

Dramaet i Skyttegade.

Morderen og hans Offer begraves.

I Gaar Middags jordedes fra Kapellet paa Vestre Kirkegaard den myrdede Philippa Spangenberg, en Times Tid for den Mand, der havde dræbt hende, stededes til Hvile ude paa Bispebjerg Kirkegaard.

St. Johannes Stiftelsens Præst, Pastor Rasmussen, holdt Talen over den dræbte Kvinde og gjorde det saa dybtfølt og smukt, at intet Øje forblev tørt hos det lille Hundrede Mennesker, der havde givet Møde af Nysgerrighed, sammen med de faa, der ved Venskabs- eller Slægtskabsbaand var knyttet til den Døde:

Livet har, som vi alle ved, sine to Veje, den ene trang og snæver, førende til den evige Frelse, den anden bred, førende til den evige Fortabelse. Man var sikkert, da man hørte om den grufulde Gerning, der havde kostet de to Mennesker - Kvinden her og ham, der havde dræbt hende og sig selv - Livet, tilbøjelig til at lægge det hele og fulde Ansvar over paa ham. Dette var dog ikke rigtigt. Man skulde huske, at ethvert Menneske havde sit Ansvar. Og man havde ikke Ret til at lægge hele Ansvaret for, hvad der her var sket, over paa Victor Madsen.

Han var ung, et Menneske med stærke Følelser og en Mand, hvis Kærlighed havde krævet alt eller intet. Hun havde leget med hans Hjærte. Der var i denne Henseende saa mange Vidnesbyrd, at det ikke nyttede at nægte det. Og hun skulde derfor heller ikke gaa fri for det Ansvar, der faldt paa hende, ikke mindst fordi de Begivenheder, hendes Mands pludselige Død og andre triste Budskaber, der havde ramt hende ikke saa længe i Forvejen, burde have lært hende, at Livet ikke er nogen Leg, men rummer saa megen bitter Alvor.

Og dog, - var hun et Menneske, der havde gjort Fejl, saa havde det ved hendes bratte og forfærdelige Død vist sig, at hun efterlod sig saa mange Venner. at hun maatte kunne finde Tilgivelse for, hvad hun havde fejlet. De Børn. for hvem hun trods de vanskelige Forhold, under hvilke hun havde haft at opdrage dem, havde været en god Moder, havde jo nu fundet andre Forsørgere. Sad os da bede til Vorherre, at Livet maa lade dem glemme de sørgelige Begivenheder, der kostede deres Moder Livet, og at den Skygge, hendes Død kaster over deres Fremtid, ikke maa række alt for langt."

Saa bad Præsten Fadervor, og Følget sang "Dejlig er Jorden", hvorefter Kisten blev baaret ud til Graven.

Paa Bispebjerg Kirkegaard

fandt, som nævnt, en Timestid senere Bagerkusk Victor Madsens Begravelse Sted. Pastor Høyrup holdt her Talen og undlod ikke stærkt at udtale Fordømmelsen over de Forvildelser, der havde ført den unge Mand til hans fortvivlede Handling.

Et Følge paa et halvt Hundrede Mennesker, blandt hvilke saas mange af den Dødes Arbejdskammerater, havde indfundet sig, og paa Kisten laa Kranse baade fra Kammeraterne og fra hans Mester, Bager Berthelsen i Istedgade.

Kammeraterne bar Kisten til graven, hvor Præsten bad Fadervor.

(København 19, oktober 1907)

Dramaet i Skyttegade.

I Dag begravedes Bagerkusk Madsen og Enkefru Spangenberg. Den førstnævnte paa Bispebjerg Kirkegaard og den sidstnævnte paa Vestre Kirkegaard.

Begge Steder var der mødt et halvt hundrede Mennesker, og Fru Spangenbergs Begravelse var virkelig smuk og stemningsfuld.

Ude paa Bispebjerg Kirkegaard talte den unge Missionspræst, Hr. Højrup, over Verdens Letsindighed og Vellyst.

Tilhørerne var ilde berørt af disse Udtalelser ved den unge Mands Grav. De passede forøvrigt ogsaa darligt, thi Madsen var jo langt borte fra Letsindighed og Vellyst. Tværtimod var han en stille, alvorlig og tungsindig Fyr, der ikke forstod Koketten.

Forøvrigt kom der i Gaar et Brev fra Styrmand Juul til Fru Spangenberg. I Brevet beder den forelskede Styrmand Fru Spangenberg om endelig at ordne alt til Brylluppet, saa det kan holdes, naar han kommer hjem.

(Fyns Social-Demokrat (Odense) 19. oktober 1907).

Dramaet fra Skyttegade.

Philippa Spangenberg og Victor Madsen begraves.

København, Fredag.

I Dag begravedes fra et Kapel paa Vestre Kirkegaard Enken Philippa Spangenberg, den ulykkelige Kvinde, der forleden blev skudt af sin Kæreste, Victor Madsen.

I Følget saas den myrdedes gamle Moder, hendes Svigermoder, en Del andre Slægtninge, flere af Beboerne af Huset i Skyttegade, hvor Dramaet sandt Sted. og et af Philippa Spangenbergs Børn, en lille Pige, der ikke syntes at forstaa, hvad der foregik.

Efter Salmen "Aldrig er jeg uden Vaade", talte Johannesstiftelsens Præst, Pastor R. Rasmussen, der bl. a. udtalte, at han ikke kunde finde, at den myrdede var uden Skyld. Han havde villet eje hende helt. Det var Forklaringen paa Udaaden, hun havde leget med hans Kærlighed, og det var en farlig Sag. Hun var en haardt prøvet Kvinde. Hendes Mands bratte Død var dog en Advarsel fra Vorherre.

Tilslut udtalte Pastoren Haabet om, at det skete ikke maatte lægge sig som en mørknende Skygge over hendes Børns Liv. Og lad os saa bede Gud vise Barmjærtighed mod hendes Sjæl.

Efter at endnu en Salme var sunget, blev Kisten baaret til Graven.

Paa Bispebjerg Kirkegaard jordedes omtrent samtidig den unge Victor Madsen. Der var mødt henved halvhundrede Mennesker, de fleste Venner og paarørende. Blandt Kransene fandtes et Par signerede fra Bagermester Berthelsen, den afdødes Principal o. fl. Pastor Høyrup holdt en kort Tale, i hvilken han advarede Ungdommen mod erotiske Fristelser.

Unio.

(Kallundborg Avis 19. oktober 1907).

En episode fandt sted en månedstid efter i samme ejendom:

Anholdt for Mishandling af sin Kone.

I Skyttegade 21 bor en Arbejdsmand Lundquist. Hans Kone har forstaaet at holde sammen paa Stumperne og med de ringe Midler, der stod til hendes Raadighed, skabt et hyggeligt og net lille Hjem .

Ikke desto opildne har Lundquist, der er en ualmindelig raa og ondsindet Karakter, i længere Tid mishandlet Konen, der er højt frugtsommelig, paa den modbydeligste Maade. Han baade slog og sparkede den ulykkelige Kvinde, saa hendes Skrig lød ud over hele Ejendommen.

Tilsidst blev det dog Husets andre Beboere for broget, og de henvendte sig i en Deputation til Politiassistent Leerbeck paa Fælledvejens Station og klagede over Banditten.

Politiet tog sig straks af Sagen, og i Gaar er Lundquist bleven anholdt. Forhaabentlig er den raa Fyr gjort uskadelig for længere Tid.

(Morgenbladet Adresse-Avisen 16. november 1907).

Hele vejsiden med ulige numre i Skyttegade er nedrevet og erstattet af nyere byggeri i 1980'erne. Et par boligblokke mod Rantzausgade med lige numre er stadig bevaret.