Efter Indbydelse af flere danske Politimestre holdtes i Formiddags paa Universitetet et Møde, paa hvilket den tiltagende Vagabondering var Gjenstand for Discussion.
Byfoged Sager fra Rudkjøbing indledede Forhandlingen. Han bemærkede, at Vagabondagen nu var bleven et saa stort Onde, at det formeentlig ikke længe kunde gaae. "Haandværkssvend" var blevet et mere ubestemt Begreb end tidligere; man havde nu langt flere Medhjælpere i de forskjellige Industrigrene end tidligere, og som Følge deraf var "Bundfaldet" ogsaa blevet talrigere. Dertil kom, at der nutildags i Modsætning til fordum ogsaa var mange Haandværksmestre paa Landet, og dette gav Anledning til, at mange Haandværkssvende kunde vandre omkring uden Politiets Kundskab. Fattigarbeidsanstalterne voxede, hvad ogsaa var et Moment, som kom i Betragtning i denne Sammenhæng; ogsaa derved tog Vagabondagen til. Hvorledes kunde denne nu modvirkes? Taleren henstillede i saa Henseende følgende Forslag: Straffeloven bør strengt overholdes, og Tvangshuusarbeide bør fortrinsviis anvendes, navnlig i Gjentagelsestilfælde. Samvirken mellem Politiøvrighederne bør udvikles ved gjensidige Meddelelser om de Paagjældendes Reiserouter. De Landjurisdictioner, der ikke ere forbundne med Kjøbstædernes Politibestyrelser, bør optages i denne Samvirken. Landpolitiets Styrke bør forøges, navnlig ved Opfriskningen af Oldermændenes Forpligtelse med Hensyn til Betleres Anholdelse, og ved fornøden Forstørrelse af Amtspolitiofficianternes Tal. Hjemskrivning eller Hjemsendelse til Forsørgelsescommunen bør saameget som muligt anvendes. En Centralcontrol bør indsættes i Kjøbenhavn, saa at der samles fuldstændigere Oplysninger om de Personer, der i de sidste fem Aar ere straffede for Betleri og Løsgjængeri, og at dertil indsendes for ethvert fremtidigt Tilfælde Meddelelse om det Fremkomne, navnlig Domsudskrifter. Politiefterretninger bør indeholde Fortegnelse over de Paagjældende med deres Alder m. m.
Byfoged Oldenborg bekræftede Sagers Bemærkning om, at Vagabonderingen i de senere Aar havde taget Overhaand, og Spørgsmaalet egnede sig derfor i høi Grad til at paakalde det Offentliges Opmærksomhed. Her var forøvrigt ikke blot Tale om de omreisende Haandværkssvende, men ogsaa f. Ex. om de omreisende Uldhandlere, i Henseende til hvilke man formentlig havde taget feil, naar man i Folkethinget for et Aarstid siden under en Discussion havde udtalt, at der her var Tale om at gribe hindrende ind i Befolkningens Huusflidsvirksomhed. Taleren kunde i Meget slutte sig til Byfoged Sager, saaledes bl. A. til en Bemærkning af denne, der gik ud paa, at den Bespisning af reisende Haandværkssvende, som nu fandt Sled i Kjøbstæder, bidrog Sit til den tiltagende Vagabondering. Han omtalte dernæst Sagers Forslag om Oprettelsen af et Centralbureau i Kjøbenhavn, ved hvilket bl. A. alle straffede Personer indregistreredes. Denne Tanke var bleven bragt til Udførelse i forskjellige af Europas Hovedstæder, hvorom Taleren gav nærmere Oplysninger. Han ansaae en saadan Foranstaltning for at være af stor praktisk Betydning.
Herredsfoged Jørgensen havde som Embedsmand i Byen Slesvig tidlig havt Lejlighed til at vinde Erfaring om det her reiste Spørgsmaal; thi Tydskerne vare som bekjendt det meest vandrelystne Folk af alle, og fra Tydskland vandrede jo særdeles mange Haandværkssvende herind. Han henstillede, om det ikke vilde være praktisk rigtigt at nedsætte et Udvalg til Sagens videre Bearbejdelse. Sagers Tanke om at gjenoplive den gamle Oldermandsinstitution ansaae han for uheldig og umulig. Hvad Sognefogederne angik, da havde de aldrig kunnet henregnes til det egentlige Politi og vilde aldrig blive det; de manglede nemlig det moralske Mod, der hørte til en saadan Stilling. De Bønder, som vare Sognefogeder, havde ikke Mod til at angive deres Kammerater, ligesom Bondestanden i det Hele var for lidet udviklet og havde for liden selvstændig Mening til at kunne løse en saadan Opgave som den at være Politi. Af en af Sager fremsat Bemærkning tog Taleren Anledning til at yttre, at det var det Billigste for en Commune at behandle sine Fattige godt; men fra Communernes Side vistes der ofte den yderste Grad af Haardhed imod de Fattige. I saa Henseende oplyste Taleren, at der i en Commune paa Fyen var for nogen Tid siden død et 74 aarigt kvindeligt Fattighuuslem som Følge af den Masse Utøi, hvormed Fattighuset var befængt. Arbejdsanstalterne paa Landet ansaae han for en beklagelig Smitte, der siden 1864 havde udbredt sig i Landet. Man havde med fuldstændig Uret sagt, at denne Smitte skrev sig fra Slesvig. Disse Anstalter vare blevne en Dovenskabens Hovedpude for Sogneraadene, der ved Hjælp af dem skubbede det energiske Arbeide for de Fattige fra sig og det Ansvar, de burde bære paa dette Punkt. Disse Anstalter vare en Ukrudtsfocus af den sørgeligste Art, hvor de meest værdige og de meest uværdige Personer blandedes sammen. Roden til det heromhandlede Onde var først og fremmest et daarligt Fattigvæsen samt den charakteerløse Deel af Befolkningen, som f. Ex. var altfor villig til at give Vagabonderne Snapse. Der var Arbeidsanstalter, som vare saaledes organiserede, at man havde Interesse af, at de Fattige snarest muligt vendte tilbage til dem. Det var uheldigt, at Arrestforvarerne tillige ofte vare Hotelværter, thi de havde som saadanne Interesse af, at de Paagjældende vendte tilbage til Tvangsarbeidsanstalten. Alt var indrettet paa at holde disse ulykkelige Mennesker nede, saa at det var ligefrem umuligt for dem at reise sig paany. Her var derfor et stort socialt Onde, som det gjaldt om at raade Bod paa. Taleren bemærkede dernæst, at Politimestrene selv ogsaa bare deres Deel af Skylden for den tiltagende Vagabonderen. Blandt Andet henledede han Opmærksomheden paa, at de Efterlysninger, som fandt Sled i "Politiefterretninger" altfor ofte gjordes ganske forgjæves. Politiet i Danmark var gjennemgaaende slet.
Byfoged Friis (Skjelskør): De gjældende Regler om Hjemsendelse og Hjemskrivning trængte i høi Grad til Revision og Codification; der trængtes dernæst i høi Grad til en Lov om danske Svende, der kunde supplere Loven vedrørende fremmede Svende. Borgmester Scholten (Frederiksborg) ansaae Arbeidsanstalter i og for sig for en gavnlig Institution ; men den var uheldigviis ikke benyttet paa rette Maade. Uden videre at henvise alle Fattige til disse Anstalter var baade i høi Grad inhumant og i høi Grad uøkonomisk. Kun de, der notorisk hverken kunde eller vilde hjælpe sig selv, burde henvises til Arbejdsanstalten, og bestyredes denne humant, var det en meget god Institution. Taleren havde i sin meget vanskelige Jurisdiktion havt rig Leilighed til at gjøre Erfaringer desangaaendc. Med Vagabonderingen fik man ikke Bugt, førend man sluttede sig sammen for Alvor.
Byfoged Oldenburg fandt det rigtigt at nedlægge en bestemt Indsigelse imod det Total billede af Fattigvæsenets og af Politiets Tilstand heri Landet, som Herredsfoged Jørgensen havde givet. Til denne Indsigelse syntes Forsamlingen i det Hele at slutte sig.
Herredsfoged Krarup (Hammerum Herred) gav nærmere Oplysninger om den Uldvarefabrication, der fandt Sted i Hammerum Herred. Der var her ikke Tale om nogen Huusflid, thi Varerne fabrikeredes paa Maskiner; dog kunde det heller ikke kaldes Fabriksvirksomhed. Naar Uldhandlerne sagde, at de ikke vidste, hvor de havde kiøbt Uldvarerne, da løi de; de vidste godt, at de havde kjøbt dem i Hammerum.
Derpaa afsluttedes Diskussionen med Vedtagelsen af et af Sager stillet Forslag om Nedsættelsen af et Udvalg, bestaaende af 4 Politimestre for de 4 Hovedlandsdele. Valgte bleve Byfoged Schørring (Kolding), Byfoged Brückcr (Nakskov), Byfoged Oldenburg (Odense) og Birkedommer Brun (Gisselfeld).
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. august 1881. 2. udgave).
Vagabonderiet.
Medens Juristernes Aristokrati fra de tre nordiske Lande holder Kongres i København, og Sexa paa Vodroflund, og indbydes til Taffel hos Kronprinsregenten, har en Del danske Politimestre, der vel kan betegnes, om ikke just som det juridiske Demokrati, saa dog som dets Mellemklasse, i Lørdags holdt et Møde paa Universitetet for at forhandle om Vagabondvæsenet.
Mødets Indbyder var Byfoged Sager fra Rudkøbing.
Førend vi kommer nærmere ind paa denne i flere Henseender betydningsfulde Forhandling, vil vi forudskikke en Bemærkning.
Enhver, der har gjort sig den Ulejlighed at iagttage vort Standpunkt, vil vide, at vi ikke tager Dovenskaben og Drivelysten i Forsvar.Vi ere ikke blinde for, at der gives Individer, som foretrække at friste en kummerlig Tilværelse ved idelig og altid at appellere til deres Medmenneskers Medlidenhed fremfor at arbejde, og ligefaa vist som vi hævder Menneskets Ret til Arbejde, ligesaa vist anser vi det for Enhvers Pligt at arbejde, naar Betingelserne for at arbejde er til Stede.
Det er altsaa ikke vor Hensigt at tage Vagabondvæsenet i sin Almindelighed i Forsvar.
Men paa det omtalte Møde har man paa en underlig begrebsforvirrende Maade slaaet Haandværkssvendene sammen med Vagabonderne, og det er mod dette paatvungne Kompagniskab, at vi paa Håndværkssvendenes Vegne vil nedlægge en alvorlig Protest.
Heldigvis var Politimestrenes Vagabondmøde ikke Sagens sidste Instans; det var kun Begyndelsen til Noget, som kan blive til hvad det flal, som man siger; og det er derfor ikke for sent at give sin Skilling med i Laget. Det var dog tænkeligt, at en eller flere af de "praktiske" Politimænd kunde tage saa meget Hensyn til vor Protest, at de vilde indse, at det ikke gaar an saadan uden videre at stemple Landets tilkommende Vælgere og Borgere, - ikke at tale om Forsvarere! - som Vagabonder.
Det var Indbyderen, Hr. Herredsfoged Sager, som i sit Indledningsforedrag tilkendegav en saa stærk Frygt for, at Vagabonderingen skulde vokse ham over Hovedet, at han ikke vidste bedre end at slaa Vagabonder og Håndværkssvende sammen i ét Begreb. "Haandværkssvend" var blevet et mere "ubestemt Begreb" end tidligere, paastod han. De tiltagende forskellige Industrigrene var Skyld deri, thi de affødte langt flere Medhjælpere.
Hr. Sagers Mening synes at være den, at saa længe de forskellige Haandværk kun bestod af en halv Snes Fag eller saa, saa kunde Politiet nok finde sig i, at de rejsende Svende gik fra By til By for at søge Arbejde, men nu, da Industrien og Haandværket har flere end dobbelt saa mange Grene, hvorfra Fagenes ledige Arbejdere tvinges til at søge andet Steds hen, saa bliver de til "ubestemte Begreber", som Hr. Sager for Nemhedens Skyld kalder Vagabonder!
Det var ellers en nydelig Slutning!
Hr. Sager kan heller ikke finde sig i, at Svendene, naar de har vandret en By igennem uden at faa det ønskede Arbejde, da søger ud til Landet, hvor der "nutildags i Modsætning til fordum" er mange Haandværksmestre, og hvor Svendene kan "vandre om uden Politiets Kundskab".
Nej, Svendene skal være gaa f. Eks. fra Roskilde, hvor de er viseret, til Ringsted for at blive viseret, og de skal lade være at løbe om til de mange Mestre paa Landet, hvor Politiet ingen "Kundskab" har om dem.
Antræffes Svendene uden for den lige Vej til Ringsted, saa er de "Vagabonder", og for den Slags Folk har Hr. Sager Tvangsarbejde og Straffeloven, som strængt bør overholdes, medens Tvangsarbejde fortrinsvis bør anvendes.
Den ærede Politimester synes at ræsonnere som saa: Naar Haandværkssvendene rejser, saa rejser de for at viseres, hvad skulde de ellers med Vandrebog. Dette Ræsonnement minder om Underofficeren, der indprentede Rekruten, at Tommelfingrens eneste Bestemmelse var den at ligge langs Bukselinningen!
Man skulde synes, at det maatte være en lovlig Sag, at en Svend søger Arbejde paa Landet, naar han ikke kan saa Beskæftigelse i Byen, men det lader til, at Hr. Sager er af en anden Mening.
Hr. Sager foretrækker at sende Svendene hjem igen til Forsørgelseskommunen. At de forlod denne, fordi der var Arbejdsløshed, kommer ikke ham ved.
Da i de sidste Vintre mange Købstæder enedes om at afhjælpe den største Nød blandt de rejsende Svende ved at give dem et Maaltid Middagsmad og nogle Øre i Tærepenge, da vandt denne smukke Handling baade Tilslutning og Bifald, ligesom den ydede Hjælp sikkert paaskønnedes med Taknemmelighed af dem, der nød godt af denne Foranstaltning, men nu kommer baade Hr. Sager og Hr. Politimester Oldenburg (Odense) og siger, at "den Bespisning af rejsende Haandværkssvende, som nu fandt Sted i Købstæderne, bidrager til den tiltagende Vagabondering"; den sidste sagde tillige, at "det saa ud til, at der var en stigende Ulyst til fast Arbejde."
De Herrer Politimestre maa uden Tvivl anse det for et sandt Herreliv. saadan at vandre fra By til By for at faa et Maaltid Mad og nogle Øre, og paa Landevejen hvert øjeblik at blive anholdt som "Vagabond"! Bare de Herrer en Gang vilde gøre en lille Rejse "paa Professionen". Vi er overbevist om. al de vilde komme til at sande, at det Liv kan ikke friste nogen Haandværkssvend, selv om han hører til det "ubestemte Begreb", og at, naar han desuagtet foretager en slig "Rejse", det da er den haardeste Nødvendighed, der tvinger ham dertil. Men hans Nød og Fattigdom berettiger ikke Nogen, selv ikke en Politimester, til at sætte ham i Klasse med Forbrydere og Vagabonder. Og kun saadanne har man Lov til at true med Straffeloven og med Tvangsarbejde!
Det er i det Hele mærkelige Midler, som de Herrer Politimestre anbefale for at hindre "Vagabondagen", som de kalder den.
Det er ikke nok, at hele Straffeloven og Tvangshuset skal ramme og rumme de Formastelige, som søger deres Erhverv ude i Landet, naar deres egen "Forsørgelseskommune" ikke har Brug for deres Arbejdskraft, og de endnu har saamegen Æresfølelse, at de undser sig for at gaa ud til Ladegaarden og slaa de "tre Slag" paa Porten, og altsaa har begivet sig paa "Rejsen". Har disse Ulykkelige Gnist af Skamfølelse tilbage, saa skal det af Hr. Sager & Komp. anbefalede System snart udslukke den aldeles. De skal jages og sultes ud as Byerne, og ude paa Landet maa de ikke søge Arbejde. For saa kommer de i Tvangshuset! For at undgaa slig Medfart vil sagtens de Fleste spare "Rejsen" og gaa direkte til Ladegaarden, hvis de ikke i deres Fortvivlelse griber til det, der er værre!
Om nu de Herrer Politimestre anser det for mere heldigt, at en Haandværkssvend gaar straks til Ladegaarden og dermed kvæler den Rest af Selvstændighedsfølelse og Selvagtelse , som tølperagtige Arbejdsgivere og stupide Avtoritetsmennesker har levnet ham, i Stedet for at forsøge i Provinserne og paa Landet, om Arbejde mulig er at saa, - det vil vi lade dem og deres Samvittighed om!
Forhaabentlig vil der paa det Møde af Politimestre, som den i Lørdags valgte Komite skal: forberede, fremkomme Tanker og Forstag, som tage mere Hensyn til de rejsende Haandværkssvendes virkelige Tarv, end sket er paa det her omtalte foreløbige Møde, hvor man efter vor bestemte Mening har paa en temmelig letsindig Maade blande: den fattige rejsende, arbejdsvillige Haandværkssvend sammen med det "Bundfald", som syntes at være Skyld i, at nogle af de Herrer Politimestre har faaet et saa forplumret Syn paa de rejsende Svende i Almindelighed.
(Social-Demokraten 30. august 1881).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar