Pietro Købke Krohn (1840-1905) var søn af billedhugger og medaljør Frederik Christopher Krohn (1806–1883) og Sophie Susanne Købke (1807–1853). Han blev student fra Metropolitanskolen 1859, uddannede sig som kunstmaler under Wilhelm Marstrand og P.C. Skovgaard.
Han deltog i 2. Slesvigske Krig 1864 som frivillig officersaspirant og blev løjtnant efter Alsaffæren. Han illustrerede flere børnebøger, bl.a. broderen Johan Krohns Peters Jul (1866 og 1870) og I Skoven skulle være Gilde (1870 og 1883).
Han opholdt sig 1871–1878 i Italien og var 1878 ansat ved Verdensudstillingen i Paris. Opholdet i udlandet var ifølge Jac. Ahrenberg ("Erindringer om Pietro Krohn) at han på trods af sine militære fortjenester i krigen 1864 ikke passede ind i samtidens danske nationalisme:
"Rosenstand og Krohn havde, da jeg lærte dem at kende, maaske løsnet - i det mindste i Teorien de haarde Lænker, de havde ikke vist sig helt nationale. Det saa virkeligt ud til, at Talen om deres Exkommunikation havde været i det mindste delvis rigtig. Dette gjaldt i mindre Grad Rosenstand, fordi han udførte dygtige Malerier, men mere Krohn, som malede lidet, men teoretiserede des mere i Kunsten. Krohn omgikkes den danske Koloni meget lidt. Man viste ham megen Kulde indenfor den; særlig gjorde C. F. Aagaard dette, saa at Krohn ansaa det for bedst ikke at fejre sin Juleaften i den skandinaviske Koloni. Ved Festen holdtes der Taler af og for baade den ene og den anden, af hvilken Grund ogsaa jeg vilde bede om Ordet for at foreslaa en Skaal for min Ven Pietro Krohn, som tidligere havde virket meget i og for Klubben. Til min Forundring blev jeg paa det bestemteste raadet fra at gøre dette, blandt andet af en saa blid og godhjærtet Mand som min gamle Velynder og Ven Heinrich Hansen, det københavnske Kunstakademis Vicepræsident. Til Hansens Udtalelse bemærkede Aagaard hidsigt: "Det er vist bedst for ham, at han ikke er her"
I Virkeligheden omgikkes han mest og intimest med de ikke-danske. I Walter Runebergs Familie var han Hjærte-Vennen, hos den svenske Billedhugger Carlsson saa jeg ham mere end en Gang. Takanen og Stigell nærede han stor Sympati for, mig skænkede han stadig sin venlige Bistand, særlig da det gjaldt om at komme i Berøring med Vatikanets paa dette Tidspunkt vanskeligt tilgængelige Samlinger og det pavelige Regimentes Spidser. Han kendte nøje alle Veje og Stier i de ultramontanes Bydel, kendte overhovedet Rom nøje, hvor han havde opholdt sig siden 1871 (til 1878). Han ordnede for mig Udflugterne til Nemisøen, til Albanerbjærgene, til Soracte, fulgte selv med til den guddommelige Villa Este, Romantikens Fuldendelse i Italien, uforglemmelig for mig i sine (bøcklinske) Farvers Skønhed, sine Linjers Storhed og sin tragiske Ensomhed."
- - -
"Krohn var en daarlig Fortæller. Til Trods for sine mange brogede Oplevelser savnede han i Almindelighed Form paa sit Foredrag og sin Tale. Længere Perioder var ham aldeles umulige. Men fik jeg ham en Gang imellem med Rosenstand bagved et Bord i et Hjørne i et Trattoria, og Talen faldt paa Krigen 1864, da kunde det med Rosenstands Hjælp dog blive til noget. Krohn havde i Omegnen af Dannevirke og navnlig paa Als vist en exemplarisk Evne til Organisation og en Koldblodighed, hvad der skaffede ham, den frivillige, Officers-Epauletter han blev Løjtnant. Jeg, der som en Arv fra min politisk lidenskabelige Fader afskyede det tyske Regimente og som havde været nær ved at rømme fra Hjemmet for at komme til at tage Del i den dansk-tyske Krig, nød disse, Krohns og Rosenstands Skildringer, ganske paa samme Maade, som jeg i sin Tid læste Feltlægens Historier. Rosenstand fortalte nok bedre, men han lagde over disse Episoder en bred, undertiden overdreven, Komik. Den Tone laa ikke for mig. Krohn meddelte sine Oplevelser i korte, varme, enthusiastiske, men afbrudte Sætninger den Maade, hvorpaa han skildrede Episoderne, stod min Natur og min til alle Tider uhørte Erbødighed for de militære Dyder nærmere. Disse Sympatier, disse Følelser var hos mig udviklede i Fændrikens og Feltlægens klare høje og varme Atmosfære. Jeg saa paa Krigen som et Retfærdighedskrav, og dér passede det komiske ikke videre godt ind.
Da Krigen mellem Frankrig og Tyskland brød ud, var alle de nordiske Folks Sympati paa Frankrigs Side. Danskerne, som endnu den Dag i Dag ikke har glemt 1864, var naturligvis mest begejstrede for Frankrig. Krohn fortalte, at han, ligesom alle danske Officerer, havde faaet Befaling til at holde sig beredt, og det var hans Overbevisning, at hvis de to Fægtninger ved Wörth og Weissenburg var faldne ud til Frankrigs Fordel, vilde Danmark uden Tvivl have erklæret Preussen Krig, drevet dertil saavel af den almindelige Folkestemning som af de enkeltes bitre Minder. Det var højtidelige spændende Tider, vi den Gang oplevede", tilføjede han. I dansk Politik var han, medens han opholdt sig nede i Italien flere Grader til Venstre for sin Ven Lange, ofte forekom det mig, af Oppositionslyst."
(Gads danske magasin 1911-1912. Uddrag).
Efter sin hjemkomst 1878 tegnede han en del kostumer til Det Kongelige Teater, fik 1880 ansættelse som dets økonomiinspicient og kostumier og blev 1885 tillige sceneinstruktør
I 1880 fik han ideen om foreningen Bogstaveligheden, en selskabelig klub der afholdt diskussionsaftner om kunst og litteratur. Med tilknytning til bladet Ude og Hjemme. Den var desuden selskabelig forening og støttekreds for de yngre radikale intellektuelle. Medlemmerne var hovedsagelig malere og forfattere. Foreningens sidste møde var i juni 1882.
I årene 1880-1893 virkede Pietro Krohn som kostumier, økonomiinspektør og operainstruktør ved Det Kongelige Teater (1885-1893), samtidig med at han var kunstnerisk leder hos Bing & Grøndahl; her tegnede han bl.a. Hejrestellet (1888) der er inspireret af kinesisk og japansk kunst og foregriber med sin dekorative linjeføring art nouveau-stilen. Fuglene blev modelleret af billedhuggeren Ludvig Brandstrup (1861-1935). Maleriet af Fanny Gaarde og Effie Hegermann-Lindencorne fra Tegne- og kunstindustriskolen for kvinder. Det var deres debut på Bing & Grøndahl. Fanny Garde stod senere bag Mågestellet.
I 1889 udgav han faderens (Fritz Krohn) efterladte optegnelser omkring danske kobberstik i værket Samlinger til en beskrivende fortegnelse over danske kobberstik, raderinger, illustrationer m.m. (fotografisk genoptryk i 1962), og det er stadig standardværket om dette emne.
1893 til sin død Kunstindustrimuseets første leder. Sammen med museets bibliotekar Emil Hannover (hans efterfølger) stod han for opbygningen af museets første samling bl.a. ved omfattende indkøb på Verdensudstillingen i Paris 1900 af art nouveau-genstande og med kunsthåndværk udformet af danske kunstnere som Thorvald Bindesbøll, Effie Hegermann-Lindencrone, Arnold Krog, Herman A. Kähler, Johan Rohde, Harald Slott-Møller og J.F. Willumsen. Museet lå til 1926 på nuværende H. C. Andersens Boulevard i det såkaldte H: C: Andersen Slottet. Herefter i Frederiks Hospital hvor det stadig fungerer som Designmuseum Danmark.
Vi opsøge dernæst en anden Autoritet i Museums-Spørgsmaal, Kunstindustrimuseets Direktør,
Professor Pietro Krohn,
der modtager os i sin højtbeliggende, af sjældne Kunstsager opfyldte Lejlighed i Museet.
Direktør Krohn maatte være særlig kompetent til at udtale sig om den foreliggende Sag, eftersom han - som vore Læsere veed - under den nylig afholdte Udstilling i Kolding i længere Tid opholdt sig der ovre og bl. a. ledede Indretningen af den smukke, lille Afdeling for Kunstindustri, der med Rette enstemmig blev anset for at være Udstillingens Perle.
Professoren havde med Interesse gjort sig bekjendt med den her omtalte Plan og udtalte bl. a.:
- Et Kunstindustrimuseum, der jo er det, jeg kjender bedst, maa efter Sagens Natur helst ligge i Hovedstaden af Hensyn til, at Haandværkerstanden her er langt talrigere og mere afvexlende repræsenteret end i Provinserne. Anderledes derimod med et Folkemuseum, der jo for en stor Del indeholder Ting, der angaa Bøndernes Liv. Jeg ser ikke, hvorfor det ikke skulde kunne lægges i Kolding. Der kunde vel ogsaa være Tale om Silkeborg f. Ex., men Kolding vilde dog være at foretrække. Jeg er i høj Grad bleven bestyrket i Troen herpaa, efter at jeg under Udstillingen i September har havt Lejlighed til paa nært Hold at iagttage Forholdene der ovre. Det, Kolding ved den nævnte Lejlighed præsterede, var i Virkeligheden beundringsværdigt. Da jeg saae Udstillingsbygningerne blive rejste, troede jeg i mit stille Sind, der vilde komme et Underskud paa mindst 10,000 Kr. Og saa blev det hele Underskud kun 2 - 3000 Kr. - altsaa aldeles forsvindende - og alene i Entre indkom 25,000 Kr. Det viser bl. a., at Kolding har et brillant Opland, som interesserer sig for. hvad der foregaar i Byen. Kolding har tillige en udmærket Beliggenhed - hvorfor i det hele taget slæbe alt, hvad der angaar Bønderne, hertil Kjøbenhavn? De, der vil studere Museet, rejse sikkert gjærne over til Kolding, og Besøget i Folkemuseet blev alt i alt vistnok større efter Flytningen, end det for Øjeblikket er.
.... Talen falder derefter paa Koldinghus, og Professoren udtaler ligesom Direktør Bernh. Olsen sin store Beundring for det gamle Slot og dets Anvendelighed som Hjemsted for et stort Folkemuseum, fælles for hele Landet.
- Ikke mindst Betydning vil det kunne have, siger Hr. Krohn, at man i det smukke, bakkede Anlæg, som omgiver Ruinen, vil kunne faa udmærket Plads til de smaa Bønderhuse o. lign., der høre til Museer af denne Art. Som sagt, jeg tror ubetinget, at Kolding er det rette Sted at lægge Museet.
(Esbjerg Folkeblad (1889-1900) 20. november 1897)
Han blev Ridder af Dannebrog 1889 og Dannebrogsmand 1900.
Professor Pietro Krohn.
(F. 23de Januar 1840-D. 15de Oktober 1905.)
Efter lang og haardnakkel Kamp mod en haabløs Sygdom er Kunstindustrimuseets Direktør, Professor Pietro Krohn, afgaaet ved Døden. I de sidste fem-seks Aar havde han lidt af den Brightske Syge. Nu i Sommer forværredes hans Tiisland betænkeligt han maatte afbryde en Rejse i Italien. Han led tilsidst meget.
Pietro Købke Krohn var født i Kjøbenhavn den 23de Januar 1840 som Søn af Medaillør Frederik Christoffer K. Han blev Student fra Metropolitanskolen 1859 og vilde saa være Kunstner. Han malede under Marstrands og Skovgaards Vejledning, men afbrød sine Studier i 1804 for at gaa frivillig med i Krigen som Officersaspirant; han blev Løjtnant eller Alfæren ved Als. Siden tilbragte han en Aarrække (1871-78) i Italien, som han elskede og altid bevarede en dyb Forkærlighed for. De italienske Venner var de bedste af hans Venner, de italienske Minder hans gladeste. Netop saa smaat og billigt, som han levede hernede, var det skønt; han vilde siden aldrig rejse anderledes der. Og han vendte stadig tilbage. Han kom sig der fra sine Sygdomsanfald, helst næsten i den værste italienske Sommervarme.
I 1878 fik han en Ansættelse ved Pariser-Udstillingen og vendte derefter hjem, hvor han snart blev Kostumier ved del kgl. Teater, 1880 udnævntes han til Økonomi-Inspektør, 1885 tillige til Scene-Instruktør, hans Maler-Uddannelse, som aldrig havde ført ham vidt paa Kunstnerbanen, blev nu af den største Betydning. Han var en første Rangs Kostumier med højt kultiveret Smag og levende Farvesans. Som Scene-Instruktør havde han særlig Betydning for Operaen; han iscenesatte ogsaa af og til Skuespil, men gjorde sig her vanskeligt gældende ved Siden af Professor Blochs fine Kyndighed. Hans Sag var Operaens virkningsfulde Dekorationer og brogede Masse-Optrin - enhver vil f. Eks. beundre Kunstnerøjet i Arrangementerne til "Carmen" og "Aida". Der kunde være noget besværligt og upraktisk i hans Opbygninger af Trapper og store Stilladser, som undertiden lammede Teatrets øvrige Arbejde, men brillant tog det sig ud.
Oprindelig vidste han ikke meget om Musik; Teaterfolk fra den Tid smiler endnu ved Tanken om hans løjerlige musiktekniske Udtryk. Men med sin lidenskabelige Arbejdsvillie satte han sig ogsaa ind i dette Kunst-Omraade. Hans hede, nervøse, undertiden stundesløse Energi var beundringsværdig. Ender Indstuderingen af "Aladdin"- var der en Tid lang, hvor man fandt Maskinfolkene halvsovende rundt i Teatret, saa medtagne var de af Natte-Prøver. Historisk er især en Prøve, som begyndte om Formiddagen Klokken 11 og fortsattes til om Eftermiddagen og derefter optøges paany etter Forestillingen og saa varede fra Kl. 11 Aften til den næste Middag Kl. 3. Da var Professor Krohn nødt til at holde op - - af Hensyn til de Andre!
Pietro Krohn kunde i de Tider nok lide at blive anset for en haard og stærk Karakter: han vilde vise en ubøjelig, mandig Villie. I Virkeligheden var han det blidest omgængelige Menneske, snarere veg end stærk, den mest trofaste og opofrende Ven. Kammeraterne fra Italien (som Edelfeldt) var hans selvskrevne Gæster paa Gennemrejse. Tjenstvillig viste han sig til det yderste; utrættelig kunde han sidde ved en Vens Sygeleje. Dette vennesæl blide og muntre kunde ret kuriøst brydes med det villet mandige.
Da Kunstindustri museet (hvormed der egentlig menes Museum for Kunsthaandværk) stiftedes, blev han dets Direktør. Samler havde han altid været med Liv og Sjæl. Fanatisk Arbejdsiver havde han netop til at oparbejde ny Sag. Den fulde Tro til, al man kunde opdrage Folkets Smag ved saadan et Museum. Med den anvendte Kunst havde han desuden tidligere Forbindelse gennem Bing & Grøndahls Fabrik, hvis kunstneriske Raadgiver han en Tid lang var; Hejrestellet i 1888 skabtes saaledes under hans Auspicier. 1893 traadte han da i Spidsen for det nye Museum.
Netop som den, han var, blev han den rette Mand paa den rette Plads. Egentlig var der jo ikke noget ret Museum; dengang - og delvis den Dag idag - fandtes dansk Kunsthaandværk mere paa Nationalmuseet og Rosenborg end i Museet med del uheldige Navn. Der skulde arbejdes og agiteres; det gjorde mindre, at han ikke var den udlært kyndige Kunsthistoriker, - han havde sin ivrige Samler-Interesse. Han fandt med utrættet Idé-Rigdom paa sine skiftende Udstillinger, og han sendte dem rundt til Provinserne. I Tale og Skrift agiterede han, som i Grunden hverken var Taler eller Skribent, for Kunsthaandværkels gode Sag. Det lykkedes ham, hvad der var en Bedrift, at samle et taknemligt og talrigt Stam-Publikum om det unge Museum.
Han var visselig fuldkomment lykkelig ved sin Virksomhed her. Der var en egen Glæde ved at se den smukke Mand med de fine Hænder færdes mellem alle de mangeartede Kunstsager: hans Liv var saa ganske i de brogede Samlinger. Han havde intet af de mange Museums-Menneskers ængstelige Tilbageholdenhed for alt nyt, snarere forgabede han sig let i en og anden Kunstner, fordi han var ny. Med sin overbeviste Tro kunde han se overraskende meget hos sine Favoriter. Der var en Dag, han i flammende Beundring udbredte sig over en Tegning - eller var det en Radering - af Max Klinger. Det dybe Mesterskab, Landskabets Uhygge og stærke Stemning - "se, blot hvorledes han karakteriserer den Morder dér gaar". Det var en meget lille og ingenlunde mærkelig Mandsskikkelse. "Er det nu en Morder?" spurgte Vennen. "Ja, kan du ikke se det!". "Nej, del er jo ogsaa noget Snak". "Noget Snak . . . men Klinger har jo selv sagt mig det".
Der kunde være noget uskyldigt overdrivende i denne hans Kunst-Entusiasme. Men hans Lidenskab for Kunsten var ægte nok. Og han satte al sin Livskraft, til det sidste, ind paa sin kære Gerning.
Hans Navn vil uforglemmeligt være knyttet til hans Museum. Paa Operaen vil vi endnu længe i "Carmen" og "Aida" kunne beundre hans fantasifulde Kunstnerblik. Og dybest vil hans Venner - om der er Venne-Taknemlighed til - savne ham og lil deres Dødsdag mindes hans trofaste Sind og ildfulde Hjerte.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 16. oktober 1905)
Professor Pietro Krohns Død.
Mindetale i Kunstindustrimuseet.
Det danske Kunstindustrimuseums Bestyrelse var idag samlet til Plenarmøde i Anledning af Professor Pietro Krohns Død. Formanden, Fabrikdirektør Harald Bing indledede Mødet med følgende Mindeord:
Budskabet om vor Direktørs Død er af Bestyrelsens Medlemmer blevet modtaget med oprigtig Deltagelse. Hos mange af os har hans Bortgang vakt virkelig Sorg - vi mødes alle i Erkendelse af det betydningsfulde Tab, Museet har lidt. Thi det er ikke blot en højtbegavet Embedsmand, dette mister, det er neppe for meget at sige, at Krohn har skabt denne Institution, har præget den med sin Aand og sin Villie.
Jeg ved saa godt som nogen, at Takken for dets Oprettelse maa vendes andetsteds hen. Det er en Hæder for Industriforeningen i Kjøbenhavn, at den i Firserne sporede den svage og gryende Interesse for den kunstindustrielle Bevægelse, at den vaagede over dens Udvikling, støttede og fremmede den, indtil Tanken var moden til at træde ud i Livet. Det var denne Forening i Forbindelse med Ny Carlsberg Museumslegat, der med Støtte af Stat, Kommune og private Velyndere tilvejebragte de ydre Betingelser for dets Eksistens. Men den, der indblæste det indre Liv, som aabnede dets Borte ud til den store Almenhed, den, der forstod Tidens Tegn og gjorde denne Anstalt til, hvad den er bleven: et nyttigt, ja uundværligt Led i vort Samfunds Arbejde, - det var Pietro Krohn.
Lad mig idag og i denne Kreds dvæle et Øjeblik ved de Egenskaber hos vor afdøde Direktør, som gjorde ham saa vel skikket til sin Post. Udadtil: hans Verdensmandsskikkelse, repræsentative Væsen, taktfulde og sikre Optræden. Man maa have set ham blandt udenlandske Kolleger - ved de aarlig tilbagevendende Museumskongresser, ved Juryarbejdet paa Verdensudstillinger - for ret at kunne bedømme Værdien af disse rent ydre Fortrin. De sikrede ham. Repræsentanten for et af Europas yngste Museer, Plads i forreste Række blandt hans Standsfæller, og disse var ikke længe om at erkende den Kundskabsfylde, det frie Syn. Den brændende Iver for den fælles Gerning, som knyttedes til hans vindende Fremtræden. Han var saa lykkelig at komme til at virke i en Periode, hvor der opstod en mærkelig Renæssance i den europæiske Kunstindustri. Paa sine Rejser i Udlandet indsugede han med sin ejendommelige Modtagelighed for nye Indtryk alt, hvad der frembød sig af skønne og rige Impulser og søgte da her i Museet at frugtbargøre det Sete og Hørte.
Her i Museet - det vil sige i det hele Land. Thi for Krohn var Museet ikke den Bygning i Kjøbenhavn, hvor dels Samlinger opbevares; for ham var ethvert Sted i Danmark, hvor man ytrede Trang til at se hans Skatte udstillede i en kortere eller længere Tid, den rette Plads for hans ambulante Museum. Ingen By var ham for fjern, ingen Vintertur for haard, naar han havde lovet at give Møde, og han var døv for alle Indvendinger, som kunde rejses af Hensyn til hans vaklende Helbred. Til disse Udstillinger trindt omkring i Provinserne knyttede han gerne en Række Forelæsninger om de fremstillede Genstande. Krohn har tit sagt mig, at det var hans bedste Timer, dem, han tilbragte paa Katedret i Landets Købstæder med en Kreds af Haandværkere og Landboer for sig; han mente intetsteds at have haft bedre Tilhørere, kunde ikke noksom fremhæve deres Lydhørhed, Forstaaeise og Modtagelighed for det, han bragte dem af fremmed og ukendt. Overhovedet var hans Foredragsvirksomhed, den, han ogsaa øvede her i Museet, bleven hans kæreste Syssel. Det var ingen formet akademisk Veltalenhed, han udtoldede paa disse Aftener, hvor vor Foredragssal Gang paa Gang var fyldt til Trængsel. Hans Fremstillingsmaade bar Præg af det samme springende, impulsive, som var en Del af hans Natur; men Faa kunde som han vække sit Auditoriums Interesse for den Genstand, han omtalte; der var hos ham en indre Glød, som fra Talerstolen meddelte sig til hele Forsamlingen. Emnet for disse Foredrag var som oftest hentet Ira de stadigt vekslende Særudstillinger, som det var hans Lyst og Stolthed at bringe tilveje. Han udviklede i saa Henseende en Opfindsomhed, som aldrig trættedes, stod i stadig Korrespondance med Udlandet for at sikre sig nyt Stof og øste i fulde Skaaler af det, han fandt i vort eget Land. At levendegøre Museet var hans Formaal; det var ham ikke om at gøre at tilvejebringe en Samling Arbejder af svundne Tiders Kunstilid, og det uagtet han selv fra Ungdommen havde været en flittig og kyndig Samler. Men han erkendte, at et moderne Museum i Hovedsagen maa bygges paa det bedste i Samtidens Kunstindustri, oplyst og suppleret mod skønne og typiske Eksempler paa Fortidens Kunst.
Jeg har søgt i disse faa Træk al tegne Billedet af Krohn som Museumsmand, saaledes som denne Forsamling har kendt ham. Med sit ejendommelige, rige Temperament har han præget den Virksomhed, her er udfoldet i Museets yngste og vanskeligste Periode. Det er vemodigt at tænke paa, at han ikke oplevede at se den Udvidelse gennemført, med hvilken han saa længe og saa udholdende havde syslet.
Da jeg sidste Gang - for en Uge siden - talte med ham, var hans Tanker optagne af Fremtidsplaner for Gerningen herinde; det var, som om han frygtede for, at et og andet skulde blive glemt. Pietro Krohn behøvede ikke at nære en saadan Frygt; thi Kunstindustrimuseet vil neppe glemme dels første Direktør: Mindet om hans sjælfulde, fornemme Personlighed vil her blive bevaret og æret.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 17. oktober 1905)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar