1864 juridisk embedseksamen. Assistent og senere fuldmægtig og ekspeditionssekretær i Indenrigsministeriet. 1880 borgmester i Aalborg. 1885 stiftamtmand i Viborg Stift og amtmand i Viborg Amt, en stilling han havde til sin død. Skrike var dekoreret med kommandørkorset af Dannebrog og Dannebrogsmændenes hæderstegn.
Embedet stiftamtmand blev oprettet 1692. Det betegner en amtmand som fungerer i en stiftby. Embedet er sammen med biskoppen stiftsøvrigheden. Siden 2019 består stiftøvrigheden i Viborg af biskop og direktøren for Ankestyrelsen idet Statsforvaltningen blev nedlagt og afløst af et Familieretshus. Direktøren kan så herefter uddelegere kompetencen til en person med titel af stiftamtmand.
Stiftamtmanden er en verdslig leder. Ofte brugte politikere mm. stillingen til at placere folk langt væk fra København, så de ikke behøvede at afskedige dem. Men dette er dog næppe sket i Skrikes tilfælde.
Stiftamtmand Skrike.
Som allerede meddelt i Morges, er Stiftamtmand. Kammerherre Skrike i Viborg i Gaar Efterm. afgaaet ved Døden, 65 Aar gl.
Kammerherre Skrike var Søn af Kolonialdirektøren, Departementschef Adolf Skrike og blev, efter at have taget Studenterexamen fra Metropolitanskolen juridisk Kandidat i 1864. Han gik ind i Indenrigsministeriet, hvor han avancerede til Fuldmægtig og i 1879 tillige blev Expeditionssekretær. I 1880 blev Skrike Borgmester i Aalborg og i Slutningen af 1885 udnævntes han saa til Stiftamtmand over Viborg Stift og Amtmand i Viborg Amt.
Med Jacob Skrike gaar en af den danske Embedsstands fineste og nobleste Skikkelser og tillige en af dens dygtigste og mest afholdte Mænd bort. Strike var et klart Hovede med betydelige Administrationsevner og afgørende Myndighed i sin Optræden, men han var først og fremmest en Personlighed, hvis hele Væsen i sig selv rummede alle Betingelser for at udfolde et Embede som en Stiftamtmands. Lige langt fra forstokket Bureaukratisme og uværdigt Popularitetssnobberi var Kammerherre Skrike - eller "Kammerherren", som han blot almindeligvis kaldtes i sin Stiftsby - den jævneste og ligefremmeste Borger og den mest Selvstændige og retlinede Embedsmand. På Bunden jovial og godmodig kunde Skrike dog saare vel bruge sin Myndighed med Kraft, naar det tiltrængtes, men han var altid retfærdig, og han opnaaede derigennem at blive en paa samme Tid ualmindelig anset og overordentlig afholdt Embedsmand.
Der var Tider, hvor man havde Opmærksomheden henvendt paa Kammerherre Strike som Ministeremne, men han havde ingen som helst ministerielle Ambitioner og gav sikkert ogsaa nødigt Slip paa sit Stiftamtmandsembede, der tilfredsstillede den selvstændige Mand med det aabne, ligefremme Væsen og de tvangfri Former fuldtud.
Skrike var en Mand, der vilde sige sin Mening og sække sin Dom frit og utvungent, og han gjorde det paa en hyppigt ligefrem forbløffende aabenhjertig Maade, - han gik aldrig paa Listesko udenom en Sag men slog ret ned, hvor Kærnen laa. Skrike var ikke Diplomat og blev det aldrig - men netop derfor var han agtet og afholdt som faa.
Han var en konservativ Mand af den gamle Skole, men han blandede sig aldrig offentligt i Politik. Han levede et stille og lykkeligt Familieliv i den smukke gamle Amtmandsgaard i Viborg og var altid en velset Gæst blandt Byens Folk. For faa Maaneder siden lykkedes det at bevæge Skrike, der allerede længe havde skrantet, til endelig at forlade sine Embedsforretninger og begive sig til et Kursted. Men det blev ikke bedre her, og i Gaar døde saa den afholdte Stiftamtmand.
Hans Hustru f. Gleerup fra "Vang" i Vendsyssel og en voxen Datter og Søn overlever ham.
H. R. A.
(Nationaltidende 4. september 1905).
Stiftamtmand Skrike.
Da Borgmester Jork for 5 -6 Aar siden skulde forlade Byen, udtalte han ved den Afskedsfest, som var foranstaltet for ham, i en Takkeskaal for "Kammerherren" (den sædvanlige Benævnelse Mand og Mand imellem): "Saa meget tør jeg sige, at dygtigere Stiftamtmand faar Viborg aldrig". Det var stærke Ord, men der fandtes sikkert ikke en eneste i den store Forsamling, hvem de forekom for stærke. Kammerherre, Stiftamtmand Skrike var nemlig et usædvanlig klart Hoved, der snart kunde fordrive Vrøvl og Vaas. Da han i sin bedste Alder for 20 Aar siden overtog det høje Embede her, kom han ikke blot med sit gode Hoved, men tillige med betydelig praktisk Erfaring i Administrationen fra Indenrigsministeriet, Sjællands Stiftamtskontor og Stillingen som Borgmester i Aalborg, og S. hørte til dem, som Livet igennem forøger deres Indsigt, thi han var en saare flittig Mand, der ikke blot arbejdede ihærdigt i Bestridelsen af Embedet, men som tillige fulgte med baade i stort og smaat. Det var en ren Fornøjelse at søge en eller anden Oplysning hos Kammerherren, hvad enten det gjaldt kommunale eller andre juridiske Kvcestioner. Han havde til enhver Tid et klart Svar Paa rede Haand, og han gjorde sig ikke kostbar med sin Bistand. Hans Gerning var hans Liv. Ledelsen af Amtsraadsmøderne var fortrinlig, netop fordi den tilsyneladende næsten var umærkelig. Medlemnierne fik Lov at tale uden egentlig Parlamentarisk Orden. Altid kunde de "faa Luft" for, hvad der i den enkelte Sag laa dem paa Sinde, og selvfølgelig var ikke ethvert Bidrag af Værdi - og dog fremmedes Forhandlingen med tillbørlig Hurtighed og som Regel derhen, at Formandens Forslag gik igennem, uden at dette i nogen Maade blev stødende. Vedtagelsen faldt som den naturligste Sag af Verden af Hensyn til det fornuftige i Forslagene helt bortset fra, hvem der havde fremsat dem.
Selvfølgelig kan ingen Embedsmand, han være nok saa dygtig, gøre sig fortjent til en saa hædrende Omtale som saadan, uden at han som Menneske ogsaa er i Besiddelse af baade heldige og tiltalende Egenskaber. Kammerherre S. var da ogsaa en meget nobel Personlighed. Høj og lav, rig eller fattig fik, naar det gjaldt Embedet, samme bramfri og naturlige Modtagelse, uden Omsvøb eller Nedladenhed. Dertil var S. en sjælden aaben Karakter, der aldrig gjorde sit Hjerte til en Røverkule. Frit og djærvt udtalte han sin Mening baade offentligt og privat, og hvad enten det gjaldt op eller ned. Vi mindes saaledes et Tilfælde i Amtsraadet, da Regeringen (det var før Systemskiftet) havde paalagt Raadet at tvinge et Sogneraad til et Skridt, hvis Realitet Amtsraadet ikke billigede. Et Medlem tilraadedc at "lystre", - han vilde ikke være med til "forloren Radikalisme", som han kaldte det, men S. ønskede ikke saadan at løbe fra sit Standpunkt af Frygt for Ministeriet. Han vilde ikke være med til at tvinge et Sogneraad mod sin Overbevisning, førend han og med ham Amtsraadet selv blev tvungen. Nu - det skal indrømmes - saaledes kan ikke enhver Embedsmand optræde, saa aabent, saa uforbeholden i sine Ytringer o. s. v., som Tilfældet var med Kammerherren, uden at løbe sig en Staver i Livet. Han kunde, thi der var altid "Valuta" bag hans Ord og Optræden.
S. havde naturligvis en bestemt politisk Overbevisning - dog ikke nogen yderliggaaende - , men han var stor nok til i sin Embedsgerning at se bort herfra og behandle enhver strengt retfærdigt efter hans Overbevisning.
Dertil var han i Besiddelse af udmærkede repræsentative Evner. Uden Bram og Brask fremtraadte han med den Værdighed, som en virkelig Personlighed stedse i nogen Maade er omgiven af, og som giver baade Respekt og Tistid.
Byen, Egnen, Amtet vil længe bevare Mindet om denne fremragende, dygtige og humange Embedsmand, der levede for og i at lyse op og gøre Ret og Skel i den betydelige Gerning, som var ham betroet, og i hvilken han holdt ud en føje Tid efter, at de legemlige Kræfter havde svigtet.
aa.
(Viborg Stifts Folkeblad 6. september 1905).
Viborg Stifts-Tidende havde også en nekrolog 4. september 1905.
.JPG)
Stiftamtmand Skrikes Jordefærd.
Stiftsprovst Paulli taler.
Kjøbenhavn, 9. Septbr.
I Dag Kl. 12 jordedes Stiftamtmand, Kammerherre Skrike fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard.
Kisten var dækket under et Væld af Kranse, blandt hvilke bemærkedes en Krans fra Prins Christian og Prinsesse Alexandrine og desuden fra Amts- og Retsbetjentene i Viborg Amt, fra Dansk Sygeplejeforening, mange andre Foreninger og private Folk, som den afdøde havde staaet nær.
Efter Salmen "Alt staar i GudsFaderhaand" talte Stiftsprovst Paulli.
Han mindedes den afdøde, der var hans Ungdomsven, som en sjælden nobel og helstøbt Personlighed, der altid var besjælet af en overordentlig Retfærdighedsfølelse. Den Mand, ved hvis Baare vi nu stod samlet, var ført tilbage til den By, hvor han havde haft sit Ungdomshjem, han vilde nu faa sin Grav blandt os. Men Manden havde haft sin Gerning i en anden By, hvor han sikkert vilde blive mindet som en Mand, der altid havde stræbt efter at gøre sin Pligt og røgte det Kald og den Plads, han var sat til at udfylde.
Tilbage stod Hans Hustru og Børn. For dem vilde det maaske blive tungt og ensomt i de kommende Dage, men Haabet om Gensynet og Mindet om den kære afdøde burde leve i deres Hjerter.
Derefter sang man: "Det er vemodigt at skilles ad", og medens Kisten bares ud af Kapellet, tonede Salmen "Krist stod op af Døde".
I det talrige Følge saas: Indenrigsminister Berg, Stiftamtmand Bagge, Amtmændene Hoppe, Stemann, Tillisch og Bardenfleth, Højesteretsassessorerne Lassen og Larsen, Birkedommer Valeur, en Deputation fra Viborg Byraad med Borgmester Tolderlund i Spidsen, Viborg Amtsraad med Fabrikant Jensen, Dosserup Mølle, i Spidsen, Obersterne Fritz Holst, la Cour og WoriShsffer, Professor Amberg, Landstingsmand Berthelsen, fhv. Konseilspræsident Hørring, Bureauchef Kretz, Hofjægermester Friis og mange andre kendte Mænd.
Ved Graven foretog Stiftsprovst Paulli Jordpaakastelsen.
(Viborg Stifts Folkeblad 11. september 1905).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar