En flittig kirkegænger i ovennævnte kirke som har sin tid således besat at han først kan indfinde sig kort før prædiken begynder, forlader ofte gudstjenesten inderlig bedrøvet over at så mange udvortes omstændigheder forbyder ham at høste den nytte af denne som han under andre forhold burde. Han tager sig derfor herved den frihed til de ansvarlige at fremsætte følgende ønsker hvis opfyldelse han er overbevist om vil glæde mange:
1) at kirkedørene måtte lukkes så snart den egentlige prædiken er begyndt, og holdes lukkede til den er endt. For hvor meget den vedvarende knirken af deres i- og oplukken forstyrrer andagten er bekendt nok. Skulle dette imidlertid synes at være alt for stor indskrænkning i "friheden", tør man dog vel vente det beskedne ønske opfyldt, at dørene indrettes således at de uden støj kan går op og i, og at stengulvet ved indgangen belægges med tæpper. Gid de ansvarlige havde ligesom indsenderen set hvor mange der langfredag til højmesse måtte gå midt under prædiken på grund af den fra dørene gennemtrængende støj og trækvind!
2) at de gamle langs med væggen lige overfor prædikestolen stående forfaldne, næsten aldrig brugte indelukkede stole måtte borttages og gøre plads for dagens lys og de kirkegængere som nu må forlade kirken af mangel på plads, hvoraf disse stole indtager så meget. Anmelderen har i al den tid han har besøgt Helligåndskirken, ikke set nogen gøre brug af dem.
3) At begge dørene på den midterste kirkeport ud til Vimmelskaftet måtte åbnes når gudstjenesten var forbi. For når mange på en gang forlader kirken, må man trænge sig igennem den ene åbne dør, hvorved man er udsat for at sønderrive klæderne på det jernblik der er fastslået på begge portfløjene for at forebygge protens beskadigelse med urinering.
(Politivennen nr. 1060, Løverdagen, den 23de April 1836. Side 264-265)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar