Til Pramlaget.

Det er nu indløbet at der ved alle sandkister ikke kan fås sand. Hvem der vil eller nødvendig skal have det, er nødt til at lade det indføre fra Amager. Da således et læs som fra sandkisterne tilforladeligt dyrt dyrt, kostede otte mark, nu kommer på to rigsdaler. Her ses da atter de skadelige følger af monopoler eller udelukkende privilegier. Pramlaget har ene tilladelse til at indbringe og sælge sand. Hvis dette ikke var tilfældet, så ville indbyggerne nu ikke være i forlegenhed eller nødes til også på denne artikel at lade sig flå.

Det var imidlertid en lykke om denne overgående mangel kunne have den gode følge at københavnerne noget indskrænkede deres alt for stærke brug af sandet der vel til nogle husholdninger, såvel som til bygningsmateriale er uundværligt, men for en stor del kunne være borte af vore gulve når disse maledes, eller belagdes med malede tæpper. Ved denne forandring ville vore gader vine i renhed, vor havn mundres mindre, vort fodtøj slides mindre, og utøj ikke være mange småfamiliers egyptiske plage.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 195, 16. januar 1802, s. 3112-3113)