D. 29. Decbr. Kl. 14 Eftermiddag skete den Ulykke, at den ved Blokhus stationerede Redningsbaad, efterat være benytter til en Øvelsestur, kæntrede i Brændingen, hvorved 5 Mennesker fandt deres Død i Bølgerne, medens den øvrige Besætning, 7 Mand, blev reddet. - Angaaende denne ulykkelige Begivenhed meddeler "Aalb. Av." følgende: "Det ved Baaden fast ansatte Mandskab var tilfældigvis samlet i Blokhus. Det var i længere Tid lovet Mandskabet, at dette maatte foretage en Øvelsestur med Baaden. Idet nu Opsynsmanden ved Redningsstationen havde den fornødne Bemyndigelse til at lade foretage en Øvelsestur, og Søen ikke var høiere, end at man før har prøvet Baaden i lignende Søer, gav han Mandskabet Tilladelse til at benytte Baaden. Øvelsesturen blev foretagen aldeles regelmæssigt, og uden at der kom synderligt Vand i Baaden. Da man var færdig med Øvelsen og vilde til Land igjen, gik Baaden med største Lethed over den yderste og mellemste Revle; men da man skulde passere den inderste Revle, naaedes Baaden af en meger lang Bølge, som satte den helt paa Forenden, hvorved Baaden udentvivl havde stødt imod Grunden og Roret er blevet vandløst. Herved tabtes Kommandoen over Baaden, denne dreves ved Stødet, Strømmen og Vinden om paa Siden, og den næste Bølge kæntrede da Baaden, som forblev liggende med Kjølen iveiret. Folk, som fra Land af saa Begivenheden, forsikkre, at denne foregik saa hurtigt, at det var umuligt at opfatte hvorledes der Hele gik til. De faa paa Stranden Tilstedeværende ilede strax de Forulykkede tilhjælp; af disse kom de syv levende, om ogsaa i forkommen Tilstand, iland, men fire kun som Lig, imedens den tolvte endnu savnes, idet han udentvivl i død Tilstand er skyllet bort af Strømmen. Ligene blev strax bragte op til det nærmeste Hus (Kjøbmand Klitgaards) og der behandlede med største Omhu og Forsigtighed, for om muligt at tilbagekalde Livet; men efter nogle Timers Arbeide, og efter at Distriktslægen var kommen tilstede, maatte man anerkjende Umuligheden af at frelse nogen af de fire Mænd. Disse vare Alle, saavelsom den savnede Mand, Husmænd og Familiefædre fra Hune Sogn, som for 10 Aar siden paa Havet ved et Redningsforsøg mistede ni af Sognets bedste Sømænd. Begivenheden har naturligvis gjort er dybt Indtryk paa Egnens Befolkning, og det er at vente, at man ikke vil undlade paa bedste Maade at komme de forulykkede Mænds Efterladte tilhjælp. Her paa Kysten er man enig om, at Baadens Bygning og Indretning ikke har foranlediget Ulykken, men at denne er fremkaldt ved et Sammenstød af Omstændigheder, hvorover Memneskene ingen Magt have. Af Bestyrelsens Holdning ved denne Leilighed vil det maaske afhænge, hvorvidt Redningsvæsenet paa Jyllands farlige Vestkyst vil vedblive at bestaa. Hvis Statskassen i dette Tilfælde, hvor 5 Mennesker ere omkomne paa en Øvelsestur - som forøvrigt er absolut fornøden, naar Mandskabet skal være duligt i Nodens Stund - , ikke kommer de Forulykkedes Efterladte tilhjælp, vil Følgen let blive, at Mandskabet paa de forskjellige Stationer mælder sig ud af Tjenesten og at der bliver vanskeligt, i fornødent Fald, at faa Mandskab til ar betjene Redningsbaadene."
(Ribe Stifts-Tidende 6. januar 1857)
Redningsstation Blokhus blev anlagt 1856 efter lov af 26. marts 1852. Den første redningsbåd var 26 fod lang, bygget af bygmester Bonnesen i København. Båden var af en ny type med højt skydende stævne og fyldigere vandlinier end tidligere redningsbåde. Den gjorde tjeneste ved stationen til 1883,da den overførtes til Thyborøn efter at være afløst af en ny båd bygget på Orlogsværftet. Denne båd blev på stationen til 1892, hvor den overførtes til bistationen "Rødhus". Blokhus havde fået en ny båd "robaad" nr. 74, der stadig i 1939 gjorde tjeneste i Blokhus.
Navnene på de druknede var Peder Christoffersen Buch, Lars Christian Pedersen, Christen Pedersen Skrædder, Peder Christian Jensen og Mads Christian Andersen Kiæmpe. Den sidstes lig blev fundet et år efter forliset ved Grønhøj mellem Blokhus og Saltum.
Om Redningsvæsenet paa de danske Kyster.
Af Lieut. W. Mariboe.
I "Dagbladets" Nr. 21 findes en Artikel betitlet "Om Redningsvæsenet paa de danske Kyster", som indeholder et Angreb, rettet mod hele det i Danmark organiserede Redningsvæsen, og særligt mod den styrende Commission og Skibsbygmester Bonnesen; den Førstes Virksomhed og den Sidstes Baade fordømmes fuldstændigt. Dersom ikkun Sagkyndige vilde læse og bedømme den omhandlede Artikels Værd, skulde jeg aldrig have gjendrevet den med et Ord, saameget mindre som det sidst udkomne Hefte af "Tidsskrift for Søvæsen" indeholder en interessant og paalidelig Fremstilling af Redningsvæsenet og dets Resultater; men, da Folk uden Sagkundskab sandsynligvis ville læse og dømme, skal det dog ikke siges, at ikke een upartisk Stemme har hævet sig til Forsvar, og, skjønt Sagen ei personligt vedrører mig, skal jeg dog af Interesse for den i disse Linier tillade mig al vise, at Hr. W. P. "paa egne og et stort Antal danske Sømænds Vegne" i sin Iver er gaaet meget for vidt.
Det er for Lieut. Saxtorffs Baade og hans Sag, at Hr. W. P. har opkastet sig til Advokat. Jeg indrømmer gjerne, at dersom man kunde gjøre alle Fiskerbaade til synkefrie, lette og stærke, ei dybtstikkende Fisker- og Redningsbaade, som tillige aldrig kunde kæntre, saa vare vistnok alle andre Redningsfartøier overflødige; men dette Project er nok langt smukkere i Theori end i Praxis, og jeg tvivler stærkt paa, at det er udførligt. Imidlertid, fordi man har en saadan Idee, er det ikke nødvendigt at bryde Staven over de nærværende Redningshaade, og det er en overordenlig letsindig Yttring af Hr. W. P., naar han siger, "at vi maae ansee det for uforsvarligt oftere at lade Mandskabet betroe sig til disse Baade. selv om Fiskerne dertil skulde være villige, hvilket vi meget betvivle." Skulde denne Paastand være sand, hvad Navn har man da for den Handling, en Sømand begaaer, naar han betroer sig til et almindeligt Fartøj, det være sig Skib eller Baad? Og fører man denne Paastands Conseqvenser over i det daglige Liv, hvor uforsvarlig er det da ikke for en Mand at gaae ud paa Gaden i en Storm, da man har seet Tagstene falde ned og slaae Folk ihjel; og, for at tage et Exempel, der mere nærmer sig til Sømandens Færd, hvor uforsvarligt er det ikke, at en Straalemester vil gaae op paa Taget af et brændende Hus, da dog Tage ere styrtede ned, og Redningsmaskiner have ofte ikke kunnet redde! - Den Beskyldning, der i nævnte Artikel er fremsat, er af en saa alvorlig Natur, at Commissionen - som uagtet Hr. W. P.s Haab er i bedste Velgaaende - i Sandhed vilde have Meget paa sin Samvittighed, dersom der kunde være nogen Tvivl med Hensyn til Baadenes Godhed eller deres fornuftige Construction, men der er ingen Tvivl, og det er navnlig støttet paa Forsikkringer fra de Folk, som betroe deres Liv til dem, at man trøstigt kan udtale og godtgjøre dette. Da Tegningen til Bonnesens Redningsbaade blev antagen, vidste man meget vel, at der var Mulighed for, at Baaden kunde kæntre og vilde da ligge med Kjølen iveiret, men man vidste tillige, at der var ringe Sandsynlighed for, at det vilde skee, og saa godt som aldrig, naar Mandskabet kun bar sig nogenlunde sømandsmæssigt ad. Man ønskede endog ikke, at Baaden skulde gaae over x, naar den kæntrede, fordi den, for at være istand dertil, maatte have en svær Jernkjøl til Contravægt, og dette vilde medføre de store Misligheder, at Baaden blev mere dybgaaende, mindre letroende, fik voldsommere Bevægelser i Søen og blev meget vanskeligere at transportere paa Land, altsaa mistede mangfoldige gode Egenskaber. Som den nu er construeret er den prøvet af de respektive Besætninger paa Vestkysten i omtrent fem Aar paa de forskjellige Stationer saavel for Øvelser som for Redning, og ved slige Leiligheder er den bleven kæntret over, saa at den fyldtes til Rælingen med Vand; den reiste sig dog stedse, og inden fem Minuter var Vandet atter løbet ud igjennem Bundens Ventiler. Luftkasserne i Bunden ere anbragte efter modent Overlæg og ikke pnncipstridigt eller tankeløst. Da man ikke vilde give Baaden den Egenskab at kunne gaae over x, ere de indsatte for at lette den i Søen og for at forebygge, at Mandskabet sidder op til Livet i Vand, en Ting, der vel kunde synes ringe, naar det gjælder om at frelse Menneskeliv, men som for de Paagjældende ingenlunde er saa ringe, men derimod en Ubehagelighed, der giver Afsmag for at færdes i Baadene; og den Letflydenhed, som er opnaaet ved at anbringe Kasserne i Bunden, er en Hovedegenskab ved Baade der skulle anvendes paa Vestkysten, for at kunne flyde let over Revlerne og vage paa Braadsøerne.
Hvad specielt Tilfældet med Strandingen af Baaden ved Blokhus angaaer, da er det en Kjendsgjerning, at Mandskabets Adfærd var aldeles usømandsmæssig. Ved slet Styring bragtes Baaden saaledes paa Søen, at Agterenden hævedes op over Vandet, Stavnen huggede, og den næste Sø slog den tvers paa Havstokken, hvor Folkene efter al Sandsynlighed snarere knustes end druknede. Baaden var altsaa passeret Revlerne. Om end en Baad er aldrig saa godt konstrueret, saa forudsætter man dog en vis Grad af Duelighed og Paapasselighed hos Mandskabet, som betjener den; finder man ikke Sligt hos det, selv om det har sin Grund i tilfældige Omstændigheder, som ved denne Stranding, da hjælper det ikke, om Baaden ikke kan kæntre, thi saa kan man nok ødelægge den og sig paa anden Maade. Der er imidlertid endnu een Aarsag, som taler for ikke at opoffre andre gode Egenskaber ved en Baad for at frembringe Umuligheden af at kunne kæntre, og den er, at naar først Fartøjet er vendt rundt og har kastet Mandskabet i Søen, saa er det næsten umuligt for det at komme op i den høie Baad i et oprørt Hav, saa bjerger det sig maaskee lige saa godt ved Hjælp af Redningsbelter og Aarer eller den omvendte Baad, tilmed da Søen jo næsten altid bærer paa Land, naar Fartøier bruges til Bjergning. Det er vanskeligt for en enkelt svømmende Mand at komme op i et Fartøi i smult Vande, hvor meget vanskeligere, ja, næsten umuligt bliver det da ikke for en hel Besætning paa een Gang at komme op i en Baad, naar der er svær Søgang.
Jeg skal endnu kun tilføie een Bemærkning, idel jeg iøvrigt henviser til Capt. Ipsens Beretning i det sidst udkomne Hefte af "Tidsskrift for Søvæsen", af hvilken man blandt Andet vil see, at det i det mindste er en Misforstaaelse af Hr. W. P., naar han anfører, "at de Skibbrudnes Redning næsten udelukkende er bevirket ved Hjælp af Redningsraketter", thi Forholdet stiller sig omtrent lige for begge Indretninger. Det er naturligt, at man bruger Rakelapparater, naar man kan; thi det er som bekjendt ikke let for en Baad at lægge til et Skib, naar Søen er høi, da det er Fare for, at Baaden kan sønderslaaes; er Skibet nært nok, og man paa Stationen baade har Raketapparat og Baad, saa er der vel ingen Grund til, at man skulde undlade at benytte to Midler i Stedet for eet, og ingensinde har man undladt at bruge Baaden af Frygt for dens Mangel paa gode Egenskaber i Søen.
Jeg har her fattet mig i muligst Korthed og troer at have godtgjort, at Hr. W. P.s Artikel var - jeg vil kun sige - overilet skrevet. Det er muligt , at hans Mening var god, men i saa Fald har han vidst godt at skjule det; det er muligt, at det er hans Overbevisning, at vort Redningsvæsen er daarligt , ligesom det er min, al det er godt og paalideligt; men støtter han ikke sin Overbevisning paa en bedre Grundvold end denne ene Ulykke ved Blokhus, da paalægger han sin Samvittighed en ikke ganske ringe Byrde ved sit Forsøg paa at svække tilliden til de Redningshaade, hvis Anskaffelse har været en glædelig Begivenhed for Enhver, som Sømandens Sag interesserer, og hvis Anvendelse allerede har reddet mange Menneskeliv..
Den 29de Januar 1857.
(Fædrelandet 3. februar 1857)
Oprindelig ville redningsmandskabet ikke bruge redningsbælter, men efter ulykken blev de pålagt at bruge dem, også ved øvelser. Ligeledes blev det fastslået at dybgangen skulle holdes inden for en vedtagen grænse så de ikke gik på grund ved lavvande. Ministeriet vedtog endvidere at understøttelse til forulykkedes efterladte også gjaldt ved øvelser.
Skibsbygmester E. P. Bonnesen der havde studeret bygning af redningsbåde i England, stod for redningsbåd nr. 1: klinkbygget, 9 m lang og 3 m bred. I oktober 1846 fik den station i Flyvholm. Da den var for tung til at kunne transporteres over land, blev den stationeret i Agger Kanal og 1851 afløst af en anden båd. I 1847 byggede Bonnesen en mindre klinkbygget båd på erfaringerne med den første: 8 m lang og 2 m bred, forsynet med lufttætte kobberkasser langs rælingen. Den blev stationeret i Flyvholm og var i brug indtil 1884. Båden var model for de 11 både, Bonnesen byggede til staten i årene 1850-51, herunder den første redningsbåd i Løkken. Disse både fik dog, efter ønske fra redningsfolkene, højere stævne meget lig de vestjyske fiskeres havbåde.
Den i oktober 1849 nedsatte kommision for Redningsvæsnet resulterede i Lov angående Redningsvæsenet på de danske Kyster 26. mart 1852. Efter den blev der oprettet raketapparater og redningsbåde på 13 lokaliteter (heriblandt Blokhus), 8 kun raketapparat. Der blev også oprettet redningsstationer med raketapparater på Bornholm.
Redningsmandskabet bestod af en bådformand valgt af mandskabet på 12 mand. Redningsmændene fik 4 mark for en øvelsesdag og 8 mark under redningsforsøg. Fra 1858 fik de dog fast fast årlig vederlag. Holdningen blandt mandskaberne var generelt at de følte sig dårligt aflønnet for at sætte liv og lemmer på spil.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar