Nedlagt gravsted, Vestre Kirkegård. Den 39-årige styrmand Johannes Antonius Holm omkom i et forsøg på at redde to drenge fra at drukne, men druknede selv sammen med den dreng han forsøgte at redde. Han efterlod sig kone og 3 børn. Styrmand Holm boede på Lille Istedgade 6, havde været gift i 5 år og fik 3 børn (konen var gravid med et fjerde). Huset lå hvor nu Borgenhus ligger, ved siden af Mændenes Hjem.
Han sejlede kryolit fra Ivigtut, Grønland på Kryolithmine- og Handelsselskabets barkskib "John Franklin". Skibet var kommet til København med kryolit fra Ivigtut-minen Grønland, under kaptajn Mortensen den 8. august 1886.
Begravelsen tiltrak efter hvad aviserne berettede en stor mængde mennesker. Efter hans død blev der fra forskellig side iværksat indsamlinger til hans efterladte, bl.a. fik enken et beløb af kongen (Christian 9.).
To mennesker druknede.
Søndag eftermiddag skete et ulykkestilfælde i Københavns Havn ud for Kvæsthusbroen. En bugserdamper kom slæbende med nogle skibe gennem havnen. En lejebåd, hvori der befandt sig to drenge, hængte sig fast ved et af de bugserede skibe, men pludselig gav drengene los uden at have set en i farvandet kommende vandbåd. Det så ud som om der skulle ske et sammenstød, hvorfor den ene af drengene ville tage mod stødet, men ved denne bevægelse fik han overbalance og styrtede i vandet. En mand af vandbådens besætning, styrmand Holm, kastede sig ifølge "Dagbl." straks ud efter ham, og begge kom også op en gang, men sank derpå igen og kom ikke mere til syne. Ligene blev i går formiddag fundet og ved politiets foranstaltninger indlagt i et lighus. Styrmand Holm efterlader sig enke og tre børn.
(Slagelse-Posten 12 oktober 1886)
Kvæsthusbroen, 1870. Det må have været i dette område ulykken skete. Som det ses ser det temmelig befærdet og snævert ud. Længst væk til venstre Vestindisk Handels Plads med de karakteristiske pakhuse. Vilhelm Tillge (1843-1896) fotograf. Det Kgl. Biblioteks billedsamling. Materialet er fri af ophavsret.
Enken efter styrmand Holm
som i søndags druknede under forsøget på at redde et ungt menneske, har i følge "Av." fra selskabet som består af mænd der er benådede med redningsmedaljen, i betragtning af de meget trange kår i hvilke hun lever, modtaget en understøttelse af 25 kr. som af selskabets formand blev overrakt hende i hendes bopæl, Lille Istedgade 6.
(Sjællands-Posten (Ringsted), 15. oktober 1886)
Dødsfald
At min trofaste stræbsomme mand, forhv. styrmand Johannes Antonius Holm efter 5 års lykkeligt ægteskab kun 39 år gammel i søndags har ofret sit liv under forsøget på at frelse et ungt menneske fra at drukne, bekendtgøres for venner og bekendte af hans dybt sørgende hustru.
3 små børn og hans moder begræder med mig tabet af en elsket mand, søn og fader.
Johanne Bolette Jørgensen,
født Rasmussen
Marie Johanne Holm, b5902
født Rasmussen
Begravelsen finder sted søndag den 17. oktober kl. 2 fra Vestre Kirkegårds kapel.
(Social-Demokraten 16. oktober 1886)
Sømandsforeningen af 1877
Medlem nr. 106, Johannes Antonius Holm, som tilsatte livet under forsøget på at redde et medmenneske, begraves fra kapellet på Vestre Kirkegård søndag den 17. dennes kl. 2.
De herrer medlemmer bedes give møde. Emblem bæres.
b 5886
G. Nielsen,
Formand
(Social-Demokraten, 16. oktober 1886)
Jordefærd.
I går foregik på Vestre Kirkegård en højtidelig begravelse. Det var styrmand Holm som den 10. d.s. tilsatte livet under et forgæves forsøg på at redde et ungt menneske fra at drukne i havnen ud for Kvæsthusgade, der her blev stedt til hvile. Kisten hvorover foruden Sømandsforeningens fane tillige fire dannebrogsfaner vejede, var rigt smykket med kranse, hvoriblandt en særdeles smuk laurbærkrans med en dannebrogssløjfe der bar det emblem som føres af "Selskabet bestående af Mænd der er benådede med redningsmedaljen" samt dette selskabs "farvel" til den afdøde der efter oftere at have reddet menneskeliv nu ved sin opofrelse i døden havde indskrevet sig selv som en brav kammerat. Pastor Mohr holdt en gribende tale til det særdeles talrige følge som havde samlet sig, og hvoriblandt man foruden Sømandsforeningen af 1877 og den afdødes kammerater fra de fartøjer der på reden forsyner skibene med vand, bemærkede særdeles mange mænd der bar redningsmedaljen, af hvilke sidste en del bar kisten til graven. Den smukke begravelse skal være bekostet af den afdødes ovennævnte kammerater, der straks har skudt en sum sammen mens bestyrelsen af det omtalte selskab, bestående af mænd der er hædret med redningsmedaljen (hvis love blandt andet også byder det at understøtte efterladte efter mænd der -- selv uden at være medlemmer af foreningen - tilsætter livet ved redningsforsøg) har efter ringe evne sendt den afdødes enke et foreløbig hjælp. Men dette smukke eksempel trænger desværre hårdt til efterligning, for trangen er stor og den stakkels enke sidder med tre uforsørgede småbørn og venter nu bekymret på nedkomsten med det fjerde.
(Nationaltidende, 18. oktober 1886)
Jordefærd. I søndags eftermiddags kl. 2 jordedes på Vestre Kirkegård liget af styrmand Holm, der for otte dage siden druknede under forsøget på at redde et ungt menneske. Trods det uhyggelige vejr havde der samlet sig en stor mængde mennesker for at følge den behjertede mands båre. To af den afdødes små børn var også til stede. Kisten var smykket med en mængde kranse, hvoriblandt en laurbærkrans fra "Selskabet af Mænd, der har faaet Redningsmedalje", og en af de gamle sømandsforeninger var mødt med nogle faner. I det ikke meget rummelige kapel holdt pastor Mohr en smuk tale, hvori han navnlig dvælede ved den afdødes opofrende dåd, idet han havde givet det bedste han ejede, sit liv, hen for et medmenneske; og sådan stordåd havde han mange gange øvet. Nogle salmer blev sunget, og kisten blev båret til graven, hvorefter højtideligheden var til ende.
(Social-Demokraten, 19. oktober 1886.)
Hans majestæt kongen har sendt en gave af 100 kr. til styrmand Holms efterladte.
(Dagens Nyheder, 22. oktober 1886)
Søndag den 10, oktober tilsatte styrmand Antonius Holm der i mange år har faret med barkskibet "John Franklin", livet under et forsøg på at redde en ung mand fra at drukne. Hans efterladte familie, der består af kone og tre børn med snarlig udsigt til et fjerde, er derved kommet i så trykkende forhold, at den vil komme til at lide ligefrem nød, hvis der ikke ydes hjælp. Efter vort kendskab til forholdene foreligger der her et tilfælde hvor godgørenheden i enhver henseende vil være på sin rette plads, og vi håber at denne vor opfordring til at yde frivillige bidrag må kunne bidrage til noget at betrygge den families skæbne som så brat har mistet sin forsørger under hans udførelse af en menneskekærlig handling.
Undertegnede modtager med tak ethvert bidrag.
R. E. A. Rasmussen
Skibsfører
Lille Strandstræde 18
H. L. Urbye
Skibsfører
Rosendalsvej 12, 2
Theodor Hansen
Skomagermester,
Brogade 7
Carl f. Schønning
Manufakturhandler
Østergade 56
D. Clausen
Arbejderformand
Borgergade 118
(Morgenbladet (København), 24. oktober 1886)
Til styrmand Holms efterladte er der endvidere på dette blads redaktionskontor indleveret: P. E. C. 5 kr. - Chr. Hansen, Nørrebro, 3 kr. - E. W. 2 kr. - Aug. C. 10 kr. - Andrea og Harald 2 kr. - Th. O. R. 2 kr. - Ialt med det tidligere indkomne: 462 kr 70 Ø.
(Dags-Telegraphen (København), 28. oktober 1886).
Til styrmand Holms efterladte er der endvidere på dette blads redaktionskontor indleveret: r. 2 kr. - Ialt med det tidligere indkomne: 983 kr 90 Ø.
(Nationaltidende, 31. december 1886).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar