Indsenderen der til forskellige tider af dagen passerer gennem ovennævnte gade, har med fornøjelse lagt mærke til at de fordums forskellige uordener som herskede der, i de senere år er aldeles hævede, ligesom også at ejerne heller ikke har sparet på bekostninger for at omdanne og forskønne gadens bygninger, hvilket sidste især i år har været tilfældet da ikke mindre end fem forskellige ejendomme er blevet oppudset i denne gade, og muligvis flere endnu i år vil blive det. Huset nr. 83 i nævnte gade er nu det eneste som for tiden især mest trænger til at istandsættes på facaden for ikke at stikke for meget af fra de øvrige bedre udstyrede, og da det ville være til ejerens egen fordel, kan man forvente at han ikke vil lade nævnte hus være sig og gaden til skamme.
En just ikke ubetydelig uorden har indsenderen også ofte været vidne til at der begås i nr. 85 i nævnte gade, idet der i almindelighed en gang om dagen udkastes en urenlig væske, formentlig urin fra et tagvindue lige over gadedøren tii nævnte hus, og det så stærkt at en del af denne væske styrter over den anbragte tagrende ned på gaden og gør således passagen på gaden og indgangen til huset betydelig usikker. Mærkeligt er det at barbersvendene som konditionerer hos enken der bor i stuen, bebor dette kammer hvortil dette vindue hører, og at det skal være en doven og svinagtig tjenestepige som udkaster natpotten på taget, for at spare sig ulejligheden med at nedbære den, noget som dog er brug i ethvert ordentligt hus. Da hverken hendes madmor eller barbersvendene der ikke kan være uvidende herom, formodentlig ikke kan tvinge nævnte pige til at lade dette svineri fare, anmodes ejeren i almindelighed om at ville foranstalte de nødvendige forholdsregler for at denne uorden i fremtiden aldeles kan blive hævet og dette har han så meget mere grund til at vente som hans ejendom ved denne uorden lider en ikke ubetydelig skade.
(Politivennen nr. 1291, Løverdagen, den 26de September 1840. Side 617-618).
Redacteurens Anmærkning.
Klosterstræde nr 83 er nutidens nr. 6 (fotoet yderst til højre), opført 1729 af murermester Joseph Toscanelli og tømrermester Johan Engelsen for skomager Gothardt Andreas Germann. Ombygget mellem 1775 og 1788 . Nr. 85 (fotoet yderst til venstre) er nr. 10, fra før 1749, muligvis mellem 1731-37, ombygget 1769 og efter 1807.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar