På Vesterbro nr. 27 litra B foreviser hr. Lehmann et menageri som vel er lille, men dog indeholder nogle ret sjældne og interessante dyrearter. Adgangsprisen er villig og lokalet rigtig nok noget indskrænket til den mængde mennesker som (i det mindste da anmelderen var der) besøgte det. Men for resten ret propert og net indrettet. Så vidt er alting i fin orden.
Men efter at man har været der i nogen, fremtræder en smudsig klædt person som formodentlig er oppasser hos dyrene, og reciterer i et sprog som mest ligner det tyske, nogle zoologiske notitser ved hvert dyr. Skønt disse populære forelæsninger ikke er så aldeles autentiske, kunne de dog være tjenlige for dem som er svage i ånden, eller ikke har læst Rafns naturhistorie for børn. Efter nu at have endt sit kursus, vedbliver han talen omtrent således: "Ich hofffe nun, dass meine Herren und Damen anitzund nicht so ungalant seyn werden, mir ein kleines Gratial zu verweigern." Derpå ryster han med forfærdelig bragen en mægtig stor sparebøsse så tilskuerne farer sammen og trænger sig nu med påtrængende ord og lader ind mellem tilskuerne, idet han stoler på at en falsk undseelse vil afholde de fleste fra at være "so ungalant" at nægte ham dette gratiale. Når nogen imidlertid afviser ham, tilkaster ham dem et hånligt blik eller undser sig ikke ved gentagne gange at trygle om denne almisse.
Personen må nu kalde det "gratiale" eller hvad han vil. Så er man dog så fri at benævne hans forhold "tiggeri" og vil blot gøre ham opmærksom på at tiggeri under enhver skikkelse i vores land er forbudt og i vores love belagt med en navnlig straf. Næst det ubehagelige der ligger i at en smudsig klædt person *) trænger sig ind imellem velklædte mennesker og gnider sig op ad klæder der ikke tåler sådanne berøringer, er det harmeligt og oprørende at se et så uforskammet tiggeri at drives så åbenlyst. Hr. Lehmann eller hvem der for resten er ejer eller forstander vil man gøre opmærksom på at sådan fremgangsmåde er upassende og uanstændig ved et menageri som han selv kalder et af de største i Europa.
Hvis det på denne måde indsamlede er sportler der hører til personens løn (for at det indsamles for tjeneren og ikke for herren, vil man håbe og tro), så forhøjer han denne eller adgangsprisen. For et sådant ublu overhæng og påtrængenhed gør på dannede mennesker en ubehagelig virkning. Skal det være betaling for hans kollegier i den populære naturhistorie, så vil man gøre ham opmærksom på at offentlige forelæsninger her til lands holdes gratis. Og vil han give privatissima, så bør han på plakaten tilkendegive til hvilken tid på dagen disse holdes. For da skal visseligt anmelderen og han tror vist også flertallet af tilskuerne, vælge den tid på hvilken man kan undgå disse oplysende og i sine følger nærgående forklaringer.
*) Det er ikke anmelderen hensigt at lægge ham hans dragt til last, for det er naturligt at han ved at passe dyrene ikke kan være propert klædt. Men kun at gøre ham opmærksom på at han i den dragt bør blive hos dyrene.
(Politivennen nr. 702, Løverdagen den 13de Juni 1829, s. 399-401)
Men efter at man har været der i nogen, fremtræder en smudsig klædt person som formodentlig er oppasser hos dyrene, og reciterer i et sprog som mest ligner det tyske, nogle zoologiske notitser ved hvert dyr. Skønt disse populære forelæsninger ikke er så aldeles autentiske, kunne de dog være tjenlige for dem som er svage i ånden, eller ikke har læst Rafns naturhistorie for børn. Efter nu at have endt sit kursus, vedbliver han talen omtrent således: "Ich hofffe nun, dass meine Herren und Damen anitzund nicht so ungalant seyn werden, mir ein kleines Gratial zu verweigern." Derpå ryster han med forfærdelig bragen en mægtig stor sparebøsse så tilskuerne farer sammen og trænger sig nu med påtrængende ord og lader ind mellem tilskuerne, idet han stoler på at en falsk undseelse vil afholde de fleste fra at være "so ungalant" at nægte ham dette gratiale. Når nogen imidlertid afviser ham, tilkaster ham dem et hånligt blik eller undser sig ikke ved gentagne gange at trygle om denne almisse.
Personen må nu kalde det "gratiale" eller hvad han vil. Så er man dog så fri at benævne hans forhold "tiggeri" og vil blot gøre ham opmærksom på at tiggeri under enhver skikkelse i vores land er forbudt og i vores love belagt med en navnlig straf. Næst det ubehagelige der ligger i at en smudsig klædt person *) trænger sig ind imellem velklædte mennesker og gnider sig op ad klæder der ikke tåler sådanne berøringer, er det harmeligt og oprørende at se et så uforskammet tiggeri at drives så åbenlyst. Hr. Lehmann eller hvem der for resten er ejer eller forstander vil man gøre opmærksom på at sådan fremgangsmåde er upassende og uanstændig ved et menageri som han selv kalder et af de største i Europa.
Hvis det på denne måde indsamlede er sportler der hører til personens løn (for at det indsamles for tjeneren og ikke for herren, vil man håbe og tro), så forhøjer han denne eller adgangsprisen. For et sådant ublu overhæng og påtrængenhed gør på dannede mennesker en ubehagelig virkning. Skal det være betaling for hans kollegier i den populære naturhistorie, så vil man gøre ham opmærksom på at offentlige forelæsninger her til lands holdes gratis. Og vil han give privatissima, så bør han på plakaten tilkendegive til hvilken tid på dagen disse holdes. For da skal visseligt anmelderen og han tror vist også flertallet af tilskuerne, vælge den tid på hvilken man kan undgå disse oplysende og i sine følger nærgående forklaringer.
*) Det er ikke anmelderen hensigt at lægge ham hans dragt til last, for det er naturligt at han ved at passe dyrene ikke kan være propert klædt. Men kun at gøre ham opmærksom på at han i den dragt bør blive hos dyrene.
(Politivennen nr. 702, Løverdagen den 13de Juni 1829, s. 399-401)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar