Efter menageriejeren hr. Lehmans gentagne bekendtgørelser i Adresseavisen at slangerne havde ytret lyst til at æde, og at de ville blive fodrede torsdag den 6. dennes eftermiddag klokken 5, indfandt anmelderen sig der til bestemt tid. En betydelig mængde mennesker opfyldte det mådelige lokale. Men størst var dog trængslen omkring buret hvori slangerne fandtes. Her stod tilskuerne sammenpakkede som i en presse, således at det var umuligt at røre sig fra stedet eller forlade den plads man var kommet på, om man end anstrengte sig nok så meget. En halv time tilbragte en af dyrenes oppassere med at byde slangerne høns og en kanin. Men de ytrede ikke ringeste lyst til at angribe dem, så at hønsene og kaninen gik lige så uskadte fra buret som Daniel fra løvekulen.
Man kan derfor ikke undlade at fremsætte det ønske at hr. Lehman når han atter lader bekendtgøre at slangerne virkelig har ytret appetit, og han altså kan vente et stort tilløb, vil skaffe sig et rummeligere lokale eller i det mindste ikke indlade så mange ad gangen. For i tirsdags var de virkelig alt for mange, og enhver forlod stedet misfornøjet over forgæves at have udholdt ½ times presning i en næsten uudholdelig hede, og i en luft svangret med så mange menneskers og dyrs uddunstninger.
(Politivennen nr. 832, Løverdagen den 10de December 1831, s. 852-853)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar