12 februar 2024

Familien Jensen. (Efterskrift til Politivennen).

Stakkels Mo'r - ! 

Børstenbinder Jensens Hustru, fotograferet i Hjemmet i Husvildebarakkerne paa Finsensvej sammen med 8 af sine 12 Børn, hvis Fader sidder arresteret for Drabsforsøg paa det ene af disse.

Det uhyggelige Drabsforsøg, der i Forgaars Aftes blev forøvet paa Trappegangen nede i Holbergsgade af den 44 aarige fhv. Børstenbinder, nu Arbejdsmand Oscar Ludvig Jensen, som i en Rus gjorde et desperat Forsøg paa at strangulere sin lille 5-aarige Søn, har aabnet for et Indblik i et Hjem og et Familieliv, der i sin hjertegribende Fortvivlelse ligefrem synes at trodse al Menneskelighed.

Familien bestaar, som vi fortalte i Gaar, af Mand, Hustru og 12 Børn, af hvilke de to ældste, der er henholdsvis 16 og 12 Aar, opholder sig hos nogle Slægtninge paa Fyen, - hvorfra familien for nylig er kommen her til København, - medens en 8-aarig Dreng, der er stærkt kirtelsvag, er paa Sanatorium, og den 5-aarige Dreng, der var Genstand for Attentatet fra Faderen, og som for øvrigt er noget aandssvag, foreløbig er anbragt paa Hospitalet. Tilbage paa Hjemmet derude i Barakkerne paa Finsensvej Nr. 259 sidder den stakkels Mo'r med de tilbageværende 8 Børn, som man ser dem her paa Billedet, vor Fotograf tog derude i Gaar.

Fru Jensen, der kun er 39 Aar gammel, gør et svageligt og forkuet Indtryk, udslidt, som hun er af Kampen for Tilværelsen, og medtaget af de mange Børnefødsler. Paa vort Billede, der staar som en ligefrem uhyggelig Dokumentation for Berettigelsen af Dr. Leunbachs Kamp for Børnebegrænsningen, ser man i bageste Række fra Venstre til Højre den 10-aarige Anna Marie, den 9-aarige Jens, Wilhelm, 7 Aar, og Jens Peter 6 Aar - i forreste Række, fra Højre til Venstre: Knud, 3 Aar, Niels, 1 Aar, og Klara, 2 Aar nærmest ved Moderen, der paa sit Skød bærer den sidste af Flokken, som kom til Verden for kun 3 Uger siden.

Den stakkels Mo'r, der endnu i Gaar Middags intet anede om Mandens Forbrydelse overfor den lille aandsvage Dreng, men troede, at han kun var anholdt for Beruselse og inden længe vilde komme hjem igen, sidder nu alene med Børnene derude i det fattige Hjem. Hun kender ikke et eneste Menneske her i Byen, eftersom det kun er ganske kort tid siden, Familien kom til København og flyttede ind i Husvildebarakkerne efter at være hjemsendt ovre fra Svendborg, idet Jensen er forsørgeIsesberettiget paa Frederiksberg.

Beboerne derude i Barakkerne akildrer for øvrigt Jensen som en skikkelig og fredsommelig samt meget flittig Mand, der stadig har slidt, dels som Arbejdsmand og dels som Børstenbinder, for at skaffe det nødvendige til Livets Ophold for sig og sine, saa man staar ganske uforstaaende overfor hans Forsøg paa at dræbe den lille Dreng.

(Aftenbladet (København) 11. maj 1927).


Han drak Fattighjælpen op i mange Aar.

Det har vakt Opmærksomhed, at man under en nu afsluttet Nævningesag i Kobenhavn erfarede, at Oscar Ludvig Jensen - Manden, der forsøgte at kvæle sin lille Søn - en lang Aarrække igennem, tilsyneladende i en Snes Aar, har drukket de Penge op, han fik udbetalt i Understøttelse gennem Fattigvæsenet til sig og sin Familie. Han boede paa Frederiksberg, hvor han fik udbetalt 40 Kr. om Ugen - og efter hans egen Forklaring for Retten havde man Indtrykket af, at disse Penge for Størstedelen omsattes i Spiritus.

- Saa slemt har det nu ikke været - siger Ekspeditionssekretær Larsen, med hvem "Berlingske Tidende" har drøftet Sagen. Men, det er rigtignok, at Manden drak; og vi har ogsaa haft vor Opmærksomhed henvendt derpaa og har saa vidt muligt sørget for, at det var Konen, der kom og hævede Pengene. Men hun har ikke kunnet komme hver Gang, bl. a. ikke naar hun laa til Sengs efter Barnefødsler. Vi har da passet paa, saa godt det lod sig gøre, og f. Eks. udbetalt den ugentlige Understøttelse i to Portioner. Manden har som sagt drukket en Del, men alle Pengene har han ikke kunnet omsætte i Spiritus, ellers hævedes vilde Familien jo ogsaa være døde af Sult. 

Ekspeditionssekretær Larsen bemærker iøvrigt, at Jensen kun har boet knapt et Aar paa Frederiksberg, og at han før den Tid har faaet Fattigunderstøttelsen paa Landet.

- Hvorledes er det iøvrigt muligt, at en Mand, der saa lang en Aarrække igennem har været under Fattigvæsenet, kan opnaa Tilladelse til at gifte sig?

Af Papirerne fremgaar det - siger Ekspeditionssekretæren - at Jensen i Juli 1920 fik Tilladelsen til at gifte sig. Det skete iøvrigt efter Indstilling af Fængselshjælpen og paa et Tidspunkt, da han ikke havde faaet saa særlig megen Fattighjælp. Han havde den Gang boet sammen med sin senere Kone i længere Tid og faaet 6 Børn med hende. Det Offentliges Understøttelsespligt blev iøvrigt ikke større ved den Lejlighed.

(Ribe Stifts-Tidende 12. oktober 1927).

Et nævningeting idømte senere på året Oscar Ludvig Jensen 4 års forbedringshus.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar