(Fortsat)
* * *
Sådan er ikke vor lod, m. V. - Ikke tilblinker os den frydende drue fra vore høje, ikke bølger den kernefulde ris i vore dale. Vores sol kan ikke afsondre vore haves salt, eller modne os i sukker i saftfulde rør. Vores afgrunde yder os ingen varmende kul, ingen glimrende af spotteren først betitlede ædle metaller. Ja (for ikke glemmer danen sit broderskab) selv mange af os se intet fødende korn omkring sine boliger, nogle endog intet græssende kvæg på marken, ingen malkende ko i sine stalde. Selv danen og Holsten har endnu kun det næstbedste korn i deres brød. Den norske broder må for en del nøjes med havren, og vores lap, vores islænder, vores grønlænder, har slet intet korn på deres uhyre landstrækninger.
Kulden, vores klimas alvorlige regent, synes at have gjort dette bud til sit: i dit ansigts sved skal du æde dit brød. Den pålægger mange tunge nødvendigheder som sydboen undgår, og hvis erhvervelse koster nordboen store anstrengelser. Et tyndt skjul er nok for disses legeme, og snarere endog en overdådighed end et behov, mens denne må afholde frosten ved tykke og vædens virkninger ved mange klædeskift. - En bolig af få og åbne værelser forslår til hin, mens denne må bygge sit hus så tæt at ingen stormende nordvest, ingen efterårsregnskyl, ingen vintersnefog kan finde adgang, og så rummeligt at folk og kreaturer og et halvårligt forråd af føde for dem alle kan finde plads. - Og dette hus må han give varme i al den lange tid af året da ti kvadratgraders åndende væsner lever sammenstuvede i vråer som samlede ikke udgjorde en tiendedel kvadratmils areal. - Sydlændingens leje kan købes for en uges sved, og nordboens er af lige værd med en dygtig karls tre bedste ungdomsårs arbejde. - Disse henter deres smør af et olietræ, sit klædebon af en bomuldsplante, naturen brygger og blander for ham i en drue, selv hans drikkekar fromvokser af kalabassens stamme, brødtræet er hans bageovn, og når fuglen taber et frø i sit næb, opvokser en skyggefuld løvhytte hvorunder han i hvilende mag kan betragte de eviggrønne marker, de på en og samme tid blomstrende, voksende, modnende frugter, skabningens herlighed og sit egen uvurderlige held.
(Politivennen. Hefte 12. Nr. 150, 7 Marts 1801, s. 2395-2398)
Artiklen afslutter artiklerne fra nr. 145, 31 januar 1801, s.2315-2318, nr. 146, 7 Februar 1801, s.2331-2334 og nr. 147, [14 Februar 1801], s.2347-2350.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar