Tiderne har forandret sig så højst mærkelig siden englændernes overfald på København. Handel og søfart er stoppet ved det, og følgerne af det mageløse optrin er så trykkende for enhver fra den højeste til den ringeste, at enhver dansk og norsk borger må derover aldeles tage til eftertanke hvad vi skylder os selv. For om muligt nu ikke længere at være ligegyldige ved den engelske regerings højst skammelige adfærd, tror man at burde gribe til det sikreste middel i begge rigerne som står i vor magt. Nemlig at enhver bliver enig om ikke længere at gøde de engelske agre, men tænke efter hvad der kan udrettes ved samlede kræfter til alle tænkelige og mulige fabrikkers etablering.
Enhver indser, og det er bekendt nok, at Englands fremgang og samlede rigdom i begyndelsen var et ganske spædt foster, som de siden lidt efter lidt har plejet ved overlæg og sammenskud af penge, indtil det nu dermed er kommet til sådan assats med deres fabrikvarers debit over hele Europa og i andre verdensdele. Måtte det nu være tilladt at de af vore landsmænd der læser disse linjer, vil spørge sig selv: Har vi ikke lige som englænderne hoved til at udfinde adskillige fabrikkers anlæg til vores egen og statens fordel?
Den Kongelige Grønlandske Handelsplads på Christianshavn. Et af de steder hvorfra udlandshandelen foregik på Politivennens tid. (N. J. Bredahl)
Lad os derfor ikke være ligegyldige. De dertil udfordrende drivfjedre står øjensynlig i vores magt. Sagen er lige så vigtig for os som for vores efterkommere. Griber vi til den alvorlige beslutning at ville hjælpe os med vores egne produkter og aldeles foragte engelske varer, da får denne nation i det øjeblik et føleligt skub, der skaber nye næringsveje for os selv, hvor i gennem mange fattiges hænder kommer i arbejde og får levebrød. Bliver alle veltænkende patrioter enige deri, ligesom Englands første fabriksinteressenter, griber sagen an ved hånds og munds forpligtelser, at stå hinanden bi med den udfordrende kraft, lyst og mod at blive enige at deltage i sådanne fabrikkers anlæg med 50 til 100 rigsdalers indskud: Tager omtalte interessenter engang denne faste og bestemte beslutning, da vil de imellem sig selv vælge 3 til 4 mænd til opsyn ved de omtalte fabrikker og til ydermere styrke for fabrikkerne blive enige om at hvad enhver interessent behøver af disse varer for sig selv og familie, købes kontant på deres eget fabrik.
Denne forening vil unægtelig befordre dets gevinst, at det i første anlæg vil give årligt 4 til 5 procent i særdeleshed af uldfabrikker, og med tiden mere. Den der søger, han finder. Den der banker, ham bliver oplukket. Lad os derfor ikke længere være ligegyldige. Måske vil det med tiden bane os vej til at ligne englænderne i velstand, som har ansporet os til deres egen skade. Just i dette øjeblik da blodet endnu koger i enhver dansk og norsk mands hjerte, bør vi tænke os om. Hvad skylder vi os selv og vores efterkommere, til faste mening at hævne os på disse voldsmænd, til egen nytte i tilkommende tid. Idet vi tager den beslutning, giver vi derigennem liv og ånde til mange fattige, som i denne tid lider. Et ønske er tilbage, at mine læsere vil ret med alvorligt overlæg antage disse tanker af den, som derigennem hverken søger ære eller timelig fordel. Dog det i min korte livstid at se tankerne iværksat, værende selv den første der vil deltage.
A. Æreboe
Etatsråd
P.S. Forfatteren af ovenstående tanker refererer sig til hr. justitsråd Rafns offentlige indbydelse til hver patriot i begge rigerne med ønske at førnævnte tanker især til vores egne fabrikker ophjælpelse må i et og alt blive nøje taget i betragtning til iværksættelse. Fordelen vil enhver mand indse til eget og medborgeres velgående i tiden.
(Politivennen nr. 511, 13. februar 1808, s. 8205-8209)
Enhver indser, og det er bekendt nok, at Englands fremgang og samlede rigdom i begyndelsen var et ganske spædt foster, som de siden lidt efter lidt har plejet ved overlæg og sammenskud af penge, indtil det nu dermed er kommet til sådan assats med deres fabrikvarers debit over hele Europa og i andre verdensdele. Måtte det nu være tilladt at de af vore landsmænd der læser disse linjer, vil spørge sig selv: Har vi ikke lige som englænderne hoved til at udfinde adskillige fabrikkers anlæg til vores egen og statens fordel?
Lad os derfor ikke være ligegyldige. De dertil udfordrende drivfjedre står øjensynlig i vores magt. Sagen er lige så vigtig for os som for vores efterkommere. Griber vi til den alvorlige beslutning at ville hjælpe os med vores egne produkter og aldeles foragte engelske varer, da får denne nation i det øjeblik et føleligt skub, der skaber nye næringsveje for os selv, hvor i gennem mange fattiges hænder kommer i arbejde og får levebrød. Bliver alle veltænkende patrioter enige deri, ligesom Englands første fabriksinteressenter, griber sagen an ved hånds og munds forpligtelser, at stå hinanden bi med den udfordrende kraft, lyst og mod at blive enige at deltage i sådanne fabrikkers anlæg med 50 til 100 rigsdalers indskud: Tager omtalte interessenter engang denne faste og bestemte beslutning, da vil de imellem sig selv vælge 3 til 4 mænd til opsyn ved de omtalte fabrikker og til ydermere styrke for fabrikkerne blive enige om at hvad enhver interessent behøver af disse varer for sig selv og familie, købes kontant på deres eget fabrik.
Denne forening vil unægtelig befordre dets gevinst, at det i første anlæg vil give årligt 4 til 5 procent i særdeleshed af uldfabrikker, og med tiden mere. Den der søger, han finder. Den der banker, ham bliver oplukket. Lad os derfor ikke længere være ligegyldige. Måske vil det med tiden bane os vej til at ligne englænderne i velstand, som har ansporet os til deres egen skade. Just i dette øjeblik da blodet endnu koger i enhver dansk og norsk mands hjerte, bør vi tænke os om. Hvad skylder vi os selv og vores efterkommere, til faste mening at hævne os på disse voldsmænd, til egen nytte i tilkommende tid. Idet vi tager den beslutning, giver vi derigennem liv og ånde til mange fattige, som i denne tid lider. Et ønske er tilbage, at mine læsere vil ret med alvorligt overlæg antage disse tanker af den, som derigennem hverken søger ære eller timelig fordel. Dog det i min korte livstid at se tankerne iværksat, værende selv den første der vil deltage.
A. Æreboe
Etatsråd
P.S. Forfatteren af ovenstående tanker refererer sig til hr. justitsråd Rafns offentlige indbydelse til hver patriot i begge rigerne med ønske at førnævnte tanker især til vores egne fabrikker ophjælpelse må i et og alt blive nøje taget i betragtning til iværksættelse. Fordelen vil enhver mand indse til eget og medborgeres velgående i tiden.
(Politivennen nr. 511, 13. februar 1808, s. 8205-8209)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar