Vesterbro har den bekvemmelighed i forhold til de andre broer at den på en måde er oplyst. Men dens belysning er dog kun så som så og ikke tilstrækkelig når man vi sammenligne den med Københavns gaders, hvorom fremmede dog har sagt at de i disse ser dårligt ved mange lygter. Afstanden mellem lygterne på broen er ca. 120 eller 130 skridt. Og med den konstruktion de har, ville de ikke selv i nogenlunde mørkt vejr være i stand til at oplyse terrænet. Men hvor lidt belysning de frembyder i regnvejr, sne, slud og tåge samt når blæst eller storm slukker nogle af dem, vil den der i sådanne tilfælde har passeret broen, kunne gøre sig et fuldstændigt begreb om.
Vel er de således placeret at lygterne på den ene side af broen eller vejen sidder lige i midten af de modstående lygters mellemrum. Men da gaden eller vejen er meget bred, trænger endog den velpudsede og efter sin evne velskinnende lygtes skin kun til midten af samme. For kørende der kommer fra den mørke landevej, kunne lygterne altså være gode vejvisere til at finde midten af gaden for at de således kunne undgå at køre på fodgængere, vogne eller andre genstande. Men for fodgængere er belysningen langt fra ikke tilstrækkelig. Kommer en sådan på en mørk aften ud fra et oplyst værelse og af frygt for ridende eller kørende vil holde sig til en af siderne på fortovet, vil han snart famle i mørke. Og han kan han prise sig lykkelig hvis han da undgår at løbe panden mod de der stående træer og vandposte, eller træde i de med blodvand opfyldte rendestene der findes uden for de fleste slagtergårde, og således uden et eller andet uheld når konsumptionshuset.
Men vil han nu ind i alleen fordi man der går mere sikkert og bekvemt, så kniber det når vinden ikke er gunstig. Hvorledes, vil man spørge, kan vinden her have nogen indflydelse? Jo, det skal jeg straks forklare. Man må nemlig vide at æblekonen der sidder ved konsumptionshuset, drejer sig efter vinden. Hersker der altså østlig eller nordlig vind, så har hun sit stade ved den sydlige side. Men når de andre vinde regerer, så sidder hun ved den østlige. Da hun har en velbrændende lygte på sit bord, så vejleder denne vandreren til at finde gennem bommen ind i alleen når hun gør front mod samme. Men er vinden således at hun vender sit stade mod vejen, da må vandringsmanden lege blindebuk med grøft, træer og bommen inden han kommer ind i alleen. Slipper han nu endelig ind, så går han, hvis han har vinden mod sig eller en heftig sidevind, med hovedet nedad, rask frem indtil at han ved et drøjt stød mod bommen for enden af Farimagsvejen får den erindring: Stå stille, vandringsmand! Lygten lige over for ham ved vejen til tømmerpladsen synes at grine ad ham og ligesom at sige: Havde du kommet til mig, så havde du undgået dette stød, og dog formår den ikke at lyse så meget for ham, at han uden at famle og føle for sig kan komme gennem bommen på den anden side af vejen. Nu går han atter frem og får nok en hilsen ved enden af alleen straks ved ravellinen hvor der vel står en lygte, men i en sådan stilling at dens skygge falder på bommen.
"Straks ved ravellinen hvor der vel står en lygte, men i en sådan stilling at dens skygge falder på bommen" (Udsigt fra Vesterport mod Vesterbro midt i billedet år 1800. Ravellinen ses som en ø. Farimagsgade forløber mellem voldgraven og Sankt Jørgens Sø fra højre og ca. midtvejs ind i billedet. Udsigten er ukendelig i dag. Det ville svare til at stå ved Industriens Hus på Rådhuspladsen og kigge ud af Vesterbrogade mod Vesterbro og Frederiksberg).
Disse vanskeligheder møder vandreren i mørke og tåget vejr på den venstre side når man kommer fra Frederiksberg. Den højre side frembyder lignende hvis ikke flere. For der er ingen æblekone hvis lygte kan hjælpe folk til at slippe ind i alleen. Desuden står der ved enderne af bommen hvor alleen overskæres af vejen til tømmerpladsen fire afvisere hvoraf i det mindste de 2 synes at være helt unyttige, og at være sande anløbsstene for de fodgængere der vil ind i alleen, eftersom de står midt i fodstien.
Da Frederiksberg By såvel som Vesterbro med omegn er temmelig stærkt beboet sammenlignet med førhen og samfærdslen med hovedstaden til enhver årstid hyppigere, så kunne man ønske en bedre belysning på broen, hvortil de samtlige beboere vist gerne ville bidrage. Men kan dette af økonomiske eller andre grunde for tiden ikke lade sig gøre, så ønsker man at nogle af de derværende lygter blev placeret således at deres skin og ikke deres skygge falder på bommene, så at man kunne se at finde ind og ud af alleen uden at støde sig. På samme måde ville det også være gavnligt og passende om der for enden af Farimagsvejen samt ved vejen til tømmerpladsen blev anbragt to lygter, både fordi her findes dobbelte bomme og fordi de kørende herved lettere ville kunne finde midten af vejen.
(Politivennen nr. 366. Løverdagen den 4de Januari 1822, s. 5937-5942).
Vel er de således placeret at lygterne på den ene side af broen eller vejen sidder lige i midten af de modstående lygters mellemrum. Men da gaden eller vejen er meget bred, trænger endog den velpudsede og efter sin evne velskinnende lygtes skin kun til midten af samme. For kørende der kommer fra den mørke landevej, kunne lygterne altså være gode vejvisere til at finde midten af gaden for at de således kunne undgå at køre på fodgængere, vogne eller andre genstande. Men for fodgængere er belysningen langt fra ikke tilstrækkelig. Kommer en sådan på en mørk aften ud fra et oplyst værelse og af frygt for ridende eller kørende vil holde sig til en af siderne på fortovet, vil han snart famle i mørke. Og han kan han prise sig lykkelig hvis han da undgår at løbe panden mod de der stående træer og vandposte, eller træde i de med blodvand opfyldte rendestene der findes uden for de fleste slagtergårde, og således uden et eller andet uheld når konsumptionshuset.
Men vil han nu ind i alleen fordi man der går mere sikkert og bekvemt, så kniber det når vinden ikke er gunstig. Hvorledes, vil man spørge, kan vinden her have nogen indflydelse? Jo, det skal jeg straks forklare. Man må nemlig vide at æblekonen der sidder ved konsumptionshuset, drejer sig efter vinden. Hersker der altså østlig eller nordlig vind, så har hun sit stade ved den sydlige side. Men når de andre vinde regerer, så sidder hun ved den østlige. Da hun har en velbrændende lygte på sit bord, så vejleder denne vandreren til at finde gennem bommen ind i alleen når hun gør front mod samme. Men er vinden således at hun vender sit stade mod vejen, da må vandringsmanden lege blindebuk med grøft, træer og bommen inden han kommer ind i alleen. Slipper han nu endelig ind, så går han, hvis han har vinden mod sig eller en heftig sidevind, med hovedet nedad, rask frem indtil at han ved et drøjt stød mod bommen for enden af Farimagsvejen får den erindring: Stå stille, vandringsmand! Lygten lige over for ham ved vejen til tømmerpladsen synes at grine ad ham og ligesom at sige: Havde du kommet til mig, så havde du undgået dette stød, og dog formår den ikke at lyse så meget for ham, at han uden at famle og føle for sig kan komme gennem bommen på den anden side af vejen. Nu går han atter frem og får nok en hilsen ved enden af alleen straks ved ravellinen hvor der vel står en lygte, men i en sådan stilling at dens skygge falder på bommen.
Disse vanskeligheder møder vandreren i mørke og tåget vejr på den venstre side når man kommer fra Frederiksberg. Den højre side frembyder lignende hvis ikke flere. For der er ingen æblekone hvis lygte kan hjælpe folk til at slippe ind i alleen. Desuden står der ved enderne af bommen hvor alleen overskæres af vejen til tømmerpladsen fire afvisere hvoraf i det mindste de 2 synes at være helt unyttige, og at være sande anløbsstene for de fodgængere der vil ind i alleen, eftersom de står midt i fodstien.
Da Frederiksberg By såvel som Vesterbro med omegn er temmelig stærkt beboet sammenlignet med førhen og samfærdslen med hovedstaden til enhver årstid hyppigere, så kunne man ønske en bedre belysning på broen, hvortil de samtlige beboere vist gerne ville bidrage. Men kan dette af økonomiske eller andre grunde for tiden ikke lade sig gøre, så ønsker man at nogle af de derværende lygter blev placeret således at deres skin og ikke deres skygge falder på bommene, så at man kunne se at finde ind og ud af alleen uden at støde sig. På samme måde ville det også være gavnligt og passende om der for enden af Farimagsvejen samt ved vejen til tømmerpladsen blev anbragt to lygter, både fordi her findes dobbelte bomme og fordi de kørende herved lettere ville kunne finde midten af vejen.
(Politivennen nr. 366. Løverdagen den 4de Januari 1822, s. 5937-5942).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar