De mange omvandrende håndværkssvende bliver stadig ved med at ulejlige landboerne. Og da de undertiden kommer 2 til 3, ja 4 i følge, sætter de især de afsides beliggende beboere i skræk. Og for at undgå deres grovheder, nødes de ofte til at give dem hvad de selv kunne have nødig. Især er de bange for at hvis disse vandrere blev opbragte, vil de om natten sætte ild på stråtagene og straks flygte derfra uden at frygte for at blive opdaget. Hvem ved også hvorfra de mange ildebrande der synes påsatte, er kommet?
"De kommer 2 til 3, ja 4 i følge og sætter de afsides
beliggende beboere i skræk. Og de er bange for at hvis disse vandrere blev opbragte, vil de om natten sætte ild på stråtagene og straks flygte derfra uden at frygte for at blive opdaget." (Jens Juel: En sjællandsk bondegård under et optrækkende uvejr. Eigaard ved Ordrup, 1793. Statens Museum for Kunst)
Disse omstrejfende svende er virkelig en slags privilegerede betlere da de er forsynet med pas der ikke blot lyder på et eller flere nævnte steder hvor de har opgivet at ville hen, men endog ofte er tilføjet "og videre" så passet hjemler dem at gå hvor de vil og hvilken vej de finder for godt under foregivende af at søge arbejde, skønt tiggeri er hovedsagen. Hvilket de mange påtegninger viser da de har krydset rundt omkring i landet, frem og tilbage, og flere gange i samme egn, uagtet de vidste at intet arbejde var at få der. Politiet på landet bekymrer sig ikke om dem, og kan vel ikke forbyde dem at spadsere med deres pas hvor de vil, skønt de ved at de bedriver tiggeri. Hvad skulle disse mennesker også foretage sig for at ernære sig når der intet arbejde er at få og ingen tager sig af dem?
Kommer derimod arbejdere fra landet til købstæderne og betler fordi de ikke kan få arbejde der, og for at få noget så de kan komme hjem igen med, er politiet straks rede til at jage dem ud af byen, eller vel endog at lade dem blive bragt til vedkommende sogn hvor de har hjemme for at forsørges der. Ja hvad endnu er mere: har en arbejder fra landet fået arbejde i en købstad eller for dens regning i nærheden, men kommer til skade på arbejdet, er man godt nok så god at bringe ham til et hospital for at kureres, men lader regningen for kuren sendes til det sogn hvor han hører hjemme, tilligemed personen selv så fattigkassen må betale en sådan kur der kan løbe op til over 200 rigsbankdaler og desuden forsørge ham som krøbling. Eksempler på det kan desværre opgives. De arbejdsløse håndværks- og fabrikssvende hører dog nok egentlig til købstæderne, hvor de er blevet svende. For på landet må jo enkelte visse håndværkere der ikke kan udlære drenge, ikke bo.
De håndværkere- og fabriksdrenge som købstæderne ikke behøver eller ikke må værne om, slipper da således ud at vandre for at fødes af landboerne. Desuden griber købstæderne ind i landboerhvervene da de avler kornsorter på deres skattefri jorder. Det er landmandens vigtigste indtægtskilde, og for den må han betale skatter og tiender og mange ydelser. Han må derimod ikke drive nogen slags købstadserhverv, ja end ikke forædle sine produkter.
Forholdet mellem købstads- og landerhvervenes kår er derfor vel næppe helt så passende. Dog hvad egentlig de omflakkende, arbejdsløse svende angår: mon der da ikke skulle kunne udtænkes noget virksomt middel der befriede landboerne for denne plage og skaffe i det mindste den skikkeligste del af dem deres nødtørftige udkomme på en bedre måde end næsten nøgne at strejfe fra sted til sted for at betle sig til underhold.
[Siderne 250-252 indeholder skribentens forslag]
(Politivennen nr. 642 Løverdagen den 19de April 1828, s.247-250).
Disse omstrejfende svende er virkelig en slags privilegerede betlere da de er forsynet med pas der ikke blot lyder på et eller flere nævnte steder hvor de har opgivet at ville hen, men endog ofte er tilføjet "og videre" så passet hjemler dem at gå hvor de vil og hvilken vej de finder for godt under foregivende af at søge arbejde, skønt tiggeri er hovedsagen. Hvilket de mange påtegninger viser da de har krydset rundt omkring i landet, frem og tilbage, og flere gange i samme egn, uagtet de vidste at intet arbejde var at få der. Politiet på landet bekymrer sig ikke om dem, og kan vel ikke forbyde dem at spadsere med deres pas hvor de vil, skønt de ved at de bedriver tiggeri. Hvad skulle disse mennesker også foretage sig for at ernære sig når der intet arbejde er at få og ingen tager sig af dem?
Kommer derimod arbejdere fra landet til købstæderne og betler fordi de ikke kan få arbejde der, og for at få noget så de kan komme hjem igen med, er politiet straks rede til at jage dem ud af byen, eller vel endog at lade dem blive bragt til vedkommende sogn hvor de har hjemme for at forsørges der. Ja hvad endnu er mere: har en arbejder fra landet fået arbejde i en købstad eller for dens regning i nærheden, men kommer til skade på arbejdet, er man godt nok så god at bringe ham til et hospital for at kureres, men lader regningen for kuren sendes til det sogn hvor han hører hjemme, tilligemed personen selv så fattigkassen må betale en sådan kur der kan løbe op til over 200 rigsbankdaler og desuden forsørge ham som krøbling. Eksempler på det kan desværre opgives. De arbejdsløse håndværks- og fabrikssvende hører dog nok egentlig til købstæderne, hvor de er blevet svende. For på landet må jo enkelte visse håndværkere der ikke kan udlære drenge, ikke bo.
De håndværkere- og fabriksdrenge som købstæderne ikke behøver eller ikke må værne om, slipper da således ud at vandre for at fødes af landboerne. Desuden griber købstæderne ind i landboerhvervene da de avler kornsorter på deres skattefri jorder. Det er landmandens vigtigste indtægtskilde, og for den må han betale skatter og tiender og mange ydelser. Han må derimod ikke drive nogen slags købstadserhverv, ja end ikke forædle sine produkter.
Forholdet mellem købstads- og landerhvervenes kår er derfor vel næppe helt så passende. Dog hvad egentlig de omflakkende, arbejdsløse svende angår: mon der da ikke skulle kunne udtænkes noget virksomt middel der befriede landboerne for denne plage og skaffe i det mindste den skikkeligste del af dem deres nødtørftige udkomme på en bedre måde end næsten nøgne at strejfe fra sted til sted for at betle sig til underhold.
[Siderne 250-252 indeholder skribentens forslag]
(Politivennen nr. 642 Løverdagen den 19de April 1828, s.247-250).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar