Et Par Mangler i Kongens Have.

I nogle år efter at gangene i de engelske anlæg i Kongens Have var anlagte, gik man endog straks efter en stærk regn, tørskoet på disse. Men nu da det pålagte grus er bortvejret og bortskyllet, er de længe efter den mindste regn fugtige og ofte fulde af store vandpytter. Efter den jævnlige regn vi har haft i forrige måned, er de i en tilstand at ingen som ikke vil bekvemme sig til at bære træsko, skal ønske at profitere af en spadseretur i haven. Anmelderen som i mandags blot gik en halv gang igennem, mærkede straks fugtighed om fødderne, skønt han ikke bar tynde sommerstøvler. Et par læs strandgrus i enhver af havens gange, ville afhjælpe denne mangel.

Endvidere er den største del af det rækværk der er på begge sider af gangene, formodentlig af mangel på betimelig maling. På nogle steder mangler lægter eller stykker af samme, og snart vil det øvrige ved drengekådhed rent blive ødelagt. For det er en sandhed der grunder sig på erfaring, at når offentlige anlæg begynder at forfalde, anser ondskab og kådhed dem givne til pris, hvorimod de respekteres og skånes når det bemærkes at de af vedkommende fredes og plejes alvorligt og med omhu.

Mange syge som ikke orker at komme udenfor stadens porte og mange embedsmænd hvis forretninger ikke tillader dem at fjerne sig for langt fra deres hjem, fryder sig ved i denne have at kunne nyde en for deres helbred meget nødvendig og gavnlig bevægelse, og erkender med taknemmelighed vore kongers godhed der har tilladt adgangen til samme. Men de må føle sig meget krænkede når de som anmelderen i mandags, uden at turde gøre modsigelse, må høre de fremmede rejsende der beser haven, opholde sig over de her nævnte mangler og erklære at sådanne end ikke findes hos privatmænd i deres hjem. En grund altså mere til at disse mangler afhjælpes.

Vel slutter man sig til at havens vedligeholdelse og forbedring må medføre en ikke ubetydelig årlig udgift uden at der vides om den yder nogen indtægt der på nogen måde kan dække det. Men i alt fald bør der efter anmelderens mening ikke ses så nøje på en forøget udgift, for at haven kan blive sit navn og sin høje ejer værdig. Ved årligt i rette tid at foretage fornødne reparationer, ville man spare større udgifter. For når rækværket og bænkene hvert år blev efterset og malet, ville disse holde sig længere, og ikke så hurtigt fordre afløsning, hvilket vist nok er kostbar.

At der skønt skildvagter er posterede ved begge indgange, ikke sjældent indfinder sig lurvet klædte drenge og personer der efter de opslåede plakaters indhold ikke kan gøre påstand på adgang til haven, men som må forstå at skuffe posternes årvågenhed, er uvist. Hvorfor det ville være godt om et par af gartnerens folk nogle gange om eftermiddagen, især om søndagen, gennemvandrede haven, og udviste dem der begik uorden eller havde skaffet sig uberettiget adgang.

(Politivennen nr. 1014, Løverdagen den 6te Juni 1835, s. 363-366)

F. C. Lund (1826-1901): Mennesker siddende på en bænk i Kongens Have. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.