Bøn i Rosenborghave.

Taknemmeligt må det københavnske publikum erkende at der såvel fra de militære som civile autoriteters side gøres alt for dets sikkerhed og bekvemmelighed, ja endog for dets fornøjelse.Således må de i staden garnisonerende regimenters oboister skiftevis musicerer i Kongens Have om søndagen. Tusinder fryder sig ved denne musik, men indsenderen har aldrig når han har taget del i denne nydelse, kunne undlade at beklage de musicerende. Disse er nemlig placeret på et af de laveste steder i haven, hvor vandet især i en så regnydende sommer som den indeværende, samles, jorden opblødes og bliver så svampet at man ved at stå på den, endog kun i få minutter, må blive ganske kold, og med det sædvanlige tynde sommerfodtøj, våd om fødderne. Og at den uundgåelige forkølelse kan blive moder til mange slags sygdomme der kunne medføre helds- ja livsforlis, er sikkert.

At mænd som formodentlig uden noget vederlag derfor, udøver deres kunst og opofrer deres tid for at divertere publikum, derved skulle udsættes for fare på helbred, ja måske liv, synes vist nok meget urimeligt. Hvorfor man tillader sig at gøre høje ansvarlige opmærksomme herpå, og man er overbevist om at der vil sørges for at ingen uden nødvendighed under udøvelsen af sit kalds pligter, skal udsættes for at gøres uduelig til fremtidigt at kunne erhverve ophold til at blive et besværligt medlem af det samfund for hvis fornøjelse han unødvendigt måtte være opofret.

En opfyldning med grus på stedet, eller hvad vel bedre var, en forhøjning af træ for oboisterne, ville gøre hele sagen klar. Ved det sidste ville også vindes med hensyn til selve musikken som da uhindret kunne udbrede sig til alle sider, i stedet for at den nu til dels går tabt for mængden. Ligesom da også musikkorpset kunne ses, hvilket ønskes af mange.

Kunde ved samme lejlighed de nodestole som benyttes af de musicerende, blive malet, så at de ikke kontrasterede så stygt med det skønt malede rækværk i hvis nærhed de står, ville det se bedre ud, og måske også være økonomisk rigtigt.

(Politivennen nr. 761, Løverdagen den 31te Julii 1830, s. 483-485)