Øverst: Til venstre. Hospitalets Facade. Til højre: Smaa Patienter og deres Plejersker paa Havealtanen. I Midten: Prof. Monrad med Sygejournalen. - Nederst: Paa Altanen mod Øster Farimagsgade. Til højre: En lille Pige med engelsk Syge faar Massage.
Solen skinner ind i de lyse Rum, hvorfra der lyder Barnepludren og ind mellem lidt Barnegraad. Der høres bløde Kvindestemmer, der tysser og beroliger. Gennem Stuerne, hvor 5-6 høje, skinnende propre Senge har Plads, tripper nogle smaa blege Væsener afsted, men i næste Øjeblik moder man andre Smaa med solbrunede Kinder og Smil om Munden.
Vi er ude i Professor Monrads Verden - Dronning Loiuses Børnehospital i Øster Farimagsgade, den store, røde Bygning med de mange Balkoner, der, naar Vejret tillader det, er fyldt med Børn og Barnesenge, Og midt imellem de sinaa vandrer unge Kvinder med milde Ansigter og Øjne, der lyser af Kærlighed til de Væsener, der er betroet til deres Varetægt og Pleje. At Kærligheden er gensidig ser man, naar de passerer Sengene. Saa rækkes der buttede eller spinkle Arme op imod dem, og de gør det ikke forgæves. Hvor travlt end Plejerskerne har. bliver der altid et Minut tilovers til lige at tage Barnet op og kæle et Øjeblik for det.
Plejemoderen, Frk. Petersen, svæver som den gode Aand over det hele; den gode Aand, der er Grundelementet i hele Hospitalet derude.
- Er Børn vanskeligere at have som Patienter end Voksne, spørger vi.
- Nej, absolut ikke, lyder Svaret De falder hurtigt til Ro, naar vi har faaet dem herind og er lette at have at gøre med.
- Men der kræves særlige Evner og en uendelig Taalmodighed?
- Ikke naar man holder af Børn, og det gør vi vel alle herude, saa er det en uendelig Glæde at pusle om dem. De er nemlig selv taalmodige og glemmer vist hurtigt Savnet af Hjemmet og Forældrene, naar de har vænnet sig til os. Vi har ca. halvandet Hundrede Børn her, lige fra Nyfødte til Fjortenaarsalderen. Nogle har været her i flere Maaneder - f. Eks. Knud der. Og Frk. Petersen peger paa den sødeste lille Dreng, dor smiler mod os med et Par skælmske Øjne. "Han er lam i hele Kroppen. Men vi venter og haaber paa Bedring"
- - Vi gaar fra Stue til Stue, og stadig gentager Indtrykket sig af en uendelig Godhed og Omhyggelighed for de smaa Patienter. Der er ligefrem noget opløftende ved et Besøg derinde, som ikke paa noget andet Hospital
Der lyser den højeste menneskelige Følelse, Kærligheden til de hjælpeløse, lidende Børn, ud fra hver Krog. Og man bøjer sig i taknemmelig Beundring for det Eksempel, den store Læge og hans Stab giver os andre, der maaske daglig gaar dette Hospital tankeløst forbi
- - -
Fra mange Sider vilde man sikkert gerne i Dag paa Prof. Monrads 60-aarige Fødselsdag have grebet Anledningen til at takke ham.
Men han har unddraget sig enhver Hyldest ved at rejse bort paa Ferie. Nu maa vel først og fremmest taknemmelige Forældre nøjes med at sende Hospitalet en Blomster-Hilsen.
(Aftenbladet (København), 19. august 1927).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar