Før Danske Lov 1685 var forhold mellem mand og kvinde stadfæstet i en verdslig kontrakt, et fæste (heraf afledte ord som fæstemø, fæstefolk, fæstegave osv.). Efter Reformationen havde kirken forsøgt at tiltuske sig det, bl.a. fordi det var en god indtægtskilde. Selv om Luther mente at ægteskabet var en ren og skær verdslig handling, og kun når folk ønskede det, skulle kirken give dem sin velsignelse.
Danske Lov 1685 pålagde lovtvungne kirkelige handlinger. Folk blev dog ved med at opfatte trolovelsen (afskaffet ved lov 1799) og senere vielsen som man havde gjort fra gammel tid.
Mellem 1685 og 1851 kunne vielser i Danmark kun foretages af en præst, såkaldt tvungen kirkelig vielse. Ordningen var ikke forenelig med den religionsfrihed, som blev indført med Grundloven af 1849. Hvorfor indførtes nødcivilægteskabsordningen: Et par kunne herefter blive viet af en borgerlig myndighed, hvis det ikke havde krav på en kirkelig vielse, fx fordi den ene ikke var medlem af et anerkendt trossamfund.
Folketingsmand Harald Holm (Venstre) havde i 1878 forgæves forsøgt at få et lovforslag om borgerligt ægteskab vedtaget. Fra 1880’erne begyndte mange, særligt socialdemokrater, at erklære sig som fritænkere, for hvem det at blive borgerlig viet var en naturlig del af et sekulært samfund. "Social-Demokraten" gav 1885 en metode til hvordan dette kunne foregå:
I nær Forbindelse med Kirke-Taksterne staar Spørgsmaalet om borgerlig Vielse. Naar disse ikke hyppigere finder Sted end Tilfældet er, maa Aarsagen nærmest søges i Mangel paa Kendskab til Sagen. Vi skal da oplyse, at borgerlig Vielse sorterer under Magistratens 1ste Afdeling (Borgmester H. N. Hansen) at Betingelsen for at blive borgerlig viet, er den, at man ikke hører til Folkekirken. I sin Anmodning til Borgermesteren erklærer man blot, at man ikke hører til eller ikke ønsker at høre til nævnte Trossamfund. Hermed betragtes man som udtraadt af Kirken og kan blive borgerlig viet. Det er betydelig billigere at blive viet hos Borgmesteren end hos Præsten. Dette er vist ikke uden Betydning for Mange, der nu krymper sig ved as deres saa Indtægter at skulle udrede en besværlig Skat til de Mænd, der gør Forretning med alt, hvad de selv kalder helligt og guddommeligt.
(Social-Demokraten. 1. januar 1885).
I 1885 blev der ved Landsover- samt Hof- og Statsretten tinglæst 107 begæringer om borgerlig vielse i København. At det ikke altid gik glat, fremgår af nedenstående notits:
Borgerlig Vielse. Vi er bleven gjort opmærksom paa, at en Mand, der ønskede borgerlig Vielse, og som havde indgivet den i saa Henseende fornødne Thinglæsningsbegæring samt erlagt de lovbefalede 4 Kr., under Sagens videre Fremme, - efter at Thinglæsningen havde fundet Sted - er bleven nægtet Adgang til borgerlig Vielse paa Grund af, at der i Thinglæsningsbegæringen manglede den i Loven foreskrevne Erklæring om, at han ikke henhørte til noget her i Landet anerkendt Trossamfund. Der blev nemlig gjort gældende, at da han baade var døbt og konfirmeret i den lutherske Kirke, saa maatte han altsaa ogsaa være Lutheran, og da Manden ikke var vidende om, at han blot behøvede i Thinglæsningsbegæringen at afgive en simpel Erklæring om, at han ikke henhørte til noget her i Landet anerkendt Trossamfund, og at denne Erklæring da straks maatte være taget for gyldig, saa var altsaa Thinglæsningen ugyldig og de 4 Kr. tabt, som han havde indbetalt for samme.
Vi finder os derfor foranledigede til atter som flere Gange tidligere at gøre opmærksom paa, at for at kunne erholde borgerlig Vielse er det en ufravigelig Nødvendighed, at enten begge Parter eller kun den ene Part erklærer ikke at henhøre til noget her i Landet anerkendt Trossamfund, hvilken erklæring har fuld gyldighed uden hensyn til, om vedkommende er døbt og konfirmeret i Trossamfund, der ere anerkendte her i landet.
(Social-Demokraten, 1. januar 1886)
Regelmæssigt annonceredes i Social-Demokraten med hvordan det kunne foregå, og hvor man kunne få vejledning i kontoret i Nørregade 5 i at få en borgerlig vielse. Først med ægteskabslovene 1922 kunne alle blive borgerlig viet. Kommunale myndigheder har pligt til at udføre en vielse for ethvert par, der ønsker det, uden hensyn til, om nogen af parterne er bosat inden for vedkommende myndigheds stedlige område, og uanset om prøvelsen af ægteskabsbetingelserne er foretaget andetsteds.
I Social-Demokraten skrev Norman Bryn i den anledning om det borgerlige bryllups historie. Det var ham der i sin tid som journalist ved Social-Demokraten havde skrevet ovenstående notits. Norman Bryn havde i 1888 sammen med A. C. Meyer (1858-1938) stiftet Danmarks første atletklub, Københavns Athletklub hvori han også en årrække sad i bestyrelsen. Han havde efterfulgt William Fleron (se artikelserien om Barrison-søstrene).
En Mindedag i det borgerlige Bryllups Historie
Den 5. januar 1885-5. Januar 1923.
I Dag, Fredag den 5. Januar, foretages paa Raadhuset det første almindelige borgerlige Bryllup efter den nye Ægteskabslov.
Denne Dag bliver derved en Mærkedag i det borgerlige Ægteskabs Historie, selv om Loven langtfra fik den Form, som Socialdemokratiet krævede.
Ogsaa paa anden Maade er den 5. Januar en Mærke- eller Mindedag.
Det var nemlig den 5. Januar 1885 - altsaa for 38 Aar siden - at jeg her i "Social-Demokraten" paabegyndte den Agitation for Indførelse af borgerlig Vielse, som jeg senere har fortsat gennem Aarene, indtil der nu endelig er tinnet et Resultat i den nye Lov, der tilsiger alle Ret til frit at vælge mellem borgerlig og kirkelig Vielse.
For at forstaa den nye Lovs Betydning mna det erindres, at man ikke tidligere saadan uden videre kunde blive borgerlig ægteviet, naar man ønskede det. Man var udelukkende henvist til Bryllup i Kirken.
Der eksisterede ganske vist en Lov af 1851, som bestemte, at naar Brudepar af forskellig Trosbekendelse, f. Eks. en Mosait og en Lutheraner, en Katolik og en Baptist, skulde giftes, saa skulde Vielsen I foretages paa Raadhuset. Alle andre Brudepar henvistes, til Kirken,
I Begyndelsen af 80'erne gjorde der sig en stærk anti-religiøs Strømning gældende i visse Kredse af i Befolkningen. Mange Mennesker var erklærede Fritænkere.
En Kirkeminister som Fritænker.
Folk kritiserede Præsternes ufordragelige Optræden; der afholdtes anti-religiøse Diskussionsmøder, hvor Kirken voldsomt blev angrebet. Og som et mærkeligt Tidens Tegn kan det noteres, at selve Højreregeringen satte en erklæret Fritænker op paa Taburetten som Kirkeminister. Det var Højremanden Kammerherre Scavenius, der fik denne Stilling som Kommandant over sine religiøse Modstandere, Landets Bisper og Præster. Disse maatte finde sig i denne efter deres Mening store Forsmædelse, at blive underkastet en Fritænkers Ledelse - oven i Købet i dette Tilfælde en Mand, der var kendt for sit lystige Natteliv mellem Københavns letlevende Kvinder.
Fra Befolkningen kom der ønsker frem om at faa vedtaget en Lov om borgerligt Bryllup - man vilde bort fra det forhadte Præsteregimente. En Deputation henvendte sig til Kirkeminister Scavenius, men han stillede sig selvfølgelig - som kras Højremand - afvisende. Han svarede kort og godt, af han fandt ikke, at der i Befolkningen havde ytret sig nogen Trang til at faa borgerligt Ægteskab. Og med denne Afvisning mente Højreregeringen, at denne Sag var ude af Verden.
Jeg løste Knuden, saa at Folk kunde faa Borgerligt Bryllup.
Jeg spekulerede meget over denne Sag, der havde saa stor Interesse for mange Mennesker. -- Hvorledes skal jeg blive i Stand til at skaffe Folk borgerligt Bryllup . . . Hvad kan der gøres for at slippe udenom Højreregeringens stejle Afvisning? . . Alle disse Spørgsmaal strømmede gennem min Hjærne og beskæftigede mig uafladeligt. Jeg gennemstuderede Gang paa Gang den gamle Lov om borgerligt Bryllup for Mormoner, Mosaiter, Katoliker, Irvingianere osv., og jeg standsede tilsidst ved Sætningen: Folk af forskellig Trosbekendelse - Forskellig Trosbekendelse! Her var Løsningen funden! Naar Brud og Brudgom begge tilhører Folkekirken, lader jeg blot den ene melde sig ud af Kirken. Saa er Lovens Paabud opfyldt: Brudeparret er af forskellig Trosbekendelse, og har Ret til det borgerlige Bryllup.
Den 5. Januar 1885 - altsaa for 38 Aar siden - offentliggjorde jeg min Plan i "Social-Demokraten". Den vakte stor Opsigt og blev ivrig diskuteret rundt om paa Møderne, og dermed var Agitationen for den borgerlige Vielse i fuld Gang. Opmuntret af denne Tilslutning skrev jeg kort efter atter en Artikel i "Social-Demokraten", i hvilken jeg udførligt forklarede min Plan, agiterede for, at Folk skulde benytte sig af min Anvisning og lade sig borgerlig vie, ligesom jeg samtidig gav en nøjagtig Anvisning paa, hvorledes man skulde forholde sig, hvorledes de nødvendige Papirer skulde affattes, samt andre praktiske Vink.
Mine praktiske Anvisninger gjorde den tilsigtede Nytte. Der var straks en Del Brudepar, der krævede at faa borgerligt Bryllup paa Raadhuset, idet vedkommende Brudgom henviste til, at han ikke tilhørte noget som helst Trossamfund.
Stor Opstandelse i Magistraten. - Borgmesteren holder en Tordentale til Brudeparrene.
Det var ingen blid Modtagelse Brudeparrene fik i Magistratens 1. Afdeling. Borgmesteren, den gamle, krasse Højremand H. N. Hansen, opkaldte baade Brudeparrene og Forloverne og tordnede: "Ved De, hvad det betyder, De nu foretager Dem, sagde han til Brudefolkene. Ved De, hvilket Ansvar De paatager Dem ved at udtræde af Kirken, og er De klar over Følgerne af denne Udmeldelse. Og De, tilføjede han, henvendt til Forloverne, maa erindre, at De ligeledes har et stort Ansvar som Forlovere . . .
Da Tordentalen intet frugtede, tog Borgmesteren fat paa en anden Bov.
- Det er ganske udenfor loven, hvad De her har foretaget Dem, sagde han, henvendt til Brudgommen. De forlanger borgerligt Bryllup, skønt De og Deres Forlovede er døbt og konfirmeret i den lutherske Kirke. Jeg vil sige Dem, at det aldeles ikke er i Overensstemmelse med Lovens Mening, naar De saaledes udmelder Dem af Kirken og af den Grund forlanger, at vi skal vie Dem. Jeg maa paa det bestemteste protestere mod en saadan Fremgangsmaade . . .
Alle Borgmesterens Protester hjalp imidlertid intet. Det var kække Banebrydere, disse københavnske Brudepar, der fulgte min Plan, og de var ikke til at rokke. De fastholdt, at da de nu engang var udmeldt af Kirken, saa var Magistraten nødt til at foretage Vielsen - og den Forklaring maatte Borgmesteren bøje sig for
Overpræsidenten viede Brudeparret - men han veg sit Sæde, da Vielsernes Antal tiltog.
Paa det Tidspunkt, da denne Kampagne indledtes, var det selve Overpræsidenten, i Spidsen for den samlede Magistrat, der forelog Vielserne. Der havde i Reglen kun været nogle faa Par aarligt - de sædvanlige Brudepar af forskellig Tro: Mormoner med Baptister, Irvingianere med Reformerte, Mosaiter med Lutheranere osv.
Men i 1885, da jeg havde slaaet til Lyd for min Plan, sporedes der straks en Stigning i Antallet af borgerlige Bryllupper. Saa blev Overpræsidenten ked af Bestillingen som Ægteskabsstifter og overlod den til Borgmester Hansen.
I Magistratens 1. Afdeling fortsattes imidlertid Trakasserierne overfor de borgerlige Vielser. Som Herren er, saa følger hans Svende, siger det gamle Ord - og det passer godt her. Borgmester Hansens Embedsmænd var lydhøre overfor deres Mester, hvilket faldt dem saa meget lettere, som de selv var krasse Højremænd.
(Sluttes)
(Social-Demokraten, 5. januar 1923).
En mindedag i det borgerlige Bryllups historie.
Slutning.
Brudeparrene afvises.
Gang paa Gang kom Folk til os og klagede over, at de var blevet afvist, naar de henvendte sig i Magistratens 1. Afdeling for at faa bryllup. Den vedkommende embedsmand havde rettet det Spørgsmaal til dem: Er De døbt? Og når der blev svaret Ja, kom Embedsmandens Svar prompte: Saa kan De ikke blive borgerligt viet. Det er ogsaa meget lettere at blive viet i Kirken .... De maa meget hellere henvende Dem til en Præst...
Den Afvisning vilde Folk selvfølgelig ikke finde sig i. Selv præsternes lokkende Tilbud om, at de kunde faa Vielsen gratis, naar de vilde komme til Kirken, hjalp intet. Arbejderne vilde nu en Gang partout have Bryllup paa Raadhuset, hvor de kunde slippe for Præsten -- og Brudeparrene satte energisk alt ind paa at faa deres Vilje gennemført.
Naar Folk klagede til mig over Magistratens Afvisning, tog tog mig selvfølgelig af Sagen. og Dagen efter mødte jeg med den samme Vielsessag, som Dagen forud var bleven afvist. Saa maatte Embedsmændene bide i det sure Æble, og Brylluppet blev afholdt.
Den arrige Kontorchef.
Magistrats-Embedsmændene - der burde have været Folkets Tjenere, men den Gang følte de sig som Folkets Herrer - , blev gnavne over at de ikke kunde faa Bugt med min Plan, og Trakasserierne fortsattes, bl.a. ved at d'Hrr. forhalede og forhalede Bryllupssagernes Behandling.
Særlig den daværende Kontorchef i 1. Afdeling Vilhelm Lassen var en arrige Herre, der intet nægtede sig. Naar jeg henvendte mig til ham og paatalte det utilbørlige i at der smøledes med Sagerne, ved at Brudeparrene først i allersidste Øjeblik fik Besked om, hvilken Dag de kunde faa Vielse, svarede han gnavent:
Aa, det haster vel ikke ... det er bare Dem, der har saadant et hastværk ... Det er vist Brudeparrene lige meget, enten Brylluppet bliver i Dag eller i Morgen ... der er desuden saa optaget ... jeg har ikke Tid til at undersøge den vielsesdag. De Folk kunde jo bare have henvendt sig til en Præst - hvorfor kommer de her til os?
Doven Embedsmand, der vilde hindre de borgerlige Vielser.
Samtidig var Præsterne paa Færde. Da Vielsernes Antal - trods alle Hindringer - stadig forøgedes, bestemte Myndighederne, at Udmeldelsen af Kirken - der hidtil var sket ved en Anmeldelse til Magistraten - fremtidig skulde ske hos Præsterne. En Del Præster forlangte nu, at Brudgommen personlig skulde inøde hos Præsten, og da Folk ofte nægtede at opfylde dette Krav, som de mente var i Strid med Loven, gav det Anledning til en lang Række Trakasserier, indtil endelig en Klage til Biskoppen medførte, at Præsterne faldt til Føje.
Paa dette Tidspunkt var det, at en Præst, der viede et Par i Kirken, vakte umaadelig Forargelse ved sin Optræden. Præsten rev Myrtekransen og Sløret af Bruden, fordi hun var frugtsommelig. En anden Præst nægtede at døbe et Barn, hvis Forældre var borgerlig viede. De klagedes i dette Tilfælde til Ministeriet, som paabød Præsten, at han ufortøvet skulde foretage Daaben.
Disse Præsteskandaler var medvirkende til, at Folk mere og mere vendte sig fra Kirken og foretrak den borgelige Vielse, hvor man ikke var udsat for at blive røflet af en Præst.
Lyngsie og Cornelius Ewertsen blandt de første pionerer.
Blandt dem, der i de allerførste Aar fulgte mit Opraab og lod sig udmelde af Kirken for at blive borgerlig viet, erindrer jeg min gode Ven og Partifælle M. C. Lyngsie, der den Gang var Laboratoriearbejder, samt Camillus Ewertsen, der den Gang var ung Maskinarbejder paa Holmen og senere blev en kendt Atlet og Bryder. Og i deres Kølvand fulgte et stort Antal københavnske Arbejdere.
Da jeg i 1885 begyndte min Agitation, nærede jeg det stille Haab, at Resultatet vilde blive, at der i Løbet af en halv Snes Aar blev vedtaget en Lov om almindelig borgerligt Ægteskab.
Men jeg blev dybt skuffet - den reaktionære Regering lagde sig stadigt hindrende i Vejen for en Reform.
De borgerlige Brylluppers Antal var ganske vist i en stadig og jævn Stigning. Men der skulde forløbe ikke ti eller tyve, men hele 38 Aar, før den nye Lov kom.
Til Belysning af den store Stigning skal jeg anføre et Par Tal. I Begyndelsen af 80'erne var det aarlige Antal borgerlige Vielser højst 20-30. Men efter den 5. Januar 1885, da jeg havde offentliggjort mit Opraab gik Tallet rask opad.
Af en Statistik over de borgerlige Ægteforeninger fremgaar, at i Aarene 1890-1900 var der gennemsnitligt aarligt 198 Vielser, i Aarene 1901-1905 var Gennemsnitsantallet 420, fra 1906-1910 821, fra 1911-1915: 904, indtil Antallet i Aarene 1910-1919 gik op til over Tusinde Vielser pr. Aar. Ja i 1921 var Antallet af Vielser ikke mindre end 1165.
Dette var Resultatet af min Agitation - og det Bevis, som Scavenius havde krævet, var altsaa nu til Stede.
Og saa kom endelig Loven, der - bortset fra dens forskellige Skavanker - dog har den Fordel, at de borgerlige Bryllupper nu er gratis, og at den af mig for 38 Aar siden opfundne Metode; Udmeldelse af Kirken, nu er overflødiggjort.
Bryllypssalon pyntet med blomster og Flag.
For nogle Aar siden ophørte Trakasserierne i 1. Afdeling - det skete samtidig med, at Socialdemokratiets voksende Indflydelse gjorde sig gældende i Borgerrepræsentation og Magistrat.
Nu er personalet elskværdigt og høfligt. Ja, der er som omtalt endog oprettet et Kontor for Bryllupper, hvor Folk kan faa den fornødne Vejledning.
Jeg tænker tilbage paa de Tider, da Borgmesteren buldrede og tordnede overfor Brudefolkene, og Embedsmændene arrigt afviste dem!
Nu er det endog gaaet saa vidt, at Borgmesteren pynter den store, stilfuldt udstyrede Bryllupssal med Blomster, Flag og et ældgammelt Brudesmykke, for derved at glæde Brudefolkene. Ja, han er endog parat til at vie Brudeparret i dets eget Hjem (Kongebrev).
Dette er ensbetydende med en Sejr, som Socialdemokratiets Agitation kan tilskrive sig Æren for.
I Fremtiden vil de borgerlige Vielser komme paa Moden.
Norman Bryn.
(Social-Demokraten, 7. januar 1923).
I 2017 blev der foretaget 31.341 vielser i Danmark, af hvilke 10.212 var kirkelige. Forholdet mellem borgerlige og kirkelige vielser stiger for de første vedkommende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar