En unaturlig Ægtemand. Overretten paadømte den 4de ds. en fra Bregentved Gisselfelds Birks Ekstraret indanket Justitssag, hvorunder en Gaardmand E. var tiltalt for at have mishandlet sin Hustru, udsat hendes Liv for Fare og foranlediget sit Barns Død. Arrestanten, der er 50 Aar gammel, havde i Aaret 1853 indgaaet Ægteskab med Ane Marie Christensen, der da var i sit 18de Aar, men havde desuagtet fortsat et utilladeligt Forhold til en paa Gaarden tjenende Pige og var efter i April 1855 af denne at være udlagt som Fader til et af hende født Barn ved Amtets Resolution bleven diktere en Straf af 2 Dages Vand og Brød, hvilken Straf dog paa hans Hustrus Forbøn eftergaves ham ved kgl. Resolution, da hun erklærede sig villig til at fortsætte Samlivet med ham Arrestantens Forhold imod sin Hustru havde i en lang Række Aar været slet. Det var saaledes dels ved Vidners Udsagn, dels ved Vidners Udsagn, dels ved hans egen Indrømmelse oplyst, at han jævnlig haanede og krænkede hende endog i de paa Gaarden værende Folks Paahør, at han aflukkede Levnetsmidlerne for hende og kun gav hende [manglende ord] som Folkene bestemte Portioner Men at han negtede hende saadan Føde, saa hun, der Tid efter anden fødte ham Børn, behøvede, navnlig under hendes Svangerskaber, ligesom han, naar hun var syg, ikke vilde tillade hende at blive liggende i Sengen, ofte lagde Haand paa hende, en Gang havde slaaet hende med en Jern-Ildrager over Armene, [og] oftere slaaet hende, naar de om Aftenen var komne i Seng, saaledes at hun maatte staa op og lægge sig i Pigekammeret hos en af Pigerne. Arrestanten indrømmede ved Siden heraf, at hun ikke havde givet ham Anledning til saadan slet Behandling, idet hun aldrig fremkaldt Strid eller engang svarede ham igen, men tav til Alt. De hyppige Barnefødsler og den deraf følgende Svækkelse, rimeligvis i Forbindelse med legemlige og sjælelige Lidelser, som Arrestantens haarde Adfærd paaførte hende nedsænkede hende i en stedse tiltagende Melankoli, der tilsidst gik over til efter Erklæring fra Overlægen ved Oringe Sindssygeanstalt, hvor hun i længere Tid var under Behandling, uhelbredelig Afsindighed. Med Hensyn til den [mangler et ord] af Aktionen, hvorunder Arrestanten var tiltalt for at have udsat sin Hustrus Liv for Fare og for at have foranlediget et Barns Død, var det oplyst, at da hun i Januar 1871 skulde føde sit næstsidste Barn og var i Barnsnød, vægrede han sig ved at lade Jordemoderen hente, uagtet hun, hvis Smerter og Skrig til Kl 4 om Morgenen stedse blev stærkere anmodede om Lægehjælp, og da det voksne Datter indstændig bad ham at køre efter Jordemoderen eller om, at der i det Mindste maatte blive hentet nogle Koner til Hjælp, afslog han ogsaa dette, indtil han endelig Kl. 4 om Eftermiddagen kørte efter Jordemoder ligesom han nu tillod, at der maatte hentes to af ham opgivne Koner, imidlertid var unge og kun lidet erfarne, medens han forbød at hente en ældre og erfaren Kone, som boede umiddelbart i Nærheden, og som benyttedes i Tilfælde hvor Jordemoderen ikke betimelig kunde komme. Da Tjenestepigen efter at have hentet den ene af de to unge Koner blev opmærksom paa, at Arrestantens Hustrus Skrig var ophørte, gik hun ind til hende og saa da, at hun havde født et Barn, der var levende. Dels af Angst, dels fordi hun ikke forstod at yde sin Madmoder Hjælp, forlod Pigen Værelset efter at have tildækket den Syge, der klagede over Kulde, med Dynen. Da nu kort efter den ovennævnte ældre Kone trods Arrestantens Forbud var bleven hentet, fordi den tilstedekomne unge Kone ikke havde dristet sig til alene at gaa ind til Barnemoderen, fandtes Barnet, der ifølge den noget senere ankomne Jordemoderens Forklaring var et fuldbaarent stærkt Pigebarn, at være død. Arrestanten erkendte, at han [vel] vidste, at en Barselkone er udsat for Livsfare saavelsom det nyfødte Barn naar der ikke haves kyndig Hjælp ved Fødselen, og han kunde ikke opgive noget rimeligt Motiv til den af ham udviste Ligegyldighed og Uvillie, idet han dog benægtede herved at have havt til Hensigt at opnaa Konens eller Barnets Død. Paa Grund af Alt, hvad der saaledes var oplyst om Arrestanten igennem en Række af Aar fortsatte oprørende Forhold imod sin Hustru, fandt Overretten, at han med Føje maatte, som i Underretsdommen antaget, betegnes som den, der havde mishandlet Ægtefælle, og han, der ikke tidligere havde været dømt. vilde saaledes være at anse efter Straffelovens § 202. Overretten billigede den af Underretten Arrestanten ikendte Straf af 2 Aars Forbedringshusarbejde, der er den højeste Straf, der kan idømmes for den Forbrydelse, men i dette Tilfælde maa anses for alt for mild.
(Social-Demokraten 8. august 1874).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar