Krigsretsdom. Fra Næstved meddeler "Sorø Amtst.", at der for en halv Snes Tage siden fandt et Art Mytteri Sted i en Eskadron af det der liggende 4de Dragonregiment. De nærmere Omstændigheder, hvis Enkeltheder forøvrigt fremstilles noget forskelligt, var følgende: Ritmester Moe siges at have paalagt nogle Mænd af Eskadronen at pudse en Uniforms-Genstand, der efter Reglementet ikke skulde pudses. Da Ritmesteren havde tilsagt 4 Mand til at møde, for at han kunde efterse, om hans Befaling var opfyldt, mødte næsten hele Eskadronen. Han søgte at tale dem til Rette og fik dem til at gaa deres Vej, hvorefter de gik hen paa et Værtshus og gav sig til at støje og drikke. Her indfandt Ritmesteren og Overvagtmesteren sig og opfordrede dem til at gaa, men Folkene nægtede det, indtil Overvagtmesteren sagde: "Naar jeg beder Jer derom, saa gør I det nok!" Dertil svaredes: "Ja, naar De beder os derom, saa skal vi gaa!" men ved Siden deraf hørtes det Raab: "Ned med Ritmesteren!" I Anledning heraf blev nedsat en Krigsret, hvis Dom faldt i Lørdags. To Underkorporaler blev nedsatte i de Meniges 2den Klasse og idømt 30 Dages strængt Fængsel paa Vand og Brød; den ene af dem blev tillige idømt 25 Rottingflag. 2 Menige idømtes 20 Dages Fængsel paa Vand og Brød; den ene af dem blev tillige idømt 25 Rottingflag. 2 Menige idømtes 20 Dages Fængsel paa Vand og Brød, 20 andre Menige 43 Timers Krumslutning, 22 fik 42 Timers og 1 fik 36 Timers Krumslutning. Auditoren fremhævede ved Dommens Oplæsning den gode Konduite. Ritmesteren havde udvist lige over for dette Optrin. Straffene iværksattes straks i Lørdags Estermiddags, da Rottingslagene eksekveredes, og Krumslutningerne paabegyndtes. I Byen var der en levende Bevægelse i den Anledning imod de militære Myndigheder, men Dragonerne havde faaet Ordre til ikke at gaa ud.
"Sorø Amtst." tilføjer: Vi har meddelt denne højst uhyggelige Tildragelse, saaledes som den er os berettet, cg skal afholde os fra enhver Bemærkning derom, indtil nærmere Oplysning fremkommer. Bladene i Næstved har endnu ikke omtalt Sagen.
(Social-Demokraten 6. august 1874).
Krigsretsdom. Fra Næstved skrives den 5te August i "Næstv. Av."; "En større Deel af det til 4de Dragonregiments Reserveeskadron hørende Mandskab gjorde sig en Aften for c. 14 Dage siden skyldig i en alvorlig Insubordination imod Eskadronens Chef, Hr. Ritmester Moe, idet e dmarscherede op udenfor dennes Bopæl og paa forskjellig Maade demonstrerede imod, at Ritmesteren havde befalet 4 Mand at møde til Eftersyn. Som Følge heraf blev der nedsat en Krigsret, som i Løverdags dømte tvende Underkorporaler og 39 Menige til forskjellige Straffe: Rottingflag, Fængsel paa Vand og Brød og Krumslutning, der exeqveres i disse Dage. - En af "Sorø Amts-Tid." meddelt Beretning om ovennævnte Tilfælde indeholder forskjellige Urigtigheder. Det er saaledes ikke Tilfældet, at Ritmesteren og Overvagtmesteren have indfundet sig paa et Værtshuus og opfordret Dragonerne til at gaae, eiheller at Auditeuren ved Dommens Oplæsning fremhævede den gode Konduite, Ritmesteren havde udviist ligeoverfor dette Optrin, lige som det heller ikke forholder sig rigtigt at der i Næstved i Løverdags var en levende Bevægelse imod de militaire Myndigheder, og at Dragonerne havde faaet Ordre til ikke at gaae ud."
(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 6. august 1874).
I Næstved er Stemningen siden de sidste Militærafstraffelser endel irriteret. I Mandags Aftes var der, efter "B. Flktd." atter Uroligheder i Gaderne og man hørte adskillige Steder Piben. Saavel Dragoner som Borgere syntes meget utilfredse. Politimesteren og alle Politibetjentene gik rundt i Gaderne for at sørge for, at Butikkerne lukkedes. Det fraraadedes Folk at gaa ud paa Gaderne.
(Social-Demokraten 8. august 1874).
"Mytteriet" i Næstved. (Fra vor Korrespondent.) I den Meddelelse, som findes i Bladet "Social-Demokraten" optaget efter "Sorø Amtst." angaaende Næstveds Dragoner, mangler den sande Belysning . hvorfor jeg her vil meddele Dem del rette Sammenhæng. Den ærede Hr. Ritmester Moe lider i den Grad at Pudsesyge, at, selv om Mandskabet gør det nok saa godt, saa er han dog altid den Utilfredse, og derfor dikterer han forskellige Ekstraøvelser, saaledes f. Eks. 3/4 Time Ekstra i Sabelbrug, med den Bemærkning, at de skal kunne vaske hinanden i deres Sved - bagefter. Hertil kommer, at hele Mandskabet 2 Dage, i 4 Timer hver Dag, har maattet ride uden Stigbøjler (dog ikke Hr Ritmesteren med). Endelig lød Parolen, at 4 Mand skulde paradere om Aftenen Kl. 9 udenfor Hr. Ritmesterens Bolig; den Ene, fordi han havde taget sig den Frihed at iklæde sig sit eget civile Tøj, de andre 3 for daarlig Pudsning. Dette fandt det øvrige Mandskab urigtigt, idet de alle havde pudser lige godt og derfor besluttede de alle at paradere tilligemed deres Kammerater. Optrinet gav en Del tilstedeværende Civile Anledning til at udbringe et Leve for Friheden, (jo, jeg takker!) hvori en Del af Dragonerne istemte. Dette blev Hr. Moe for hedt og han kommanderede "Træd af", hvilket straks blev efterkommet, men nu kommer Humlen. Den store Mand var bleven krænket, og - Gud bevare os, det maatte jo hævnes. En Krigsret blev samlet, og dømt blev Synderne: En Underkorporal i Menigmands 2den Klasse, 25 Slag Rotting og 30 Dages strengt Fængsel paa Vand og Brød, en dito i Menigmands Klasse og 30 Dages Vand og Brød; 2 Menige 20 Dage af samme Slags og 37 Mand Krumslutning, henholdsvis i 36, 42 og 43 Timer. Det maa bemærkes, at det er af det gamle Mandskab, nemlig Reserven, som skulde være permitteret allerede for otte Dage siden og maaske Mangens Kone og Barn sidder hiemme og lider Nød, medens at Hr. Ritmesteren hævner sig. Men det Sidste er da ogsaa det Nødvendigste. Paa Formodning af, at førstnævnte Underkorporal skal have været Leder for det hele Optrin, er han bleven idømt den barbariske Straf, men vel at mærke, kun paa Formodning, da der ikke fandtes et eneste Bevis imod ham. Som Rygtet fortæller, skal der kun have været En i den sammensatte Krigsret, som har protesteret imod Dommens Haardhed, nemlig Greve og Korporal Hvidtfeldt, som fortiden aftjener sin Værnepligt her i Byen. dog naturligvis uden Nytte. - Jeg maa endnu bemærke, at trods det, at Mandskabet, som tidligere bemærket, skulde været permitteret, maa de nu gøre Staldtjeneste, fordi kun et ringe Antal ad Gangen kan komme til at udstaa deres Straf af Mangel paa Torturredskaber og Plads. Det skal ydermere bemærkes, at Ritmesteren hverken har været her eller der, for at formaa Mandskabet til at gaa hjem, lige saa lidt som at der er raabt hverken op eller ned med Ritmesteren, som "Dgs.-Tel." behager at fortælle; det er ligefrem Opdigtelse, som man faar saa Meget af fra den Kant. V. P.
(Social-Demokraten 12. august 1874).
Fra Næstved Dragonregiment. I Anledning af de for kort Tid siden forefaldne Scener med 4. Dragonregiments 3. Eskadron og dens Ritmester, opfordrer en Dragon, Julius Koefod, efter Anmodning af mange Kammerater, alle Skolekammerater fra Næstved Rytterstole af 1870 til at bevidne en af de haardest straffede, Underkorporal Nielsen, der stedse har vist sig som alle sine Kammeraters Ven og som en hæderlig Mand, deres Agtelse ved at yde et Bidrag til en Erkjendtlighedsgave til ham. Ligeledes agtes indgivet et Andragende om Tilbagegivelsen af Kokarden til den straffede.
(Aarhus Amtstidende 27. august 1874).
En af de straffede døde tilsyneladende af rottingslagene. For at få plads til alle de straffede, måtte man inddrage den gamle arrest på torvet og den gamle fægtesal i Grønnegade.
Den 15. oktober 1901 blev ritmester Moes søn fundet i Susåen efter et selvmord. Han var blevet ritmester 1899. Der var indledt undersøgelse af ritmesteren og han blev forhørt for sine "sygelige tilbøjeligheder". Hvilket med datidens sprogbrug nok hentydede til homoseksualitet. Han var kort forinden blevet overfaldet af en korporal som han havde nægtet genindtrædelse i regimentet. Forældrene boede i København, faderen var pensioneret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar