23 august 2016

Bøn til Politiet.

I anledning af et 9 årsbarns overkørsel og grusomme lemlæstelse i Store Strandstræde søndag den 9. oktober tager indsenderen sig den frihed at gøre politiet opmærksom på følgende.

Intet sted i byen burde forbuddet mod den for hurtige kørsel mere overholdes end i Store Strandstræde. Gennemfærdslen er nemlig meget betydelig, gaden smal, fortovene så smalle og dårlige, især ved de mange udstående trapper og kælderhalse, at de fleste fodgængere fristes om ikke nødes til, at søge ud på gaden. Men dertil kommer især at vognene så vanskeligt høres på den makadamiserede vej. Desuagtet overholdes dette forbud intet sted mindre end her, og intet under når man betænker den lindring som hest, vogn og kusk og kørende må føle ved at komme fra Kongens Nytorv eller Sankt Annæ Plads ind i den lykkelige gade hvor den korte hvile er forundt. Men hertil kommer på enkelte dage endnu andre grunde, således som sidste søndag konfirmation i Garnisonskirken. Enhver der så hvorledes kareterne omtrent midt på dagen jagede i denne gade frem og tilbage, vil ikke undre sig at et barn derved blev lemlæstet, men snarere at ikke flere blev det. Man tillader sig altså at foreslå politiet at på sådanne dage hvor gennemkørslen i Store Strandstræde må formodes at blive usædvanlig stor, især af lette vogne, en betjent må stilles ved hver ende af gaden for at afværge sådanne ulykkelige tilfælde. En betjent ville i øvrigt kunne være tilstrækkelig, eller ingen behøves hvis vognene her som i så mange andre stæder var forsynet med hver sit nummer er især på hyrekareterne, stod bag på vognen med store og læselige tal. Indtil dette befales, vil forbuddet mod den for hurtige kørsel aldrig kunne overholdes. Det gælder jo nu kun at køre ret dygtigt til, hvem vil da gøre dem noget? Således tænkte også kusken i søndags, og se om han ikke havde ret!

(Politivennen nr. 824, Løverdagen den 15de October 1831, s. 710-711)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar