Det ville være et aldeles overflødigt arbejde at forklare betydningen af ordet laps i en hovedstad som København hvor lapse dagligt vandrer i hobetal på gader og i huslige kredse. Altså, kun et par ord om en lapsende glorioso mazarino, eller hvad det behager læseren at kalde ham.
En sådan har i den seneste tid adskillige gange haft den lumpenhed på gaden at fornærme unge, anstændige kvinder. Først ved at tilnikke dem hilsener og siden da disse naturligvis blev ubesvarede, ved leende at kigge ja endog fløjte ind under deres hat.
Så vist er det at fornærmelser mod kvinder er det mest vanærende for mænd hvis dybeste skændsel er angreb på værgeløse. Så vist er det også at denne glorioso er en usling der bør mærkes med offentlig vanære, selv om hans navn rimede sig på gloria (ære).
Men som denne straf er tilstrækkelig for hans omtalte ufærd, så kan han desuden være vis på en for ham måske endnu mere følelig tugt hvis han skulle fortsætte sine bedrifter mod dem, hvilke uagtet de er værgeløse dog har beskyttere i alle mænd af ære, blandt hvilke findes mange håndfaste der ikke blot uddeler vinger med posen af en vinge.
"Men", vil her måske læseren eller vel endnu hurtigere den smukke læserinde spørge: "Hvem er da denne modige mandige heltesjæl? Er han måske en italiener, en landsmand af gloriose eller Rinaldo?
Nej, mine damer og herrer! Det tror jeg ikke, skønt han lige så lidt ligner en nordbo i ansigt som i færd. Muligvis er han en mosaist, og derudover vil nok ingen forundre sig. Hvem kan nemlig nægte at så vanartige vores kristne lapse-drengebørn end er, overgås de dog sædvanligvis af de mosaistiske lapse. Grunden hertil er også meget indlysende for enhver tænkende iagttager af menneskelivet. Han ved: "Den frigivne træl er altid den mest uforskammede!". Og derfor venter han med desto større højagtelse for de ikke så ædle mosaister, de største og frækkeste lapse blandt moderniserede piskebåndsjøder. Har nu en af disse oven i købet et glat, om end glat vel intetsigende, ansigt, hvorfor mosaistiske og kristne flanefjæs kalder ham "sød", oh, hvad kan man da ikke vente sig af en sådan påfugl, så længe en velgørende saks ikke stækker hans dunfulde vinger!
Blok Tøxen
(Politivennen nr. 430. Løverdagen den 27de Marts 1824, s. 6952-6954)
En sådan har i den seneste tid adskillige gange haft den lumpenhed på gaden at fornærme unge, anstændige kvinder. Først ved at tilnikke dem hilsener og siden da disse naturligvis blev ubesvarede, ved leende at kigge ja endog fløjte ind under deres hat.
Så vist er det at fornærmelser mod kvinder er det mest vanærende for mænd hvis dybeste skændsel er angreb på værgeløse. Så vist er det også at denne glorioso er en usling der bør mærkes med offentlig vanære, selv om hans navn rimede sig på gloria (ære).
Men som denne straf er tilstrækkelig for hans omtalte ufærd, så kan han desuden være vis på en for ham måske endnu mere følelig tugt hvis han skulle fortsætte sine bedrifter mod dem, hvilke uagtet de er værgeløse dog har beskyttere i alle mænd af ære, blandt hvilke findes mange håndfaste der ikke blot uddeler vinger med posen af en vinge.
"Men", vil her måske læseren eller vel endnu hurtigere den smukke læserinde spørge: "Hvem er da denne modige mandige heltesjæl? Er han måske en italiener, en landsmand af gloriose eller Rinaldo?
Nej, mine damer og herrer! Det tror jeg ikke, skønt han lige så lidt ligner en nordbo i ansigt som i færd. Muligvis er han en mosaist, og derudover vil nok ingen forundre sig. Hvem kan nemlig nægte at så vanartige vores kristne lapse-drengebørn end er, overgås de dog sædvanligvis af de mosaistiske lapse. Grunden hertil er også meget indlysende for enhver tænkende iagttager af menneskelivet. Han ved: "Den frigivne træl er altid den mest uforskammede!". Og derfor venter han med desto større højagtelse for de ikke så ædle mosaister, de største og frækkeste lapse blandt moderniserede piskebåndsjøder. Har nu en af disse oven i købet et glat, om end glat vel intetsigende, ansigt, hvorfor mosaistiske og kristne flanefjæs kalder ham "sød", oh, hvad kan man da ikke vente sig af en sådan påfugl, så længe en velgørende saks ikke stækker hans dunfulde vinger!
Blok Tøxen
(Politivennen nr. 430. Løverdagen den 27de Marts 1824, s. 6952-6954)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar