(Efter indsendt)
At en og anden lediggænger betragter kirken som et sted hvor han tyr hen for at få ende på den for ham besværlige tid er gammelt. Men at man der opfører sig uanstændigt, forargeligt, at man der under gudstjenestens og religionslærerens foredrag fra prædikestolen taler højt, bander og gør hørbare anmærkninger over prædiken og prædikanten er - held være tidernes tegn! - endnu hidtil splinternyt hos os. Dog var dette tilfældet anden pinsedag under aftensang i Holmens Kirke, hvor 2 unge uvoksne lapser havde indfundet sig.
Man advarede dem gentagne gange med blikke og ved ord om deres utilbørlige forhold. Men disse superlativisk-uforskammede havde dumdristighed nok til at trodse den offentlige dom, forstyrre de tilhøreres ro, der i ædlere hensigt var kommet derhen, og fortsætte samtalen uden sky. Ja, efter at gudstjenesten var til ende, og nogle af de tilstedeværende uden for kirken foreholdt dem deres skændige forhold, vovede de endog at gentage en opfordring til sådanne håndgribelige argumenter, dem sådanne folk altid har i munden.
Den ene af dem var især et non plus ultra af uforskammethed. Indsenderen blev for sent gjort opmærksom på dette uvæsen til at han kunne lade fredsforstyrrerne, der dog var feje eller snilde nok til at fortie deres navne, få de fortjente plads et sted ikke langt fra kirken, på Gammelholm, selvom de efter påklædningen ikke henhørte til den lavere klasse. Men han tror at denne sjældne pøbelopførsel ikke kan få offentlighed nok. De karakteriserer sig selv, skønt de pågældende navne er, ligesom alt hvad der ikke dur stort, indtil nu, skjult i mørket. Tildragelsen er ellers vidnefast.
(Politivennen nr. 423, 31. maj 1806, side 6729-6730)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar