I gamle dage var det en stor sjældenhed at pibning fandt sted i Skuespilhuset, fx i Rahbeks, P. A. Heibergs, Todes, Olufsens, Sanders, Samsøes skribentår. I en lang række af år eksisterede kun fire udpibninger, nemlig af en madame Rosenkilde der ansås for berygtet, af Wivets enke- og ligkasse, hvilket blev foranstaltet af vedkommende bogholdere og bude ved sådanne indretninger, endvidere af et usselt stykke eller dårlig opera hvis navn man har glemt. Hvad ikke indeholdt noget usædeligt eller aldeles usselt, blev enten tålt når forfatteren ellers besad fortjenester eller man tav og blev borte: Straf nok for en mådelig forfatter!
Nu derimod hører dette piberi til dagens orden: Lapsevæsenet går så vidt at næsten ingen yndling anser sig for en dygtig karl før han på denne vis har aflagt et slags prøve på djærvhed og manddom. Allerede i skoleårene spirer modet til disse helte gerninger, og håbefulde ynglinge på 15 til 16 år følger dristigt de noget ældres fodspor. Derfor kan nu om stunder ingen af vore digtere, end ikke de største og mest fortjente, sige sig fri for at have stået i "teatrets gabestok"; ja vores egne skuespildigtere er man tværtimod ældre og sindigere tiders brug langt strengere mod end imod de fremmede. I en tid af omtrent et år er tre af prof. Heibergs stykker udpebet, hvoraf det ene endog var aldeles originalt, og de andre to var heibergske bearbejdelser af navnkundige franske forfatteres skuespil som måske hist og her havde nogle frie udtryk, men dog var langt fra at kunne stilles i række med en Don Juan af Hauch som af nogle er rost, eller operaen Don Juan og Beaumarchais frivole komedier som af al magt beklappes.
Det er altså tydeligt at dette gemene piberi - som aldrig ville tåles ved en aftenunderholdning for penge i Knirsch' eller lignede saloner, langt mindre i klub- eller selskabssale - kun oprinder af partihad og til dels kådhed. Således så man ved udpibningen af det næstsidste heibergske stykke en hel del skoledrenge på 15 til 18 år blandt de ivrigste pibere: sikkert kunstdommere som smagen har ære af at tælle blandt sine talsmænd! Oehlenschlägers Rübezahl var man dog langt høfligere mod - man klappede ved de første forestillingen, den sidste lod man tavs gå over scenen.
Spørgsmål: er det ikke på tide at lade en sådan råhed forsvinde? Skal man også på dette punkt ligesom i så mange andre vedligeholde middelalderens usle pøbelånd? for uregerlighedsånden er det dog vel nok at yttre sin misfornøjelse ved råben, trampen, hyssen og anden vældig støj uden just at tage sin tilflugt til enlyd som, når den ved dag eller nat lader sig høre på gader og stræder, belønnes med frit husly i råd- og dommerhusets nedre afdeling.
Laur. J. Hansen
(Politivennen nr. 906. Løverdagen den 11te Mai, 1833. Side 331-333).
Nu derimod hører dette piberi til dagens orden: Lapsevæsenet går så vidt at næsten ingen yndling anser sig for en dygtig karl før han på denne vis har aflagt et slags prøve på djærvhed og manddom. Allerede i skoleårene spirer modet til disse helte gerninger, og håbefulde ynglinge på 15 til 16 år følger dristigt de noget ældres fodspor. Derfor kan nu om stunder ingen af vore digtere, end ikke de største og mest fortjente, sige sig fri for at have stået i "teatrets gabestok"; ja vores egne skuespildigtere er man tværtimod ældre og sindigere tiders brug langt strengere mod end imod de fremmede. I en tid af omtrent et år er tre af prof. Heibergs stykker udpebet, hvoraf det ene endog var aldeles originalt, og de andre to var heibergske bearbejdelser af navnkundige franske forfatteres skuespil som måske hist og her havde nogle frie udtryk, men dog var langt fra at kunne stilles i række med en Don Juan af Hauch som af nogle er rost, eller operaen Don Juan og Beaumarchais frivole komedier som af al magt beklappes.
Det er altså tydeligt at dette gemene piberi - som aldrig ville tåles ved en aftenunderholdning for penge i Knirsch' eller lignede saloner, langt mindre i klub- eller selskabssale - kun oprinder af partihad og til dels kådhed. Således så man ved udpibningen af det næstsidste heibergske stykke en hel del skoledrenge på 15 til 18 år blandt de ivrigste pibere: sikkert kunstdommere som smagen har ære af at tælle blandt sine talsmænd! Oehlenschlägers Rübezahl var man dog langt høfligere mod - man klappede ved de første forestillingen, den sidste lod man tavs gå over scenen.
Spørgsmål: er det ikke på tide at lade en sådan råhed forsvinde? Skal man også på dette punkt ligesom i så mange andre vedligeholde middelalderens usle pøbelånd? for uregerlighedsånden er det dog vel nok at yttre sin misfornøjelse ved råben, trampen, hyssen og anden vældig støj uden just at tage sin tilflugt til enlyd som, når den ved dag eller nat lader sig høre på gader og stræder, belønnes med frit husly i råd- og dommerhusets nedre afdeling.
Laur. J. Hansen
(Politivennen nr. 906. Løverdagen den 11te Mai, 1833. Side 331-333).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar