Jeg har for nyligt læst at en person i Lolland til det Kongelige Landhusholdningsselskab har foreslået en hakkelsesmaskine som kan forebygge at beskadige hænderne. Nemlig at anbringe et lille tværtræ på kisten, som forebygger at hånden kan glide frem.
Samme forslag anset jeg for ganske overflødigt at anbefale, siden vor årvågne regering allerede for nogle år siden har ladet udgå en forordning af samme indhold, hvilket blev læst på behørige steder. Men samtidig er det sandt at den ikke efterleves, og man har aldrig hørt at dens forsømmelse har pådraget straf, eller at der er mindet om at den skal efterleves.
Man hører hele tiden på landet at uforsigtige drenge skærer deres hænder fordærvet ved hakkelsesskæren. Herved bliver de mindre egnede til krigstjeneste, selvom årsagen var at man forsømte at overholde forordningen.
Skulle sådanne forordninger opnå deres hensigt, så måtte de - efter mine ringe tanker - fra rettens side, især om vinteren, engang imellem rekvireres og efterses. Den som da fandtes ikke at have efterkommet forordningen, skulle første gang betale 8 skilling til sognets fattige, men anden gang 1 mark. Jeg forsikrer at ingen skulle findes at betale tredje gang.
Husker jeg ret, eksisterer ligeledes en forordning om de skadelige fugles ødelæggelse. Men jeg tror næppe at den skadeligste af dem alle, nemlig skaden, i særdeleshed er deri bleven udmærket, skønt sammes uforskammede røveri er så almindelig bekendt. Det den udøver ikke alene på det levende, men endog på det livløse, mærkbart på ællinger, kyllinger og hønseæg mm. Ja deres uforskammethed går endog så vidt, at de stakkels gård- og husmandskoner næppe kan beholde deres oste i fred for disse glubske røvere. Jeg havde nær glemt at anmærke at deres rovsyge også strækker sig til æbler, pærer og kirsebær.
Men hvor let var det ikke at ødelægge disse røvere i bund og grund, når følgende forslag ved forordning sattes i kraft: Nemlig at alle grundejere i april og maj måned skulle være forpligtet til at nedrive og ødelægge alle skadereder, som fandtes på hans ejendom. Men hvis forordningen skulle virke desto kraftigere, måtte de ansvarlige pålægge rettens betjente, ved deres skriverkarle og drenge nøje at efterse, hvorvidt forordningen var blevet efterlevet. Enhver som da befandtes brøstfældig skulle mulkteres for 1 mark til sognets fattige og anden gang dobbelt.
At jeg ikke nøjes med at lade sognefogden efterse denne rekvisition, grunder jeg på erfaring, siden jeg så ofte er blevet overbevist at den ene ravn ikke let hugger øjet ud på den anden. Dog skulle denne ligeledes pålægges at efterse hvorvidt forordningen var blevet overholdt. Men skulle han ved eftersynet have gjort sig skyldig i partiskhed, måtte han pålægges en mulkt af 2 til 3 mark, som meldt.
Man vil måske indvende at det almene kun ville høste lille nytte heraf. Men overvejer man at når fuglenes forplantning derved blev gjort dem umulig, blev de nødsaget til at ty til en anden egn, nemlig skovene. Imidlertid undgik man dog derved alle nævnte skadelige røverier, som de udøver nu i deres hidindtil forundte frihed.
Jeg har ovenfor anmærket, at nøden ville drive skaderne til at søge skovene. Men her kunne deres fulde ødelæggelse iværksættes, når man ville følge den tyske fyrstes eksempel, som da han havde bragt i erfaring, at skaderne endog udøvede deres røveri på unge harer, betalte sine skytter 20 skilling for hvert par skadeklør, hvorved hensigten blev opnået. Nemlig at hele landet blev befriet fra dette så skadelige utøj.
Den
fordømte vane at både bønderne og deres karle ryger tobak. På korn og
hølæs, ja endog i laderne og på foderloerne. Ingen
må understå sig i at ryge tobak på førnævnte steder og skal betale 2 til 3 mark, det halve til sognet
fattige. Og det halve til angiveren. (Eget foto fra Nationalmuseets samlinger: Pibe fra 1830'erne).
Endnu en ting kan jeg umuligt lade være med at omtale: Den fordømte vane at både bønderne og deres karle ryger tobak. På korn og hølæs, ja endog i laderne og på foderloerne. Måske kan mange endnu huske, at for omtrent 50 år siden afbrændte det halve Haderslev på grund af en karls tobaksrygen på et læs hø. Men at standse dette skammelige uvæsen med et, tror jeg, efter mine ringe tanker, ved ingen kraftigere midler, kunne bevirkes end gennem en forordning: At ingen måtte understå sig i at ryge tobak på førnævnte steder. Men at enhver som handlede derimod, skulle betale 2 til 3 mark, det halve til sognet fattige. Og det halve til angiveren. Jeg tror vist at deraf ville findes end flere, end af brændevinsrekvirenter og referencer.
Det måtte også nøje ses til at forordningen strikt blev efterlevet, at den ikke som så mange hvor dette ikke er tilfældet skulle blive uden den tilsigtede nytte.
Måske findes der de som tror at mine her gjorte forslag er så ubetydelige at de ikke bør ænses. Men det tænker vist ikke fornuftige og erfarne landmænd.
(Politivennen nr. 439, 20. september 1806, side 6975-6980)
Samme forslag anset jeg for ganske overflødigt at anbefale, siden vor årvågne regering allerede for nogle år siden har ladet udgå en forordning af samme indhold, hvilket blev læst på behørige steder. Men samtidig er det sandt at den ikke efterleves, og man har aldrig hørt at dens forsømmelse har pådraget straf, eller at der er mindet om at den skal efterleves.
Man hører hele tiden på landet at uforsigtige drenge skærer deres hænder fordærvet ved hakkelsesskæren. Herved bliver de mindre egnede til krigstjeneste, selvom årsagen var at man forsømte at overholde forordningen.
Skulle sådanne forordninger opnå deres hensigt, så måtte de - efter mine ringe tanker - fra rettens side, især om vinteren, engang imellem rekvireres og efterses. Den som da fandtes ikke at have efterkommet forordningen, skulle første gang betale 8 skilling til sognets fattige, men anden gang 1 mark. Jeg forsikrer at ingen skulle findes at betale tredje gang.
Husker jeg ret, eksisterer ligeledes en forordning om de skadelige fugles ødelæggelse. Men jeg tror næppe at den skadeligste af dem alle, nemlig skaden, i særdeleshed er deri bleven udmærket, skønt sammes uforskammede røveri er så almindelig bekendt. Det den udøver ikke alene på det levende, men endog på det livløse, mærkbart på ællinger, kyllinger og hønseæg mm. Ja deres uforskammethed går endog så vidt, at de stakkels gård- og husmandskoner næppe kan beholde deres oste i fred for disse glubske røvere. Jeg havde nær glemt at anmærke at deres rovsyge også strækker sig til æbler, pærer og kirsebær.
Men hvor let var det ikke at ødelægge disse røvere i bund og grund, når følgende forslag ved forordning sattes i kraft: Nemlig at alle grundejere i april og maj måned skulle være forpligtet til at nedrive og ødelægge alle skadereder, som fandtes på hans ejendom. Men hvis forordningen skulle virke desto kraftigere, måtte de ansvarlige pålægge rettens betjente, ved deres skriverkarle og drenge nøje at efterse, hvorvidt forordningen var blevet efterlevet. Enhver som da befandtes brøstfældig skulle mulkteres for 1 mark til sognets fattige og anden gang dobbelt.
At jeg ikke nøjes med at lade sognefogden efterse denne rekvisition, grunder jeg på erfaring, siden jeg så ofte er blevet overbevist at den ene ravn ikke let hugger øjet ud på den anden. Dog skulle denne ligeledes pålægges at efterse hvorvidt forordningen var blevet overholdt. Men skulle han ved eftersynet have gjort sig skyldig i partiskhed, måtte han pålægges en mulkt af 2 til 3 mark, som meldt.
Man vil måske indvende at det almene kun ville høste lille nytte heraf. Men overvejer man at når fuglenes forplantning derved blev gjort dem umulig, blev de nødsaget til at ty til en anden egn, nemlig skovene. Imidlertid undgik man dog derved alle nævnte skadelige røverier, som de udøver nu i deres hidindtil forundte frihed.
Jeg har ovenfor anmærket, at nøden ville drive skaderne til at søge skovene. Men her kunne deres fulde ødelæggelse iværksættes, når man ville følge den tyske fyrstes eksempel, som da han havde bragt i erfaring, at skaderne endog udøvede deres røveri på unge harer, betalte sine skytter 20 skilling for hvert par skadeklør, hvorved hensigten blev opnået. Nemlig at hele landet blev befriet fra dette så skadelige utøj.
Endnu en ting kan jeg umuligt lade være med at omtale: Den fordømte vane at både bønderne og deres karle ryger tobak. På korn og hølæs, ja endog i laderne og på foderloerne. Måske kan mange endnu huske, at for omtrent 50 år siden afbrændte det halve Haderslev på grund af en karls tobaksrygen på et læs hø. Men at standse dette skammelige uvæsen med et, tror jeg, efter mine ringe tanker, ved ingen kraftigere midler, kunne bevirkes end gennem en forordning: At ingen måtte understå sig i at ryge tobak på førnævnte steder. Men at enhver som handlede derimod, skulle betale 2 til 3 mark, det halve til sognet fattige. Og det halve til angiveren. Jeg tror vist at deraf ville findes end flere, end af brændevinsrekvirenter og referencer.
Det måtte også nøje ses til at forordningen strikt blev efterlevet, at den ikke som så mange hvor dette ikke er tilfældet skulle blive uden den tilsigtede nytte.
Måske findes der de som tror at mine her gjorte forslag er så ubetydelige at de ikke bør ænses. Men det tænker vist ikke fornuftige og erfarne landmænd.
(Politivennen nr. 439, 20. september 1806, side 6975-6980)
Redacteurens Anmærkninger
Branden i Haderslev
Haderslev var (ulig i vore dage) en stor by i kongerigerne. Om branden i 1759 beretter Sønderborg Museum:I 1759 galede den røde hane atter over byen. På tre dage nedbrændte 170 af byens 343 huse, og byens borgere måtte atter i gang med en langvarig genopbygningsproces. De fleste af de nedbrændte huse lå langs Storegade udenfor den middelalderlige bydel og i modsætning til de tidligere så almindelige gavlhuse opførtes de nye bygninger nu som langhuse, ofte i grundmur.På grund af byens størrelse har eksemplet formentligt virket stærkt.
På dette tidspunkt var Haderslev dog, på trods af alle ulykkerne, stadig en ret stor by. Sammenligner man antallet af indbyggere ved folketællingerne omkring 1800 var Haderslev den syvende største by i det nuværende Danmark. Byen havde således godt dobbelt så mange indbyggere som Kolding. Dette skyldtes hovedsageligt, at Haderslev lå i Hertugdømmet, der ikke var underlagt alle de snærende økonomiske bånd, som købstæderne i Kongeriget var underlagt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar