Naar der af og til i Vinter har været skrevet i Bladene om, at Rigsdagen arbejder for at oprette en Kreditforening for Husmænd, saa er denne Foranstaltning vistnok af mange bleven hilset med Glæde, thi Trangen til Laan paa rimelige Vilkaar er vist stor nok. Jeg kan kun tale for mit eget og denne Egn Vedkommende, det vestlige Jylland, og vil ikke undlade at give en sandfærdig Forklaring over de Forhold, hvorunder jeg arbejder.
I Foraaret 1874 kjøbte jeg min nuværende Ejendom med et Tilliggende af ca. 9 Tdr. Land Agermark og 93 Tdr. Land Hede, Hartkorn 3 Skpr., alt af ret god lermuldet Beskaffenhed. Ejendommen var i en ussel Drift, her kunde holdes 1 Ko og nogle Faar, det hele kostede den Gang med Besætning 2200 Kr., foruden en Aftægt af Værdi 140 Kr. aarlig til en nu 68 Aar gl. Kone. 1000 Kr. forblev indestaaende 5 Aar uopsagte mod 4 pCt. Rente, 500 Kr. som løs Gjæld med Afdrag efter Kreditors eget Forgodtbefindende. Da Vinteren 1874 var ophørt, blev der strax taget fat paa Heden, og 12 Tdr. Land blev ompløjet den Sommer, det gjaldt om at saa en Del brækket pludselig, thi den raa Hede fordrer at henligge i 4 Aars Brak før den er tjenlig som Voxested for vore almindelige Kulturplanter; dog vare de sex Tdr. Land af en saa ejendommelig god Beskaffenhed, at de allerede Aaret efter bleve tjenlige til Korn- og Kartoffelavl, hvilket hjalp mig meget. Dog skal jeg ogsaa her tilføje, at af den lille Kapital, jeg havde, da jeg kjøbte Ejendommen, blev 120 Kr anvendt til Indkjøb af 20 Stkr. Bistader samt nogle Kasser til Boliger for Bierne. Disse 120 Kr. vare vel anvendte ; thi der er i samtlige Aar siden solgt Honning og Vox for 530 Kr., foruden hvad her er forbrugt i Huset, og dog har jeg maattet nøjes med billige og simple Stader og Redslaber til Bierne, ligesom Tiden heller ikke har tilladt mig at skjænke dem al den Opmærksomhed, som de egentlig fortjene. Det er glædeligt at se disse snehvide Boghvedemarker om Sommeren samt dette Blomsterhav paa Heden med saa rigt Træk for Bierne, men sørgeligt er det, at det ikke bliver benyttet, thi her findes næppe 1 Bistade, hvor her burde være 100. I disse Herreder findes næppe en eneste Biavler, der sforstaar at behandle et dierzonsk Bistade; hvor meget kunde og burde her dog ikke gjøres for Biavlen Dog nok herom.
Jeg maatte sande, at Heden tager, før den giver. Det første Par Aar vare haarde, jeg led usigelig meget, de slette Tider kom jo, og Penge bleve mere og mere vanskelige at laane, den løse Gjæld var forfærdelig; naar jeg længe havde stridt for at spare saa meget sammen, at jeg kunde faa et godt Trækdyr eller en Ko og havde haft denne en Tid, ja saa maatte den af og til væk for af dække paa denne usalige løse Gjæld. Mangen en nyttig Forbedring maa aldeles forbigaas under slige Forhold. Begrundet i den tiltagende Avl trænges her til mere Lade, mere Besætning samt Anvendelse af Kalk, Mærgel, Kløver- og Græsfrø; næsten alt dette maa aldeles staa hen i den uvisse Fremtid. Under disse Forhold er der nu hengledet 5 a 6 Aar; her kan nu holdes rigelig 4 store Fæhoveder, 10 Stkr. Faar og 2 a 3 Svin, og dog er kun endnu 22 Td. Land blevet til Agermark, foruden at 10 Td. Land Hede ligger under Brak. Resten, 40 Td. Land Hede, ligger endnu uberørt af Ploven. I de senere Aar er her efter Regnskab solgt for 500 a 700 Kr. aarlig af Produkter, og dog er næppe 1/3 af Arealet opdyrket, og denne lille Plet maa jo bære alle Driftsomkostninger, underholde Familie og udrede Aftægt og alle øvrige Udgifter; hvor meget maa man ikke antage, at det vilde forøge Indtægterne, om de 60 Td. Land snarest kom i Kulturtilstand.
Skjønt jeg har Erklæringer fra mine Kreditorer, at Aftægt, Renter, Afdrag osv punktlig er betalt, saa er det næsten en ligefrem Umulighed at erholde et fast Laan i min Ejendom. I vest- og sønderjydske Kreditforening bydes mig 2000 Kr., men saa skal Aftægten afkjøbes først, og herved tabes vist 350 Kr.; netop disse Penge, som skulde være en længe savnet Driftskapital, gaar jo aldeles tabte. Skal Summen laanes mod Kavtion, da ere Vilkaarene haarde her i Sognets Laanekasse, nemlig 5 pCt. Rente og 12 pCt. aarligt Afdrag af denne Laanekasse har jeg 300 Kr. De 1000 Kr, som nu ere opsagte, kan jeg kun vente at laane paa meget haarde Vilkaar, eller om dette ikke lader sig gjøre, da overlade Kreditorerne Frugterne af mit Arbejde, thi at sælge Ejendommen før Tiden har vist sig at være en Umulighed, da det er forsøgt. At min Bedrift nogenlunde har svaret til Tidens Krav. antager jeg, idet den herværende Landboforenings Bestyrelse har i de sidste l Aar tildelt mig 6 Præmier for Landboflid, og dog ser jeg saa godt de store Mangler, der endnu klæber sig ved det hele. Hvor meget anderledes og bedre burde ikke alt være, naar jeg havde lidt bedre Evne, eller blot min Gjæld var fast med smaa Afdrag aarlig. Dog saaledes ser det ikke ud til at skulle blive, men snarere den samme haarde Kamp, der desværre begynder at gjøre sin Ret gjældende. idet den er ved at kvæle Modet og betage mig Lysten til at arbejde som Kolonist paa den jydske Hede.
En Hedeboer.
(Morgenbladet (København) 21. april 1880).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar