07 april 2016

Ønske om en sikker Overfart fra Jægerspris til Frederikssund.

Overfarten ved Jægerspris færge har i denne vinter på grund af en betydelig mængde drivis, stærk storm og højt vande ofte været standset flere dage af og til, hvilket såvel for samfærdslen i almindelighed som for den daglige konkurs til Frederikssund og flere købstæder især ved de afholdte fastemarkeder, har forvoldt tab, tidsspilde og omkostninger for de passerende. - Denne standsning har tillige ofte forhindret justitsbetjenten i Horns Herred der bor i Frederikssund fra at pleje retten flere retsdage efter hinanden, og det betydelige tab enkeltmand i flere tilfælde herved kan lide, er jo indlysende. - Det ville derfor være at ønske om fornævnte lille indenfjords bælt der knytter en ikke ubetydelig samfærdsel mellem Horns Herred og længere vestligt liggende egne af Sjælland til Frederiksborg Amt måtte vække så megen offentlig opmærksomhed at om en bro over færgedraget end ansås for bekostelig, de passerende dog kunne ved passende anstalter være betryggede en sikker og hurtig overfart.

Indsenderen bemærker til slut at han af flere kyndige har hørt at en jernkæde af den slags man nu har indført på mange skibe i stedet for ankertov med nytte ville kunne anvendes her, og at der til enhver tid skulle kunne føres og færdes når et anker af forholdsmæssig størrelse fra prammen blev kastet midt i færgedraget.

(Politivennen nr. 587. Løverdagen den 31te Marts 1827, s. 198-199).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar