Bøn i Friderikssund.

Indbyggerne af de fleste sjællandske stæder har efter tilendebragt dagsværk i nærheden en skov eller et andet forlystelsessted hvor de med familie kan nyde adspredelse i den frie luft. Men dette er ikke tilfældet i Frederikssund. Her findes ingen skov og ingen offentlig have. Man må her hjælpe sig med den rigtig nok nyligt brolagte gade og den stenede, støvede landevej. Savnet af et sådant forlystelsessted føles her så meget mere som man her skuer den yppige og skønne natur på det lige over for liggende yndige Jægerspris, og kun er skilt derfra ved et smalt sund. Hvad under om mange embedsmænd og andre der har følelse for naturens skønhed, men ikke evne til ofte at bekoste 1 rigsbankdalers penge for sin og familiens overfart, føler sig som de faldne der blev udelukket fra Paradis?

Dersom færgen tilhørte regeringen, ville man sikkert kunne vente at det blev anstændige familier i Frederikssund som til fods ønskede at nyde adspredelse og vederkvægelse på Jægerspris, tilladt uden betaling at gå over med færgen, når denne afgift med betalende passagerer, og der var plads på samme. Men skulle man ikke også vente at en brav medborger der ved denne fart har tilstrækkeligt udkomme, ville da det på ingen måde kan være noget tab for ham efterligne vores humane, milde og heldudbredende regering. Man tror det derfor ikke upassende gennem dette blad at gøre vedkommende færgefarts forstandere opmærksomme på at han ved at tillade agtvare familier i Frederikssund der undertiden ønskede at besøge Jægerspris, at de når færgen bringer rejsende eller gods over, da måtte uden betaling følge med samme, når de ikke kom til vogns, men blot for at nyde den behagelige egns skønheder.

Tænker ejeren på at han derved, uden tab for sin levevej, for som sagt de fleste som kunne have lyst til at komme der, afholdes derfra fordi de ikke kan undvære penge man betaler i fragt, og at han således ved et ringe offer bidrager til manges uskyldige glæder og fornøjelse, så håber man at den bøn ikke forgæves er fremsat, ligesom dens opfyldelse just ikke hos høje vedkommende vil blive ubemærket.

(Politivennen nr. 439. Løverdagen den 29de Mai 1824, s. 7093-7096)