Vort Fædreneland har i de senere Aar havt den Skjebne, at nedrives af nogle overgivne og af fornærmet Stolthed opbragte Tydske Skriblere. I adskillige Blade og Skrifter er det Danske Folk blevet skildret som en Nation, der miskjender Tydske Fortjenester og haaner og forfølger Tydsk Retskaffenhed. Det er endelig Tid, at en indfødt Dansk Mand, hvis Hjerte slaaer varmt for hans dyrebare Fødeland, opløfter sin Stemme og gjør Ende paa denne evige Bagvaskelse.
Først i forrige Aar har en vis R. A. J. formastet sig til i No. 245 af allgemeiner Anzeiger der Deutschen at lade indrykke et Stykke **), hvori han med mageløs Frækhed vover at beskjæmme vor Nation. Hele Stykket aander kun pøbelagtig Fordomsfuldhed og indeholder intet uden haanende Bebreidelser. Denne navnløs Skumler fortjente ingen alvorlig Gjendrivelse, dersom han ikke havde fundet Leilighed til at nedlægge sin Gift i eet af Tydsklands meest læste Blade, og Redacteuren af samme ikke havde været saa ubesinding, at optage denne Uværdiges Expectorationer, trods den høitidelige Forsikring paa Omslaget: "at alt hvad der strider mod Velanstændighed og gode Sæder ikke finder nogen Plads i dette Blad ***). Sandt er det, at Dannemark, som hiin Skumler siger, fra Tid til anden har havt betydeligt Tilløb af Tydske Konstnere og Professionister: en Fordeel, som hele Europa har tilfælles med Dannemark, fordi de Tydske, blandt alle Nationer paa Jorden, ere de, der have meest tilbøielighed til at udvandre; sandt at Dannemarks Cultur har dette Tilløb tildeels adskilligt at takke; men usandt er det, at de Danske, som denne Forf. fremdeles siger, hader de Tydske, og at man i Dannenmark ved enhver Leilighed, endog i dannede Kredse, umager sig for, at foragte dem og gjøre dem latterlige. Jeg opfordrer enhver retskaffen og beskeden Tydsk Mand i Dannemark til at sige, om ikke enhver agtværdig Udlænding, af hvilken Nation han end er, behandles overalt hos os med samme Agtelse som den Indfødte.
Men Pralerie og Uforskammethed bliver her som overalt med Rette foragtet. Intet er almindeligere end at unge uerfarne udenlanske Lærde og Konstnere komme i den taabelige Tanke til Dannenmark, at Kundskab og Smag, Cultur og Humanitet ere i dette Land ubekjendte Planter, der maa hentes fra fremmed Jordbund. Uden at kjende Nationens Sprog og Sæder paatage de sig ikke sjelden at være Folkets Lærere, tale med Haan om Danske Talenter og Fortjenester, antage Beskedenhed for Enfoldighed og Overbærenhed for Indolence. Jeg kunde anføre mange Beviser, men Forfatteren af det paankede Stykke har sparet mig denne Umage, og ved sit eget Exempel godtgjort, til hvilke yderligheder uvidenhed, Taabelighed og Indbildskhed kunne lede.
S. 1651 siger han: "den Danske hader vel enhver Udlænding. Men de Tydske og Svenske foragter han tillige, fordi han er af den Mening, at disse Lande ere meget Fattige, og at deres Beboere forlade deres Fædreneland af Nød." - Enhver Skolepebling i Dannemark veed, at i det mindste Tydskland er intet fattigt Land. - S. S. tilstaaer Forfatteren, "at han ikke boede i Kjøbenhavn selv, men i Nærheden af samme, hvor han eiede en ikke ubetydelig Gaard, og hvor om Sommeren anseelige Embedsmænd, Kjøbmænd, Capitalister og deslige Folk logerede hos ham ****). Her havde han altsaa, forsikrer han os, Leilighed til nøiere at lære at kjende den Danske Nation: her har an erfaret, at hiint uædle Nationalhad ligesaa godt findes blandt de dannede Stænder som blandt de lavere Folkeclasser etc." - Man betænke kun hvilken Frækhed! En Mand, der paa en Gaard i Nærheden af Kjøbenhavn holder et Slags Gjestgivergaard, formaster sig til, i denne Enebolig at bedømme, mestre og haane den hele Nations Caracter! Saavidt gik aldrig nogen Dansks Formastelighed mod nogen muelig Nation. Men det snurrigste Bevis for de Danskes Nationalhad mod de Tydske findes strax paa den anden Pille. Forfatteren anfører nemlig som Exempel sin nederdrægtige Nabo, der, - det er hans egne Ord - roste sig af at have bedraget Konstberideren (?) Price med Salget af Hø, og som, da Forf. sagde til ham, at det ikke var rigtigt, at handle saaledes mod sin Næste, svarede: "ih! det er jo ingen Synd; det er jo Tydskere; hvorfor blive I ikke i eders eget Land". Denne Bedrager (forudsat at han virrkelig nogensinde har existeret), hvis Lige man vil finde overalt i Verden, skulde altsaa tjene til Bevis paa de Danskes had til de Tydske! Iøvrigt var Price een af de mange udenlandske Gjøglere, som paa den Tid oversvømmede Dannemark, og om hvilke endog den største Cosmopolit, uden at saare Delicatessen, kunde sagt, "at de ret godt kunde blevet hjemme."
Side 2654 fortæller Forf., at selv Kammerherre Suhm i sine mange Værker har yttret sit Nag mod de Tydske. - Kammerherre Suhm har skrevet henved 20 Bind i 4to og 16 Bind i 8vo. De første indeholde Materialier til en Historie om Dannemark, som neppe een blandt hundrede Indfødte har gjennemlæst. Er det nu sandsynligt, at en Udlænding, der boer paa Landet og leier Værelser bort til Logerende, har givet sig en Umage at gjennemgaae disse vidtløftige Værker, hvoraf kun enkelte Bind ere oversatte paa Tydsk, for at kunne paastaae, at Suhm paa flere Steder i sine mange Værker har yttret sit Nag mod Tydskerne? Den for sin Humanitet og Upartiskhed selv udenlands saa agtede Suhm har aldrig gjort sig skyldg i Nationalhad. I sit Brev til Kongen har han vel erklæret sig mod de frække Udlændinge, som den Gang vilde nedværdige vort Sprog og vor Nationalselvstændighed, men denne Erklæring aftvang Tidsomstændighederne ham, som han tog Hensyn til. At Riegels, som Forf. paaberaaber sig, i sin Fjerde Frederiks Historie har brugt haarde udtryk mod de daværende Tydskere, beviser endu ikke, at han, som her dristig paastaaes, hadede Tydskerne. Historieskriveren lever kun for den Tidsalder, han skildrer, og at Tydskernes Fremfærd i Dannemark under Frederik den Fjerdes Regjering ofte fortjente billig Dadel er vel neppe underkastet nogen Tvivl.
Jeg forbigaaer Forfatterens øvrige Udfald mod den Danske Nation. De ere alle af det sædvanlige Slags og indtil Ækkelhed gjentagne af den jernpandede Brevskriver i 6te Deel af vertraute Briefe.
Kun et Par Ord maa endnu anføres her angaaende Forfatterens Beskyldning mod Udgiveren af Kjøbenhavns Skilderie, "at han har bestræbt sig for, at gjøre Dr. Gall latterlig, da han endnu ikke var kommen i Land." Jeg erklærer Forfatteren for en nedrig Skumler indtil han beviser mig hvor og hvad Tid Udgiveren ved et eneste Ord har søgt at gjøre Dr Gall latterlig. Tvertimod var han een af dem, der gjorde det Danske Publicum opmærksomt paa dette skarpsindige hoved, uagtet han, trods en Deel Taabers Skrig, ikke undlod at yttre sit Mishag over Maaden, hvorpaa Dr Gall reiste til Marked med sit System, og det Vindige, der var forbunden med dets Exposition. Det er desuden almindelig bekjendt, at Gall blev modtagen i Kjøbenhavn med saa overdreven Enthusiasmus og Bifald, at han saae sig istand til at holde en tredie Cursus: en Lykke, som han kun sjelden nød i sit eget Fædreneland. Gall var overhovedet et talende Bevis paa, at ingen Nation lade sig saa let imponere af Udlændinge som den Danske.
Iøvrigt er Culturens og Oplysningens nærværende Tilstand i Dannemak saa fordeelagtig bekjendt i Tydskland, at en Hr. R. A. J.'s tankeløse og ugrundede Skumlerier, som han uden egentlig Anledning har tilladt sig mod os Danske, umuelig kunne skade os hos den bedre Deel af den Tydske Nation og at de i det Høieste kun ville more den ørkesløse Pøbel. Det fortjener ellers at amærkes her, at det næsten altid var anonyme Forfattere, der hidtil tillod sig at haane vor Nation, men at Tydsklands sande Hædersmænd altid have behandlet den med Agtelse og Skaansel.
*) Dette Stykke er egentlig skrevet paa Tydsk og bestemt til at indrykkes i en Tydsk Journal.
**) Ein Paar Worte über d. in No. 142 d. allg. Anz. geschehene Bekantmach. v. Seiten der Dänischen Wollen-Fabrikanten.
***) Det viser overalt, at man paa adskillige Steder i Tydskland endnu maa være langt tilbage i sand Cultur; thi ellers kunde et agtet Tidsskrifts Udgiver ikke nedlade sig til, uden foregaaende Prøvelse, at bekjendtgjøre saadanne Usselheder. Eller anser man i Gotha ikke plumpe Angreb paa en heel nation for stridende mod Velandrændighed og gode Sæder?
****) Gaarden maa rigtig nok ikke have været ubetydelig, siden den kunne rumme saa mange Mennesker.
Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 87
Tirsdagen den 8 Augusti 1809
Spalte 1385-1391
Dagbladet Der Allgemeine Anzeiger der Deutschen udkom 1806 til 1829 i Gotha. Det var en sammenslutning af Allgemeinen Anzeigers og Wochenzeitung National-Zeitung der Deutschen Reichsanzeiger der Deutschen. Redaktøren var Johann Friedrich Hennicke (1764–1848) og udgiver Rudolph Zacharias Becker. Formålet var folkeoplysning. Bladet så fx ikke Tysklands territoriale opsplitning som et problem, men en mulighed for offentlig kritik og diskussion af en stat. I 1830 blev det lagt sammen med Wochenzeitung National-Zeitung der Deutschen. Bladet er digitaliseret og ligger tilgængeligt på nettet. Men årgang 1808 mangler.
Først i forrige Aar har en vis R. A. J. formastet sig til i No. 245 af allgemeiner Anzeiger der Deutschen at lade indrykke et Stykke **), hvori han med mageløs Frækhed vover at beskjæmme vor Nation. Hele Stykket aander kun pøbelagtig Fordomsfuldhed og indeholder intet uden haanende Bebreidelser. Denne navnløs Skumler fortjente ingen alvorlig Gjendrivelse, dersom han ikke havde fundet Leilighed til at nedlægge sin Gift i eet af Tydsklands meest læste Blade, og Redacteuren af samme ikke havde været saa ubesinding, at optage denne Uværdiges Expectorationer, trods den høitidelige Forsikring paa Omslaget: "at alt hvad der strider mod Velanstændighed og gode Sæder ikke finder nogen Plads i dette Blad ***). Sandt er det, at Dannemark, som hiin Skumler siger, fra Tid til anden har havt betydeligt Tilløb af Tydske Konstnere og Professionister: en Fordeel, som hele Europa har tilfælles med Dannemark, fordi de Tydske, blandt alle Nationer paa Jorden, ere de, der have meest tilbøielighed til at udvandre; sandt at Dannemarks Cultur har dette Tilløb tildeels adskilligt at takke; men usandt er det, at de Danske, som denne Forf. fremdeles siger, hader de Tydske, og at man i Dannenmark ved enhver Leilighed, endog i dannede Kredse, umager sig for, at foragte dem og gjøre dem latterlige. Jeg opfordrer enhver retskaffen og beskeden Tydsk Mand i Dannemark til at sige, om ikke enhver agtværdig Udlænding, af hvilken Nation han end er, behandles overalt hos os med samme Agtelse som den Indfødte.
Men Pralerie og Uforskammethed bliver her som overalt med Rette foragtet. Intet er almindeligere end at unge uerfarne udenlanske Lærde og Konstnere komme i den taabelige Tanke til Dannenmark, at Kundskab og Smag, Cultur og Humanitet ere i dette Land ubekjendte Planter, der maa hentes fra fremmed Jordbund. Uden at kjende Nationens Sprog og Sæder paatage de sig ikke sjelden at være Folkets Lærere, tale med Haan om Danske Talenter og Fortjenester, antage Beskedenhed for Enfoldighed og Overbærenhed for Indolence. Jeg kunde anføre mange Beviser, men Forfatteren af det paankede Stykke har sparet mig denne Umage, og ved sit eget Exempel godtgjort, til hvilke yderligheder uvidenhed, Taabelighed og Indbildskhed kunne lede.
S. 1651 siger han: "den Danske hader vel enhver Udlænding. Men de Tydske og Svenske foragter han tillige, fordi han er af den Mening, at disse Lande ere meget Fattige, og at deres Beboere forlade deres Fædreneland af Nød." - Enhver Skolepebling i Dannemark veed, at i det mindste Tydskland er intet fattigt Land. - S. S. tilstaaer Forfatteren, "at han ikke boede i Kjøbenhavn selv, men i Nærheden af samme, hvor han eiede en ikke ubetydelig Gaard, og hvor om Sommeren anseelige Embedsmænd, Kjøbmænd, Capitalister og deslige Folk logerede hos ham ****). Her havde han altsaa, forsikrer han os, Leilighed til nøiere at lære at kjende den Danske Nation: her har an erfaret, at hiint uædle Nationalhad ligesaa godt findes blandt de dannede Stænder som blandt de lavere Folkeclasser etc." - Man betænke kun hvilken Frækhed! En Mand, der paa en Gaard i Nærheden af Kjøbenhavn holder et Slags Gjestgivergaard, formaster sig til, i denne Enebolig at bedømme, mestre og haane den hele Nations Caracter! Saavidt gik aldrig nogen Dansks Formastelighed mod nogen muelig Nation. Men det snurrigste Bevis for de Danskes Nationalhad mod de Tydske findes strax paa den anden Pille. Forfatteren anfører nemlig som Exempel sin nederdrægtige Nabo, der, - det er hans egne Ord - roste sig af at have bedraget Konstberideren (?) Price med Salget af Hø, og som, da Forf. sagde til ham, at det ikke var rigtigt, at handle saaledes mod sin Næste, svarede: "ih! det er jo ingen Synd; det er jo Tydskere; hvorfor blive I ikke i eders eget Land". Denne Bedrager (forudsat at han virrkelig nogensinde har existeret), hvis Lige man vil finde overalt i Verden, skulde altsaa tjene til Bevis paa de Danskes had til de Tydske! Iøvrigt var Price een af de mange udenlandske Gjøglere, som paa den Tid oversvømmede Dannemark, og om hvilke endog den største Cosmopolit, uden at saare Delicatessen, kunde sagt, "at de ret godt kunde blevet hjemme."
Side 2654 fortæller Forf., at selv Kammerherre Suhm i sine mange Værker har yttret sit Nag mod de Tydske. - Kammerherre Suhm har skrevet henved 20 Bind i 4to og 16 Bind i 8vo. De første indeholde Materialier til en Historie om Dannemark, som neppe een blandt hundrede Indfødte har gjennemlæst. Er det nu sandsynligt, at en Udlænding, der boer paa Landet og leier Værelser bort til Logerende, har givet sig en Umage at gjennemgaae disse vidtløftige Værker, hvoraf kun enkelte Bind ere oversatte paa Tydsk, for at kunne paastaae, at Suhm paa flere Steder i sine mange Værker har yttret sit Nag mod Tydskerne? Den for sin Humanitet og Upartiskhed selv udenlands saa agtede Suhm har aldrig gjort sig skyldg i Nationalhad. I sit Brev til Kongen har han vel erklæret sig mod de frække Udlændinge, som den Gang vilde nedværdige vort Sprog og vor Nationalselvstændighed, men denne Erklæring aftvang Tidsomstændighederne ham, som han tog Hensyn til. At Riegels, som Forf. paaberaaber sig, i sin Fjerde Frederiks Historie har brugt haarde udtryk mod de daværende Tydskere, beviser endu ikke, at han, som her dristig paastaaes, hadede Tydskerne. Historieskriveren lever kun for den Tidsalder, han skildrer, og at Tydskernes Fremfærd i Dannemark under Frederik den Fjerdes Regjering ofte fortjente billig Dadel er vel neppe underkastet nogen Tvivl.
Jeg forbigaaer Forfatterens øvrige Udfald mod den Danske Nation. De ere alle af det sædvanlige Slags og indtil Ækkelhed gjentagne af den jernpandede Brevskriver i 6te Deel af vertraute Briefe.
Kun et Par Ord maa endnu anføres her angaaende Forfatterens Beskyldning mod Udgiveren af Kjøbenhavns Skilderie, "at han har bestræbt sig for, at gjøre Dr. Gall latterlig, da han endnu ikke var kommen i Land." Jeg erklærer Forfatteren for en nedrig Skumler indtil han beviser mig hvor og hvad Tid Udgiveren ved et eneste Ord har søgt at gjøre Dr Gall latterlig. Tvertimod var han een af dem, der gjorde det Danske Publicum opmærksomt paa dette skarpsindige hoved, uagtet han, trods en Deel Taabers Skrig, ikke undlod at yttre sit Mishag over Maaden, hvorpaa Dr Gall reiste til Marked med sit System, og det Vindige, der var forbunden med dets Exposition. Det er desuden almindelig bekjendt, at Gall blev modtagen i Kjøbenhavn med saa overdreven Enthusiasmus og Bifald, at han saae sig istand til at holde en tredie Cursus: en Lykke, som han kun sjelden nød i sit eget Fædreneland. Gall var overhovedet et talende Bevis paa, at ingen Nation lade sig saa let imponere af Udlændinge som den Danske.
Iøvrigt er Culturens og Oplysningens nærværende Tilstand i Dannemak saa fordeelagtig bekjendt i Tydskland, at en Hr. R. A. J.'s tankeløse og ugrundede Skumlerier, som han uden egentlig Anledning har tilladt sig mod os Danske, umuelig kunne skade os hos den bedre Deel af den Tydske Nation og at de i det Høieste kun ville more den ørkesløse Pøbel. Det fortjener ellers at amærkes her, at det næsten altid var anonyme Forfattere, der hidtil tillod sig at haane vor Nation, men at Tydsklands sande Hædersmænd altid have behandlet den med Agtelse og Skaansel.
*) Dette Stykke er egentlig skrevet paa Tydsk og bestemt til at indrykkes i en Tydsk Journal.
**) Ein Paar Worte über d. in No. 142 d. allg. Anz. geschehene Bekantmach. v. Seiten der Dänischen Wollen-Fabrikanten.
***) Det viser overalt, at man paa adskillige Steder i Tydskland endnu maa være langt tilbage i sand Cultur; thi ellers kunde et agtet Tidsskrifts Udgiver ikke nedlade sig til, uden foregaaende Prøvelse, at bekjendtgjøre saadanne Usselheder. Eller anser man i Gotha ikke plumpe Angreb paa en heel nation for stridende mod Velandrændighed og gode Sæder?
****) Gaarden maa rigtig nok ikke have været ubetydelig, siden den kunne rumme saa mange Mennesker.
Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 87
Tirsdagen den 8 Augusti 1809
Spalte 1385-1391
Dagbladet Der Allgemeine Anzeiger der Deutschen udkom 1806 til 1829 i Gotha. Det var en sammenslutning af Allgemeinen Anzeigers og Wochenzeitung National-Zeitung der Deutschen Reichsanzeiger der Deutschen. Redaktøren var Johann Friedrich Hennicke (1764–1848) og udgiver Rudolph Zacharias Becker. Formålet var folkeoplysning. Bladet så fx ikke Tysklands territoriale opsplitning som et problem, men en mulighed for offentlig kritik og diskussion af en stat. I 1830 blev det lagt sammen med Wochenzeitung National-Zeitung der Deutschen. Bladet er digitaliseret og ligger tilgængeligt på nettet. Men årgang 1808 mangler.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar