Orientering i de nationale Spørgsmaal. (Efterskrift til Politivennen).

I den periode som kaldes nationalromantik (bredt 1800-1870) var langt fra alle nationalromantikere. Kjøbenhavnsposten var fx skeptiske over for den danske nationalromatiks dyrkelse af bevidstheden om det nationale, det nordiske og den såkaldte "folkeånd" fra, nordiske myter og sagn, om "dansk folketradition" og "almuekultur". Noget som vi kender fra Oehlenschläger og Grundtvig. 

Politisk udtrykte den sig i skandinavismen der var rettet mod den voksende tyske enhedsbestræbelse, I 1840erne kunne man næsten dagligt i Dannevirke, Fædrelandet og andre aviser læse den store tyske fjende i syd. Denne anti-tyske stemning er senere blevet overskygget af 1864, verdenskrige mm. Mens Politivennen set med datidens øjne fremstod mere og mere konservativt pga bladets udspring i patriotismen, beskæftigede mange artikler i  Kjøbenhavnsposten sig med de farlige sider af nationalromantikerne og nationalisterne. Omend bladet som sådan dog ikke havde en fast linje i 1840'erne. Det kritiserede og den slesvig-holstenske nationalisme. Den nedenstående artikel er nærmest profetisk i sine iagttagelser - og det altså 3 år før det for alvor gik galt i 1848 i hertugdømmet Slesvig. Artiklen er en del af en længere serie.

V

E. Danmark og Tydskland.

Det kan ikke her være vor opgave at indlade os på de internationale spørgsmål, for så vidt de hænger sammen med statsretlige og politiske forhold - i denne henseende kan det ikke være tvivlsomt at retten til hertugdømmet Slesvig ubetinget tilkommer Danmark. Det er Danmarks nationale modsætning til Tyskland, som vi vil omtale med et par ord.

Denne modsætning, for så vidt den er andet end påtrængende renommisteri, kan være grundet i en fordybelse i folkets ældre tilstande, for så vidt disse foreligger os i litteraturen, i hvilke den nationale ejendommelighed mere levende afpræger sig end i nutiden, der har bragt nationerne i så mange berøringer med hverandre og på en måde sammensmeltet dem i en civiliseret verden. Det er som bekendt ad denne vej, at Grundtvig vil bringe nationalbevidstheden på fode, og det var mod en sådan retrograd bevægelse at Madvig troede at måtte protestere i kulturens interesse. Vi begriber det meget vel hvorledes mange ved betragtningen af en ældre tids ejendommelige og naturkraftige liv, kunne opfyldes med vemod formedelst nutidens skærende kontrast, men det må blive deres egen privatsag. Hvis de vil gøre en sådan tilbagestræben til nationens formål, da ville de begå en synd mod en langt højere magt end det enkelte folk. 

De store nationer som selv have skabt den moderne kultur, kan aldrig tænke på en sådan tilbagegang når vi taler derom, da det er kun en indirekte måde at give vor ærgrelse luft på over den ringe andel vi har i den, så at vi måtte ønske slet ikke at besidde den og hellere trække os tilbage i urtilstanden, og ud fra denne skabe en ny kulturverden. Det besynderlige og forskruede i en sådan betragtningsmåde behøver ikke at påpeges nærmere - kommer det vel an på hvem der har frembragt kulturen, eller mon det ikke meget snarere må være at den er vor tids produkt, som alle der er i stand til at nyde og tilegne sig den, også have en om end skjult aktiv andel i? Viser vi ikke dette vort produktive forhold til den ved at tilegne os den, og ville en tilbagevendelse til længst forældede og glemte tilstande ikke være et vidnesbyrd om, at vi havde levet ørkesløst, mens de andre nationer har arbejdet? Overvurderingen af nationens oldtid bliver således til en forhånelse af dens senere historie.

Og hvem er det vel for alvor faldet ind at påstå at den nordiske mytologi indeholder et ejendommeligt kulturprincip for fremtiden. Hvilket fornuftigt menneske ville tænke at Ny Grækenland kun kunne vente nogen genfødelse af Homer og Hesiod og ikke ved at træde ind i den moderne kulturverden, således som vel virkelig gør? 

Nej, de som det er alvor med den nordiske mytologi, de forkaster også den moderne kultur i dens væsentligste frembringelser. Dem er det kun om at gøre med den nationale ejendommelighed, om end den kun kan vindes ved en fuldstændig isolation fra den civiliserede verden. At forhandle med dem om denne sag ville være fuldkommen spildt umage - der Narr hält sich allein für gescheit und die ganze Welt für verrükt. I virkeligheden er det heller ikke dem, som ikke ville fornægte kulturverdenen, videre om den nordiske mytologi og historie at gøre end som en frase, hvormed de give den anden frase - nationaliteten dens behørige relief, uden at de bekymre sig det mindste om den nordiske oldtid, som de vist kun kender af Grundtvigs taler i det Skandinaviske Selskab. De har tidligere ved enhver lejlighed forhånet et sådant oldtidssværmeri som et blot personligt bizarreri.

Den egentlig nydanske nationalisme, som har sammensmeltet sig med den gamle, har som bekendt en politisk grund, nemlig i slesvig-holstenismen. Den politiske opposition med slesvig-holstenernes "statsopløsende" tendenser, kampen for det danske sprogs gode ret i det dansktalende Slesvig, er gået tilbage til en hævden af den danske nationalitet i almindelighed og stiller sig således ikke blot mod det, som Heiberg har kaldet det, provinsielle Slesvig-Holsten, men har i denne provins med Tyskland selv at gøre. Ved således at stille "dansk" mod "tysk" er foreningen mellem det ny- og gammeldanske parti lykkelig fuldført. Der er nu kun et national-dansk parti, som selv stiller sig på samme standpunkt som Arndt i Tyskland mutati mutandis. For så vidt det virkelig skulle forhærde sig i den ren nationale retning, altså stræbe at repristinere længst af historien overvundne tilstande, så ville det naturligvis kun være en ejendommelig form af den hele store europæiske reaktion, for så vidt imidlertid dets nationalisme, som ovenfor er omtalt, har en politisk grund, kunne det også tænkes at hovedaccenten ville blive lagt på det sidste moment, hvorved en befrielse fra hin indskrænkethed kunne blive mulig. 

Det er imidlertid ligegyldigt om dette sker eller ikke, hvad som ikke har kraft i sig selv, hvad som savner historiske grunde, vil snart falde hen, om end det plejes med nok så megen forkærlighed; den moderne nationalisme, som sætter sit højeste formål i at påtrykke alt et nationalt præg og som et slags patriotisk toldvæsen at konfiskere alt andet som kontrabande, er i sig selv noget alt for indholdsløst, noget alt for formelt til at det skulle kunne blive nogen virkelig magt anderledes end som svagheden, indifferentismen er en magt og det endog den magt, som holder de bestående forhold oprejst, der selv savner energi. Så længe man ikke med tanken om det nationale forbinder en bestemt menneskelig opgave, hvori dette nationale skal vise sin kraft, vil man ikke være i stand til at udrette noget med den.

Danmark har sine opgaver til fælles med de fleste andre civiliserede lande, det ville derfor handle meget ilde i at trække sig tilbage, at isolere sig. Det nærmeste land, det hvormed vi bestandig har stået i forbindelse, er Tyskland. En fanatisk stemning mod Tyskland vil snart medføre en fanatisme mod hele den civiliserede verden. Det er kun idet vi holder os åbne for Tyskland, at vi bevarer vort samfund med udlandet i almindelighed. Men Tyskland har ikke blot værd som repræsentant for udlandet i almindelighed, men også i sig selv ved sin litteratur navnlig, som i vor tid i flere retninger er kommet til et punkt hvor en almindelig kulturhistorisk indflydelse let kan forudses.

Men Danmark ligger i politisk strid med Tyskland især om hertugdømmet Slesvig. Dette synes at retfærdiggøre den fjendtlige stemning. For så vidt denne strid er politisk - nationaliteterne eksisterer jo kun i politisk skikkelse som stater - kan faren vel ikke være stor for den, på hvis side den politiske ret øjensynlig findes. For så vidt det imidlertid var en strid, som havde andre end politiske grunde, fx kulturhistoriske, industrielle, merkantile, da kunne naturligvis Danmark kun udøve en større tiltrækningskraft end Tyskland under den forudsætning at det var i besiddelse af større kræfter i disse retninger - på nationalitetens magt som blot naturbestemmelse (sproget) ville det ikke kunne gøre synderlig regning, da den ikke er den samme over hele landet, hvilket kun (efter kommunens adresse) er halv dansk.

Efterskrift

Det er i det foregående blevet udviklet at den moderne nationalitet ikke kan vinde den faste holdning som den antikke, fordi kulturen har vundet en mere almindelig form, og ikke bestemmes i sin karakter ved folkets afgrænsning. De ivrigste nationalister er kultiverede, civiliserede mennesker trods deres pointeren af folkeånden. De føler imidlertid denne modsigelse og de indrømmer den kun som en mangel, en ufuldkommenhed der just ved deres bestræbelser skal hæves. Al kultur skal være national. Det som før var frit, almindeligt, skal nu modtage en indskrænkning ved de ikke nærmere bestemte folkeejendommelighed, først ved denne begrænsning får det sin sande indvielse. Den barbariske nationalisme ville lade sig nøje med den simple indskrænkning til sig selv og afvise alt fremmed, den civiliserede derimod vil det fremmede - for så vidt man ellers kan kalde en andetsteds udviklet kultur således - det almindelige, men i en omstøbt form, hvorved det falder sammen med nationaliteten. 

Her røber nu denne retning tydeligere end noget sted ellers dens slægtskab med den nyere tids almindelige reaktionære stræben. Denne reaktion vil nemlig ikke unddrage sig kulturens magt, den søger tværtimod at drage den ind i sine egne interesser og derved berøve den dens brod. Kongerne er videnskabens beskyttere c: de søger at forvandle den frie videnskab til en officiel, de søger at monopolisere den for dem selv og deres tjenere. Præsterne og munkene er filosoffer c: de stræber at gøre filosofien hierarkist og munkeagtig. De reaktionære politikere er den moderne kulturs venner c: de elsker sig selv og deres princip som denne kulturs overvindere. Den frie, humane kultur har ingen anden værd for disse egoistiske standpunkter end som middel til at bringe dem deres egen herlighed til anskuelse. Nationalisterne betragter kulturen på samme måde, det er dem ikke om den at gøre, men om deres "nationale udvikling" c: deres egoistiske interesse. Ikke det videnskabelige, det humane som sådan har interesse for dem, men fx det danske. det nordiske derved, altså deres hovedinteresse koncentrerer sig i sandhedens begrænsning og privilegeren eller i dens fordrejelse. Ligesom den øvrige reaktion vil de kun vide af en privilegeret sandhed at sige. 

Den bekendte litterat K. F. Wiborg udtalte denne anskuelse for nogle år siden med en beundringsværdig åbenhed. Han forlangte en dansk religion, en dansk filosofi osv. Når man har spottet herover, så må det dog også erindres, at denne mand kun har udtalt de herskende anskuelser med en uforbeholden konsekvens.

Når et folk der allerede har spillet en kulturhistorisk rolle som det franske, pikerer sig på sin ejendommelighed og fx støder sig over Tysklands indflydelse på den nationale filosofiske stræben, så kan dette tilgives. Men anderledes bliver forholdet, når en national forfængelighed gør prætension på at overholde goder, som endnu ikke eksisterer og som kun kan erobres ved en fri tilegnelse af andres arbejde.

(Kjøbenhavnsposten den 19. april 1845.)