I Falkoner Alle ved den østre side er i sommer foretaget et betydeligt og vist kostbart arbejde til vejens forbedring. Men besynderligt er det at vejgrøften ikke tillige som ellers altid er brug ved sådan lejlighed, er gravet op, så meget mere som den er forfalden. Dog, hvad der er det mærkeligste er at arbejderne har turdet tillade sig at nedstøde den jord og græstørv i grøften som de har pudset af på siden, hvilket når til vinter eller forår vandløb begynder, må flyde sammen og kan bidrage til at stoppe slusen ved vejen og give mudder i dosseringens siderender ved åen.
På Ladegårdsvejen (som hver vinter er i mådelig stand, skønt den rundeligt får den årlige udbedring som er den tilstået, men som har den fejl at den formodentlig ikke er godt anlagt fra begyndelsen, især i betragtning af den megen væde den trækker til sig af åen), er ved Ladegården anlagt en jordvold på det sted hvor før var affald fra vejen. Denne vold som stopper fraløbet (hvilket om kort tid når vådt vejr begynder, vil vise sin slemme virkning) og tillige nøder vandet med dynd at gå bort, hvor det mindst burde, nemlig i åen, er næppe anlagt i medhold af anordningerne om vejvæsnet, og ville i alt fald hvis de vedkommende tilsynsmænd påtalte dens urigtige tilværelse, blive borttaget.
Det oplag af levnede stenmateriale fra vejarbejdet hvilket er beliggende på Godthåbsvej, kunne hvis det der blev liggende vinteren over, blive farligt for dem som på mørke nætter eller snefog skal passere denne vej.
(Politivennen nr. 824, Løverdagen den 15de October 1831, s. 713-714)
Redacteurens Anmærkning.
Bunken ved Ladegården lå der i lang tid: først i Politivennen nr. 1039, 28. november 1835, s. 813 blev bekendtgjort at den nu var blevet fjernet så meget at den ikke længere rakte op over vejen. Men underlaget var stadig der hvor der før var grøft og afløb.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar