Noget om Kirkegaarden ved Helsingør. (Efterskrift til Politivennen)

(Brudstykke af en Reisendes Dagbog).

Hvad der foruden den deilige Udsigt, som næsten ethvert Punkt af Kysten, men især Høiene bag ved Byen, frembyde, mest behager ved Helsingør, er den deilige Kirkegaard, hvortil det neppe findes Magen i det hele Land. Vel er Assistentskirkegaarden ved Kjøbenhavn smuk, men sin Skjønhed har den mest de mange prægtige og tildeels kostbare Gravminder at takke for; dens Anlæg ere stive, sørgelige og altfor tilgroede med Træer og Buske. Helsingørs Kirkegaard derimod er en yndig Park med deilige Gange, uden den mindste Tvang, med muntre Anlæg, herlige Udsigter, især fra Bakken i Baggrunden, og, hvad man just ikke kan sige om Assistentskirkegaarden ved Kjøbenhavn og endnu mindre om Slotshaven ved Marienlyst, paa det Omhyggeligste vedligeholdt. Det er virkelig en Lyst at see hvor megen Omhu der anvendes paa denne Kirkegaard, og jeg blev ret begiærlig efter at lære at kjende den Mand, der lægger saa megen Smag og saa megen Omhyggelighed for Dagen ved at pleie dette skjønne Anlæg. Det maa være en dygtig Konstgartner, der har reist i fremmede Lande, eller i det mindste skrevet lærde Afhandlinger, tænkte jeg; men hvor forundret blev jeg ikke, da man henviste mig til en jævn, godmodig Mand, Opsynsmanden Hr. Jensen, der ikke alene ingen examineret Konstgartner er, men heller aldrig har været i Lære hos en Saadan. Og dog har denne Mand ikke alene vedligeholdt dette skjønne Anlæg, men han er tildeels ogsaa dets Skaber. Næsten ethvert Træ paa Kirkegaarden har han plantet, ja hvad mere er, næsten ethvert Træ har han anskaffet, endskjønt hans faste Løn ikke skal overstige 100 Rbd. Et mere iøjnefaldende Exempel paa, hvad Lyst en naturlig Smag og en utrættelige Flid kan udrette, er vel ikke saa let at finde. Jeg kunde, da jeg talte med denne Mand, ikke bare mig for at kaste et nysgjerrigt Blik paa hans Frakke - skulde der, tænkte jeg, ikke hænge et Baand i Knaphullet? Men nei, der hang intet Baand, og dog er denne Mand, som han fortalte mig, yndet af sine Foresatte, agtet af sine Medborgere, og hans Fortjenester ere ikke noget, der maa smaaligen opledes, bevises med Documenter, eller fremhæves af partiske Velyndere, de ligge klare og tydelige for hver Mands Øjne. Men det er endnu ikke faldet nogen af hans Foresatte ind, at foreslaae ham til en Ære, som han maaskee mere har fortjent end hundrede Andre. Vel troer jeg, at det neppe er faldet den jævne Mand, hvis Lyst og Glæde det er at pleie dette lille Paradiis, selv ind at Ønske sig denne Ære, men desto snarere burde det falde hans Foresatte ind at anbefale ham til den, thi den beskedne Fortjeneste er vel den, der mest fortjener at fremhæves, og skulde Manden selv end ikke sætte nogen stor Priis paa en saadan Udmærkelse, maa den dog være ham kjær som et Beviis paa, at man skjønner paa hans Værd, - og det maatte vel heller ikke være hans Foresatte ubehageligt at vise, at de sætte Priis paa virkelige Fortjenester. For nogle Aar siden udnævnte salig Kong Frederik den Sjette en Mand, der havde gjort sig fortjent af Kjøbstaden Randers ved flere skjønne Anlæg til Dannebrogsmand; Directionen for Helsingørs Kirkegaard mener vist ikke, at Christian den Ottende har mindre Sands for det Skjønne, end Frederik den Sjette, eller mindre villig til at belønne virkelige Fortjenester af det Offentlige.

(Kjøbenhavnsposten den 8. august 1843)