Forbryderen Schlüter. Den i Glückstadt den 23de Juni halshuggede Hans Frederik Schlüter blev født 1813 i Flensborg udenfor Ægteskab af en fattig Pige. Hans Lod var fra Barndommen af bitter Armod, og allerede i hans andet Aar blev han af Mangel paa Paapassenhed en Krybling og haltede sin Levetid. Senere kom han dog i Pleje hos nogle Folk, der, hvor fattige de end vare, dog viste sig kjærlige mod ham og holdt ham saameget som muligt til at gaae i Skole. Disse Aar vare de eneste lykkelige i hans Liv, og han hang ogsaa med saadan Kjerlighed ved sine Plejeforældre, at han af inderlig Medlidenhed med deres Fattigdom gik uden deres Villie og Vidende ud at betle for dem. Endnu i sine sidste Dage bevarede han dem i taknemmelig Erindring. - Da han var bleven ældre, blev han som et Fattigbarn udleiet til forskjellige Folk paa Landet for at vogte Qvæg. Denne Bestilling kunde alene være til Hinder for hans Besøg af Skolen og afholdt ham fra at vænne sig til at foretage sig noget Ordentligt. - Da han senere kom i Skomagerlære, gjorde deels den usædvanlige Beskjeftigelse deels hans daarlige Been, at han ikke kunde holde det ud og blev fra Skomagerdreng Skrædderdreng. Her havde hans Mester nu slet Intet at udsætte paa ham med Hensyn til hans Flid og Opførsel. Hidtil havde der overhovedet endnu ikke viist sig noget Spor til et fordærvet Gemyt, men vel et hidsigt Temperament, der bragte ham til at stikke en Skomagerdreng med en Kniv. - Men blandt Skrædderne gjorde han sit første Skridt paa Lastens Bane. Thi da Svendene falskelig beskyldte ham for enten for en Deel eller aldeles at have beholdt selv de af Kunderne modtagne Drikkepenge, fattede han, hidtil ærlig, den Idee, virkelig at giøre det, som man falskelig mistænkte ham for, og begyndte nu - styrket deri ved den daarlige Kost han fik - fra Tid til anden - ikke altid - at beholde selv Drikkepengene. Den Behandling, som han ofte endog ganske ufortjent maatte lide af de overmodige og letsindige Skræddersvende, gjorde endelig hans Stilling saa utaalelig, at han gik sin Vei. Fra den tid førte han Vagabondeliv og blev tre Gange straffet for Tyveri. Det tredie Tyveri afsonede han med 3 Aars Tugthuusstraf, da han begyndte sin sidste Døden værdige Forbrydelse. Som Krybling af svagelig Legemsbygning, var han med sit hidsige Temperament, som en ringe Anledning strax satte i Fyr og Flamme, tilbøielig til Voldsomheder og man havde maattet sætte ham i et for urolige Fanger særligt indrettet Fængsel, Templet kaldet. Han var ikke uden Forstand, ikke ganske berøvet Følelsen for Ret og Uret, men hans rate Sjæl førte ham i en gal Retning. Lykke havde han aldrig kjendt, grublede nu over Anelsen om et forfeilet Liv og var utilfreds med sig selv og hele Verden.
Ulykkeligviis havde den Idee bemægtiget sig ham, at en af Opsynsmandene, over hvis Behandling af Tugthuusfangerne der ikke er den mindste Aarsag til at klage, havde et fiendtligt Sindelag og tragtede efter at styrte ham og hans Medfanger i Fordærvelse. Efter et Optrin mellem denne Opsynsmand og Schlüter selv, som vilde have draget Sidstes Afstraffelse efter sig, besluttede han nu at hævne sig og at ombringe Opsynsmanden. Han udførte sit Forsæt med List, idet han under et falskt Foregivende bevægede den ved Døren vagthavende Opsynsmand til at aabne Døren, og bibragte ham i det Samme et Stik med en Kniv, han i den Anledning holdt i Haanden, som dog lykkeligviis ikke var dødeligt, men af hvilken Opsynsmanden først kom sig efter et langt Sygeleie og en meget tvivlsom Cuur.
Loven bestemte Dødsstraf for denne Forbrydelse; men Forbryderen yttrede Glæde over sin Gjerning og beklagede kun, at Gjenstanden for hans bestandige Had kom sig. Han forsikkrede, at han ønskede Døden, fordi han dog ingen Lykke havde herpaa Jorden at vente; men det gjorde ham kun ondt, at han ikke havde truffet bedre. Ogsaa Tugthuuspræstens Formaninger, som besøgte Inqvisiten medens Undersøgelsen varede, gjorde synligt intet Indtryk paa hans Gemyt.
Men allerede før Dødsdommens Forkyndelse, som han hørte med Fatning, foregik der dog en Sindsforandring med ham. Nogle Dage for Publikationen havde nemlig et af Officianternes Bøn, gjort et sørgeligt Fald i en Grav, og Schlüter, der saae det fra sit Fængsel, foranledigede ved sine Raab Barnets Redning. Derover glædede han sig. Naturligviis følte Barnets Forældre at være ham Tak skyldige og tilkjendegave ham dette. Barnet kom selv til ham og brugte ham Tak og Blomster. Dette rørte ham til Taarer. Da Barnet Aftenen før hans Henrettelse endnu engang besøgte ham og gav ham Blomster, grebes han af en længe vedholdende heftig Rørelse og hans Hjerte aabnede sig for Ønsket om Trøsten, der kommer ovenfra, og om Styrken ved Religionens Kraft. Præsten besøgte ham endnu samme Aften og blev hos ham om Natten. Henrettelsesdagen nød Synderen med from Samling Nadveren, og traadte derpaa, da Tiden kom, fattet i Tugthusets indre Gaard, hvor Skafottet til hans Henrettelse var opreist. Her vare de øvrige Fanger forsamlede. En Batallon stod opmarscheret med ladte Geværer.
Man havde ogsaa indladt saamange Tilskuere, som kunde faae Plads i den omgivende Bygnings Vinduer. Inqvisiten beholdt, langt fjernet fra al Frækhed, sin Fatning, medens alle Tilberedelser til Henrettelsen gjordes, overgav sig da til Skarpretteren uden al Nølen, og efter Ordene: "Jeg døer glad i Troen paa Gud og Jesus Christus", sagde han med utilbundne Øine, da Bønnen om at dette maatte skee var bleven ham tilstaaet, sit Hoved paa Blokken. I et Øieblik blev dette skilt fra Kroppen.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. juli 1843).
Den danske artikel er skrevet næsten samtidigt med henrettelsen. Den lægger vægt på at Schlüter havde haft svære betingelser i sin opvækst. Senere skrev den tyske præst der havde tilset ham, en bog som viser hvilken tilgang han havde til Schlüter, samt som også i en måske lidt tendentiøs ånd skulle bevise at præsten havde gjort sit arbejde godt nok med at få tilgivelse hos Gud. Her er forklaringen snarere at Schlüter havde det i sig. Oversættelsen af den tyske artikel følger:
I nummer 31 i år, kære læser, læste du om en kriminel, der egentlig kun var bestemt til at blive fange. Den dystre opvækst blev syndens skole for ham. Naturligvis manglede den rette opdragelse tidligt da han stadig trådte sine barnesko, og meget kunne være blevet forhindret hvis den var trådt hen til hans vugge og taget den lille fra barnets pude i sine kærlige arme. Jeg er ked af at skulle fortælle dig en sådan historie i dag, lad den røre dig! Faderhjertet berøres dybt; måske er du far og små børn leger omkring dine fødder. Jeg ville ønske at historien vækker en stor smerte i din sjæl og at denne ville vække mandens vilje til at blive stadig klogere og mere trofast i opdragelsen af dem der bærer hans navn, så de ikke bliver bærere af din egen skændsel, til den søjle hvorpå dit navn også vil stå.
Den stakkels mands sidste præst, fængselsprædikanten Gleiss, fortæller denne historie, som jeg genfortæller ham, i "Volksboten". Den unge forbryder hed Hans Friedrich Schlüter; hans fædreland var Danmark, og hans fars hus stod ved kysten. Sejlerlysten vågnede tidligt i livet hos ham, han ville ud på vilde vover; hans hurtige, grove sind drømte om den rene lufts hjem der. Han ville være sømand, og det ville han være blevet hvis hans ben havde været lige så frisk som hans hjerte. Men der haltede det, for han var halt på højre ben og rebene havde ingen lave hæle, som den ene kunne trække den anden på og ordne som hjemme på gulvet. Fordi der ikke var fremtid der, måtte den vilde dreng blive skrædder. Det runde hul i værkstedet var som lavet specielt til det lamme ben; men selv brød han sig ikke et øjeblik om det. Desuden vidste mesteren hvordan man trimmede brødet lige så snævert som de dele af tøj der skulle gå ind i kjolen; de brede stykker blev ved med at falde forskellige steder, nogle i det dybe hul på arbejdsbordet, andre i skuffen hvor den lille 12-kreuzer lå. Men lærlingens mave forblev tom - hvor skulle luften til nålen, saksen og fuglejernet komme fra? Hvis jeg havde været hans far, havde jeg ikke sat ham i lære der. Det er ikke nødvendigt at sætte børn til at lære et håndværk som de har en særlig modvilje mod; det er ikke godt i længden.
Sulten førte ham først til tyveknægte, han trådte ind på den sti og standsede ved svendenes lommer. De havde de drikkepenge som kunderne gav, når de modtog det færdige tøj; han beholdt altid en del af dem. Man begynder med lidt, men stoppede ikke der; det første trin blev efterfulgt af det andet. Grunden til hans undergang var lagt. Åh, synd nøjes ikke med den ene af fødderne! ræk den ikke en lillefinger, ellers vil den tage hele hånden, og det er ikke en gave, ikke godt for din krop og din sjæl, hvad den gør. Selvfølgelig skulle de hemmeligt stjålne penge bruges hemmeligt; de måtte ikke bruges i godt selskab; andre steder blev hurtigt fundet. Åh, tavernerne, de dårlige værtshuse, de er helvedes steder, en åben grav for mange, og også en sjæl der kan reddes! Den uforsigtige blev sjusket og den vildeste og mest overdrevne lærling, sådan som hans herre aldrig før havde haft: i huset viste han sig trodsig og stædig; da han gjorde det for dårligt, tog mesteren pisken fra sømmet og tugtede drengen efter fortjeneste, - så han bandt sin lille ransel og gik ud i den vide verden. Han glemte sit pas; måske mente han at han havde det i munden; Jeg tror at han stolede på sin løgnagtige tunge. Det gik ikke godt; gendarmerne forstår kun det skrevne og visumerede pas. Fordi han ikke var forsynet med dette, drejede de ham højre om og sendte ham tilbage til hans hjemland. Han ville slet ikke være skrædder; de prøvede nu noget andet og satte ham i lære hos en skomager. Men man så hurtigt at det ikke var nålen og saksen, der havde gjort ham sjusket, men noget andet der slog bag brystet, det trodsige og modløse der har været slemt fra ungdommen af. Han fortsatte hos skomageren hvor han var sluttet hos skrædderen; i kroen var de mest løsslupne ham ikke just de mest modbydelige. Hans venner kaldte sig kludesamlere, hjemløse af alle slags, orgelslibere, bjæffere, tømmermænd, kaninsælgere, professionelle tyve, almindelige prostituerede. Han havde stadig noget i sig: han kunne godt lide at læse og læste meget især i historiebøger, selv om han selvfølgelig ikke valgte de bedste; jo mere afskyelige og afskyelige de var i indhold, jo mere hellige og trofaste blev de læst. I alle sine afvigelse mistede han ikke den store kærlighed han havde til børn fra sin ungdom. Han tog sig af sin herres otteårige datter med stor hengivenhed indtil hendes død. Som tiden gik, tog stolthed og ærgerrighed fat i hans hjerte; han gjorde sig til chef for en håndværkerforening og ville gerne være blevet skuespiller, i det mindste for at tilfredsstille sit ønske om at præsentere en høj person på scenen. Et vredesudbrud hvori han sårede en svend, førte ham for første gang til et tvangsarbejderhus, som han efter et års forløb i hemmelighed forlod, hvorefter han arbejdede som skomager. Hans tøj hang hurtigt i laser. Flensborgerne skaffede ham nyt tøj, så han kunne rejse til London som svend; de ville gerne have haft ham derude, mange hundrede kilometer væk; han gik også, bare ikke til London, men til tugthuset, for ikke langt fra porten tog han stadig det der ikke var hans, det blev beslaglagt og han blev sendt til røver- og morderhulen, som blev kaldt tugthuset. Han var stadig bedre end sine nye kammerater; vulgariteten, især løgnen og hykleriet, som udgjorde dette hus' ånd, tiltrak ham ikke, han følte sig frastødt deraf; han kunne hverken smigre eller afvise, men stolthed og vrede væltede forfærdeligt i ham, og hans heftighed bragte ham mange straffe. Det var også her han gjorde det frygtelige forsøg på at tage sit eget liv. "Der sømmet, se, den sender dig et tegn, gør det kort, det er forbi, og du er fri!" Han blev forhindret i at udføre den. I 1838 løslod de ham; med den sandeste beslutsomhed trådte han igen ind i verden for at undgå kriminalitet! Hvis bare det havde holdt stand! Men han var alvorlig. Det er ærgerligt at der dengang ikke fandtes tvangsanstalter for løsladte dømte; de kunne have reddet ham. Da jeg læste det, slog jeg mig for brystet: "Vil du aldrig modstå at række hånden ud efter sådan noget; selvom anmodningen kommer igen fra en grim mund som første gang! Det er et spørgsmål om at bevare sjæle! " Hvor den stakkels mand bankede på, fandt han ingen indgang; han manglede tøj, penge og pas, så ingen mester ville tage imod ham; hjemløs, plaget af kulde og sult, vandrede han rundt og – stjal igen. Sådan livsførelse har ingen bestandighed; efter et par dage blev han taget i kraven igen og han endte i fængsel i 6 år. Her førte intern korruption ham hurtigt til at begå en frygtelig forbrydelse. Tyven blev morder. Han mente at han blev behandlet uretfærdigt og undertrykt af fængselsvogterne og overtalte til sidst sig selv til at gøre en ædel gerning, hvis han befriede fængslet fra denne tyran. Hvor godt ved synden at lyve og bedrage mennesker: vand i munden, bitter i kroppen! Den taler på forhånd kun om nytten; den bitre eftersmag, som den tilbageholder, vil uundgåeligt og uundgåeligt gå over af sig selv. Fangen stak vogteren flere gange i underlivet med en skarp kniv, men uden rigtig at nå sit mål om at dræbe ham. Han kom nu i ensom indespærring; det tog mere end et halvt år, før undersøgelsen var afsluttet, og dommen afsagt. I denne tid havde hans præst mange muligheder for at iagttage både Schlüters fremragende åndelige gaver og hans fuldstændige fremmedgørelse fra Gud og guddommelige ting. Han var egentlig ikke en fornægter af Gud, men han delte med mange af protegéerne den tyrkiske tro på en ubetinget, blind skæbne. Ganske vist tvang bevidstheden om hans egen skyld sig mere og mere på ham, men stoltheden tillod ham at finde undskyldninger nok og lokkede ham med falsk håb: han ønskede ikke at erkende og bekende sin elendighed som sin skyld, sine laster og forbrydelser som synder for Gud, men trøstede sig med, at Gud, hvis han vilde være så præcis, måtte dømme de fleste mennesker, og smigrede sig med håbet om at møde Napoleon, Frederik den Store og andre berømte mænd som en god mand i den anden verden. Der er noget trættende og tåbeligt ved forfængelighed; i det mindste er den denne og værdig til at blive slået over munden som den rige greve. Hans skrædder, som han havde fået målt en ny dragt hos, fulgte med ham til bilen. Han kiggede forsigtigt på bilen. "Men se, Deres nåde," udbrød han så, "jeg har nøjagtig den samme vogn som dig!" "Og dog," bemærkede adelsmanden, irriteret over skrædderens arrogance, "jeg kender en forskel, uden at have set din." "Den er, hvis jeg må få lov?" "Den er," sagde adelsmanden, "at bukken er ude på min vogn, men inde på deres!" Men forfængelighed er ikke altid så harmløst, som det er her; Hvad den bliver til, hvor den kan føre og drive, kan man se hos Hans Schlüter. I stigende grad fremmedgør den mennesker fra alt, hvori den ikke finder næring, hvori den lugter ødelæggende kræfter, frem for alt bliver kristendommen ubehagelig og modbydelig for den. Schlüters mægtige arrogance modstod konstant den krævede bod. Han søgte også sine våben i historien for at bestride kristendommen og anklagede den for pavedømmets afvigelser, kætterforfølgelserne, omvendelser med sværdet osv. En sådan antipati mod kristendommen udartede til sidst til had mod præsten, så denne måtte trække sig for en tid, og da han kom tilbage, fandt han den samme stædige modvilje mod sludder og tro. I mellemtiden blev dødsattesten talt og bekræftet af kongen. Den skulle være færdig den 16. juni 1843, men måtte udskydes med 8 dage på grund af forhindringer, der var opstået. Og netop den 16. juni blev Schlüter et barns frelser.
Under vinduet i hans fængsel var en voldgrav; den tre-årige dreng til en ansat i kriminalforsorgen faldt i dette. Moderen savner barnet og begynder at ringe og lede, men hun kan ikke se noget til barnet; Så gik Schlüter hen til vinduet, så barnets kasket i vandet og kunne således fortælle moderen, hvor hun skulle lede efter barnet, som straks blev trukket op af vandet halvt kvalt. Forældrene var meget glade; så snart drengen var kommet tilbage, førte de ham til Schlüter, som glædede sig over, at han stadig var i stand til at redde et menneskeliv. Hans kærlighed til børnene vågner nu igen, han skal se drengen hver dag; med al den naturlige kærligheds styrke knytter han sig til ham, det er som om det var hans liv, hans sjæl. For resten er det dog stadig nat i ham, og da præsten om morgenen før henrettelsesdagen talte indtrængende til ham, blev han så vred, at han bespottede Gud og hans ord. Præsten måtte forlade ham i dyb smerte; næppe håbe på en forandring i sådan en trist sindstilstand; og dog skulle den komme. Allerede efter et par timer fortrød han sin voldsomhed, og da barnet blev bragt tilbage til ham, og det sad på hans skød og smilede ufarligt, faldt tårerne fra øjnene. Overrasket sagde drengen: "Schlüter græder." Nu kunne han ikke rumme mere: den langvarige følelse af smerte og fortrydelse gav efter i en strøm af tårer. Kærlighed til det reddede barn skulle blive årsagen til at redde forbryderen. Guddommelig nåde tændte i hende en anden kærligheds ild og smeltede den iskolde skorpe af hendes forhærdede hjerte. Barnets fader manglede ikke alvorlige formaninger og fik svaret: "Skaf mig præsten tilbage!" Han kom over i en fart, fandt ham blid og blød som aldrig før, og bad ham om tilgivelse for, at han var så varm den morgen. På hans anmodning blev han hos ham til aftenen, talte og bad med ham. Schlüter erkendte sin skyld og synd dybere og dybere; det faldt ham aldrig ind at undskylde; han bad om, at også fogeden måtte få at vide, at han ikke længere bar noget fjendskab mod ham i sit hjerte. Hvis han havde været frygtelig urolig de sidste par nætter, var han nu ganske rolig og fattet. To timer før sin henrettelse bad han om hellig nadver. "Kan du tro nu?" spurgte præsten. "Ja, du ved," svarede han, "at min tro stadig er svag, men jeg vil overgive mig til Gud i en stadig mere barnlig forstand. Jeg er en stor synder, men jeg håber på Guds nåde i Kristus. At blive tilgivet ønsker jeg ikke mere; jeg tror, at det er bedre for min sjæls frelse at vide, at jeg bliver henrettet, end at blive i fængsel på livstid." Den 23. juni 1843 trådte han ind på henrettelsesstedet; med sjældent besindighed besteg han skafottet; hans kammerater omkring forventede, at han skulle gå i døden bandende og skændende på sin gamle måde; men han sagde farvel med alvorlige ord, og da han havde afgivet den åbenbare, frivillige bekendelse, at han ville dø glad i troen på Kristus, faldt hans hoved, ramt på et øjeblik.
Die gegenseitige Rettung.
In Nummer 31. dieses Jahrgangs hast du, lieber Leser, von einem Verbrecher gelesen, deneigentlich erst das Gefängniss dazugemachthat. Die sinstere Behaufung ist ihm die Schule der Sünde gewesen. Die rechte Erziehung hat natürlich frühe gemangelt, da er noch Kinderschuhe trug, und würde Manches haben verhüten können, wäre sie an seine Wiege getreten und hätte sie vom Kinderkissen das Kleine in ihre Liebesarme genommen. Ich bin im leidigen Stande, dir heute mit einer ähnlichen Geschichte zu dienen, lass sie dir zu Herzen gehen! Das Vaterherz fühlt tief; vielleicht bist du Vater und Kindlein spielen zwischen deien Füssen. Ich wollte, die Geschichte dränge dir wie ein grosser Schmerz an die Seele und würde dort zur Wiege für den Mannes-Entschluss, immer weiser und treuerzu werden in der Auserziehung derer, die einen Namen tragen, damit sie nicht zu Trägern deine eigenen Schande werden, zum Pranger, an dem auch dein Name mitangeschlagen stünde. Der letzte Seelsorger des armen Menschen, der Zuchthausprediger Gleiss, erzählt diese Geschichte, die ich ihm nacherzähle, im Volksboten. Hans Friedrich Schlüterhiess der junge Verbrecher; sein Vaterland war Dänemark und am Meeresufer stund das väterliche Haus. Frühe erwachte die Schifferluft in ihm, in die wilden wogen wollte er hinein; sein rascher, rauher Sinn träumte sich dort die Heimat der rechten Luft. Erwollte Matrose werden und geworden wäre er's, wenn seine Beine so frisch auf wie sein Herz gewesen. Da hinkte es aber, denne er war lahm am rechten und die Schiffstaue hatten keineniederen Absätze, auf denen das eine hätte das andere nachziehen und feststellen können wie daheim auf Bodenstiege. Weils da nichts war, musste der wilde Junge ein Schneider werden. Das runde Loch auf der Werkstätte war wie extra gemacht für das lahme Bein; ihm selbst aber gefiehl es keinen Augenblick dadrinnen. Noch dazu verstand der Meister das Brod so schmal zubeschneiden, wie die Tuchtheile, die ins Kleid hinein sollten; die breiten Stücke fielen immer arderswohin, die einen in das tiefe Loch auf dem Werktische, die andern in die Schublade, wo der kleine Zwölfkreuzer-Laid lag. Dafür blieb der Magen des Lehrjungen leer, - woher sollte die Luft für die Nadel, Scheere und das Vögeleisen kommen? wäre ich sein Vater gewesen, - dahin hätte ich ihn nicht gethan. Man muss die Kinder nicht gerade für das Handwerk bestimmen, vor welchem sie eine besondere Abneigung haben; es thut für die Länge nicht gut. Der Hunger hat ihn zuerst auf Diebswege geführt, er trat darauf und blieb an den Taschen der Gesellen stehen. Ihnen gehörte das Trinkgeld, welches die Kunden verabreichten, wenn sie die versertigten Kleider empfingen; daran behielt er immer einen Theil zurück. Mit wenigem fängt man, hört aber dabei nicht auf; den ersten Schritten folgten die zweiten. Der Grund zu seinem Verderben war gelegt. O, die Sünde begnügt sich nicht mit dem Einen von den Fünsen! Reiche ihr keinen Nagel, sonst hängt sie viel Anderes daran und ist eben kein Geschenck, kein gutes für deinen Leib und deine Seele, was sie daran hängt. Das heimlich entwendete Geld musste natürlich heimlich ausgegeben werden; in guter Gesellschaft ging's nicht an; die andere war bald gefunden. O, die Wirthshäuser, die schlechten Wirthshäuser, sie sind Werbestätten der Hölle, ein offenes Grab für manche, ausserdem rettbare Seele! Der Leichtsinnige wurde liederlich und der wildeste und ausschweisendste Lehrbursche, wie sein Meister noch keinen gehabt: im Hause zeigte er sich trotzig und widerspenstig; als er's gar zu arg machte, nahm der Meister die Peitsche vom Nagel hinter dem Osen und züchtige den Jungen nach Verdienst, - da hat er seinen kleinen Bündel geschnürt und ist in die weite welt gegangen. Den Pass hat er vergessen; vielleicht hat er gemeint, er trage ihn in seinem Munde; ich glaube wohl, dass er sich aug seine Lügenzunge verlassen habe. Das hat nicht gut gethan; die Gensdarmen verstunden sich nur auf dengeschriebenen und visirten Pass. Weil er damit nicht versehen war, machten sie mit ihm rechtsum und trieben ihn vor sich her wieder in seine Heimat zurück. Ein Schneider wollte er durchaus nicht werden; sie probirten es nun mit etwas Anderem und gabenihn zu einem Schuster in die Lehre. Da sah man aber bald, dass ihn nicht die Nadel und die Scheere liederlich gemacht hatte, sondern etwas anderes, das hinter dem Brustflecke schlug, das trotzig und verzagte Ding, das böse ist von Jugend auf. Beim Schuster fing er es an, wo er es beim Schneider gelassen; in der Herberge waren ihm die liederlichsten nicht eben die widerlichsten. Lumpemsammler, Heimatlose Menschen aller Art, Drehorgler, Marktschreier, Kesselflicker, Kaninchensellhändler, Diebe von Profession, gemeine Dirnen nannten sich seine Freunde. Etwas hatte er nach vor ihnen voraus: er las gerne und viel, namentlich in Geschichtbüchern, freilich wählt er nicht die Besten; je greulicher und abscheulicher sie des Inhalts waren, desto heiliger und treulicher wurden sie gehalten und gelesen. In allen seinen Verirrungen verlor er die grosse Liebe nicht, welche er von Jugend auf zu den Kindern hatte. Das achtjährige Töchterlein seines Meisters pflegte er mit vieler Aufopferung bis an ihren Tod. Mit der Zeitbemächtigte sich Stolz und Ehrgeiz seines Herzens; er schwang sich zum Vorsteher eines Handwerksburschen-Vereins auf, und wäre gern Schauspieler geworden, um wenigstens auf der Bühne seine Lust zu befriedigen, eine hohe Person vorzustellen. Ein Ausbruch des Zorn, in welchem er einen Gesellen verwundete, führte ihn zum ersten Mal in ein Zwangsarbeitshaus, das er nach Verfluss eines Jahres heimmlich verliess, worauf er sich als Schuster unhertrieb. Die Kleider hingen ihm bald in Fessen zum Leibe herunter. Die Flensburger versahen ihn mit neuen Kleidern damit er zu London als Geselle eintreten könnte; sie hätten ihn gerne draussen gehabt, so einige hundert Meilen weg; er ging auch, nur nicht nach London, sondern ins Zuchthaus, denn nicht weit vom Thore benutzt er noch etwas, das nicht sein war, wurde ergriffen und in die Räuber- und Mörderhöhle geschickt, die man Zuchthaus nannte. Er war doch noch besser als seine neuen Kameraden; die Gemeinheit, namentlich die Lüge und Heuchlerei, welche den Geist dieses Hauses ausmachten, zogen ihn nicht an, er fühlte sich dadurch abgestossen; schmeicheln und heucheln konnte er nicht, aber Stolz und Zorn wühlten schrecklich in ihm und seine Heftigkeit zog ihm manche Bestrafung zu. Hier war es auch, wo er den Schrecklichen Versuch machte, sich das Leben zu nehmen. "Dort der Nagel, sieh' er gibt dir einen Wink, mach's kurz, so ist's vorbei und du bist frei!" Er ward a der Ausführung verhindert. Im Jahre 1838 liessen sie ihn hinaus; mit dem feesten Entschlusse trat er wieder in die Welt hinein, sich vor Verbrechen zu hüten! Hätt's ers doch gehalten! Doch war's sein Ernst. Schade, dass damals noch keine Besserungsanstalten für entlassene Sträflinge existirten; sie hätten ihn retten können. Als ich's las, schlug ich meine Brust: "Willst dich nimmer sträube, für dergleichen diee Hand zu reichen; ob dir auch die Aufforderung abermals wie das erste Mal von widrigem Munde zukäme! Es gilt, Seelen zu erhalten!" Wo der Arme anklopfte, hat er keinen Einlass gefunden; es fehlte ihm an Kleidern, an Geld und an einem Pass, da willt' ihn kein Meister annehmen; obdachlos irrte er, von Kälte und Hunger geplagt, umher und - stahl wiedere. Solch' Handwerk hat keine Daur; nach wenig Tagen kriegten sie ihn abermals beim Kragen und er wanderte auf 6 Jahre ind Zuchthaus. Hier führte ihn das innere Verderben bald zu einem schrecklichen Verbrechen. Der Dieb ward zum Mörder. Er glaubte sich von den Zuchthausvogte ungerecht behandelt und gedrückt und beredete sich endlich eine edle That zu thun, wenn er das Zuchthaus von diesem Tyrannen befreie. Wie doch die Sünde den Menschen so trefflich zu belügen undbetrügen versteht: füss im Munde, bitter im Leibe! Nur von der Sützigkeit redet sie zum Voraus; der bittere Nachgeschmack, den sie verschweigt, gibt sich wohl und unvermeidlich von selbst. Der gefangene versetzte dem Vogte mit einem spitzigen Messer mehrere Stiche in den Unterleib, ohne jedoch seinen Zweck, ihn zu tödten, wirklich zu erreichen. Er kam jetzt in einsamen Arrest; es dauerte über ein halbes Jahr, bis die Untersuchung vollendet und das Uhrtheil gesprochen war. Sein Seelsorrger hatte während dieser Zeit mannigfache Gelegenheit, sowohl die trefflichen Geistesgaben Schlüters als auch seine gänzliche Entfremdung von Gott und göttlichen Dingen wahrzunehmen. Er was zwar kein eigenlicher Gottesläugner, aber er theilte mit manchem der Züchtlinge den türkischen Glauben an ein unbedingtes, blindes Geschick. Zwar drängte sich ihm das Bewusstsein der eigenen Schuld je längerjemehr auf, aber de Stolz liess ihn Entschuldigungsgründe genug finden und bethörte ihn mit falscher Hoffnung: er wollte sein Elend nicht als seine Schuld, seine Laster und Verbrechen nicht als Sünde vor Gott erkennen und bekennen, sondern tröstete sich damit, dass Gott, wenn er es so genau nehmen wollte, die meisten Menschen verdammen müsste, und schmeichelt sich mit der Hoffnung, als ein guter Kopf in der andern Welt mit Napoleon, Friedrich dem Grossen und andere berühmten Männern zusammenzukommen. Es ist doch etwas Lästiges und Thörichtes um die Eitelkeit; im allergeringsten Falle ist sie diess und werth,dass man sie wie jener reiche Graf auf den Mund sclage. Sein Schneidernämlich, bei dem er sich einen neuen Anzug hatteanmessen lassen, begleitete ihn zum Wagen. Er betrachtete den Wagen aufmerksam. "Aber schauen Sie, euer Gnaden", rief er danne aus, "ich have accurat denselben Wagen wie Sie!" "Und doch", bemerkte der Edelmann, ärgerlich über die Anmassung des Schneider, "weiss ich, ohne den Ihrigen gesehen zu haben, einen Unterschied." "Der wäre, wenn ich bitten darf?" "Der ist," sprach der Edelmann, "dass an meinem Wagen der Bock draussen ist, bei ihnen aber drinnen!" Die Eitelkeit ist aber nicht immer so unschädlich, wie hier; wozu sie werden, wohin sie führen und treiben kann, sieht man an Hans Schlüter. Im steigernden Maasse entfremdet sie den Menschen gegen Alle, worin sie keine Nahrung findet, worin sie niederkämpfende Kräfte wittert, vor allem wird ihr das Christenthum un bequem und widerlich. Schlüter's mächtiger Hochmuth sträubte sich fortwährend gegen die geforderte Busse. Er suchte auch in der Geschichte seine Waffen das Christenthum zu bestreiten, warf demselben die Verirrungen des Pabstthums, die Ketzerverfolgungen, die Bekehrungen mit dem Schwerte etc. vor. Solches widerstreben gegen das Christenthum artete zuletzt in Hass gegen den Gaiestlichen aus, so dass diesser sich eine Zeitlang zurückziehen musste, und als er widerkam, fand er noch dieselbe halsstarrige Abneigung gegen Buzze und Glauben. Inzwischen wurde das Todesurtheil gesprochen und vom Könige bestätigt. Am 16. Juni 1843 sollte es vollzogen werden, musste aber eingetretener Hindernisse willen noch um 8 Tage verschoben werden. Und gerade am 16. Juni wurde Schlüter noch der Retter eines Kindes. Unter dem Fenster seines Gefängniss war ein Wassergraben; in diesen fiel der dreijährige Knabe eines im Zuchthaus Angestellten. Die Mutter vermisst das Kind, und fängt an zu rufen und zu suchen, aber sie kann nichts von dem Kinde endecken; da trat Schlüter an's Fenster, erblickt die Mütze des Kindes im Wasser und ist dadurch im Stande, der Mutter die Stelle zu bezeichnen, wo sie das Kind suchen soll, das sofort halb erstickt aus dem Wasser gezogen wird. Die Freude der Eltern war gross; sobald der Knabe hergestellt war, brachten sie ihn zu Schlüter der sich höchlich darüber freute, dass ihm noch vergönnt worden, ein Menschenleben zu retten. Es erwacht nun wieder seine Liebe zu den Kindern, er uss den Knaben täglich bei sich sehen; mit aller Kraft der natürlichen Liebe schliesst er sich an ihn an, es ist, als wenn es sein Kein, ja sein Leben, seine Seele sei. Im übrigen bleibt es aber noch immer Nacht in ihm, und als am Morgen vor dem Hinrichtungstag der Geistliche ihm noch dringend zusprach, da gerieth er in solche Wuth, dass er Gott und sein Wort lästerte. Voll tiefen Schmerzes musste ihn der Geistliche verlassen; kaum noch eine Aenderung solch' traurigen Gemüthszustandes hoffend; und doch sollte sie noch kommen. Schon nach einigen Stunden bereuete er seine Heftigkeit, und als man ihm das Kind wiederbrachte, und dieses harmlos lächelnd auf seinem Schootze sass, da stürzten die Thränen aus seinen Augen. Verwundertt sagte der Knabe: "Schlüter weint." Jetzt konnte er sich nich länger halten: das lange zurückgehaltene Gefühl des Schmerzes und der Reue machte sich in einem Strom von Thränen Luft. Die Liebe zu dem geretteten Kinde sollte der Anlass zur Rettung des Verbrechers werden. Die göttliche Gnade entzündet an ihr das Feuer einer andern Liebe und schmolz die Eisrinde des verhärteten Herzens. Der Vater des Kindes liess es an ernstlichen Ermahnungen nicht fehlen, und erhielt die Antwort: "Holt mir doch den Geistlichen wieder!" Dieser kam eilig herbei, fand ihn sanft und weich wie nie und ward von ihm um Verzeihung gebeten wegen deer Heiftigkeit am Morgen. Er blieb nach seinem Begehren bis an den Abend bei ih, sprach und betete mmmit ihm. Schlüter erkannte immer tiefer seine Schuld und Sünde; es fiel ihm nicht ein, sich zu entschuldigen; er bat, auch dem Vogte zu saageen, dass er keine Feindschaft mehr gegen ihn im Herzen trage. Warer in den letzen Nächten entsetzlich unruhig gewesen, so war er jetzt ganz ruhig und gelassen. Zwei Stunden vor seiner Hinrichtung begehrte er das heilige Abendmahl. "Kannst Du nun glauben?" fragte der Geistliche. "Ja, Sie wissen," antwortete er, "dass mein Glaube noch schwach ist, aber ich will mich in immer mehr kindlichem Sinne Gott übergeben. Ich bin ein grosser Sünder, aber ich hoffe auf die Gnade Gottes in Christo. Begnadigt zu werden, wünsche ich nicht mehr; ich glaube, dass es für mein Seelenheil zuträglicher ist, zu wissen, dass ich hingerichtet werde, als lebenslänglich im Zuchthause zu bleiben." Am 23. Juni 1843 betrat er die Richtstätte; mit seltener Fassung stieg er auf das Schaffot hinan; seine umstehenden Kameraden erwarteten, er werde nach seinem früheren Sinne fluchend und schimpfend in den Tod gehen; er aber nahm mit ernsten Worten Abschied und als er noch das offene, freiwillige Bekenntniss abgelegt hatte, dass er freudig im Glauben an Christum sterbe, fiel sein Hapt, vom Weile getroffen.
(Sonntags-Blatt. Sonntag den 30. November 1845).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar