Tydskerne paa Marienlyst. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Marienlyst. En tilfældig Korrespondent skriver til os fra Badeanstalten Marienlyst ved Helsingør:

Min Sidemand forleden ved Table d'hôte paa Marienlyst var om Morgenen kommen fra Baden-Baden. Han havde forladt dette vidt berømte Badested paa Grund af den trykkende Hede, var nu dragen imod Nord og agtede at slaae sig ned her for længere Tid. Han kunde ikke noksom prise Herlighederne her i Sammenligning med dem, som Baden-Baden frembød, og det i alle Henseender. Efter denne indledende Meddelelse havde vi stiftet Bekjendtskab og underkastede nu vore Bordfæller en live Revne. Jeg havde et Par Dage i Forveien spiist ved Table d'Hote paa Klampenborg og undrede mig der over, at det overvejende Sprog var Tydsk. Her var det endnu værre; thi man hørte næsten ikke et Ord uden Tydsk. Der var endnu een Forskjel. Paa Klampenborg syntes alle "det store Fædrelands" forskjellige Lande repræsenterede, om end de nordlige, som rimeligt er, havde stillet det største Kontingent; her paa Marienlyst derimod synes den gode Hansestad Hamborg at have anlagt en Filial, et andet Kuxhaven. Min Bordfælle var ogsaa fra Hamborg og kunde fortælle mig næsten om hver eneste af de Tilstedeværende, hvem ha i vor, eller rettere hvilket hans "Geschäft" var; jeg fik det Indtryk, at disse Mennesker godt kunde holde en lille Børs her, idet næsten alle Brancher vare repræsenterede. Forresten synes Hamborgerne selv at være forbausede over at gjenfinde sig selv saaledes i Masser herovre. En skikkelig Fabrikant og "Grosshändler", med hvem jeg fulgtes hertil fra Kjøbenhavn, og som paa Dampbaaden betroede os, hvorledes han glædede sig til det frie, ugenerte Landliv, forløb sig ikke ubetydelig og har lært at tage sig iagt. Der er, som bekjendt, ingen adstadigere eller mere filistreus sindig Race Mennesker til paa den hele Klode end disse ægte, indfødte hamborgske "Grosshändler". Naar nu Temperamentet hos et enkelt Individ gaaer i en anden Retning, maa det koste megen Overvindelse at holde sig selv indenfor de strengt afmaalte Former, og om end slige livligere Gemytter under selve de hjemlige Omgivelser og i den tunge Forretningsluft holdes indenfor disse Skranker, saa bliver Tilbøjeligheden jo saa meget større hos dem til "at staae til Skaglerne", naar de ere mange Mile borte fra Børsen og alle disse Skranker. Dette var det nu netop, som min Rejsefælle havde Trang til, en Trang, der voxede, jo mere han fjernede sig fra Hjemmet, og jo mere han nærmede sig til det fremmede Land, hvor han i Naturens Skjød skulde leve det idylliske Liv med sin Kone, Svigerinde og fem Børn, som han havde sendt forud, og som nu jublende modtog ham paa Helsingørs Skibsbro. For en Stund skulde han glemme Hamborg og Børs og Kontor og "Geschäft" og stive Flipper - men at han skulde forløbe sig saa forskrækkelig, som han gjorde, det tænkte vist Ingen. Han er nu dødsdømt, og jeg beklager ham. Uden at ane, at han endnu fremdeles var i Hamborg, om end Geograferne kalde Stedet Helsingør eller Marienlyst, gik den Ulykkelige, efter hvad en anden troværdig hamborgsk Familie fra sine Vinduer i Hotellet til sin Rædsel opdagede og til ikke mindre Indignation meddeelte Omgivelserne, strax den følgende Morgen en lille Spadseretour med lang Pibe i Munden, uden Frakke og Vest, med røde Seler, uden Halstørklæde eller Flipper, ja, jeg troer saagar, med broderede Tøfler. Det er sørgeligt at høre, at en Mand i hans Stilling kunde forløbe sig saa forskrækkelig, og hans Kone, der havde fundet sig deri, var ogsaa meget at dadle derfor; havde det været i Hamborg eller i Baden-Baden, var han ganske vist bleven fotograferet, meente man, og hans Fotografi vilde være blevet omdeelt blandt Badegjæsterne til Skræk og Advarsel for Ligesindede. Jeg er forresten overbeviist om, at den gode Mand aldrig mere vil vise sig her i dette Toilette. Han er nu rigtignok ikke bleven fotograferet; men han har ganske vist mærket den almindelige Misbilligelse og vover ikke mere at forsøge paa deslige Abnormiteter. Men han tænkte jo heller ikke paa, at han her skulde gjenfinde Naboer og Gjenboer. Det syntes, at han ved en forceret Champagne»ydelse søgte Dagen efter denne Skandale at aflede Opmærksomheden fra det, der trykkede ham.

Som De kan tænke, er Vind og Veir, ligesom i den øvrige Verden, saaledes her paa dette Badested især et Hovedthema for Konversationen. Fra at have hørt Et eller Andet om Nordsøens Badesteder medbringe disse Tydskere de forunderligste Begreber om Naturforholdene ved Kysten. Der er navnlig et særegent teknisk Ord, som de ved alle Lejligheder føre i Munden; det er Ordet "Wellenschlag", der vanskelig lader sig gjengive paa Dansk i et Udtryk, der svarer til det fabelagtige Begreb, hvormed en tydsk Hjerne omsætter det. Igaar havde vi en frisk Norden kuling, saa var der Fryd og Glæde; nu var der da endelig Noget, der lignede "Wellenschlag"; bare det nu kunde holde sig hele Saisonen. For at et Bad kan være et rigtigt Bad, mene de, er dette "Wellenschlag" en uundværlig Belurgelse, og en net lille Hamborgerinde, der følte sig meget skuffet i sine Forventninger om et "Wellenschlag", sagde, at da det næsten aldrig var ordenligt her, saa lavede hun det selv, naar hun var i Vandet.

Naar undtages ganske saa Engelske, Svenske og Danske, ere altsaa alle de andre Badegjæster Tydskere og specielt Hamborgere. Det gaaer saa vidt, at Opvarterne tiltale os paa Tydsk, og naar vi svare dem paa Dansk, gjøre os mange Undskyldninger og sige, at de maae tiltale Fremmede saaledes, da de ni Tiendedele ere Tydskere. Ja, da vi igaar tog et Bad, meddeelte Bademesteren os, at det var et rigtig godt "Wellenschlag" idag. Vi, Landets egne Børn, gaae derfor omkring her næsten som paa et fremmed Territorium. Dersom vi ikke saa tæt her ved havde Helsingør, hvis Befolkning gjerne om Aftenen af Musiken lokkes ud i Marienlyst Have, dersom vi ikke saae vort gamle skjønne Kronborg for os overalt, hvor der er en Udsigt, og dersom vi ikke fandt os omgivne af en ægte sjællandsk Natur med de herlige Bøgeskove og foran os vort dejlige blaae Øresund, kunde vi let komme til at glemme Bevidstheden om, at vi ere i vort eget kjære, velsignede Fædreland. Tydskere vrimler det af rundt omkring; hveranden Dreng hedder Hermann og hveranden Wilhelm eller Fritz, og her som overalt kjendes Berlinerne og Stokpreusserne paa deres brøsige Optræden, deres langtrukne Næsetoner og deres Kommanderen overalt, hvor de tør kommandere, altsaa ligeoverfor de stakkels Opvartere og lignende Personer.

Skulle vi nu glæde os eller bedrøves over denne Græshoppesværm, der har slaaet sig ned her? Det er let forklarligt, at mange kjære Landsmænd ere uvillige ligeverfor dette Særsyn, og der er vel dem, der mene, at disse Tydskere ere her i Besøg ligesom for at see "Lejligheden an", i hvilken de gjerne ville have fast Fod. At nu En eller Anden af disse Mennesker kan gaae omkring med denne stille Tanke som et fromt Ønske, hvem tør benægte det; men i det Hele tænke disse hamborgske Grosserere sikkert mindst af Alt herpaa. De ere Fredens Mænd for enhver Priis og neppe større Venner af Preussen og preussisk Politik end vi Danske. Men hvorfor i al Verden er det da saaledes. Hvorfor skjønne vi ikke selv paa den Perle, vi have i dette deilige Stykke Land. Gaaer det maaskee saaledes hermed som med saa meget Andet, vi besidde af Stort og Herligt, at Udlændinge først skulle anerkjende det som Saadant, før vi selv tilgavns faa Blikket opladt for Storheden og Herligheden? Jeg veed nu meget vel, at mange danske Familier ligge heromkring i Omegnen for til en billigere Priis og mere tilbagetrukkent at nyde Naturen og benytte Badene; men hvorfor seer man dog ei flere Landsmænd her, end Tilfældet er? Navnlig maa man undre sig over, al Kjøbenhavnerne ikke drage herud og tilbringe nogle Dage her. Ved selv at have besøgt adskillige af de nordlige Bade ved Østersøen og Nordsøen, og ved at have talt med Folk, der have besøgt andre, er jeg kommen til den Overbevisning, at intet Badested har en saadan Fremtid for sig som Marienlyst. Andre Badesteder kunne have enkelte Fortrin: Vandet er maaskee saltholdigere i Nordsøen, Luften maaskee renere Søluft paa Helgoland o. s. v., men neppe forener noget Badested ved de nævnte Have alle de Fortrin som dette, for ei at tale om det Skue, man maa reise til Bosporus, til Gibraltar eller Kanalen for at nyde, jeg mener de Hundreder af Seil- og Dampskibe, der daglig glider forbi. Ved Siden af Alt, hvad Naaturen i saa rigt et Maal har givet, vilde det være ubilligt ikke at omtale, at man finder her al den Comfort, som man paa nogen Maade kan ønske sig. Forpagteren af Marienlyst, der begyndte paa et efter den almindelige Mening meget risikabelt foretagende, maa man ret Ønske tillykke til, at dette foretagende nu synes at skulle krones med Held, og os tilkommer det ikke at lade Tydskerne være de Eneste, som anerkjende dette. 

Deres osv.
Traveller.

(Dagbladet (København) 6. august 1868)

Marienlyst blev startet af vekselerer J. S. Nathanson i Marienlyst Slot. Det var opkaldt efter Frederik 5.s dronning, Juliane Marie. Det blev den 1. juni 1858 til "Marienlyst Cuur- og Badeanstalt". Nathanson omdøbte Rakkerrendens gamle kilde Marie Kilde til Ophelia Kilde. Og en grav til Hamlet blev anlagt bag muren til Marienlysts have. Hotellet blev dog ikke liggende her. Arkitekt N.P.C. Holsøe (1826-1895) tegnede et nyt badehotel, "Marienlyst Kur- og Søbadeanstalt", der blev indviet i 1861. Nathanson var gået fallit, så ejerne var nu Helsingør Kommune med gæstgiver J.W. Briggs som forpagter. 

I 1883 overgik det til et aktieselskab der indrettede et kasino ved siden af den gamle hotelbygning. Et kurhus med teater og koncertsal blev opført nede ved stranden og i 1890 flyttet op til de andre bygninger ved Nordre Strandvej. Bygningen blev nedrevet i 1915 og erstattet af ejendommen Stella Maris på Nordre Strandvej 2. En strandsø i området blev reguleret og forsynet med en kunstig ø, hvortil romantiske hvidmalede svungne broer førte.

Kong Christian 9.s bror, prins Hans, boede hver sommer på hotellet. Kongen besøgte stedet. Den russiske zar spiste frokost med hele sit følge. Prinsen af Wales fik middag. En "Marienlyst-vogn" kørte nonstop om sommeren gæster fra byen til hotellet. Holger Drachmann betegnede hotellet som et teglværk, restaurationsbygningen et bryggeri og kursalen et fængsel.

Det i dag kendte Hotel Marienlyst er fra 1897, ligesom de mange, særegne huse på Nationernes Allé. Hotellet blev opført ved vandkanten og er fra 1901. Fra 1920'erne gik det tilbage med hotellet.