Foraar i Saksogade. (Efterskrift til Politivennen)

En af "Klokken 5"s Medarbejdere skildrer her en Vandring gennem Saxogade, hvor han paa sin Vej møder Dagens Slider, den krogede Arbejderske, der kæmper for sit Hjem, Nattens Kavalleri og de Fattige i den store graa Gade.

Solen skinner over Byen, endnu er den bleg og kold, men den lyser dog op - og selv Saxogade synes lys, denne lange, høje Gade, hvis graa - og sortsmudsede Husfacader ellers kaster et trist og dystert Skær over Gaden, som i sine Lejekaserner rummer lige saa mange Indvaanere som en middelstor dansk Provinsby.

Hus ligger klinet op ad Hus, Forretning ligger ved Forretning, Kafé ved Kafé. Hist er en Kirke, her en Læsesal, der har Kristeligt Studenter-Settlement sit Hovedkvarter og her dominerer Frelsens Hær med sit store Herberge, der om Natten indfanger Storbyens brudte Skæbner - og overalt er der Mennesker paa Færde - mange Slags Mennesker.

Saxogades Mennesker.

Der er ikke megen Overdrivelse i at hævde, at alle Samfundslag er repræsenterede i Saxogade. Her bor den armeste Mand og Dør om Dør med ham den rigeste Gnier. Den fattige kan ikke faa et Måltid varmt Mad hver Dag, fordi Pengene Ikke kan slaa til, og den rige nænner ikke at spise fordi det koster Penge og fordi Penge, den Følelse at have Penge, er mere for ham end at leve sundt og ordenligt. Der bor Folk, som trolig vandrer i Kirke hver Søndag Formiddag, som begynder Og ender deres Dag med Fadervor, der bor Folk, som giver Pokker i al Moral og Tro, som lever i Nuet, lever med, lever stærkt, der bor Folk i Pjalter og Laser og der bor Folk i Silke og Zobel, de bor Side om Side med hæderlige, retskafne Mennesker, der strider og slæber for at skaffe til Livets Udkomme. Og der bor mange andre Mennesker, mange andre Typer.

Mødrene drøfter Dagens Begivenheder efter at have hentet deres Børn fra Asyl og Pleje,

Fra Morgen til Morgen.

Døgnet igennem, uafbrudt, er der Færdsel og Travlhed i Saxogade. Tidligt om Morgenen tørner Arbejderne ud for at vandre til deres Arbejdspladser, noget efter kommer de smaa Kontordamer og Ekspeditricer trippende, Konerne gaar ud med Klud og Spand, store Børn gaar i Byen, passer deres Skole, deres Pladser, deres Hjem, og de mindre er sendt ned for at lege.

Saxogade er aldrig stille. Altid færdes der Mennesker, altid er der færdsel. Tungt læssede Arbejdsvogne, Lastbiler og Trækvogne befarer Gaden Dagen igennem - og om Natten er det Taxavogne og Lillebiler, der strømmer til - for at hente og aflevere.

Jazz Bands, Øl og Portvin.

Det vrimler med Kafeer, store som smaa, og fra dem alle lyder der Aftenen igennem Musik, hæslig og skrigende Jazz-Musik, enten fra en Magnavox-Gramofon eller fra et "Orkester" paa et Par Mand, som betjener indtil en halv Snes Instrumenter, inklusive tomme Hvidtølsflasker og Grydelaag.

Der er Gang i Musiken, der er Gang i Gæsterne. Nogle sidder dorske og dvaske, halvsøvnige og kedelige over deres Øl, medens andre støjer op, synger med, danser eller dog i hvert Fald konverserer de Afdelings-Repræsentanter, som Gadens lette Kavalleri ved en højere Skæbnes Tilskikkelse har sendt ind netop i den paagældende Kafe.

Damerne drikker baade Øl og Portvin, men Portvin bliver foretrukket. Sjusser synes dog ogsaa at falde i Smag. Der er det mærkelige Forhold, at der er mere Kritik af hvad der skal nydes, end af ham, der spiller Greve og optræder som ædel Giver.

Baggaardens Børn.

Det vrimler med Børn i Saxogade, baade paa Gaderne og i de mange Gaarde. Fra de mange Trapper, der fører ned til hver Gaard, kommer Børnene marcherende. En stor Del af deres Tid, maaske den største, tilbringer de i Baggaarden. Der er ingen hjemme om Dagen hos disse Børn. Enten er Faderen borte fra dem, ukendt eller død, eller han er paa Arbejde. Og ogsaa Moderen er paa Arbejde. Der maa slides haardt, ikke mindst af den enligt stillede Moder for at holde Hjemmet oppe, for at skaffe Mad til Børnene. Disse smaa rnaa saa til Gengæld skøtte sig selv Dagen Igennem - altid er det Ikke lige heldigt, men det er desværre for hendet nødvendigt.

Baggaardens Børn - hvor har man ondt af dem. Dagen igennem er de i den triste Baggaard, Dag efter Dag maa de søge deres Glæde der mellem de høje, graa og forfaldne Mure. i Sol og Regn, i Kulde og Varme maa de være ude. De hærdes vel, men Hærdningen er ofte saa slem, at de knækkes.

Paa Baggårdenes toppede Sten faar mangt et Barn sit første Knæk enten sundhedsmæssigt eller moralsk.

Det er Livets ubønhørlige Lov i Baggaardene.

Frelsens Hærs Herberge.

Mange Børn kommer ikke ud fra Gaden, de lever og dør I Saxogade, andre svinger sig ud, kommer frem. Og for de sidste har den haarde Skole i Baggaardene haft sin Betydning.

Men foruden de svage, der er vokset op og gaaet til Bunds i Saxogade, huser den mange andre lige stillede. En stor Del af disse har deres Tilflugt i Frelsens Hærs Herberge og Arbejdshjem. Her er baade Opholdsstuer, Spisesal og Sovesale. Man Kan komme og gaa som man vil - blot Sengetiden overholdes. 

- - -Nu er det Foraar, og Solens Sølverstænk laver ogsaa lyse Striber i den graa Gade. Saksogade er en Mindelse om Fortidens Byggemaade. Det gjaldt bare om at smække Kaserner op, om at stuve saa mange Mennesker som muligt sammen uden smaaligt Hensyn til Sundhed, Sol og Lys .... Men gaa Gaden igennem - og Du henter mange sære, brogede og blandede, lyse og mørke Indtryk - og Du staar pludselig paa store, lyse Pladser med nye, røde, venligt smilende Huse - den ny By, saaledes som den bliver til under et nyt Styre, dér hvor Fortid og Nutid mødes: Kontrasten mellem Kaserne og Hjem.

Peter Poul.

Den store graa Gade i hele dens Længde.

(Klokken 5 (København) 14. maj 1924)