Grønland. (Efterskrift til Politivennen)

- Allerede fra den Tid, da Nordpolfareren Kapitain Graah underlagde Grønlands Østside og landede paa forskjellige Steder af den da mindre stærkt af Isen belemrede Kyst, har man vidst, at en Del af disse Egne ere beboede af Eskimoer, der endnu slet intet kjendte til Christendommen. Kun sjeldent har der fundet nogen Forbindelse Sted imellem Vestkysten, hvor som bekjendt alle vore Kolonier findes, og den langt mere vilde og barske Østkyst, og forskjellige Forsøg, som de mæhriste Brødre have gjort paa at sende Missionærer til disse Egne, ere aldeles strandede. Det er derfor en interressant Kjendsgjerning, at et Antal hedenske Estimoer i afvigte Foraar ere ankomne fra den grønlandske Østkyst til Kolonien Julianehaab, saaledes som det fremgaar af Løitnant Zeitaus Meddelelser om den sidste For-Expedition. Fire saakaldte Konebaade med en talrig Besætning havde nemlig fundet Vei omkring Kap Statenhuk, og iblandt dem fandtes nogle Personer, der boede endnu nordligere end de Strækninger, som Kaptain Graah undersøgte. Flere af disse Hedninger, der kunde gjøre sig forstaaelige for de andre Eskimoer, berettede, at de havde været paa Reisen lige siden 1855, navnlig havde de lang Tid maattet standse ved Kap Bille, fordi de derværende Isbræer ideligt styrtede over. Indtil 1860, berettede de, havde Isen bedækket Havet langs Østkysten saa langt man kunde øine fra de høieste Bjergtoppe. Men i forrige Aar havde Storisen pludseligt sat sig i Bevægelse og var hurtigt forsvunden, saa at Østkysten til forskjellige Tider havde været fuldkommen isfri. Denne Omstændighed havde gjort del muligt for dem at trænge frem til Kap Statenhuk, og paa Veien havde mange af de Indfødte paa Østkysten sluttet sig til dem paa deres Tog til de vestlige Kolonier. Imidlertid vare nogle af dem blevne bange paa Veien for den lange ukjendte Reise og vare blevne tilbage ved Prinds Christians Sund, imedens Andre vare dragne tilbage til deres Hjem. - I den omtalte Beretning om For-Expeditionen hedder det, at disse hedenske Eskimoers Fortællinger bleve stadfæstede ved de Erfaringer, som Expeditionen siden fik Lejlighed til at gjøre paa Østkysten. Man antog, at de nordlige Havstrømninger, navnlig fra Spitsbergen, havde forandret deres Retning og derved fremkaldt disse forandrede Forhold ved Grønlands Østkyst. Hermed staaer det sikkert ogsaa i Forbindelse, at usædvanligt store Ismasser i forrige Aar passerede Kap Farvel og i flere Maaneder afspærrede den grønlandske Vestkyst, foranledigede en slet Robbefangst og flere Ulykker og lagde Telegrafexpeditionen usædvanligt store Hindringer iveien. (Rand. Av-)

(Jyllands-Posten 6. januar 1862).

Termen "konebåd" er en dansk betegnelse. Den grønlandske navn er umiaq: en skindbåd med stor lastevne til fx børn, hunde, telte og andet udstyr, der samtidig er så let at den kan bæres over isen. Den muliggjorde sammen med hundeslæden og kajakken inuitternes indvandring i højarktis og Grønland. Danskerne kalde den for "konebåd" eller "kvindebåd" fordi den blev roet af kvinder. Båden blev brugt til transport af folk og tunge ting, mændene fulgte ofte med i kajakker. Båden afvendtes også af mænd til hvalfangst. Umiaqen anvendes stadig i Alaska.