I 1852 blev der åbnet en kobbermine ved Qaqortoq i Grønland:
Indvielsen af Kong Frederik den Syvendes Kobbermine i Grønland.
Søndagen den 19de October 1851 feiredes ved Colonien Julianehaab paa Grønlands Østerbygd en i disse Egne hidtil ukjendt Høitidelighed, idet nemlig den af Hr. Commerceraad Jacob H. Lundt i Storøens Fjelde paabegyndte Kobbermine høitideligen indviedes ved en kirkelig Akt under begge Nationers, Danskes og Grønlænderes Deeltagelse. Efterat nemlig Hr. Commerceraad Lundt i Overværelse af Coloniens Authoriteter havde ladet foretage Sprængning i Minen, for af Fjeldeets Indre at fremdrage et, for Hs. Majestæt Kongen bestemt, udvalgt Stykke Kobbererts, samledes man i Herr Lundts Bopæl, hvor Processionen til Kirken ordnede sig. Af Minens Arbeidere bares under vaiende Dannebroge det for Hs. Maj. Kongen bestemte vel omtrent 60 pCt. righoldige, store, skjønne Stykke Erts, hvorefter nærmest fulgte Commercerraad Lundt, ledsaget af den norske Bjergcandidat Hr. Friis, der i sit eiendommelige Bjergmandscostume værdigen repræsenterede Berg-Videnskaben; fremdeles Coloniens Præst, Læge, Colonibestyrer med øvrige Handelsbetjente, Føreren af Expeditionens Skonnert og Søfolk; Processionen sluttedes af udvalgte Mænd af Landets Indbyggere i deres nationale Costumer med blottede Hoveder. Paa Fjeldene langs Veien til Kirken saaes Grønlænderne i talrige eiendommelige Grupperinger med spændt Opmærksomhed at betragte Processionen, et for dem hidtil ikjendt Skue; det var vistnok med blandede Følelser man maatte betragte disse Grupper af dette lille mærkværdige, godmodige Folkeslag, der med barnlig Glæde toge Deel i denne Fest, der i Grunden dog kun tjente til end mere at belyse deres i Culturen saa lave Standpunkt, og var begrundet i en Bestræbelse efter at fremdrage Skatte af deres Fødelands Skjød, som de selv ikke kjende eller forstaae at benytte - dog hvad Taleren i Kirken senere udtalte om Danmarks faderlige Regjerings Omsorg for Landets indfødte Børn, vil i de kommende Tider visseligen mere og mere stadfæstes. Toget bevægede sig langsomt fremad over den livligt brusende Elv, som over utallige Klippeblokke skummende baner sig en Vei ud i Havet lige ved Foden af Kirken. Veiret var smukt, stille, mildt, lidt over Frysepunktet; kun et mægtigt, høit knejsende Iisfjeld, som var løbet paa Grund lige ud for Colonien og den nye Snee paa Toppen af Fjeldene mindede om, at man befandt sig i ret, dog med stor Uret, for saa strengt ansete Grønland. Det for Hs. Maj. Kongen bestemte Kobber-Erts henlagdes paa en midt i Kirken anbragt, festligt drapperet Pjedestal, omkring hvilken alle Deeltagerne i Processionen sluttede Kreds og forbleve staaende under hele Høitideligheden; Kirken var forøvrigt opfyldt af Grønlændere, saa mange som Rummet tillod. Efter en Psalmes Afsyngelse holdt Stedets Præst, Missionair Janssen, Indvielses-Talen; idet Taleren gjorde sig rede for sit og Forsamlingens Standpunkt, paaviste han, at den nærværende Tid uden Tvivl dannede et historisk Vendepunkt for Grønland og dets Beboere; han skildrede de Følelser, der ved Tanken herom maatte røre sig hos alle Tilstedeværende, men fornemmelig hos Hr. Lundt, der var Hovedet for dette i sine Følger muligen saa store, saa skjebnesvangre Foretagende, der havde vakt denne Plan og rastløs ført den frem over alle Hindringer og Modstande, over alle utidige Hensyn og kortsynede Betænkeligheder; dvælede derefter i en længere Udvikling ved den ædle Erhvervslysts store og kraftige Gjerninger og herlige Frugter iblandt Menneskene; hilsede i Kirkens, i Grønlændernes, i Fædrelandets Navn samtlige Expeditionens Medlemmer velkommen, som dem, der i en god Aands, Erhvervslystens Tjeneste vare dragne ud over Verdenshavet, for endog af det fjerneste Nordens Fjelde at fremdrage de ædle Metaller, derfra Skabelsens Dage laae gjemte og ubenyttede i Mørkets Dyb, opfordrende En og Hver, der havde Lod og Deel i dette herlige Foretagende, til Lovlighed, Retfærdighed, Redelighed og Retskaffenhed. Efter at have skuet ud over de kommende Dage og disses Forhaabninger, ledede Taleren Forsamlingens Opmærksomhed tilbage paa de svundne Tider, hvor vi med en mægtig, gribende Følelse erfare, at netop paa disse Steder, ved Foden af disse selvsamme Fjelde, der byggede og boede fordum, næsten allerede for et Aartusinde siden, vore egne Forfædre, som meest over Island droge til Grønland, hvor de byggede deres Gaarde; her græssede deres Qvæghjorte og Faareflokke, og Erhvervslysten drev dem ud paa Havet, at drage dettes rige Bytte paa Land. - Taleren paaviste endvidere, at hvad Historien beretter os, det stadfæstes her synligen for vore egne Øine, thi her finde vi vore Forfædres Grave, Ruinerne af deres Gaarde og Kirker - i Fjorden næst beroet var Garde Bispestol, der knejser endnu et Guds Huus, kun halvt sunket i Gruus, Garde Bispestol med tolv Kirker i Østerbygden, med fire Kirker i Vester-bygden, Garde Bispestol, hvor fra Begyndelsen af det tolvte Aarhundrede en Række af Bisper paa de hellige Dage sang Høimesse i den Herre Jesu Christi Navn og varetoge Kirkens Anliggender - fjernt i Østen bryder Havet endnu sine Bølger mod Gudbjørns Skjær - her i vor Nærhed var Brattelid, her ruller endnu Eriksfjordens Bølger her udenfor kneiser endnu det isklædte Hvid-særk, vore søfarende Forfædres Landkjende - men Tiden omdreier atter og atter sit store Hjul, Aarhundreder svandt hen, vore Forfædre i disse fjerne Egne bleve forladte og forglemte og uddøde under Tidernes Storme, deres Gaarde og Kirker stode øde og tomme og sank i Gruus; kun hedenske, omvankende Skrællinger beskuede disse Oldtids Minder med Overtroens Frygt. - Efterat Taleren endvidere havde dvælet ved den vovelige Hans Egedes Bestræbelser for at finde Efterkommerne af hine Normanner i Grønland, ved hans Nidkjærhed i Evangeliets Forkyndelse blandt de hedenske Skrællinger, ved Danmarks og navnligen de herværende Danskes hellige Forpligtelser i denne Henseende, vendte han atter tilbage til dette nye, frie Tog til Grønland under Kong Frederik den Syvendes Regjering, udtalte Forvisning om, at intet Indgreb herved vilde skee i Landets indfødte I Bernd Rettigheder - Forvisning om, at dersom de ville dele Arbeidet, da ville de ogsaa høste deres Arbeides Løn, og ville de vedblive at ernære sig af Jagt og Fiskeri, da ville og Danmarks Børn under Lovlighed og Retfærdigher vedblive at boe iblandt dem som blandt christelige Brødre - og fastedes vil der, om dette Erhvervslystens herlige nye Værk krones med Held og lykkeligen fremføres, fra Kong Frederik den Syvendes Regjeringstid oprinde en større og rigere Fremtid over Grønland, der ved Oldtidens Minder og Evangeliets Forkyndelse i et helligt Slægtskab uadskilleligt er knyttet til Danmarks Rige.
Efterat derpaa dette velbegyndte Værk var anbefalet til Guds beskiærmende Varetægt, og et af Dilettanter udført enstemmigt Amen smukt havde gjentonet i den høie, rummelige Kirke, endte Taleren saaledes: "Men for at knytte dette forhaabningsfulde Forelagende ret inderligt til det fjerne, elskede Fødeland; for klart og betegnende at stemple dets Tidsalder i Historiens Aarbøger for de kommende Slægter, er det Entrepreneuren Hr. Commerceraad Lundts Villie, ved nærværende Forsamling høitideligen at proclamere det der begyndte Bjergværk i Hans Majestæt Kong Frederik den Syvendes Navn. Hans Majestæt Kongen har nemlig skjænket dette Værk i sit Riges fjerneste Provinds sin allerhøieste Interesse, har givet det sin kongelige Naade og tilsagt det sin fortsatte, kraftige Beskyttelse. - En fjern Fortids Regenter forbede under Livsstraf den frie Seilads til Grønland. Kong Frederik den Syvende tillader, opmuntrer og beskytter den frie Seilads til disse Egne, medens Grønland endnu som dengang udelukkende er Kronens Monopol; som derfor Saga skal optegne for de kommende Tider, at Kong Frederik den Syvende forstod sin Tid, kjendte sit Folk for fuldmyndigt, bortgav Enevoldsmagten og udstedte Danmarks Riges Grundlov: som det skal optegnes, at Kong Frederik den Svvende med sit Folk holdt mandigt ud da Freden var brudt og Fjenden var i Landet, og gik seirrig ud af blodig Kamp; saa skal det og berettes, at Kong Frederik den syvende aabnede nye, frie Veie til det i Fortiden saa sørgeligen forladte, forglemte og forsømte Grønland; at Kong Frederik den Syvende vilde, at et nyt, forynget og forherliget Liv skulde opblomstre over Normannernes sunkne Grave paa Grønlands Østerbygd. Ved Kong Olaf Trygvasons christelige Nidkjærhed christnedes vore normanniske Forfædre i Grønland. Under Kong Sigurd Jorsalafar kaaredes Grønlands første Bisp til Garde Bispestol. Under Kong Frederik den Fjerde tændtes Evangeliets Lys blandt de hedenske Skrællinger. Kong Frederik den Syvende med det danske Hjertelag og ret folkelige Sind nedbrød af kongelig Naade den Ufrihedens Skranke, som hidtil havde afsondret Grønland fra den øvrige Verden, og den frie Erhvervslysts Tjenere droge under Kongens Leide ud over Verdenshavet til Grønlands tause Kyster, for at lade dets Fjelde gentone af vindskibelig Travlheds Larm, af nordiske Bjergmænds Hammerslag, - og Herren førte dem frelste over Havets Afgrunde, og alt have de rastløse begyndt paa Værket; Fjeldene oplade deres Indre for vore Blikke, og Grønlands før ukjendte Skatte føres frem af Kong Frederik den Syvende Kobbermine! saaledes være den navnet nu og i al Fremtid. Saa giv da nordisk Kraft og Udholdenhed trange stedse dybere og dybere ned i Kong Frederik den Syvendes Kobbermine!"
Efter et gjentaget Amen af Sangchoret henvendte Missionair Janssen sig ogsaa til de tilstedeværende Grønlændere i deres eget Tungemaal og skildrede dem denne Fests Betydning, som vel paa Grund af sin Nyhed maatte være dem temmelig uforstaaelig; han forklarede dem Benævnelsen "Kong Frederik den Syvendes Kobbermine" (Kongib Frederib arfængæn - ajpætta kangusakársianik), betegnede dem, at det fremlagte Erts skulde sendes til Kongen i Danmark, for at han selv kunde faae at see hvilke Skatte der gjemtes i Landets Fjelde, maaskee han da selv engang vilde komme at besøge deres Land, da han allerede oftere havde faret vidt omkring paa det store Hav til sine andre Lande, og nu seirrig havde overvundet Danmarks Fjender og oprettet Freden igjen; han til sagde de Fromme, de Arbejdsomme, de Redelige iblandt dem fortsat Kongens Beskyttelse og Bevarelsen af deres Rettigheder: "thi," tænker Kongen, "Gud har kaldet mig til Konge over Grønlænderne, saavelsom over mine andre Undersaatter, jeg bør altsaa arbeide og virke ogsaa for deres Velfærd." Taleren endte med en Opfordring til i Forening med de Danske at vandre i christelig Kiærlighed, frygte Gud og lyde Kongen, og opsende Bønner for hans timelige og evige Vel, hvorefter begge Nationer i Forening alsang en Forbøns-Psalme for Hs. Majestæt, i forskjelligt Tungemaal til samme Melodi. Endelig uddeelte Hr. Bjergcandidat Friis forskjellige af Kong Frederiks Kobbermine udsprængte Stykker Erts til Deeltagerne i Høitideligheden som Erindringstegn fra Minens Indvielse. Under Kanonsalut fra Skonnerten "Fiirkløveret" begav Processionen sig fra Kirken til Hr. Commerceraad Lundts Bopæl, hvor et i Grønland tidligere vistnok ukjendt glimrende Festmaaltid samlede Coloniens Autoriteter med Expeditionens Ledere. Hr. Lundt udbragte her i et længere Foredrag et Leve for Kong Frederik den Syvende, der nu havde gjort Begyndelsen til at ophæve Forordningen af 1774, der saa sørgeligen havde lænkebundet den frie Erhvervslyst og forhindret enhver virksom Mand, der kunde have ønsket at søge nogen værdifuld Gjenstand paa Grønlands vidt udstrakte Fjelde; fremdeles udbragtes Skaaler for Ministeriet og navnligen for Indenrigsministeren Rosenørn og Finansministeren Grev Sponneck, der i fortrinlig Grad havde skjænket denne private Expedition til Grønland deres Interesse og Beskyttelse, hvorpaa ligeledes begrundedes en Skaal for Ridder af Dhr. Regnar Westenhol; og Sir W. E. Trevelijan Baron, uden hvis levende Interesse og kraftige Bistand speditionen neppe vilde have foregaaet; for det fjerne Fødeland under den gjenoprettede Freds lægende Velsignelser; for Grønlænderne, deres fortsatte fremadskridende Oplysning og Udvikling; for Kong Frederiks Kobbermines Uudtømmelighed og den frie Erhvervslysts gode Frugter over det til et nyt Liv opvaagnende Grønland; for de tre nordiske Broderrigers aandelige Eenhed, der paa Grønlands Østerbygd har ærværdige Oldtidsminder; for Danmarks raske Sømænd, uden hvis Hjælp vi vilde være afskaarne fra Fædrenehjemmet. For at undgaae endog den mindste Skygge af Uorden blandt de endnu før saa umyndige anseete Grønlændere, beværtedes Minearbeiderne og Søfolkene, som deeltoge i den kirkelige Høitidelighed, ombord i Skonnerten "Fiirkløveret".
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. maj 1852, 2. udgave).
Samme år kunne man i en beretning fra dr. phil. H. Rink bl.a. læse følgende efter hans rejse til Grønland (uddrag af en længere artikelserie):
Om Grønlandske Mineralprodukter.
- - -
Kobbermalm af de særegne Arter, som kaldes Kobberglands og broget Kobbermalm er sporet paa forskjellige Steder i Grønland, især i Julianehaabs Distrikt , men overalt kun i ringe Mængde, og navnlig intetsteds som egentlige Lag eller Gange af nogen Udstrækning, som kunde betinge en Bjergværksdrift. Det ældste og første Findested er paa Storøen eller Kobberøen, neppe 1 Miil fra Julianehaab og opdaget af en hedensk Grønlænder, ved Navn Anarnek eller Ajak, for omtrent 50 Aar siden. Der blev dengang sendt Prøver af det til Kjøbenhavn, og var blandt andet netop dette Fund en Bevæggrund til at Regjeringen udsendte Mineralogen Gieseke paa en Undersøgelsesreise, som varede i henved 8 Aar (fra 1806 til 1813). Han besøgte Øen gjentagne Gange, navnlig i August 1806 og i Juli 1809 (ifølge hans paa Universitetsbiblioteket som Manuskript opbevarede Dagbog), og bemærkede Mineralet pletviis hist og her paa Øen, som han paa Grund af dens ringe Omfang kunde undersøge nøiere; de betydeligste Partier fandtes paa Sydøstsiden, men han yttrer intet om, at Bjergværksdrift kunde grundes derpaa. I de seneste Aar blev denne Opdagelse opfrisket, da en der boende Grønlænder, ved Navn Frederik, eller sammes Familie, fandt en saadan Plet, efter Sigende paa 9 Alens Længde og ligeledes paa Sydøstsiden af Øen. Inspecteur Holbøll, som opholdt sig ved Julianehaab i 1850, meddeelte dette til Hr. Lundt i samme Aar, hvorpaa denne lod Kobberens sprænge paa dette Sted i Efteraaret 1851, og benævnede det Frederik den Syvendes Kobbermine. Men det Hele viste sig kun at have været en Skal paa ydervæggen af Klippen, efter hvis Bortsprængning der nu kun sees grønne Striber hist og her i Qvartsen, hvorved altsaa Giesekes Betragtning af denne Gjenstand som noget ganske Uvigtigt har viist sig fuldkommen bekræftet. Det næste Findested er det, som jeg i Sommer allerede har havt den Ære at indsende en kort og med Pørøvestykker ledsaget Beretning om, nemlig imellem Julianehaab og Frederikshaab paa Nordsiden af den Halvø, som begrændser Tossukatek-Løbet, og som med Overbærestedet Itiblieitsiak er forbunden med Fastlandet. De danske Søfarende kalde denne vestligste Deel af Fastlandet "Vadskerballie-Landet", Grønlænderne "Inneitsiak". Kobbermalmet, som findes der paa en lille Pynt ligeoverfor Øen Sennerut, er opdaget af Grønlænderen Josua i dette Aar. Under mit Ophold ved Arksut herte jeg tale om det. hvorfor jeg opsøgte Grønlænderne, som boe paa Sennerut, og af dem lod mig vise Stedet, som jeg undersøgte den 22de Juli. Paa Grund af det mere omfattende Hverv, som var overdraget mig at udføre paa min Reise, kunde jeg ikke anvende saa megen Tid paa dette enkelte Sted, som jeg ønskede, hvorfor jeg overdrog Assistenten ved det nærmeste Handelsanlæg, Hr. P. Motzfeldt, at varetage Arbeidet indtil jeg kunde komme til ham og slutte det. Det lykkedes mig desværre ikke at naae Stedet anden Gang, da Isen lagde en uoverstigelig Hindring iveien langs denne Kyst og nødte mig til at vende om. Hr. Motzfeldt, som befandt sig paa Stedet, ligeledes afskaaren ved den samme Driviis, havde imidlertid fortsat Undersøgelsen med megen Flid, deels udhugget over 3000 Pd. Kobbermalm blot ved Hjælp af Hammer og Meisel, deels gjennemstreifet Egnen for at opsøge flere Spor dertil hvorover han har indsendt en detailleret Beretning. Ovennævnte Prøver, der tilligemed den, som jeg medtog, beløbe sig til omtrent 4000 Pd., ere ankomne her til Hjemmet. Efterat have sluttet min første Beretning herom traf jeg ogsaa sammen med Hr. Commerceraad Lundt og Hr. Bjergcandidat Friis, hvilke jeg meddeelte min Iagttagelser, hvorpaa ogsaa den Sidstnævnte har undersøgt Stedet. Jeg kan imidlertid, efter Alt hvad jeg saaledes har erfaret, og trods det fordeelagtige Udseende og Størrelsen af de hjemkomne Ertsstykker, som alle ere udhuggede med Hammer og Meisel eller Kile, ikke tilraade Nogen at anvende Midler paa at anlægge Biergværk her. Rigtignok har Malmet her, mere end paa Storøen, Udseendet af et Lag, men det har kun en antagelig Tykkelse af nogle Tommer paa en Strækning af 10-12 Alen, hvorimod det forresten kun viser sig som en grøn Stribe, og jeg antager sikkert, at det ogdaa i en ringe Dybde vil tabe sig, hvortil kommer, at det Hele ligger paa den yderste Spids af et lille Næs, der saagodtsom er overstænkt af Brændingen. De øvrige Steder, som ere fundne i Omegnen, indeholde kun saa ringe Spor, at derom slet ikke kan være Tale. Lignende Spor ere fundne i Sermeliks-Fjorden og ved Ikaresarsuk, som ifølge en Meddelelse fra Hr. Friis ligeledes ere ganske uden Betydning. Endelig erholdt jeg fra Tessermiut-Fjorden et lille Stykke Kobberglands, men blev under mit Ophold i denne Fjord ved Uveir forhindret fra at naae det afsides liggende Findested. Fra en lille Øe ved Lichtenau skal det samme Mineral ogsaa tidligere være erholdt chrystalliseret.
Hele denne sparsomme Forekomst af Kobbermalm staaer ved Siden af en ganske lignende i Norge, hvor broget Kobbermalm er sporet paa flere Steder, men skal have foranlediget Tab overalt, hvor man har forsøgt at grunde Bjergværkdrift derpaa. Dette gjælder navnlig om Durfjeld ved Kongsberg og om Aardalen, hvor den brogede Kobbermalm indeholdt gediegent Guld i smukke, tydelige Blade.
Paa den vestligste Pynt af ovenomtalte Storøe ved Julianehaab, fandt Grønlænderen Frederik i Vinteren eller Foraaret 1850 smaa Stykker gedigent Sølv lige foran sit Huus i Rifterne af Klippegrunden, som overskylles af Havet. Han gav dem først til Hr. Assistent Lützen ved Julianehaab, som atter leverede dem til Inspecteur Holbøll. Samme Aar ankom netop den private Expedition under dHrr. Lundt og Prahl til Grønland, og Inspecteuren overlod nu Sølvprøverne til disse. Jeg har under mit Ophold ved Julianehaab flere Gange besøgt Findestedet, ligesom Hr. Lundt har været saa god at vise mig de fundne Stykker og meddeelt mig flere af dem i Foræring. Grønlænderen Frederiks Huus ligger umiddelbart ved Stranden og er bygget paa en Grund, der bestaaer af Tørvejord og andet af Menneskehænder sammenslæbt Materiale, aabenbare Rester af et tidligere grønlandsk Vinterhuus, paa den samme Plads. Her, som paa saa mange Steder i Sydgrønland. kan man spore den af Pingel paaviste Sænkning af Landet, idet Søen har bortskyllet endeel af de gamle Huusmure. Den blotte Klippegrund, hvorpaa disse oprindelig ere byggede, er derved kommet tilsyne, og l Revnerne af denne ere Sølvstykterne fundne. De vare løse og uden Spor til vedhængende Mineraller eller Bjergart, men ikke desmindre vel vedligeholdte i det gedigne Sølvs krystalliserede Former, tildeels overordentlig fine og dog uden Tegn til Sønderbrydning eller Afslibning ved en lang Transport. Foruden de krystalliserede Stykker fandtes ogsaa pladeformige, der saae ud, som om de kunde være hamrede ud ved Kunst, og i de samme Rifter fandtes forskjellige Kunstproduktet, saasom Perler, Brudstykker af forarbejdet Bly og Kobber etc. Jeg kan derfor ikke antage andet, end at Sølvstykkene nærmest maa have den samme Oprindelse, som disse Kunstprodukter, nemlig at det har siddet i den samme Tørvejord fra det gamle Huus. Denne er langsomt undergravet, smuldret og bortskyllet af Søen, men de tungere Gjenstande faldt ned i Rifterne af Klippegrunden og bleve unddragne Havets bortskyllende Virkning. Men nu er atter Spørgsmaalet, hvorledes Sølvet er kommet ind i den gamle Huusmuur, og da det er høist usandsynligt, at de oprindelige Beboere skulle have samlet eller været i Besiddelse af saadanne Stykker gediegent Sølv andelsteds fra, maa man antage, at det har siddet i Græstørven, som anvendtes til at bygge Huset af, og disse ere atter efter al Rimelighed skaarne umiddelbart ved Huset. Altsaa hidrøre de fra Overfladen af Jorden i den nærmeste Omegn. Øen leder her ud i en temmelig skraa eller flad Pynt, der bestaaer af fast Klippegrund og af Gruus med Rullestene begge deelviis bedækkede med Grønsvær af Krækkebær og Græs. Hvis nu Sølvet har lagt i Gruset ovenfor Huset og derved er bleven indesluttet i Grønsværen, da er atter Spørgsmaalet hvor Gruset er kommet fra og maa dette sandsynligen hidledes fra den nærmeste Klippegrunds Forvittering. Men nu ere rigtignok hverken Sølvet selv, eller hvad der pleier at ledsage samme, saasom Tungspat, Kalkspat og Ertser af andre Metaller fundne omkring Huset selv eller paa hele Øen med Undtagelse netop af de omtalte ganske ubetydelige og isolerede Partier af Kobbermalm. Da dette Kobbermalm skal være sølvholdigt er det ikke urimeligt, at der i den samme Klippemasse, hvori det findes ogsaa kan forekomme udskyllet gedigent Sølv; men i Analogi hermed maatte det kun ventes at forekomme i ringe Mængde. Det burde her vel ogsaa bemærkes, at gedigent Sølv findes i Schumachers fortegnelse over danske Mineraler med Findestedet "Grønland". Det Prøvestykke, hvorpaa denne Angivelse er grundet, skal være hjemsendt af Missionair Ginge, men er gaaet tabt. Hvis det er rigtigt, at det har indeholdt Kalkspat, da turde dette tyde paa en lignende Forekomst, som den ved Kongsberg i Norge; men Kalkspaten hører til Sjeldenhederne i Sydgrønland, og hele Angivelsen er for isoleret og usikker til at grunde nogen Formodning paa.
(Sluttes).
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. november 1852, 2. udgave. Uddrag).
Hinrich Johannes Rink (1819-1893 i Kristiania) var geograf, geolog, grønlandsforsker og dr.phil. Han var i Grønland 1848-1868 og havde her forskellige poster, bl. a. konstitueret kolonibestyrer og inspektør for Julianehåb kolonidistrikt. Han var direktør for Den Kongelige Grønlandske Handel i to år hvorefter han tog sin afsked for at hellige sig interessen for den grønlandske kultur. Sammen med konen Signe Rink som var opvokset i Grønland (gift 1853) slog de sig ned i Oslo. Hun udgav nogle noveller om grønlænderes liv og problemer, og hun blev efter Rinks død en vigtig person i forbindelse med bevaringen af to store grønlandske nationalkunstnere: Aron fra Kangeq og Jens Kreutzmanns værker, træsnit og akvareller for eftertiden. Hinrich Johannes Rink udgav bl. a. "Eskimoiske eventyr og sagn, oversatte efter de indfødte fortælleres opskrifter og meddelelser" (1866). Indledningen indeholder en skildring af grønlænderne som markant adskiller sig fra det gængse syn på dem som lavere stående. Og Det søndre inspectorat med naturhistoriske tillæg.
Næste del af artiklen i det følgende nummer af avisen omhandler bl.a. fund af kryolit som senere blev en stor industri.
I aviserne startede en debat om minen, hvoraf nedenfor et indlæg af Rink, den del af det som handler om den grønlandske befolkning:
Om det Grønlandske Mineralpørgsmaal.
(Af H. Rink.)
(Sluttet.)
Hvad nu Hr. Lundts Ansøgning og Afslaget paa samme angaaer, da indseer jeg ikke, hvorledes Ansøgeren kan see sig standset derved i et Foretagende, hvortil han har erholdt en 10aarig Bevilling, som først nylig er begyndt, og som der siet ikke er Tale om af indskrænke eller forandre noget ved, saa meget mere som der i Ministeriets Svar, at Regjeringen ingensinde vil hindre hans Foretagende, naar han i Tiden angiver, hvor Minerne ere i Drift, ligger en Tilsikring, som aldrig kan andet end respecteres af Authoriteterne i de kommende Tider. Man har dernæst anført, at det i alt Fald ikke kunde skade Regjeringen, om Privatmænd bortødsle deres Midler paa hvad Maade de finde for godt. Men deels kan det ikke have været Regjeringen ligegyldigt, at have seet sig mistænkeliggjort og stillet i et urigtigt Lys, med Hensyn til sine Foranstaltninger til Grønlands Bedste, ved alt det latterlige Praleri i Bladene, der har skullet fremstille Hr. Lundt som den Eneste der vidste at fremdrage Grønlands hidtil forsømte Skatte, og frelse dette Biland fra en barbarisk og uvidende Bestyrelse; deels vil Enhver, som kjender Lokaliteterne, let kunne indsee, at de Pengemidler, som Hr. Lundt roser sig af at have bragt i Circulation blandt de Indfødte og navnlig blandt Roersker, for at reise med hans Matroser og Arbeidskarle, ikke er nogen Velgjerning for Befolkningen, men at Landets Oversvømmelse med en saadan Masse af Fremmede, der ere uden Beskjeftigelse eller alvorligt Formaal, maa virke i høi Grad demoraliserende, hvorom ogsaa de allerede indkomne Beretninger afgive tilstrækkeligt Beviis. Under saadanne Omstændigheder er det dog vel rimeligt, at Ministeriet vil vide, paa hvilke Steder af den store Kyst de saa meget omtalte Miner skulle anlægges, og den store Arbeidskraft skal bringes i Anvendelse.
Endelig har Hr. Lundt i nogle Bemærkninger om Handelen paa Grønland opstillet Paastande, der skulle tage sig ud som Beskyldninger for væsentlige Mangler ved Bestyrelsen, hvilke han giver sig ud for at kunne raade Bod paa, medens de dog kun ere grebne ud af Luften og røbe Uvidenhed og eensidig Iagttagelse. Hvad saaledeS Grønlændernes Sultetider angaaer, da mener Hr. Lundt at der kunde bødes derpaa, hvis de erholdt mere for deres Varer og kunde kjøbe Brodet billigere. Men Sultetiden ligger ikke begrundet i Mangel paa Føde i Aarets Løb i det Hele, men i Mangel paa Lyst til at samle Forraad, og Lundt kunde omtrent lige saa godt have sagt, at den værste Feil ved den grønlandske Handel bestod deri, at Grønlænderne ere et ucultiveret Jagtfolk. Der vilde høre uoverkommelige Qvantiteter Brød til at erstatte det, som Grønlænderne af Ligegyldighed lade bortkomme af deres egne, for dem langt bedre skikkede Fødemidler. Den simpleste Regnekonft kan desuden bevise, at Brød altid maa blive en Luxusartikel for Grønlænderne, og navnlig en af dem, som man mindst maatte raade dem at anvende deres Midler til. Hr. L. kalder endvidere de senere Aars store Overskud til Statskassen "Blodpenge" ; i saa Henseende tillader jeg mig al henvise til hvad jeg i mit skrift om Monopolhandelen har udviklet angaaende Grønlands Forhold til den danske Statskasse; kun skulde jeg tilføie, at disse Aars store Overskud hidrøre fra den Særegenhed ved Monopolhandelen, at Handelsomkostningerne omtrent ere de samme, medens Priserne paa det europæiske Marked have været usædvanlig høie. Men selv om delte Overskud var blevel uddeelt blandt Grønlænderne i Form af høiere Varepriser til atter at kjøbc Brød for, vilde Sultetiderne lige godt være indtrufne. Forsaavidt Hr. Lundt dernæst fremstiller det som sin subjektive Mening , at Colonierne skulde bortforpagtes til "driftige" Kjøbmænd, da maa jeg gjøre den i Spørgsmaalet uindviede Læser opmærksom paa, deels at den saakaldte grønlandske Handel neppe er Handel i Ordets egentlige Forstand, og kun aabner en maadelig Virkekreds for et Handelstalent, deels at det ikke er Coloniernes Træhuse og Klippegrund, men Grønlændernes Arbeide eller Grønlænderne selv, som skulle bortforpagtes eller sælges til vedkommende Kjøbmænd; jeg vil da overlade det til Enhver, selv at dømme om, hvorvidt dette, som Hr. L. mener, er et Skridt videre til Frihandel, eller overhovedet et Skridt videre paa Civilisationens og Humanitetens Vei.
Sluttelig tilkommer det mig al imødegaae nogle Bemærkninger, som Hr Lundt fremfører mod Colonibestyrer Nielsen for Mangel paa Imødekommen. Det er nemlig let at begribe, at saavel Boliger, som andre europæiske Fornødenheter, kun ere beregnede paa de faa Europæeres Tarv, og selv en enkelt Reisende bør under et midlertidigt Ophold tage tiltakke efter Omstændighederne. Men naar en Heel Expedition med et særegent Skib opholder sig hele Aar ved et Sted, da ophører naturligviis Gjæstfrihedens Forpligtelse til at skaffe de nødvendigste Fornødenheder tilveie; desuden finder jeg, at en saadan Expedition, hvis Skib 3 Gange har beseilet Landet blot for at overføre Personalet og dets Fornødenheder, maa have opslaaet sin Bopæl ved selve de meget omtalte Miner, og undsee sig ved at anmode Handelsbestyrelsen om de nødvendigste Reqvisiter.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. januar 1853, 2. udgave)
1904 fik grosserer Bernburg koncession på brydning, en koncession, som 1907 blev overtaget af Grønlandsk Minedrift A/S. Den blev opgivet 1914, og bygningerne flyttet til grafitminen ved Amitsoq.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar