Mens Tutein er et eksempel godsejertypens syn på kolonierne, står G. A. Hagemann som industrisamfundets: Folk der som Tietgen satsede på teknologisk fremskridt og fornyelse af gamle produktionsmåder, men som også så stort på arbejdsforholdene i virksomhederne.
G. A. Hagemann. Af fotograf Frederik Riise (1863-1933): Ingeniør, industrimand og plantageejer Gustav Adolph Hagemann (1842-1916). Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-Ikke Kommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.
Gustav Adolph Hagemann (1842-1916) var til det sidste en overmåde indflydelsesrig dansk person på St. Croix. I København findes mange erindringssteder. Ingen af disse antyder dog hans behandling af befolkningen på St. Croix. Som medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1880-1902 har han fået sit kontrafej hugget i granit i Rådhusets Borgertrappe:
G. A Hagemann i granit, understøttende en af buerne i stuen ved Borgertrappen på Københavns Rådhus. Under hans hoved aner man en sukkerroe. Foto Erik Nicolaisen Høy.
G. A. Hagemann lagde ikke skjul på sin holdning til befolkningen på St. Croix. Hans forvalter, J. C. Sørensen angreb ved Økommissionens afhøringer i 1916 arbejderlederen Hamilton Jackson og hans bevægelse "hvis formål han mener er at fordrive de hvide fra øerne". Dette var opspind, plantageejerne havde ønsket ham fængslet. Hvad hverken Sørensen eller Hagemann fortalte var at plantageejerne havde fordrevet landarbejderne fra deres hytter under strejken, også på hagemanns plantage.
Og så sent som i 1916 var han stærkt medvirkende til at der blev afsendt et krigsskib ("Valkyrien") til St. Croix for at afværge eventuelle "oprør". Begrundelsen var som han udtalte i 1915 "At tale de mennesker til rette er ugørligt. Plyndrer de en rombod og begynder at stikke ild på sukkermarkerne, så er det for sent at bekæmpe dem." (Se tidligere afsnit fra 1915 og 1916 i serien om St. Croix). Hagemann udgav den 29. januar 1916 en pjece hvori Hamilton Jackson omtales på denne måde:
Paa St. Croix er der nu sket det, at Hamilton Jackson har prædiket Uro: Landet til Negrene, som ene forstaaer at bearbejdet det, sig selv som Konge, som nok skal lede dem -; thi hjemme i Danmark har man taget godt imod ham og opmuntret ham til at arbejde for Negrenes Udvikling. Det er vist ikke hans mening at fremkalde et vestindisk Oprør, men havde Kaptajn Fuglede ikke den 3dje November ledsaget Negerflokken, da den 3-4000 Mand stærk forlod Christianssted efter Jacksons opflammende Taler, med sin lille Flok beredne, bevæbnede Gendarmer, saa ved man ikke, hvad der kunde være sket. Kaptajn Fuglede reddede Situationen den Gang. "Valkyrien" sikrer Roen nu."
Hvis nogen var "konge", må det vel nærmest have været plantageejerne, bl.a. Hagemann. Øernes frihedsdag er i øvrigt blevet fejret 1. november siden 1915, med navnet "David Hamilton Jackson Day".
Hans monumentale grav: et gravkammer med "jættestue" på toppen, omgivet af en stensætning på Vestre Kirkegård blev færdigt i september 1917. I Folkets Avis - København den 7. september 1917 oplystes at stenene var hjembragt fra Hagemanns sommerbolig ved Snekkersten. Det var udført af murermester N. Juul-Petersen efter tegning af arkitekt Carl Valdemar Petersen (1858-1933). Gravkammerets vægge er beklædt med gråt og rødt svensk marmor, med plads til 26 urner. Det kostede 100.000 kr, og jorden købt på ubestemt tid. Da det var færdigt, blev Hagemanns aske overført fra Bispebjerg.
Direktør Gustav Adolph Hagemann (1842-1916) på Vestre Kirkegård er udført af arkitekten Carl Valdemar Petersen 1917. Foto Erik Nicolaisen Høy.
Gravhøjen som den blev præsenteret i Nationaltidende, 23. september 1917. På grund af bevoksningen er det i dag ikke muligt at få helt samme vinkel. På stenen øverst står "G. A. Hagemann og slægt". Hans kone Mathilde f. Bruun (1846-1931) døde på Borupgård, og blev begravet fra Garnisons Kirke. Hans sønner Gunnar Aage Hagemann (1877-1971) er begravet i Sverige og Paul Hagemann (1882-1967) og datteren Antonie Sophie Hasselbalch kan jeg ikke finde gravsted på.
Derved blev mindet om Hagemann længerevarende end guvernøren på St. Croix, L. C. Helweg-Larsen (1860-1934). Han blev begravet på Holmens Kirkegård, men hans grav er senere blevet nedlagt.
I 1877 var han med til at etablere Sukkerfabrikken på St. Croix, og i 1895 købte han plantagen "La Grange" for 200.000 kr. af familien Schimmelmann. Hagemanns storebror Georg Heinrich Hagemann ejede plantagen Princess, og både han og brodere hævdede deres privatejendom, hvor notitser som nedenstående regelmæssigt optrådte i aviserne på St. Croix, også efter afståelsen i 1917:
Notice
The bay on Estate "Judith's Fancy", also cane-ranges and roads leading through Estate "Big La Grange" are private property, and the undersigned would beg the Public go regard them as such.
G. H. Hagemann
Oct. 18th 1896
(The Saint Croix Bulletin, 20. oktober 1896).
G. A. Hagemann oprettede La Grange Sugar Factory Inc. og opkøbte nogle tilstødende ejendomme, Prosperity og William plantagerne, som han forbandt med en smalsporsbane. 1911 udviklede han fabrikken til en moderne fabrik. I 1922 solgte Hagemanns arvinger fabrikken til et lokalt konsortium og amerikanske forretningsfolk (George Fleming).
Om Hagemanns holdning til de lokale, ved vi fra private breve at han gav udtryk for fortørnelse over plantageejernes nedskydning af sorte i 1878. Uden at det dog synes at have indflydelse på hans behandling af landarbejderne. Dette gjaldt i øvrigt også hans engagement i kryolitminen ved Ivigtut på Grønland, se nedenfor.
I Aalborg Tidende blev han ført til nærmest lyriske højder i forbindelse med hans udnævnelse til direktør for Polyteknisk Læreanstalt i 1902 - hvor han sad indtil 1912:
Hagemann
Polyteknisk Læreanftalts ny direktør.
En virksom Mand.
Ignotus skriver i en artikel om Hagemann.
Det er næsten forbløffende, hvad denne mand, der ikke ejer en eneste titel, har udrettet i løbet af en menneskealder.
Fra Øresund. hvor han 1864 havde gjort Tietgens bekendtskab, drog han til Pittsburg i Pennsylvanien, hvor han fandt og undersøgte flere ny mineraler i kryolithen, og derimellem det, der den dag til minde om ham bærer navnet Hagemannit.
Han byggede for egen regning Bromfabrikkerne i Tarentum i Pennsylvanien, hvor hans navn - hvad vi ved af erfaring - endnu sikrer en dansk rejsende den bedste modtagelse. Det var et stort held for ham at den brom han fremstillede, på samme tid fandt rig anvendelse i kemien. Han anlagde flere fabrikker, og snart tilvirkede han årligt 8000 pund brom.
I 1872 vendte han tilbage til Danmark, hvor han blev medejer af Øresund og knyttedes nærmere til Tietgen. Med Drewsen & Sønner udtog han et patent for fremstilling af træcellulose og anlagde Træcellulosefabrikken i Hinnerup. I 1878 byggede han Sukkerfabriken i Odense, i 1878 planlagde og byggede han Fællessukkerkoqeriet ved Christianssted, i 1880 blev han direktør for De danske Sukkerfabriker og byggede Sukkerfabrikerne i Nakskov, Assens og Stege. Samtidig udfoldede han en rig litterær, videnskabelig virksomhed, der har forskaffet ham et navn i den tyske tekniske litteratur.
Endelig blev han ved sin Indtræden i Borgerrepræsentationen (1880) en faktor i det københavnske offentlige Liv. Om hans arbejde i Borgerrepræsintationen, som han iøvrigt agter at forlade til foråret, er det unødvendigt at minde. Har man en forestilling om hans virksomhed for udviklingen af Københavns hospitaler, vandforsyning, gasværker etc., så er det blot forbavsende, at han har fundet tid til at passe sine daglige forretninger.
Foruden at være medejer af Øresunds kemiske Fabriker, der vel må kaldes Hagemanns hovedvirksomhed, er han formand for bestyrelsen i De danske Sukkerfabriker og i Aktieselskabet Burmeister & Wain. Han er ejer af de tre store plantager La Grange, Prosperity og Williams på St. Croix. Han skriver jævnlig i "Ingeniøren" og i "Politiken". Og hvad han har været og er for lysinstittutet, kan kun professor Finsen rettelig vurdere. Når alt, hvad Hagemann har bygget og fuldført, en gang er hensmuldret, vil lysinstittutet kaste sine stråler over hans navn.
Hagemann er den klare realist og praktiker, der går lige på. Han er helt igennem sig selv, i sit offentlige som i sit private Liv.
Da hans ældste søn var 13 år gammel, sendte han ham uden ledsagelse på en tur til Spanien.
I hans store, smukke hjem i Bredgade vil man som regel høre fremmed sprog. Snart er det en af Hagemanns gamle venner fra Amerika, snart en nydelig lille lady, som frøken Hagemann har ført hjem fra det engelske pensionat.
Hagemann, der mærkværdig nok altid finder en ledig time, har så forunderlig let ved at skifte felt på dagens skakbræt. Han tumler sig i forretningslivet, han arbejder i sit laboratorium, hans tanker og interesser fører ham over havene, til sukkermarkederne og ned i kryolitbruddene, men sidder han et øjeblik derefter i selskabskredsen, overrasker han ved en bordtale, der bæres oppe af en rig naturs stemning, og det kan også hænde at han rejser sig og synger en sang.
(Forsiden af Aalborg Tidende, 15. januar 1902).
Familien Hagemann boede i en herskabslejlighed i Bredgade 51. Før det Kalkbrænderivej 11. Senere flyttede de til Rosenvængets Hovedvej (18?). Vi kender noget til Hagemanns forhold til sine plantager og hvordan han anskuede sin egen rolle, idet han engang imellem udtalte sig i aviser, her i Aalborg Tidende, 13. februar 1902:
Øerne
Scavenius og Hagemann.
2 millioner til Christmas.
I Anledning af Scavenius' ret skarpe angreb på direktør Hagemann for at have hyppet sine private kartofler fortæller Hagemann i går i "Politiken":
Natten mellem 1. og 2 oktober 1878 udbrød et negeroprør på Sct. Croix. Oprørshoben trængte, efter at have afbrændt en stor del af Frederiktstad, ud på landet, forøgedes med landnegrene, og for fode nedbrændtes plantagebygninger, sukkerværker og sukkermarker. I løbet af 2 dage var en stor del af øen gået op i luer. Soldater og plantere var rykkede ud, havde skudt ned, hvad de mødte, og efter at de danske soldater på den grueligste måde var blevnet myrdede af negerhoben på plantagen Carlton, skånedes ingen. Oprøret kvaltes. Krigsretten dømte en del negre til at skydes hvilket blev gjort i fortet i Christianssted, andre til Horsens Tugthus, og den danske regering indgik til Rigsdagen med begæring om penge til mere militær og mere Politi. Forgæves hævdede Venstres utrættelige vestindiske ordfører, Thomas Nielsen, at militær og politi ikke ville forbedre forholdene, men at administrationen måtte ændres og erhvervslivet forbedres. Dog forgæves: for vel erkendte ministeriets chef, at Thomas Nielsen havde ret, men "ro og orden" måtte der først til. Bevillingen gaves, øen fik mere militær og politi og - ja, derved blev det.
Min Bitterhed over den måde, de dansk vestindiske øer behandledes på, voksede fra dag til dag, efterhånden som tiden gik, og regeringen intet foretog sig, og da denne så endelig tog hele øen i brugelig pant og berøvede os Fællessukkerkogeriet, erkendte jeg fuldt stillingen. Det var da, at jeg fattede planen om selv at begynde en plantage og sukkerfabrikationsvirksomhed ved Frederikssted, og efter flere års forhandlinger med administrator Moldenhaver købte jeg de to Plantager la Grange og Princess, for snart efter at sælge Princess, der ligger ved Christianssted, og erstatte den med La Granges naboplantage, Prosperity. Endelig købte jeg i 1899, efter orkanen, endnu en naboplantage, Williams. Af min bestyrers breve angående købet har jeg ladet stud. jur. Lund gøre et uddrag, som står til rådigbed. Motivet til købet angives deri fuldt og klart.
Jeg har fundet anledning til denne lille, historiske fremstilling i anledning af hr. kammerherre Scavenius' udtalelser i Nationaltidende for mandag aften. Han var ikke medlem af ministeriet Estrup i 1879, men han blev det 1880, og han deler fuldt dette ministeriums ansvar - uhyre Ansvar overfor de vestindiske øer. Thomas Nielsen, Venstre, fordrede fremskridt og reformer - ministeriet gav flere soldater og politi, større årlige tilskud fra Moderlandet, øerne sank uhjælpeligt dybere og dybere med de synkende sukkerpriser.
Og så spørger jeg hr. kammerherre Scavenius: Hvem har gjort mest for øerne, for at bevare dem for Danmark, han, den en gang mægtige Minister, eller jeg, og hvem af os har mest bidraget til at gøre øernes overgang til Amerika til en nødvendighed, såfremt de skulle forblive i kultur, han eller jeg? Hvem af os to har det største ansvar, han eller jeg?
For vist! han har ingen ret til at tilsudle os andre, der troligt arbejdede for at bevare St Croix for Danmark; for han bærer sin del af ansvaret for, at det er gået som det er gået, medansvaret for at ministeriets efterfølger kun fandt udvej i et salg. Og han har ingen ret til at udlægge mine motiver til, hvad jeg har gjort - at betegne min ringe bistand til ministeriet Hørring som udsprunget af slette motiver, at kalde det en "forretning og intet andet". Ligeoverfor en gentleman må min historiske udvikling være nok til at bringe ham til bedre erkendelse.
(Aalborg Tidende, 13. februar 1902)
I en artikel i St. Croix Avis, 26. marts 1902, skriver Hagemanns bestyrer fra St Croix (O. Conrau) at Hagemann har været en god ejer. Ikke et ord om behandlingen af arbejderne, men kun økonomiske og teknologiske forhold. I marts 1903 besøgte Den Vestindiske Kommission bl.a. Hagemanns plantager, og beretningerne fra denne rundrejse udmærker sig ved ikke med et ord at omtale arbejdsforholdene.
Omkring 1915 udtalte Hagemann sig om nøden blandt befolkningen. Dog mest som en pression mod den danske regering. For som tidligere beskrevet, var han sammen med sin bestyrer Sørensen med til at bekæmpe landarbejdernes strejke i 1915-16. Og udvirkede bl.a. afsendelsen af "Valkyrien" til øerne. Om alt dette stod der dog intet i forbindelse med hans begravelse i 1916:
Hagemanns bålfærd i går.
En storstilet sørgehøjtidelighed.
København, mandag
I går blev gehejmekonferensråd G. A. Hagemann bisat i Marmorkirken, hvorefter båren førtes til krematoriet på Bispebjerg og brændt.
Bisættelsen i Marmorkirken formede sig som en storstilet højtidelighed der på en smuk og værdig måde udtrykte samfundets bevidsthed om hvor megen tak det var denne storsindede mand skyldig.
Kisten var dækket med et gult silketæppe der var overstrøet med lyserøde roser og desuden smykket med et kors af violer. I øvrigt var alle gange optaget af utallige signerede kranse fra de mangeartede virksomheder og personer som afdøde under sit virksomme liv var kommet i nærmere berøring med. Og videnskab, myndigheder og industri var fuldgyldigt repræsenteret i følget.
Pastor P. M. Larsen talte ved båren. Han anførte hvorledes Hagemann på mange måder var Tietgens arvtager og fremhævede hans store begavelse, sunde dømmekraft, hans energi og ubrydelige mod.
I kraft af disse personlige egenskaber var han en myndig mand. De gaver han ofrede, gav han med forståelsens fulde glæde.
Til slutning sang Peter Cornelius "Kirkeklokke, ej til hovedstæder".
Derefter førtes liget til brændingsstedet. Urnen vil foreløbig blive stående i krematoriets kolumbarium, men flyttes senere til familiens gravsted som er under anlæg på Vestre Kirkegård.
- d
(Fyens Stiftstidende, 1. maj 1916.)
Aviserne nævnede blandt nogle af de medvirkende: konseilspræsident Zahle, handelsminister C. Hage, trafikminister Hassing, lensbaron Reedtz-Thott og departementscheferne Clan og Jerichow. Der var kranse fra kongen, prins Valdemar, flere af ministerierne, universitetet, De danske Sukkerfabrikker mm. Særlig Nationaltidende berettede 1. maj med foto om den storslåede begravelse.
I flere aviser er også nævnt at mindesmærket ville bestå af en kryolitsten. Det skyldtes formentlig at Hagemann også var engageret i Grønland, hvor grønlænderne gennem historien havde anvendt kryolit til synk i deres fiskegrej. I 1854 startede imidlertid en produktion af soda og alun, der efter 1859 blev forarbejdet på Øresunds Chemiske Fabriker i København. Fra 1865 af A/S Kryolith Mine og Handels Selskab (siden 1940 Kryolitselskabet Øresund A/S). Sodafremstillingen ophørte 1894. I stedet blev kryolitten anvendt til fremstilling af aluminium.
Heller ikke i Grønland blev der vist synderlig hensyn til lokalbefolkningen. Kryolitminen kom ikke grønlænderne til gode. De indvandrede arbejdere i minen så med stor afsky på de lokale beboere, som det blev dem forbudt at opholde sig på deres gamle sommerboplads i 1860'erne. Minearbejdere fik børn med grønlandske kvinder, og spredte derved syfilis. I det hele taget tog minen ringe hensyn til den grønlandske kultur.
Og i Danmark, på fabrikken i Nordhavnen, opdagede man i 1931 en helt ny sygdom, fluorose som giver smerter i led og stivhed i kroppen på grund af støv fra kryolit. Arbejdernes rygrad "voksede" og blev stiv, og gav dem fordøjelsesproblemer. Da man ikke tog arbejdsmiljøproblemer så alvorligt dengang, skete der ikke yderligere.
Kristianiagade 10, Hagemanns Kollegium. Kollegiet eksisterer fortsat. Foto Erik Nicolaisen Høy.
I 1908 oprettede han et kollegium i Kristianiagade 10. På kollegiets hjemmeside står der bl.a. om kollegiets historie:
"I 1908 indviede industri- og videnskabsmanden Gustav Adolph Hagemann sit historiske kollegium på indre Østerbro under mottoet "Tien andre, vil selv du tienes." Hagemann benyttede derved en del af sin formue, der var indtjent gennem et langt liv, til at afhjælpe studerendes boligbehov.
De studerendes boligforhold lå grundlæggeren meget på sinde. Han lod derfor dele af inventaret levere i sit eget hjem, så han kunne afprøve det, inden han lod kollegiet indrette med det. Således afprøvede han til eksempel forskellige sovesofaer, som alumnerne skulle sove i på deres værelser og spiste med det nikkelbestik, som han påtænkte at anvende ved måltiderne.
Da G. A. Hagemanns Kollegium blev indviet, var det et af de mest frisindede kollegier af sin tid, idet både mandlige og kvindelige studerende, som de første i Danmark, fik mulighed for at bo side om side på et kollegium. Udformningen af kollegiet og den daglige gang blev i høj grad præget af Hagemanns ideologi om fællesskabet som det centrale."
Finansieringen af kollegiet bl.a. gennem plantagerne på St. Croix står der ikke noget om. Heller ikke hans rolle i behandlingen af befolkningen på øerne. Optagelseskriteriet for at komme ind på kollegiet er:
"Valget mellem dem, der kan komme i betragtning, skal almindeligvis træffes under hensyn til de pågældendes vidnesbyrd, flid, begavelse og trang. To tredjedele af pladserne forbeholdes studerende ved Den polytekniske Læreanstalt, Danmarks Tekniske Universitet - G.A Hagemann."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar