En Tjenestepige, der var 18 Aar gl. og hjemmehørende i Sverrig, hvorfra hun ankom hertil i forrige Aars Foraar, actioneredes under en af Criminalretten ben 20de Septbr. paadømt Justitssag for Barnefødsel i Dølgsmaal. Den Forklaring, som hun under Sagen har afgivet herom, gik iblandt andet ud paa, at hun, som med sin Madmoders Tilladelse den 26de Jan. d. A. var gaaet tilsengs paa sit Værelse i Qvistetagen, da hun følte Ildebefindende, uden at hun dog troede, at Fødselen var nær forestaaende, dersteds kort efter fødte uden Nogens Hjelp og uden at Nogen bemærkede det. Hun holdt derpaa Barnet noget i sine Hænder, uden at kunne mærke Livstegn hos det, hvorfor hun antog at det var dødt og undlod at anstille noget Oplivelsesforsøg, men lagde det fra sig, tildækket med et Skjørt. Da hendes Madmoder strax efter kom ind i Værelset og spurgte om hendes Befindende, erklærede hun, at hun nok troede sig istand til at forrette sin Gjerning den paafølgende Dag, og efterat denne var gaaet bort, stod hun flere Gange op af Sengen og følte til Barnet, men fandt intet livstegn hos det. Den følgende Dags Morgen, omtrent Klokken 7, kastede hun Barnet ned i en ved Enden af Huset værende Gjødnings-Kasse , i hvilken det ved en den 15de Juni sidstleden iværksat Udrensning fandtes næsten opløst af Forraadnelse. Næst vedholdende at benægte, at det har været hendes Hensigt at føde i Dølgsmaal, har hun forklaret, at forskjellige, under Dagen nærmere omhandlede Omstændigheder vakte i Begyndelsen af Septbr. Maaned f. A. den Tanke hos hende, at hun mulig var frugtsommelig, men hun holdt sig aldrig forvisset om at hun var det, og haabede altid, at det ikke var Tilfældet. Dette har hun angivet som Grund til at hun ikke talte til Nogen om sin Tilstand eller forskaffede sig Børnetøi, eller gjorde nogen Forberedelse til den muligt indtrædende Fødsel, idet hun dog derhos har indrømmet, at hun i den sidste Tid for hendes Nedkomst ikke nærede synderlig Tvivl at den forestod, og da hun vidste, at 9 Maaneder er den almindelige Svangerskabstid, havde hun tænkt sig, at hun, saafremt hun var frugtsommelig , vilde komme til at føde i Slutningen af Januar eller Februar Maaned. I Forbindelse hermed har hun vedgaaet, at hun havde paatænkt at tale med sin Madmoder herom, men undlod det, fordi hun søgte at skjule sin Tilstand saa længe som muligt, navnlig da hun indsaae, at hun maatte forlade sin Condition, uden at hun havde Slægtninge eller Bekjendte, til hvem hun kunde tage sin Tilflugt, hvorfor hun havde paatænkt, naar Tiden kom, da hun skulde føde, at tage lige fra sin Condition til Fødselsstiftelsen. Da hun gik tilsengs den 20de Januar, antog hun, som ovenmeldt, at Fødselen endnu ikke var forhaanden. Efter de oplyste Omstændigheder skjønnedes der ikke at være tilstrækkelig Føie til at antage, at Tiltalte havde havt til Hensigt at føde i Dølgsmaal, men derimod antog Retten, at hun, der forøvrigt havde forklaret, at hun ikke vilde have undladt at sørge for Barnet, hvis hun havde havt Formodning om, at der var Liv i det, havde gjort sig skyldig i et strafbart Forhold derved, at hun ikke havde foretaget sig noget, for at tilvejebringe Vished om hvorvidt Barnet virkelig var dødt, og for ikke at have anvendt Midler, ved hvilke det muligen kunde være bleven frelst. Straffen for hende, om hvem det ikke var oplyst, at hun førhen havde været tiltalt eller straffet, fandtes efter Lovgivningens Analogi paa hende at kunne bestemmes til 4 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, hvorhos hun tilpligtedes at udrede Actionens Omkostninger, heriblandt Salair til Actor og Defensor, 5 Rbd. til hver.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. september 1853. 2. udgave).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar