(Fortsat)
Bådefarten til fiskeri, varetransport og fornøjelse blev forringet meget da Kalvebod Strand blev afspærret. Ja næsten tilintetgjort. I stedet for at få tilførsel på både fra kysten ned til Stevns, ligesom fra den nordre kyst, blev man nu indskrænket til den sidste. Kun fiskerlejerne nord for København tilfører den fisk. De sydlige lejer skilte ved denne afsætningskilde, er nedsunkne til den største grad af ubetydelighed.
Vandet nord for København er mere uroligt og vanskeligt for både. Med stærk pålandsvind er ikke et sikkert tilflugtssted lige til Helsingør, den så beklagelig forsømte Nivå Havn undtaget. Allevegne må både drages på land, og for desertørers skyld fastlænkes. Derfor bliver det naturligt nok, hvad i førstningen forekommer ubegribeligt og dorsk, at uagtet kysten fra København til Helsingør er oversået med lystssteder, huse og gårde, der ved både måtte have en let transport til og fra København, og brug af dem både til fiskeri og lystruter, dog ingen benytter sig af denne beliggenhed fordi bådene på denne havnløse vall intet ly kan have mod øst og sydøst storme eller mod vinterens isgang. Fiskerne selv *) har intet andet råd end det forfædrene for tusinde år siden havde, at drage deres både op og lænse dem. Ja, de kongelige slotte, Charlottenborg og Sofienberg ligger ved bredden af vandet uden at eje havn eller båd. Det måtte synes for fremmede som om de danske her har en afsky for det element der gennem årtusinder bragte Danmark hæder og som om det i det mindste ikke var for denne slægt digteren sang.
"Du danskes vej til ros og magt, sortladne hav!"Men studser man ved bådefartens forsømmelse langs ad denne kyst, så har man endnu langt mere årsag dertil i København selv. Denne stad der ligger så indbydende til at gøre sølystture, har måske næppe ti lystfartøjer. De mange fornøjelige fiskefarter, jagtfarter, besøgelsesfarter, serenadefarter osv man i enhver anden, endog meget mindre søstad nyder, ved man her intet af. Den som vil nyde noget af den fjernere omegn, må evig enten gå i støv over anklerne eller betale fornøjelsen dyrt i en hyrevogn. De få som har både, møder de største vanskeligheder. Om søndagen da de helst måtte ønske at bruge dem, er det ikke muligt at komme igennem bommen. På søgnedage når den åbnes, er det på grund af ind- og udhaling både sinkende, vanskeligt og farligt at komme igennem. De samme vanskeligheder man møder ved at lægge ud, har man igen når man kommer tilbage. Efter en vis tid er bommen lukket, og nu må man dyrt nok betale færgefolkene for at passe derpå til næste dag. Med et ord, det går ikke an at have lystbåden liggende i byen. Men udenfor er ikke heller noget sted. Lader man den ligge ved Toldboden for dræg, så er allerede vejen derhen lang. Den kan borttages, den kan stødes fordærvet, den kan synke, hvis man ikke atter vil skatte
1851, fortsættes...
*) Forfatteren der ved bekendtskab med de nordsjællandske fiskerlejer ved hvor stort et savn denne mangel på havn er for dem, indsendte for en 5 år siden til Landhusholdningsselskabet en forestilling derom, da han håbede at præmier fra selskabet ville kunne her udrette en overmåde gavnende forbedring. Uagtet selskabet med opmærksomhed modtog denne forestilling, har det dog hidtil fundet sig hindret fra at udsætte præmier for denne art vindskibelighed. Jeg henvender derfor min bøn til admiralitetet desangående, så meget mere som endog en forøgelse og besparelse af fødninge folk derved kan bevirkes. Ved undersøgelse vil dette kollegium befinde at fiskerne mange gange holdes hjemme fordi der ikke er hænder nok til at sætte hans tunge båd i vand, at dette arbejde ligesom opslæbningen ved en stærk brænding er forbundet med store strabadser, at fiskeren for denne forretnings skyld nødes til udgiften for et par højt i skrævet opgående vandstøvler, penge som bedre anvendtes til sejle- eller fiskeredskaber, at bådene lider såvel ved op- og udhaling som ved at ligge på landet, og at fiskerens eget helbred lider. Ved præmier for det fiskerleje der først ved flere stene indelukkede sig en med bom og lans forsynet havn, ville man snart se sådanne havne opstå da kysterne har sten nok, og da disse om vinteren på is let kunne henføres på det sted hvor de skulle ligge. Måske ville det fremme disse arbejder om admiralitetet på sin bekostning først opsatte en sådan havn.
(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 116. 12 Juli 1800, s 1847-1854)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar